Det hidtil sværeste

Mere alternativ slægtsforskning

Jeg har slægtsforsket i lige knapt 20 år, men jeg har aldrig nogensinde rodet med en så vanskelig familie, som den der tilhører min “mors” ægtefælle nummer to. Det vrimler med fødsler på “Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse” (stedet mange ugifte mødre valgte at føde deres “uægte” børn), plejeforhold, flytninger, ind- og udtræden af folkekirken og frikirker, navneændringer mv. Der er sågar en rejse til Amerika som tallerkenvasker. Rejsen varede i 1927 14 dage – se gerne billedet nederst.

Ham her er også meget sjov: Han bliver løsladt efter otte dages simpelt fængsel på vand og brød, der var straffen for betleri. Han bliver afleveret til fattigvæsenet den 17. januar 1907.

Meget ofte spørger jeg mig selv “Hvad sker der her?” Det gælder fx, når præsten skriver, at det er en given fader, der er vidne ved en vielse, men jeg jo ved, at faderen er død tre år før. Hvad kan det tyde på? En adoption så der er kommet en “ny far”? Eller roder præsten/degnen (også) rundt i noget?

Jeg sidder konstant og er lidt nervøs for at koble data forkert sammen, fordi det simpelthen er enormt svært, og det, jeg offentliggør, skal være validt og veldokumenteret – men det er selvfølgelig også det, der gør detektivarbejdet og puslespillet vanvittig spændende.

Hvad leder jeg efter?

Nu står det selvfølgelig ikke i en folketælling, hvorfor mennesker blev dem, de blev. Men hvis jeg kan samle tilstrækkeligt mange data sammen, der alle peger i samme retning, kan der måske alligevel være indikationer for det. Indtil videre vil jeg mene, jeg er på sporet.

Næste skridt er at gennemgå samtlige københavnske kirkebøger sådan ca. 1943 for at finde en konfirmation. Et eller andet sted skal den jo være. Det var højst usædvanligt ikke at blive konfirmeret, for var man ikke det, kunne man sikkert ikke få et arbejde, og man kunne formentlig heller ikke blive gift. Sidstnævnte er jeg dog usikker på. Konfirmationen kan evt. også finde sted på Bornholm, men det tror jeg på den anden side set ikke, eftersom jeg allerede har tjekket både Rønne og Nexø – som de to mest oplagte muligheder – uden resultat.

En anden tilgang kunne være at få styr på samtlige optagelseshjem/”drengehjem” i og omkring København på det tidspunkt, men opgaven er nærmest uoverkommelig, da der er så mange. Jeg har prøvet at søge lidt på arkiv.dk og der er i hvert fald 35 af dem.

Jeg elsker mine data og puslespillet. De og det er til at blive helt høj af. Mange vil mene, det er sært, men jeg synes, det er fantastisk, og dette er virkelig alternativ slægtsforskning med en helt ny vinkel.

“Søg og du skal finde”

Citatet stammer oprindeligt fra Matthæusevangeliet 7:7, hvor det lyder: “Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.”. Jeg har søgt efter ting, der kunne nuancere min “mor” lidt – jeg har fundet følgende, og nu må det være nok med det:

• Hun var dygtig til at læse højt, mens min far levede.
• Hendes morgenkåbe duftede godt. Ikke så tit men dog.
• Hun havde gemt kassen med “guld” fra min far i 32 år. Det viser måske, at hun forstod, at der var et særligt bånd mellem ham og mig.
• Kort efter de har hentet mig fra børnehjemmet, kommer Mødrehjælpen på et af de sædvanlige uanmeldte besøg. Alt er fryd og gammen. Hun er ved at bage og jeg sidder hos hende i køkkenet i min høje stol. Hun fortæller socialrådgiver Bodil Simon, at hun er noget bekymret over og ikke forstår udskrivningskortet fra Rigshospitalet. “Man får indtryk af, at hun er lidt urolig ved de mange undersøgelser, der er fortalt om (ved anvisningen er andragerne gjort bekendt med barnets indlæggelse og årsagen hertil). Andragerinden forhører, hvad hun skal bruge det kort til, og vi bliver enige om, at det ikke er noget værd for hende, og hun smider det væk, hvilket man får indtryk af, gør hende glad”. Kilde: Adoptionssagen.
  • Da jeg læste det, tænkte jeg, at det ikke var videre kvikt af hende, idet fakta ikke ændrer sig af, at man smider papirer væk.
  • Imidlertid var jeg hos psykologen i går og vi talte om den passus. Hendes syn på det var helt anderledes: Her er tale om en kvinde, der har fået et barn, hun er virkelig glad for, og hun kan slet ikke genkende beskrivelsen, som hun nærmest er lidt vred over og oplever som en form for “uretfærdig”. Hun oplever selv barnet som normalt, og synes ikke, at det skal stemples som lettere imbecilt (altså retarderet, som der står i sagen). Det kan jeg godt se, og det lyder fornuftigt (og dejligt). Altså en ting at føje til listen.

Hvad betyder retarderet egentlig?

Når ikke-læger bruger ordet “retarderet”, er det noget med imbecil eller i hvert fald (små-)dum. I det hele taget: noget med en mindre IQ og/eller som et skældsord. Men bruger en læge det på samme måde? Og hvordan brugte en læge det i 1965? For det betyder jo egentlig bare “forsinket” på både latin og fransk.

Jeg kender sådan set ingen læger, jeg kan spørge – og så alligevel: jeg kender da den utrolig dygtige og søde Kasper Thybo Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, som jeg havde kontakt med et par år. Så jeg har simpelthen sendt ham en mail, hvor jeg spørger om de ting, og han har været sød at svare, og også at svare, at jeg gerne må stille supplerende spørgsmål, og det har jeg gjort. Jeg er spændt på hans næste svar.

I det først svar skriver han blandt andet “Man ved, at læger og psykologer tror, de er gode til at gennemskue IQ uden at teste.” Det kunne jo tyde på, at en læge rent faktisk mener noget med IQ, når de skriver “retarderet”. Jeg føler mig overbevist om, at børnehjemmet ikke testede, for så ville det stå i adoptionssagen, der er meget grundig. Hver en sten synes vendt. Børnehjemmet indlægger mig, fordi de mener, jeg “ligger så underligt sløvt og slapt hen”.

Supplerende har jeg spurgt Kasper, om han i dag ville skrive sådan om en patient/et barn og om han så ville mene noget med en lav IQ eller han ville mene noget med “forsinkelse”. Terminologien har ændret sig over tid, så der er ingen, der siger, at det man ville skrive i dag, ville svare til det, man mente i 1965.

Så spændende!

Livets træ

Det findes en narrativ metode kaldet “Livets træ”, som oprindeligt er udviklet af Ncazelo Ncube i 2006 for at hjælpe børn, som kæmpede med effekterne af tab og dødsfald i familien, misbrug, omsorgssvigt og fattigdom. Metoden tilbydes blandt andet af Helle Kramer Floyd. Desværre skriver hun ikke noget om, hvad det går ud på, men det finder man let med Google.

Jeg vil spørge min egen psykolog, når vi ses igen, om hun kender metoden – det gør hun sikkert. Det kunne måske være interessant at dykke lidt ned i.