Ruth og Jimmy

Ruth og Jimmy

Jeg var vild med Ruth og Jimmy

Pludselig en dag kom jeg bare til at tænke på disse to dejlige mennesker. Derfor får du fortællingen.

Ruth og Jimmy var revisorens søster og svoger, og revisoren var den første mand min mor traf via en kontaktannonce ca. seks måneder efter min fars død. Vi skulle jo have tag over hovedet, når nu fabrikken skulle have sin bolig tilbage… Hun havde ingen uddannelse og stod med et mindreårigt barn på 9½ år (mig). Gode råd var dyre.

Vi flyttede ind hos revisoren i Odense i ca. otte måneder (maj 1973 – januar 1974), og der lærte jeg Ruth og Jimmy at kende. Pragtfulde mennesker med overskud. De arbejdede begge på eksternatskolen i Svendborg; hun som lærer og han vist nok som en form for pedel. Hun var barmfager (barmsvær) og varm. At sidde på skødet af hende i deres køkken ved spisebordet var som at hapse en flig af himlen.

Psykologen spurgte, hvor gamle de var, men det har jeg ikke noget billede af andet end at de var nogle år ældre end min mor.

Hvad skulle hun stille op?

Det er måske forståeligt nok, at min mor ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mig, så måske søgte hun efter en spiselig løsning? Under alle omstændigheder var det gennem et godt stykke tid på tale, at jeg skulle bo hos Ruth og Jimmy, og det ville jeg gerne.

Jeg havde allerede et værelse hos dem og følte mig tryg og velkommen dér. Der var harmoni, kærlighed og orden. Jeg husker ikke, at de gjorde nogen særlig stads af mig, når jeg var der, men der var masser af “væren”, bare være og føle sig tryg. Det er lidt svært at beskrive. Hvorfor planerne ikke blev realiserede, husker jeg ikke. Måske gik noget i ged mellem min mor og revisoren? I hvert fald rykkede min mor og jeg videre til Vollsmose.

Jeg kan dog ikke lade være at tænke på, at det er mærkeligt, at man henter et barn på et børnehjem og mindre end otte år efter, prøver man at slippe af med det i egen afmagt. Hun har haft det svært. Den senere del af historien viser også, at noget måske gik i stykker indeni hende, da min far døde, men mor med stort M var hun aldrig. Jeg skriver ikke for at være rasende men for at være neutral. Raseri ligger ikke til mig, og alting er grundigt bearbejdet.

Jeg kom bare til at tænke på Ruth og Jimmy – de skønne favnende mennesker!

PS: Billedet passer slet ikke, men det er det eneste jeg har fra min barndom: Min far og mig ca. 1966, hvor de lige har hentet mig. Fed unge 🙂