Fleksløntilskud

Fleksløntilskud

Det er ikke nemt at “tage et arbejde”

Først skal man finde det, og er det et fleksjob, er det en kunst i sig selv, men det er det jo ret beset med alle jobs nutildags. Når så den første løn kommer fra arbejdsgiver, skal man bakse med kommunen, hvor jeg i dag har fået læst og påskrevet, at de skal have en lønseddel fra ham eller mig, før de kan beregne, hvor stort mit fleksløntilskud skal være.

Sidstnævnte er der selvfølgelig noget fornuftigt i. Kommunen skal jo ikke betale de timer, jeg får fra min arbejdsgiver. Men hvad gør jeg, når arbejdsgivers “skilledato” ligger efter den dato, hvor kommunen laver sine beregninger? Jeg vil få dette problem hver evig eneste måned, fordi mine timer vil afhænge af, hvor mange opgaver, vi har. Det ligger der jo netop i at være timelønnet.

Jeg startede den 18. marts efter indlæggelsen. Min arbejdsgiver har derfor kun indberettet 12 timer inden sin skilledato, men kommunen “kørte ydelse” allerede den 20. marts. Det betyder, at jeg har fået netto 875,00 kr. Dem kommer jeg jo ikke langt for.

Jeg ringede derfor til kommunen og spurgte, hvordan jeg skulle forholde mig. Der er jo ingen tvivl om, at jeg er berettiget til ydelsen. Og jeg måtte bedyre flere gange, at jeg ikke havde en lønseddel, og havde jeg haft en, havde jeg selvfølgelig sendt den. Det lykkedes at få dem til at trylle lidt, så jeg formentlig har pengene i morgen.

Jeg frygter lidt, at jeg skal gennem dette hver eneste måned – men min chef garanterer mig, at det skal jeg ikke. Falder det ikke på plads, taler han med kommunen og forklarer, hvordan tingene hænger sammen set fra arbejdsgiverside. Det er jeg meget glad for, for jeg orker det ikke rigtig. Jeg vil bare passe mit arbejde, tjene min timeløn og hæve den sammen med fleksløntilskuddet, når tid er.

4 Svar
  1. Ulla
    Ulla siger:

    Det lyder som om du har fundet dig en rigtig god chef – hold godt fast i ham: den slags er der desværre alt for langt imellem 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ulla

      Velkommen til min blog og mange tak for din kommentar, der – af spamhensyn – lige skulle godkendes først. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Du har helt ret i, at jeg har fundet mig en god chef – faktisk vil jeg sige en fantastisk chef; sådan et livsglad, empatisk menneske skal man lede længe efter.

  2. Eric
    Eric siger:

    Ak, det bureaukrati er tungt at danse med, når man er den lille. Jeg tror afgjort, at de er mere lydhøre, hvis arbejdsgiveren tager fat i dem. Sådan burde det ikke være, men jeg er ret sikker på, at det forholder sig sådan. Godt din chef vil hjælpe, hvis …

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja det er virkelig svært, og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde invalidepensionen ved siden af. Regningerne skal jo altså betales. Det var såmænd min chef, der selv foreslog, at han da kunne tale med dem næste måned hvis altså…

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.