Fascinerende dyrlæger i “Vet on The Hill” og “Bondi Vet”

Når dyrlæger gør en forskel

De britiske og australske dyrlægeserier “Vet on The Hill” og “Bondi Vet” har gjort stort indtryk på mig. De fortæller historier om menneskers grusomhed, men også om en imponerende veterinærfaglig dygtighed, omsorg og kærlighed til dyr. Og så har de fået mig til at gå mit eget hjem efter i sømmene: For hvor mange farer gemmer der sig egentlig i et helt almindeligt hjem med to nysgerrige katte?

Fascinerende dyrlæger i “Vet on The Hill” og “Bondi Vet”

Via Facebook har jeg fundet videoerne “Vet on The Hill” (britisk) og “Bondi Vet” (australsk), og jeg er vild med dem. Det er ikke bare korte reels, men egentlige videofortællinger på måske 10-15 minutter.

Dyrlægerne og det øvrige personale elsker simpelthen både deres patienter og ejerne. Når der kommer en kat eller en hund ind, sætter dyrlægen sig ned på gulvet til dem for at vinde deres tillid, snakker med dem og deres ejere for at forstå problemstillingen, der har ført til, at de er kommet på klinikken.

Videoerne er rørende og til tider oprørende. Afsnittet herunder kræver nerver af stål – så måske skal du springe det over.

Nogle af de grufulde historier

Der er historien om en lille killing, der er blevet anbragt i sin transportkasse og smidt i havet “for at give den en hurtig død”. Nogen finder den, kort før den drukner, og da den kommer op, er den i chok og kan ikke bevæge sig. Risikoen er, at dens hjerne har taget varig skade. Der går flere dage, før den endelig viser lidt livstegn og får noget at spise.

Der er en golden retriever, der har tilbragt flere år 24/7 i en garage på et koldt cementgulv. Ejerne var rige folk, der bare havde mistet interessen for hunden.

En anden hund – vist en labrador – har længe været anbragt i en kasse, der ikke engang var høj nok til, at den kunne strække bagbenene. Hunden er smurt ind i sin egen afføring og urin, da den endelig bliver fundet. Knæleddene er ødelagte, og den har ingen muskler i bagpartiet.

Jeg sidder og græder, når jeg ser dem. Hvordan kan mennesker være så grusomme over for uskyldige dyr? Det går over min forstand.

Hvis man ikke længere er interesseret i dyret, må man prøve at finde et nyt hjem til det hos ordentlige, kærlige mennesker, der vil tage ansvar. Lykkes det ikke, må man i sidste ende sørge for en forsvarlig aflivning. Det andet er mishandling af et væsen, der ikke har en chance for at sige fra.

Men det ender godt. Dyrlægerne og deres medarbejdere kæmper for at finde fremragende hjem til de traumatiserede dyr hos mennesker, der vil forstå at behandle dem med den kærlighed og respekt, de behøver. Det må være svært for dyrene at få tillid til mennesker igen, og det kræver meget af de nye ejere.

Dyrlægernes dygtighed

I adskillige episoder må dyret CT-scannes, røntgenfotograferes eller lægges i narkose for at finde en forklaring på, hvorfor en hvalp pludselig er lammet i bagpartiet og slæber benene efter sig efter at have løbet og leget med en anden hund, eller hvorfor en kat pludselig ikke er sig selv længere.

Det er fascinerende at se dyrlægerne arbejde. Prøv at forestille dig, hvor lille en blodåre, der skal rammes for at sprøjte bedøvelsen ind, eller hvor svært det må være at føre et kamera ned i kattens mave for at finde ud af, hvad den mon har spist, og få fremmedlegemet op. En hvalp har slugt en spiseske, der er halvt så stor som den selv.

Typisk skal der handles hurtigt, for i en så lille krop kan giftstoffer lynhurtigt transporteres rundt, og en prolaberet diskus kan forårsage uoprettelige skader, hvis den trykker for længe på nerverne.

Paracetamol er ekstremt giftigt for katte, og hvis en kat har indtaget stoffet, skal den straks have dyrlægehjælp. I en af udsendelserne nåede dyrlægen desværre ikke at redde katten. Ejeren er dybt ulykkelig og har en fornemmelse af, at nogen med vilje har givet katten tabletten.

Killinger og hvalpe tror, at hele verden er spiselig og i øvrigt er til for dem. De er født nysgerrige, og det er jo noget af det skønne ved dem. De har ingen fornemmelse af, at noget kan være farligt, og hvordan skulle de også vide det? Men det er her, vi som ejere hele tiden må være et skridt foran.

En killing havde fået halsen i klemme i et bordben, og der havde den hængt i flere timer. Trykket på halsen havde hindret blodet i at løbe normalt væk fra hjernen. Mit spisebord har samme type bordben, så nu er der en sok i klemme i hvert ben.

De mange udsendelser har også fået mig til at tænke over, hvordan jeg opbevarer rengøringsmidlerne på badeværelset. Jeg kan nemt forestille mig Jason begynde at tygge på en af propperne, for de er da bare spændende. Rengøringsmidlerne skal naturligvis opbevares, så kattene ikke kan komme til dem.

De bekymrede og lykkelige ejere

Ejerne er grædefærdige, når de kommer med deres dyr og forklarer de symptomer, de har bemærket, og hvad der gik forud. De er så bange for at miste deres bedste ven og familiemedlem. Man ser dem sige kærligt på gensyn til dyret og gå ud ad døren og håbe på det bedste eller sidde bekymrede i venteværelset og vente på svaret på fx røntgen eller en ultralydsscanning. Og er der tale om et kirurgisk indgreb, er der altid en risiko for, at det kan gå galt.

Når dyret har fået hjælp, fx ved en større operation, er det fantastisk at se dyrlægen være så glad og stolt over at følge dyret tilbage til “mom and dad”, der venter. Hundene trækker ham hen ad gangen, og deres haler går som et piskeris i fløde, når de kan se og høre, hvem der venter.

Kattene sidder trygt op ad hans brystkasse og smyger sig derefter glade op ad den lykkelige ejer, der har været så bekymret. Jeg kan lige forestille mig, hvordan jeg selv ville have det.

Det store ansvar for et lille liv

Det, der fascinerer mig ved de to serier, er kombinationen af den enorme faglige dygtighed og den omsorg, dyrlægerne udviser. De skal kunne håndtere avanceret medicinsk udstyr, foretage komplicerede kirurgiske indgreb og træffe vanskelige beslutninger under tidspres. Men de skal også kunne sætte sig ned på gulvet til en bange hund eller kat og få den til at forstå, at de ikke vil den noget ondt.

Deres patienter kan ikke fortælle, hvor det gør ondt, hvornår smerterne begyndte, eller hvad de har spist. Dyrlægerne må stykke historien sammen af ejernes observationer, deres egne undersøgelser og resultaterne fra det diagnostiske udstyr. Det er lidt af et detektivarbejde.

Og så er der den anden del af deres arbejde: at tage sig af de mennesker, der står ved siden af og er bange for at miste et væsen, de elsker. For dyrlægen har på sin vis to patienter: dyret og det bekymrede menneske.

De har kun os

Når man anskaffer sig et dyr, påtager man sig ansvaret for et andet levende væsen, der på mange måder er fuldkommen afhængigt af en. Det gælder ikke bare mad, vand og et sted at sove. Det gælder også tryghed, stimulation, omsorg og hjælp, når noget gør ondt.

Jason og Josephine ved ikke, at der kan være farlige kemikalier i flaskerne på badeværelset, eller at man kan komme alvorligt til skade ved at undersøge et bordben. De ved heller ikke, at en tablet, der kan hjælpe mig af med en hovedpine, kan være livsfarlig for dem.

Det er min opgave at vide det for dem.

Jeg kan naturligvis ikke gardere mig mod alt, og jeg vil heller ikke indrette et hjem, hvor de ikke må udfolde deres nysgerrighed. Nysgerrigheden er jo netop en del af deres livsglæde og en af de egenskaber, jeg holder så meget af hos dem.

Men jeg kan forsøge at være et skridt foran, og jeg kan sørge for, at de får den bedst mulige hjælp, hvis noget alligevel går galt.

De to dyrlægeserier har mindet mig om, hvor stort et privilegium det er at have dyr i sit liv, men også om, hvor stort et ansvar der følger med.

De har ikke selv valgt at bo hos mig. Jeg har valgt dem. Derfor er det også mit ansvar, at de får et godt liv.

Post scriptum

Jason og Josephine viser deres nysgerrighed ved fx at elske at hjælpe med at pakke varerne fra Aarstiderne ud. Bagefter får de poserne, som jeg klipper helt op, så de ikke kan blive fanget i dem, for de knitrer så skønt, når man leger i dem, og de glider så dejligt hen ad gulvet, når man kommer ræsende og lander i dem.

Der er to billeder:

Jason har indtaget en af kasserne fra Aarstiderne, mens Josephine undersøger de øvrige kasser.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *