Indlæg

Kontanthjælpsloftet

Kontanthjælpsloft

Fup eller fakta?

Det kan være svært at forholde sig til de mange tal fra Beskæftigelsesministeriet, når de, regeringen og Dansk Folkeparti siger, at det stadig kan lade sig gøre at opretholde et helt fint liv på kontanthjælp, selv med kontanthjælpsloftet.

Kontanthjælpsloftet i tal

Slå man op på Beskæftigelsesministeriets side om kontanthjælpsloftet for 2019 her, ser man fx, at en enlig forsørger over 30 år med to børn har et bruttobeløb på 16.201 kr. pr. md. Jeg slår ned på denne gruppe, da det var den, man særligt ville ramme, fordi de tjente mere ved at gå derhjemme end ved at sidde ved kassen i Irma.

En anden grund er, at TV-serien “Barndom på bistand” viste et ufatteligt godt portræt af to drenge, der var alt for involverede i familiens økonomi. Der var ikke altid var mad nok til, at alle tillod sig at spise sig mætte. Her så man kontanthjælpsloftet i praksis.

Flere tal

De 16.201 kr. pr. md. brutto kan omregnes til ca. 9.900 kr. pr. md netto ved en trækprocent på 39. Her ser jeg bort fra fradrag, da det antageligt er et ret ligegyldigt beløb. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Point taken – 500 kr. kan betyde meget!

Der skal også penge til husleje. I følge landsbyggefondens “Huslejestatistik 2017”  er den gennemsnitlige størrelse på en almen bolig 79 m². Den gennemsnitlige pris for en sådan bolig er 5.200 kr. pr. md.

Til rest til resten er således 4.700 kr. Det er ikke meget. Jeg vil faktisk sige, det er under eksistensminimum, især hvis der også er medicinudgifter. Det understøtter de to drenges udsagn om, at der ikke altid er mad nok til alle. Det kan vi som samfund ikke byde dem. 64.500 børn skal ikke vokse op i fattigdom!

Tillæg?

Der findes muligvis (men jeg tror det ikke, loftet er netop et loft) nogle forskellige tillæg, måske tillæg til fritidsaktiviteter eller lignende, men de er jo netop kendetegnet ved, at de skal gå til specifikt disse formål. De øger ikke beløbet på 4.700 kr. til forbrug.

Børneydelsen herunder er jo netop til børnene. Beløbene er skattefrie og pr. barn.

0-2 år – 4.506 kroner pr. kvartal
3-6 år – 3.567 kroner pr. kvartal
7-14 år – 2.808 kroner pr. kvartal

Talmagi?

Alt dette kan siges at være talmagi og gennemsnit af gennemsnit, der er usikkerheder mv., men bedre haves ikke, og alt er baseret på officielle kilder. Nogle huslejer er måske lidt lavere, men de fleste vil være noget højere, da der skal flere m² end 79 til både en forælder og to drenge, der snart nærmer sig teenageårene.

Den værste talmagi komme dog fra regeringen og Dansk Folkeparti, der altid står og præsenterer nogle tal, jeg slet ikke kan genkende, når jeg dykker ned i dem fx i kontanthjælpsloftet.

OBS: Tilføjelse/rettelse

Min ven har studeret bestemmelserne nærmere og er kommet frem til disse tal:

Kontanthjælp til moder…………………….. 16.201 kr.
2 * normalbørnebidrag ……………………    2.456 kr.
1 ekstra børnetilskud ……………………….      480 kr.
Børne- og ungeydelse 2 børn 7-14 år…..   1.824 kr.
………………………………………………………………………………..
I alt pr. måned brutto                               20.961 kr.
Hun har utvivlsomt ret: jeg har overset både børnebidrag og børnetilskud, men så forstår jeg bare ikke, hvordan så mange mennesker har så svært ved at få den daglige økonomi til at hænge sammen? Er det huslejen og smøgerne, der tynger? (Jeg er selv ryger.)
,

Det vælter ud af Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Jeg abonnerer på nyhederne

Beskæftigelsesministeriet sender i øjeblikket læssevis af pressemeddelelser ud om, hvor godt det går for ministeren, hans departement og de to styrelser.

Dem det går bedst for er dog kontanthjælpsmodtagerne, og det gælder især dem, der har været længe i systemet, og så seniorerne, der pludselig har fået lyst til at afholde sig fra pensionisttilværelsen. Valgkampen er godt i gang.

Markant flere på kontanthjælp arbejder i småjobs

Overskriften er dagens glade nyhed fra Beskæftigelsesministeriet. Jeg synes ikke, det er nogen stor overraskelse, når man tænker på 225-timersreglen. Det, der kan komme som en overraskelse, er følgende formulering:

Udviklingen kommer samtidig med, at regeringen indførte kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen for at skabe et yderligere incitament til at tage et job og sikre, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Her skulle jo ikke have stået “…kommer samtidig med…”, men “…kommer fordi…”

225-timersreglen er forhadt og det med god grund, for det er jo stort set umuligt at finde en arbejdsgiver, der vil beskæftige en medarbejder i 6,08 fuldtidsuger. Det er virkelig svært at finde en sådan stilling. Finder man den ikke, bliver der skåret ca. 1.000 kr. brutto af kontanthjælpen.

Evne og vilje

Jeg er sådan indrettet, at jeg tror på, at de mennesker, der kan arbejde også vil arbejde. Regeringen og dermed Beskæftigelsesministeriet har det modsatte udgangspunkt. De tror, alle vil snyde og bedrage, ligge hjemme på sofaen og se TV. Men hov det giver jo status at arbejde. Man er en del af samfundet, man bidrager, det månedlige udkomme er større. Hvorfor skulle alle, der kan, ikke være interesserede i det? Og erhvervslivet siges jo at skrige efter ledige hænder. Og manglen på arbejdskraft vil stige markant de kommende år.

Kontanthjælpen som en midlertidig ydelse

Det har aldrig nogensinde været tiltænkt at man skulle kunne være på kontanthjælp i årevis. Kontanthjælpsmodtagerne skal på arbejdsmarkedet, hvis de kan, og kan de ikke på grund af sygdom, skal de have en førtidspension eller et fleksjob, så snart det er afklaret, at de aldrig kommer i ordinær beskæftigelse igen.

Der er absolut ingen mening i de endeløse jobprøvninger, ulønnede virksomhedspraktikker og hvad det eller hedder alt sammen. Hvis dygtige læger og andre specialister er enige om, at fru Hansen aldrig kommer på arbejdsmarkedet igen, så lad hende dog være i fred.

Der er heller ingen mening i ressourceforløbene. Lidt ondt sagt kan man sige, at formålet med ressourceforløbene er at holde borgerne væk fra førtidspensionen og spare på kommunens penge, og af og til medfører det absurde situationer, som følgende lille historie viser:

På psykiatrisk afdeling traf jeg frk. x på 32 år. Hun var i et 5-årigt ressourceforløb. Jeg spurgte, hvad der foregik i et sådant forløb. Svaret kom prompte: “Ingenting”. Herefter spurgte jeg, hvad der så ville ske, når de fem år var gået? Jo så ville hun få et nyt 5-årigt ressourceforløb, og derefter var hun over 40 år, og så kunne hun søge førtidspension.

Evne og vilje gælder alle

De Radikales leder Morten Østergaard stiller tingene noget skarpt op i Berlingske den 2. april 2019, hvor han skitserer kravene for at støtte en S-ledet regering:

Jeg vil kræve, at vi tilrettelægger en integrationspolitik, der går ud på, at imødekomme folk, der hurtigst muligt kan forsørge sig selv, men også naturligt belønner dem, der bidrager til vores samfund, når vi skal vurdere, om de kan få lov til at blive.

Ikke desto mindre er jeg enig. Selvfølgelig skal vi belønne dem, der viser, at de gerne vil være i Danmark og bidrage til det danske samfund. Det virker jo altid som om, RV er klar til at åbne en ladeport, men det synes jeg ikke, de er, men de har i modsætning til de fleste andre en anstændig og human flygtningepolitik, som de så kobler sammen med manglen på arbejdskraft.

,

De fattige børn

Effektanalyse

Beskæftigelsesministeriet har udgivet en såkaldt effektanalyse, hvor de ser på effekterne af det “moderne” kontanthjælpsloft og 225-timersreglen. Linket er suppleret med en pdf-fil på 38 sider, som er fyldt med regeringens retorik som fx “Det skal kunne betale sig at arbejde” og “Motivere til at tage et job”.

Hovedkonklusioner

“Fra august 2016 til marts 2017 har kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen haft en signifikant positiv virkning på afgangen fra kontanthjælp til beskæftigelse eller uddannelse for kontanthjælpsmodtagerne i analysen.” Nu er “signifikant” jo sådan et dejligt elastikord, men jeg synes nu ikke, der er noget at fejre, bare fordi der er kommet 600 årsværk i arbejde – og antallet af fattige børn er steget med ca. 15.000. Herom senere.

“Kontanthjælpsmodtagere er færre dage på kontanthjælp end før reformen. I gennemsnit er kontanthjælpsforløbene i analysen blevet forkortet med 3,4 dage. Det svarer til ca. 190 fuldtidspersoner strukturelt. Før indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen varede et gennemsnitligt kontanthjælpsforløb i analysen et år og knap seks dage, mens det efter indførslen varer et år og godt to dage.” Det er svært at forstå begejstringen over, at antallet af dage på kontanthjælp er faldet med fire dage, når man husker på, at de svageste modtagere af kontanthjælp får denne ydelse i årevis – selvom den er skabt som et midlertidigt forsørgelsesgrundlag.

På side fem i den medfølgende pdf-fil kan man fx finde følgende:

Det skyldes, at et lavere ydelsesniveau øger det økonomiske incitament til at komme i beskæftigelse og derved tilskynder ledige til at øge deres søgeintensitet. Samtidig kan en lavere ydelse tilskynde ledige til at søge bredere og/eller sænke deres reservationsløn, hvilket samlet set øger sandsynligheden for at komme i job. Når ydelsesreduktionen indtræffer et stykke tid inde i ledighedsforløbet, kan der skelnes mellem forskellige effekter. En motivationseffekt, som øger afgangsraten fra ledighed til beskæftigelse i perioden frem mod regelændringen, samt en reformeffekt, som øger afgangen fra ledighed til beskæftigelse, efter at regelændringen har fundet sted. I denne analyse er reformtidspunktet og ydelsesændringen ikke sammenfaldende. Der skelnes derfor mellem reformeffekter før og efter, ydelsesændringen træder i kraft. Reformen træder i kraft umiddelbart efter den indgåede politiske aftale, men har først ydelsesmæssige konsekvenser fra 1. oktober 2016.

Efter denne omgang orkede jeg ikke at læse mere.

En anden effektanalyse

To dage før Beskæftigelsesministeriet udgav sin effektanalyse, analyserede også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Deres analyse viser noget helt andet: antallet af fattige børn er steget med 10.500. Det passer så fint med regeringens ambitioner, nemlig at man ønsker at ramme de enlige forsørgere hårdest. Hvorfor de lige har fået den obskure idé, ved jeg ikke.

48.300 børn var i 2016 under fattigdomsgrænsen – men det tal rummer ikke helårsvirkningen af kontanthjælpsloftet, ganske enkelt fordi det blev vedtaget marts/april 2016, men havde først effekt (læs: folk blev først fattigere)  fra 1. oktober 2016.  Havde loftet været gældende hele 2016, ville stigningen i antallet af fattige børn være på 15.000. Som jeg læser det, må der være en form for “efterslæb”, så de ekstra 5.000 fattige børn vil dukke op i tallene, når der næste gang laves en analyse, hvor reformen har haft helårsvirkning.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at regeringen/Beskæftigelsesministeriet ikke omtaler de fattige børn, sådan er politik; jeg synes bare, det er mange små væsner, der skal vokse op i fattigdom og dermed få en “signifikant” større risiko for selv at blive fattige. I de fattigste familier er det ikke studenterhuerne, der tynger. Det er derimod tankerne om morgendagen og resten af måneden indtil næste “lønningsdag”.

Regionale forskelle

Det er heller ikke overraskende, at de fattige børn ikke er jævnt fordelt på landkortet. Sandsynligheden for at opleve en barndom i fattigdom er fem gange så stor i Langeland Kommune som i Egedal Kommune. Sandsynligheden er også høj her på Vestegnen, hvor jeg selv bor.

Der har været en stigning i andelen af etårs-fattige børn i hele landet i 2016, og desværre viser tallene også, at stigningen fordeler sig skævt. De kommuner, der i forvejen har flest fattige børn, har også har den relativt største stigning.

Citatet cementerer det faktum, at hvis man i forvejen er udsat, vokser risikoen for at man bliver endnu hårdere ramt, når der gennemføres nye påfund.

De syge på bistand

For ikke så længe siden fulgte TV i fire udsendelser fattige børn. Serien hed “Barndom på bistand”. Alle børnene havde en enlig forælder, de boede hos deres mor, som led af alskens dårligdomme og de var rodet ind i husholdningsbudgettet og familiens samlede økonomi. Det er ikke emner man skal falde i søvn til, når man er ti år!

Jeg kommer aldrig til at forstå, at man ikke giver de reelt syge en pension, så de kan få ro i deres tilværelse, og begynde at bygge noget op i stedet for at være vidne til yderligere bryden ned. Hvorfor skal de sendes gennem den ene praktik efter den anden, når alle mulige læger mv. har erklæret, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat, som er kodeordene i  § 10 i “Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv.” Hvilken mening giver det at lade folk arbejde 40 minutter om ugen?

Jagt de dovne, der kan arbejde. Det ville løse en del af fattigdomsproblemerne – også for børnene!