Det vælter ud af Beskæftigelsesministeriet

Jeg abonnerer på nyhederne

Beskæftigelsesministeriet sender i øjeblikket læssevis af pressemeddelelser ud om, hvor godt det går for ministeren, hans departement og de to styrelser.

Dem det går bedst for er dog kontanthjælpsmodtagerne, og det gælder især dem, der har været længe i systemet, og så seniorerne, der pludselig har fået lyst til at afholde sig fra pensionisttilværelsen. Valgkampen er godt i gang.

Markant flere på kontanthjælp arbejder i småjobs

Overskriften er dagens glade nyhed fra Beskæftigelsesministeriet. Jeg synes ikke, det er nogen stor overraskelse, når man tænker på 225-timersreglen. Det, der kan komme som en overraskelse, er følgende formulering:

Udviklingen kommer samtidig med, at regeringen indførte kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen for at skabe et yderligere incitament til at tage et job og sikre, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Her skulle jo ikke have stået “…kommer samtidig med…”, men “…kommer fordi…”

225-timersreglen er forhadt og det med god grund, for det er jo stort set umuligt at finde en arbejdsgiver, der vil beskæftige en medarbejder i 6,08 fuldtidsuger. Det er virkelig svært at finde en sådan stilling. Finder man den ikke, bliver der skåret ca. 1.000 kr. brutto af kontanthjælpen.

Evne og vilje

Jeg er sådan indrettet, at jeg tror på, at de mennesker, der kan arbejde også vil arbejde. Regeringen og dermed Beskæftigelsesministeriet har det modsatte udgangspunkt. De tror, alle vil snyde og bedrage, ligge hjemme på sofaen og se TV. Men hov det giver jo status at arbejde. Man er en del af samfundet, man bidrager, det månedlige udkomme er større. Hvorfor skulle alle, der kan, ikke være interesserede i det? Og erhvervslivet siges jo at skrige efter ledige hænder. Og manglen på arbejdskraft vil stige markant de kommende år.

Kontanthjælpen som en midlertidig ydelse

Det har aldrig nogensinde været tiltænkt at man skulle kunne være på kontanthjælp i årevis. Kontanthjælpsmodtagerne skal på arbejdsmarkedet, hvis de kan, og kan de ikke på grund af sygdom, skal de have en førtidspension eller et fleksjob, så snart det er afklaret, at de aldrig kommer i ordinær beskæftigelse igen.

Der er absolut ingen mening i de endeløse jobprøvninger, ulønnede virksomhedspraktikker og hvad det eller hedder alt sammen. Hvis dygtige læger og andre specialister er enige om, at fru Hansen aldrig kommer på arbejdsmarkedet igen, så lad hende dog være i fred.

Der er heller ingen mening i ressourceforløbene. Lidt ondt sagt kan man sige, at formålet med ressourceforløbene er at holde borgerne væk fra førtidspensionen og spare på kommunens penge, og af og til medfører det absurde situationer, som følgende lille historie viser:

På psykiatrisk afdeling traf jeg frk. x på 32 år. Hun var i et 5-årigt ressourceforløb. Jeg spurgte, hvad der foregik i et sådant forløb. Svaret kom prompte: “Ingenting”. Herefter spurgte jeg, hvad der så ville ske, når de fem år var gået? Jo så ville hun få et nyt 5-årigt ressourceforløb, og derefter var hun over 40 år, og så kunne hun søge førtidspension.

Evne og vilje gælder alle

De Radikales leder Morten Østergaard stiller tingene noget skarpt op i Berlingske den 2. april 2019, hvor han skitserer kravene for at støtte en S-ledet regering:

Jeg vil kræve, at vi tilrettelægger en integrationspolitik, der går ud på, at imødekomme folk, der hurtigst muligt kan forsørge sig selv, men også naturligt belønner dem, der bidrager til vores samfund, når vi skal vurdere, om de kan få lov til at blive.

Ikke desto mindre er jeg enig. Selvfølgelig skal vi belønne dem, der viser, at de gerne vil være i Danmark og bidrage til det danske samfund. Det virker jo altid som om, RV er klar til at åbne en ladeport, men det synes jeg ikke, de er, men de har i modsætning til de fleste andre en anstændig og human flygtningepolitik, som de så kobler sammen med manglen på arbejdskraft.