,

Tanker om tvangsfjernelse

Tanker om tvangsfjernelse

Adoption eller bare i pleje

Tanker om tvangsfjernelse

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Indeværende er inspireret af et opslag på de sociale medier om et barn på ca. 13 måneder, der bortadopteres uden samtykke. Det kaldes også tvangsbortadoption. Det er moderen, der skriver om sagen.

Årsagen til myndighedernes enslydende afgørelser, kender jeg ikke, og i moderens mange opslag om emnet, har jeg ikke set en troværdig beskrivelse af årsagen.

Det, jeg har set fra sommeren 2023, hvor hun opsummerer, er småting, man forhåbentlig ikke kan tvangsfjerne på grund af. Herudover er der mange billeder med et glad barn og et lykkeligt forældrepar. Men hvem vil ikke altid fremvise billeder af idel lykke i en sådan situation? Det er der da ikke noget at sige til. Der er vist noget her, der ikke rimer og som ikke lægges på de sociale medier – og det er der heller ikke noget at sige til.

Helt uden sammenhæng – og så alligevel ikke – kommer jeg til at tænke på mine egne år mellem ca. 1974 og 31. juli 1980. Sidstnævnte er lidt af en “skæbnedato” for mig, og jeg glemmer den aldrig. Det er dagen, jeg flyttede/flygtede fra Bornholm og blev fri. De kørte mig dog til færgen i Rønne. Den 1. august 1980 kl. 7 om morgenen stod jeg i Havnegade i København med en kuffert og skulle finde ud til Dagmarsgade nr. 5, 4. sal, på Nørrebro, hvor jeg havde lejet et værelse ud mod baggården. Men alt var bedre end der, hvor jeg kom fra.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan mine forhold på fire forskellige adresser – og altså i fire forskellige kommuner – kunne negligeres?

  • Hvorfor skete der ikke noget?
  • Hvorfor var der ingen, der handlede?
  • Hvorfor snakkede de bare?

Jeg ville umådelig gerne have været fjernet – og jeg er ligeglad med, om det havde været med eller uden samtykke. Jeg er ligeglad med, om det var til pleje eller adoption. Mit liv havde måske set helt anderledes ud? Måske var jeg ikke blevet psykisk syg? Måske havde jeg ikke skullet kæmpe i alle de år indtil 2021? Jeg ved/husker, at jeg ønskede mig at blive fjernet allerede dengang. Det er ingen efterrationalisering. Det er ingen erindringsforskydning.

Det havde da været skønt at få et godt liv noget tidligere.

Før forældrekompetenceundersøgelserne

I sagen om barnet på de ca. 13 måneder skrives meget om forældrekompetenceundersøgelser efter servicelovens § 50. Den slags var garanteret ikke opfundet/indført i 1970’erne. Jeg kender ikke de regler, der have eksisteret på det tidspunkt. Der må have været et eller andet regelsæt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet.

Men inden en forvaltning kan gribe ind, skal den jo have et grundlag eller bare en mistanke, og det får den ikke, hvis ingen taler om forholdene. På Bornholm kunne isenkræmmerne have kæftet op og det samme gjaldt en af psykopatens skolelærer-kolleger på Aaker Skole i Aakirkeby. Jeg har for nogle år siden talt med dem alle tre, der samstemmende om psykopaten sagde, “han var noget af en drukkenbolt”.

Selvfølgelig tvangsfjerner man ikke uden videre børn, fordi nogen i husstanden drikker for meget. Men ofte er det sådan, at er der alkoholmisbrug i hjemmet, er der også andre former for misbrug. Og i hvert fald kunne forvaltningen da have talt med mig og/eller isenkræmmerne, som jeg betroede mig til, og som tog sig meget af mig. Men de handlede ikke.

Min “mor”

Det klareste og måske næsten værste eksempel er vel, at jeg – mens jeg boede i Svaneke – fortalte min “mor”, hvad der foregik. Det var formiddag. Hun stod lænet op af køkkenbordet; jeg stod midt i rummet måske ca. ved vasken. Hun svarede: “Det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet”. Hvordan sætningen herefter faldt, kan jeg ikke huske, men det fremgik, at hendes fire år ældre halvbror var gerningsmanden.

Det er muligvis denne hændelse, der var en medvirkende årsag til, at hun i 2003 svarede bekræftende, da jeg efter en “pause” på 22 år spurgte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Men hun ignorerede mig, allerede før hun giftede sig med psykopaten, hvor jeg også åbnede munden om overgrebene.

Der er en grund til, at jeg konsekvent sætter hende i anførselstegn.

Min mormor

Jeg holdt meget af min mormor, men jeg ved positivt, at jeg fortalte hende om de konstante og daglige seksuelle overgreb fra psykopatens side. Jeg ser det for mig: Vi sidder sammen i hendes stue i pensionistboligerne på Landø 41 i Hårby. Hun sidder i lænestolen, og jeg sidder i sofaens højre side. Selvfølgelig kan jeg ikke huske, hvad jeg helt konkret fortalte, men jeg ved, at jeg sagde, hvad der foregik på min bopæl.

Det har været mellem 29. december 1975 og 11. juli 1978, for der boede jeg i det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby.

Hun gjorde heller ikke noget.

Tante Kis og min fars ungdomskæreste

Jeg ved fra min fars ungdomskæreste, at hun og min fars søster – Tante Kis (Kirsten Stegemüller)  – var vidende om, at jeg efter min fars død gik på kirkegården og ikke i skole. Dette havde selvfølgelig intet med psykopaten at gøre, men når nu de to talte om det, kunne der måske have ringet en klokke om et eller andet?

  • Det kunne for det første være om en stor sorg, hvilket ville have været naturligt.
  • Men det kunne for det andet have været nys om, at min “mor” ikke havde overskud og kræfter til at tage sig af mig, hvilket også ville have været naturligt, når man lige er blevet enke som 37-årig og står uden hverken uddannelse eller arbejde og udsigt til at skulle finde en anden bolig inden for seks måneder.

Hvorfor gav det ikke anledning til handling af en eller anden art – fx støtte til min “mor”? Jeg kunne jo have boet hos tante Kis og onkel Sigvard, indtil hun var kommet lidt på fode igen.

Jeg synes, min historie vidner om en masse vidner, der var handlingslammede. Sig venligst ikke “Det var jo en anden tid”.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

5 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Kun en kort kommentar: Grunden til, at du ikke blev fjernet, var at enhver tvangsfjernelse koster penge. Kommunerne vil/ville gerne spare penge. Var du blevet gravid som 12-årig havde de nok måttet gøre noget. Ligeså hvis du havde været indblandet i en kriminalsag med “psykopaten” var de nok blevet nød til det.

    Men de har altså ikke følt at det var nødvendigt, når der nu ikke var “lig på bordet”.

    I hvor høj grad den holdning stadig er fremherskende skal jeg ikke kunne sige, men jeg er bange for, at den stadig eksisterer rundt omkring.

    I dit tilfælde har det, at “psykopaten” var lærer nok også medført at man ikke har gjort noget. Hans kolleger og foresatte vidste, at han var fordrukken. Han er sikkert mødt op på arbejde med en skid på, og det har sikkert medført nogle tanker, men altså ingen handling. Man har ment at det var forsvarligt at han havde med børn at gøre i skolen. Skulle det ikke betyde, at det også var forsvarligt, at han havde børn derhjemme.

    Og så er der den evindelige interi, man havde været nødt til at gøre noget. Der var blevet skandale. Hoveder havde måske måttet rulle. Og det ville have kostet penge.

    Og du sad stadig i klemmen, mens folk stadig var mere eller mindre ligeglade. Nogle var måske nok bekymrede, men det førte ikke til noget.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Tak for din kommentar, der da ikke er så kort.

      Det er helt rigtigt, at jeg ikke har indtænkt det pekuniære element i mine overvejelser om den manglende fjernelse med eller uden tvang.

      Det er også rigtigt, at der jo ikke var “lig på bordet”.

      I den åbne Facebookgruppe ved navn “Tvang og magt”, hvor jeg læste om bortadoptionen uden samtykke, fordi historien dukkede op i mit eget feed, var den klare holdning, at der var for mange fjernelser, ikke for få. Men det skal selvfølgelig passe med denne gruppes navn.

      Om der findes grupper om for få fjernelser, ved jeg ikke. Jeg kunne faktisk godt forestille mig, at nogle (land-)kommuner sparer på pengene, og er det tilstrækkeligt langt ude på landet (lige som Bornholm) er der jo ingen, der opdager det, og der er ingen steder, barnet kan henvende sig.

      Jeg tror nu ikke, at psykopaten (ingen anførselstegn, da det jo er et faktum) er mødt op på arbejde med en skid på, idet han jo skulle køre bil de ca. 20 km. mellem Svaneke og Aakirkeby og rage mig på lårene og i skridtet imens. Men selv uden den lille “blæser” må både kolleger og foresatte da have tænkt bare et eller andet. Og de har vist, at jeg boede der …

      Jeg ved ikke, hvad “interi” betyder. Er det en slåfejl, da jeg heller ikke kan finde det i DDO? Du har ret i skandalen, hvis man havde gjort noget, og så var det jo lettere at forholde sig passivt.

      Ja – det var en klemme, og selv om jeg prøver at indtænke det pekuniære element, synes jeg stadig, det er svært at forstå, at alle var passive.

      Jeg fortalte i sommer – bare med overskrifter og i lette vendinger – lidt af historien til min fars ungdomskæreste, der forarget udbrød “Man må da hjælpe et barn”. Men i 1970’erne var hjælpen langt borte.

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Dette er artikel nr. 2 om den tvangsfjernelse, jeg aldrig fik men brændende ønskede mig. Den første artikel finder du her. […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *