Møde i jobcenteret

Noget af en overraskelse

Jeg har ikke sovet den halve nat, fordi jeg skulle til møde i jobcenteret. Jeg fortæller mig selv, at det er noget pjat, for det er søde mennesker, der kun vil mig det bedste, og at jeg er velforberedt. Jeg ved, hvad jeg vil med mødet:

1. Finde en afslutning på det job, som jeg p.t. er sygemeldt fra
2. Drøfte det kommende job: Hvordan skal vi finde det, hvad skal det være og så videre?

Jobcenteret handler

Frem mødte en HR-partner fra Salling Group og min sagsbehandler. Førstnævnte var jeg nu ret forbavset over at møde, men min søde sagsbehandler skulle selvfølgelig være på sin plads. Jeg må sige, jeg er overrasket over så hurtigt de har handlet på en sidebemærkning, jeg lod falde i en døråbning. Men det passer mig egentlig fint.

HR-partneren var utrolig sød og kompetent. Hun stillede mange for et fleksjob særdeles relevante spørgsmål. Hun havde tydeligvis prøvet det mange gange før, og hun skrev og skrev på sin medbragte computer. Hun vidste, både hvad bipolar og Aspergers Syndrom er for noget. Hun vidste, hvad det betød i et job. Det var i sig selv befriende. Tænk at jeg ikke behøvede at fortælle, at man med Aspergers Syndrom sydrom har det ekstremt godt med detaljer.

Det var en selvfølge at drøfte skånebehov:

• Ingen stress – altså på ingen måde sidde i kasse
• Tid til at notere ned, så jeg ikke glemmer opgaverne
• Tid til at drøfte prioriteringen af opgaverne
• Opgaverne bør være afgrænsede og strukturerede, ligesom rollen i opgaveløsningen skal være klar.

Næste skridt

HR-partneren vil nu gå i gang med at lede efter butikker, der mangler min profil. Og hvad er så den?

End ikke en der i deres system er “aktivitetsparat”, for jeg skal jo først læres op. Bare en der kan arbejde 12 timer med en arbejdsintensitet på under 100 pct. Det er ikke meget, der er tilbage af mig. Alligevel ser jeg frem til at høre fra hende igen og til at komme ud at tale med en af butikscheferne og til at få en fornemmelse af, hvad det i det hele taget går ud på. Hvad taler vi om helt konkret? Hvad er det jeg evt. kan se frem til efter den 1. oktober? Jeg synes, hun talte noget om at gå rundt med en PDA og tjekke datoer. Så ved man da, hvad man skal, og det kan man vel ikke blive stresset af, når arbejdsintensiteten netop er sat til under 100?

Hvad med CV’et?

Hvis nogen nogensinde vil se mit CV igen, vil det se lidt sært ud fuldmægtig her og der, specialkonsulent her og der, chefkonsulent der, datomærketjekker i føtex på Hvidovrevej eller lignende, chef for mælken i Netto i Hvidovre C eller chef for bamserne i fætter BR.

Jeg prøver at lave lidt sjov med det. I virkeligheden er det slet ikke sjovt at se karrieren smuldre og selv ende med at sortere datovarer eller at stable rugbrød, men hvad skal jeg gøre? Et eller andet skal jeg lave i de 13 år, der er, til jeg skal pensioneres. Førtidspension er ikke en mulighed, idet man efter de nye regler (2016) nærmest skal have mistet arme og ben for at få den tilkendt. Altså må jeg arbejde med et eller andet, jeg kan klare.

Indtil videre ser det ud til at være som datomærketjekker.

Dagens anden nyhed

Min første klumme på POV.International er blevet bragt her. Jeg har været meget spændt på det, idet emnet (mand, kvinde, enten-eller, både-og) jo er ret så personligt. Faktisk er det så personligt, at jeg aldrig har turdet skrive om det her på bloggen, men nu har jeg åbenbaret mine tanker for 200-2000 læsere på POV. Det er lettere, når læserne er anonyme end nogen, man kender.