Når man ikke selv kan fortælle-2
Hvordan etableres kontakt til kendisser?
Indholdsfortegnelse
Når man ikke selv kan fortælle-2
Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?
Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.
- Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
- Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
- Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.
Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.
Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.
Jeg skrev til Anders Agger
Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:
- “Kan du fortælle mere om dig selv?”
- “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”
Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …
Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:
(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)
Kære Anders Agger
Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:
- Kan du fortælle mig mere om dig selv?
- Kan jeg få mere at vide om din baggrund?
Herunder prøver jeg at besvare dem begge:
Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.
Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”
Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.
Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.
Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):
* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.
* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.
* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.
* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/
* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.
* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.
* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.
* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.
* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.
Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728
Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Kære Hanne
Hvis en journalist som Anders Agger skal lave en historie, skal der laves en vurdering af, om det har interesse for et stort flertal af danskerne. Anders Agger får tusindvis af beskeder fra danskere, der har noget på hjertet. Udvælgelsen sker i samarbejde med en redaktør og måske har de vurderet, at din historie ikke har det format som kan interessere og vedkomme et flertal af danskerne. Eller også er der ikke taget stilling endnu fordi omfanget af beskeder som dine er overvældende. Held med det.
@ Meta
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Danmarks Radio har slet ikke set noget som helst, da jeg primært sendte dem et link til de tre artikler om tvangsfjernelse, og det link fjernedes af deres et-eller-andet.
Dvs. de ved faktisk intet. Så de har ikke haft lejlighed til at vurdere, om det kunne have interesse for et stort eller (for) lille et flertal. De afviser noget, de ikke ved hvad er. Og svarer, at man ikke får svar.
Næh – ved du hvad, det er næsten umuligt at skrive til Anders Agger, og jeg er selvfølgelig klar over, at han får mange henvendelser. Det foregår (vist) i øvrigt sådan: Danmarks Radios vurderer, om noget er (u-)interessant, hvorpå de evt. kontakter Anders Agger.
1) Messenger er åbenlyst ikke en option.
2) Han har en side, hvor man kan booke foredrag, men min fornemmelse er, at Ander Agger aldrig selv ser, hvad der kommer ind der, for det er en sekretær, der svarer.
Men tak skal du have. Jeg giver ikke op så let.