Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne
Og det var forår og Danmark atter frit
Indholdsfortegnelse
Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne
På en måde er jeg for ung til at mindes fjerde maj og at sætte lys i vinduerne. Herligt endelig at være “for ung” til noget. Alligevel har jeg altid holdt skikken i hævd. I år var det som om, det gav ekstra meget mening p.g.a. Putins invasion af Ukraine. Der er krig i Europa lige nu.
Jeg havde ikke troet, jeg skulle opleve det, efter min ungdom blandt andet gik med fredsdemonstrationer, opstand mod den kolde krig og opstillingen af 572 Nato-missiler på europæisk jord. Det der endte med Warszawapagtens og murens fald i 1991. Jeg ville gerne have været i Berlin, da det skete.
Jeg ville faktisk gerne have været ind på Rådhuspladsen i aftes og høre både Zelenskyj og Mette Frederiksen, men der var alt for mange mennesker for mig.
Når jeg hører/synger (da jeg ikke kan synge, sker det kun i enrum) og kommer til “Og det var forår og Danmark atter frit” får jeg en klump i halsen og har svært ved at komme til næste strofe. Jeg forestiller mig, hvordan det har været at opleve befrielsesbudskabet: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Og hvordan det har været at tage ind på Rådhuspladsen og være sammen med andre glade mennesker, der kravlede rundt på sporvognene og viftede med Dannebrog, efter vel at mærke at have revet mørklægningsgardinerne ned hjemme i stuerne.
Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v
Min far var i modstandsbevægelsen. Det er ikke klart for mig, hvad han lavede under besættelsen, det talte han aldrig om, men i 1947 blev han idømt tre måneders betinget fængsel samt tilsyn i fem år efter to bestemmelser i “Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v” og § 130 i Straffeloven om at “Den, som udøver en ham ikke tilkommende offentlig Myndighed, straffes med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 2 Aar.”.
Det var noget med, at han efter befrielsen med sin gruppe udgav sig for at være fra Fremmedpolitiet og samlede våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke. Men det er indtil videre lidt usikkert og jeg er ikke færdig med at læse den dagældende lovgivning. Sikkert er det dog, at dommen hindrede ham i at komme til Amerika som led i Marshallhjælpen, da amerikanerne ikke ville have straffede ind i landet. I stedet indgik han sit første ægteskab.
At vokse op under den kolde krig
Anden verdenskrig var meget nærværende så længe min far (1922 – 1972) levede. Formentlig skyldes det, at man ikke lige kunne lægge “de fem forbandede år” fra sig. De vedblev at være nærværende. Min mor (1935 – 2006) var barn under besættelsen, så hun havde ikke tilsvarende oplevelser, men hun kunne huske 4. maj 1945 og fortalte om, hvordan de rev mørkelægningsgardinerne ned.
Jeg husker, at jeg besluttede, “når tredje verdenskrig kommer, vil jeg gå ind i modstandsbevægelsen”. Bemærk “når” og ikke “hvis”. Jeg var slet ikke i tvivl, selvom jeg vel kun var 7 – 8 år. Det var ikke sundt for et barn at have en krig så tæt på. Krigen var ganske enkelt alt for nærværende for et barn, for trods modstandsviljen var jeg også bange – blandt andet for torturen. Jeg havde set beskyttelsesrummene i Brande og var klar over, hvor jeg skulle søge tilflugt, når krigen kom. Jeg brød mig ikke om dem, eftersom de var mørke og mugne.
Efter ca. 1974 voksede jeg op et sted, hvor man havde holdninger til højre for den yderste højrefløj (nedlæg Christiania, indfør dødsstraf og atomkraft samt gør Glistrup til statsminister). Helt forfærdeligt. Der var det vel kommunisterne, man var bange for.
Nedrustning contra oprustning
I min ungdom kæmpede vi for nedrustning, og fredsbevægelsen vandt – nu oplever vi atter oprustning. Der træffes vidtrækkende beslutninger baseret på frygt. Det er aldrig godt. Jeg læste en dag et ordspil om “oprustning”, der kun er sundt, hvis våbnene “ruster op”. Det var godt set af skribenten.
Beslutningen om at øge forsvarsbudgettet til 18 mia. kr. årligt forekommer vanvittig, eftersom Natos forsvarsbudget allerede er mange gange større end Ruslands. På den anden side set er det “bare” opfyldelsen af det, vi allerede for mange år siden afgav løfte om til Nato. Aftaler skal holdes.
Jeg er ikke færdig med at sætte mig ind i konsekvenserne af henholdsvis et “Nej” og et “Ja” til ophævelsen af forsvarsforbeholdet den 1. juni. Jeg tror, det bliver et “Ja”, men det vil i givet fald også være baseret på frygt. Og det er som anført aldrig godt.
Jeg har det svært med de her mærkedage … jeg er vokset op med at der er noget andægtigt over befrielsesdagen, min morfar var modstandsmand og var en del af de upopulære som solgte det stjålne stål og aluminium tilbage til tyskerne som var blevet stjålet for at forsørge de politifolk, soldater og embedsfolk som levede under jorden.
Han er en gang forsøgt snigmyrdet fordi han havde bedt om en større andel da han kunne se at det ikke varede længe før man måtte tage min mormor under armen og de måtte flygte hvis ikke de skulle blive pågrebet … han foragtede måden man behandlede “tyskertøserne” på fordi de i hans øjne ikke havde gjort noget som helst galt … det skal siges at min mormors familie både er tysk og dansk … min mor havde tyske gudforældre, og hendes gudfar gjorde tjeneste i Luftwaffe.
Min morfar gav ikke fem flade øre for modstandsbevægelsen og endnu mindre for dem der i kriges sidste minutter blev tændt af en pludselig nationalisme … og til hans dødsdag var de utallige scener med tidligere modstandsfolk der havde travlt med at tage patent på godt og ondt, noget som kunne få ham op i det røde felt … han tilgav aldrig at han blev forrådt og han tilgav aldrig japanerne for angrebet på pearl harbor … til hans dødsdag foragtede han landet langt langt borte.
Jeg har svært ved de dage især i de sidste ca 22 år hvor disse mærkedage er blevet mere og mere prægede af den nationalisme der har indfundet sig i vores samfund … de værdier som befrielsen netop handlede om aldrig skulle indfinde sig i et civiliseret samfund igen … og nu er vi godt på vej … når folk forarget raser over at sammenligningerne med 30’ernes og 40’ernes tyskland glemmer mange at det der står i vores skolebøger er en detaljeret beskrivelse af slutspurten … de fleste aner intet om historien op til “die endlösung” hvordan man netop fratog bestemte grupper flere og flere rettigheder, tillagde dem den ene festforestilling efter den anden, fjernede deres forfatningsmæssige ret til beskyttelse, fratog dem retten til at eje noget, inden man valgte at gå skridtet fuldt ud og internere dem i ghettoer (jeg har stadig svært ved at man anvender det udtryk idag).
Som samfundsfaglærer og en med en stærk interesse for hisotorie er der et citat som virkelig slår mig “Den der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den” jeg aner ikke hvem der er kommet med det udtryk, jeg har fundet mange bud på ophavsmænd, men intet definitivt … det er nok en af de mest gennemgribende sande udtryk der er kommet når det gælder vores måde at se historie på.
Istedet betyder genforeningen meget mere for mig, det at vi hernede i det sønderjyske (jeg bor lige lidt over) har man denne særlige tilgang at man respekterer i Danmark det tyske mindretal og omvendt … at man igennem flere generationer har dyrket sammenholdet og værdsætter at vi i op til kongeåen har en stærk fælleshistorie, at mange byer har navne som vidner om at denne del af Danmark engang talte tysk og paradokset at Flensburg stemte sig hjem til Danmark, mens Sønderborg stemte sig til Tyskland dengang man lod befolkningen finde ud af hvor man ønskede at være statsborger.
Hvis jeg skal kunne fejre mærkedage som grundlovsdag, Danmarks befrielse m.fl. kræver det at vi vågner op og det er meget snart … at vi begynder at indse at vi er nødt til at åbne øjnene og se, læse, lytte til de beretninger der er på området, lytte til de sidste overlevende som beretter hvad de har været vidner til og at vi vitterligt tager ved lære.
@ Mikkel
Tak for din kommentar, der af spam-hensyn lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Undskyld det sene svar på din gode kommentar.
Jeg kender godt citatet “Den der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”. Heller ikke jeg ved, hvem der er ophavsmand, men det er så rigtigt set.
Det er helt korrekt, at vi skal lytte til de sidste overlevende. Jeg har nu ikke indtryk af, at vi ikke gør det. Selv håber jeg, at jeg inden så længe kan besøge min fars ungdomskæreste, der er 97 i dag. Jeg håber at kunne “interviewe” hende lidt om krigens tid og måske særligt om befrielsen. Hun var 20 år, da freden brød ud. Hun er åndsfrisk, så jeg håber, hun kan og vil fortælle om tanker og følelser fra de dage.