Åbne kontorfællesskaber
Indholdsfortegnelse
Videndeling mig her og der
Jeg har altid været arg modstander af åbne kontorfællesskaber, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke kunne arbejde og koncentrere mig. Argumenterne for disse uhyrer har altid været den øgede videndeling, det lettere samspil med kollegerne osv. Jeg har altid kæmpet for at have mit eget kontor! Og jeg har vundet disse kampe.
I dag har Djøfs nyhedsmail en længere artikel om emnet. En forsker opfordrer ganske enkelt til, at man dropper de åbne kontorfællesskaber. Årsagen er, at det i åbne storrumskontorer er sværere at være glad for sit arbejde, jo flere man sidder sammen.
Storrumskontorer hænger sammen med dårligere velvære og mindre arbejdsglæde. Og det fremmer ikke nødvendigvis videndeling og samarbejde, at vi sidder mange og arbejder i det samme rum. Kilde: Djøfs nyhedsmail, 5. april 2019
Jeg ville da heller aldrig kunne sidde i et storrum med folk, der uvægerligt taler i telefon, taler med hinanden osv. Det er jo netop det, videndelingen går ud på, men jeg ville ikke få lavet ret meget. Det er et Aspergertræk, men jeg synes ikke, man behøver have Aspergers Syndrom for at hade det.
Der er en nær sammenhæng mellem antallet af kolleger i det åbne kontorlandskab og éns arbejdsglæde, velbefindende, og hvor enkelt det er at samarbejde med kollegerne. På trods af det bliver åbne kontorlandskaber mere og mere populært på både private og offentlige arbejdspladser. Derfor er det relevant at få yderligere viden. Det er et meget debatteret emne. Kilde: lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.
Det lille kontorfællesskab
På den anden side har jeg nu erfaret, at der kan være en kæmpe styrke i at dele kontor med blot en enkelt kollega. Vi smider spørgsmål over bordet, kan let kigge på hinandens skærm, læner os tilbage og snakker tre minutter osv. Den slags ville være noget sværere med enkeltmandskontorer. På den måde vi gør det, fungerer videndelingen optimalt til glæde og gavn for os begge.
Jeg stortrives med situationen, som den er nu; men stort, åbent kontorfællesskab: aldrig i livet.
Hurra for menneskers forskellighed. På et tidspunkt blev jeg “tvunget” til at have en-mands-kontor, og det var ikke nogen god ide. Så min lykke var gjort, da DR flyttede til DR Byen var det storrumskontorer over det hele. Jeg elskede det. Og når jeg skulle have en lille pause, rejste jeg mig og gik ud til glasgelænderet og kigge ned i det store rum og ud på alle etagerne (der var 5). I “min” lille afdeling på 8 var der god vidensdeling, og hensyn ved telefonsamtaler – folk gik simpelthen væk fra kontorområdet for at tale. Det var dog muligt at blive siddende og snakke i telefon med LAV stemme.
Åh ja, kan jeg jo sige nu som glad pensionist, det var dengang.
@ Kisser
Ja for søren – Højt hurra.
Tænk at man kan have det som dig og elske storrummene. Jeg forstår det slet ikke. Og dog så forstår jeg alligevel noget af det, når du fortæller, at folk gik væk for at tale i telefon. Men hvad så med samtaler, der krævede, at de kunne se skærmen? Var det dem med den lave stemme?
Det er godt, du er glad pensionist!
Der er nok godt og vel en verden til forskel på at sidde i en lade, befolket med barbarer og så at sidde i et rum med ét venligt, relevant menneske. Det er rart at læse, hvordan du trives med det sidste!
Der var en gang, det blev moderne med “open plan” skoler. Se der kunne man med rette tale om helvede. Noget af det første, der skete, var naturligvis, at man købte godt med reolsystemer og satte dem op, så man i det mindste fik en fornemmelse af klasseværelser. Men “fornøjelsen” af lydene fra alle de andre grupper/klasser havde man selvfølgelig stadig. Rigtig mange elever og lærere gik ned på grund af dette modelune, og endnu flere fik intet lært og spildte således fuldstændig deres tid.
@ Henny
Du har ret!
“Open plan” skoler lyder fuldstændig hen i vejret. Det må da have været et helvede at undervise der, men det viser de fakta jo også “Rigtig mange elever og lærere gik ned…”
Jeg begriber ikke, at diverse direktører bliver ved at synes, at storrum er så fantastisk. De skulle lige starte med at læse artiklen fra Djøfs nyhedsmail.
Jeg prøvede nogle år i et storkontor. Det var et helvede, og skal jeg sætte tal på, hvad det kostede i effektivitet, vil jeg skyde på 20-25 %. Derimod var det fint at have et tomandskontor – det gav frugtbar pingpong.
@ Eric
“Helvede” er et godt ord! Og de 20 – 25 pct. i mistet effektivitet ville også passe på mig; måske endda mere.
Ja tomandskontor er super.