,

Barndom på bistand

Barndom på bistand

Sidste afsnit

DR har i fire sæsoner vist “Barndom på bistand”, der handlede om, hvordan det var at være barn af en enlig kontanthjælpsmodtager (i alle tilfælde moderen). Udsendelserne, der kan streames på DR, har i alle tilfælde givet et godt billede af børnenes involvering i familiens privatøkonomi og det faktum, at der var mange aktiviteter, de ikke kunne deltage i, fordi der ganske enkelt ikke var plads i økonomien. Men der var også andre ting, der ikke var på plads:

I går sås blandt andet

  • Josephine var kommet i plejefamilie, hvilket i sig selv var utrolig positivt, for det var en familie med kærlighed og overskud til den opgave, de havde påtaget sig. Det negative var en slående bemærkning fra pigen selv: “noget af det bedste er, at jeg får børstet tænder både morgen og aften”. Hvad er det dog for et sted hun kommer fra?
  • En ung kvinde fødte den lille Malia, men måtte have massiv kommunal støtte for at klare opgaven at være mor. Det er der ikke noget galt i, og der var ingen tvivl om, at hun ville gøre alt for at være en god og ansvarlig mor på kontanthjælp. Hun havde drømme på sit barns vegne. Drømmene rakte ikke ind i himlen, men var fx blot at hun kunne gå til sport eller en tur i byen med veninderne, når hun nåede skelsår og alder.
  • Min favorit, Nicklas, kom på efterskole – i 14 dage, så var det farvel til ham. Det gik ikke op for mig hvorfor han blev sendt hjem. Jeg gætter på, at han var for utilpasset. Den negative sociale arv måske, men han havde da klaret et ophold på et julemærkehjem.

Ovenstående er blot eksempler på, hvad der kan hænde, når man er et af de 64.500 fattige børn i Danmark. Tallet er opgjort af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i december 2018.

Som fod i hose

Dårligt havde jeg slukket for fjernsynet, stået op igen og tændt for e-mailen, før Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse landede her i huset. Regeringen, RV, EL og SF har indgået aftale om et midlertidigt løft til de fattigste børnefamilier. 250 skattefrie millioner kr. til 27.900 børn.

Social -og Indenrigsministeriet meddeler: Regeringen har i dag indgået aftale om et midlertidigt børnetilskud til dem, der har mindst. En enlig mor på kontanthjælp med to børn får et mærkbart løft på op til 1.850 kroner ekstra skattefrit om måneden. Kilde Kirkens Korshær

Aftalen er midlertidig, idet en ydelseskommission skal se på det samlede område, der er omfattet af fattigdomsydelserne og de retningslinjer, der ligger til grund for dem: kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og integrationsydelsen.

Der er behov for eftersyn af mange regler og satser på Social- og Indenrigsministeriets område men også på Beskæftigelsesministeriets område er der behov for, at der bliver taget fat. Målgrupperne for de to ministeriers lovgivning er i et vist omfang de samme, så det er sådan set bare at gå i gang.