Minder om en far

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Ingen over, ingen under og ingen ved siden af: Jeg havde verdens bedste far Jørgen Stegemüller (1922 – 1972). Desværre blev han kun lige netop 50 år, og jeg var 9 år og 1 måned, da han døde.

Af adoptionssagen fremgår det, at man på fabrikken sagde, at han var meget stolt af mig, og at han var blevet som et helt andet menneske, efter de hentede mig på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup i november 1964.

Vi fik et særligt og ubrydeligt bånd. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke havde kostet noget, idet jeg vist tænkte, at en høj pris ville have kunnet begrunde glæden over “endelig at have fået et barn i hjemmet”.

Jeg har kun gode minder.

Et af dem, der stærkest trænger sig på, er “vi skal lige et smut ned på fabrikken” efter middagene. Og “vi” var bare ham og mig. Der var såmænd ikke længere, end vi kunne have gået, alligevel kørte vi i bil, men dengang tænkte ingen på klima, global opvarmning, biodiversitet og den slags – det var ikke opfundet.

Vel ankommet til en af Martensens Fabrikkers to adresser i Brande, begyndte vi med at lege gemme i de store tørrerum, hvor de testede klæder, der skulle tørre efter at have været i appreturen. Rummene var meget varme, og jeg kan stadig huske de krydrede “noter”, der kildede i næsen. Jeg har vel ikke været mere end fire eller fem år og gemte mig bedst muligt i et hjørne. Men han fandt mig altid, og jeg var ikke kvik nok til at regne ud, hvordan det lykkedes.

Efter gemmelegen, gik vi rundt til “arbejderne”, som de kaldtes dengang, på aftenholdet ved deres maskiner. Der var små solide trætrapper op til podiet, hvor de stod. De havde altid citronsodavand til mig. Jeg har drukket meget citronsodavand i filialen der vist lå på Blichersvej i Brande.

Dukketeateret

Det er skøre minder, der dukker frem, herunder dukketeateret. Min far byggede et dukketeater til mig. Der var to frontlåger, så forestillingerne kunne holdes skjult frem til premieren. Sidepanelerne og “bagtæppet” var grå og marmorerede, og der var så plads til mig mellem frontlågerne, sidepanelerne og “bagtæppet”. På overliggeren stod der “Ej blot til lyst”,

Jeg havde et væld af Mester Jakel-dukker. Det var hånddukker med træhoveder og en lang “kjole”, som man så stak armen op i og på den måde, kunne man styre dem. Der var i hvert fald en politimester, en sømand og en bager. De øvrige kan jeg ikke huske, men det er jo også en menneskealder siden.

Min have

Vi boede på Martensens Allé 2 i et ret stort hus med en stor have. En del af haven var indrettet til mig med blomsterbed og forskellige grønsager blandt andet ærter, der vist hurtigt vokser sig store.

Min far sørgede for, at gyngestativet stod fast. Benene i de fire hjørne blev støbt ned i cement, så det var sikkert at gynge vildt højt på de tre forskellige gynger. Der var en almindelig gynge med bare et sæde, en gondol og en trapez. Sidstnævnte var nærmest en rebstige med fire eller fem orange trin mellem de blå reb. Kravlede man til øverste trin, var det muligt at hænge med hovedet nedad. Ganske sjovt.

At lære at cykle

Ret tidligt fik jeg en tohjulet cykel. I starten var der selvfølgelig støtteben, men dem blev jeg træt af og “krævede”, at de blev afmonteret. Herefter måtte min far løbe bagefter med et kosteskaft stukket ned i kronrøret op og ned i vores ret lange indkørsel. Min erindring er, at jeg var ret længe om at lære at cykle selv, for jeg har altid været et motorisk fjols. Og altså måtte han løbe bagefter ret længe.

God nat-historierne

Jeg elskede god nat-historierne  – helst dem med Missemor og hendes killinger. Søren og Mette-bøgerne kom til senere. Det var i virkeligheden en læsebogsserie, som jo egl. ikke egnede sig til højtlæsning, men det lykkedes ham alligevel. Der var også Peter Pedal og Manden med den gule hat, Troldepus og et væld af andre. Derimod egnede Anders And sig overhovedet ikke, og jeg syntes, de var for fjollede.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske indholdet. Det vigtigste var stemningen med tryghed og samhørighed, hvor han balancerede på kanten af Juno-sengen, mens jeg lå under dynen.

Jeg kunne læse, før jeg startede i skole, og mon ikke disse stunder har været en medvirkende årsag? Jeg blev jo tidligt introduceret til bøgernes univers.

Frem og tilbage til Randers og Viborg

En del år gik jeg rundt og besvimede uden nogen ydre anledning. Jeg faldt bare pludselig om. Det bekymrede ham selvfølgelig, og jeg husker turene til adskillige speciallæger. Vi var hos neurologer i Randers og Viborg, men ingen kunne finde en god grund. Og jeg havde det jo også godt bortset fra det.

Uden at vide det præcist, tror jeg, han tænkte tilbage på børnehjemmets og Rigshospitalets beskrivelser fra mine første 13 måneder, hvor de troede, jeg var retarderet, og jeg derfor var indlagt seks måneder på RH’s psykiatriske afdeling til observation og udredning. Men jeg var overhovedet ikke retarderet, og en af RH’s læger konkluderede da også, at “det trænger bare til et rigtigt hjem”. Og det havde han jo ret i.

De fik i første omgang kun plejetilladelse, idet “det ville være blodig synd for adoptanterne, hvis der alligevel viser sig at være noget galt”. Tiden var i sandhed en anden!

Konstruktionslegetøjet

Dukker og forestillingslege sagde mig ikke noget – jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne klæde dem af og på, og så var det slut. De andre piger holdt lange monologer, mens jeg overvejede, hvordan de fik inspirationen til dem.

Jeg var bedre til konstruktionslegetøj som eksempelvis Lego og Meccano, og min far satte mig i gang med at bruge det. Han demonstrerede, hvordan det fungerede, indtil jeg kunne selv.

Jeg havde en kæmpe Lego-kuffert med klodser og et Lego-tog. Hundredvis af blå skinner, hvoraf nogle var rillede (jeg ved ikke, hvad idéen med rillerne var) mens andre var blanke, som blev holdt sammen af de hvide mellemstykker. En af vognene var en Shell-tank, der kunne fyldes med vand, som man så kunne lege var olie.

Meccano var konstruktionslegetøj, der bestod af metalstænger, metalplader, metalvinkler, hjul, tandhjul, gear og andre specialelementer med rækker af huller i. Disse elementer kunne sammensættes på forskellig måde med små skruer og møtrikker, så det var muligt at konstruere modeller af biler, huse, kraner mv.

(Artiklen fortsætter udenr billedet)

På kirkegården

Efter hans død og begravelse skulkede jeg en del fra skole. Kirkegården og skolen var naboer, og jeg gik ofte fra skolen til kirkegården og sad foran gravstenen. Jeg tror, jeg har gået i tredie eller fjerde klasse. Det har været hundekoldt, for han døde i november, og vi flyttede fra Brande i maj året efter. Savnet opvejede vel kulden. Hvor ville jeg gerne kunne huske, hvad jeg tænkte, når jeg sad der, men det kan jeg altså ikke.

Han var der ikke så længe, men mens han levede, lagde han et værdifuldt fundament, som jeg den dag i dag er glad for.

Da jeg for et par år siden traf hans ungdomskæreste (fra før maj 1943), sagde jeg til hende, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”, og hun replicerede “Det kan du også roligt være”. Og det er jeg så.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.