Tag Archive for: Kontanthjælp

,

De fattige børn

De fattige børn

Effektanalyse

Beskæftigelsesministeriet har udgivet en såkaldt effektanalyse, hvor de ser på effekterne af det “moderne” kontanthjælpsloft og 225-timersreglen. Linket er suppleret med en pdf-fil på 38 sider, som er fyldt med regeringens retorik som fx “Det skal kunne betale sig at arbejde” og “Motivere til at tage et job”.

Hovedkonklusioner

“Fra august 2016 til marts 2017 har kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen haft en signifikant positiv virkning på afgangen fra kontanthjælp til beskæftigelse eller uddannelse for kontanthjælpsmodtagerne i analysen.” Nu er “signifikant” jo sådan et dejligt elastikord, men jeg synes nu ikke, der er noget at fejre, bare fordi der er kommet 600 årsværk i arbejde – og antallet af fattige børn er steget med ca. 15.000. Herom senere.

“Kontanthjælpsmodtagere er færre dage på kontanthjælp end før reformen. I gennemsnit er kontanthjælpsforløbene i analysen blevet forkortet med 3,4 dage. Det svarer til ca. 190 fuldtidspersoner strukturelt. Før indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen varede et gennemsnitligt kontanthjælpsforløb i analysen et år og knap seks dage, mens det efter indførslen varer et år og godt to dage.” Det er svært at forstå begejstringen over, at antallet af dage på kontanthjælp er faldet med fire dage, når man husker på, at de svageste modtagere af kontanthjælp får denne ydelse i årevis – selvom den er skabt som et midlertidigt forsørgelsesgrundlag.

På side fem i den medfølgende pdf-fil kan man fx finde følgende:

Det skyldes, at et lavere ydelsesniveau øger det økonomiske incitament til at komme i beskæftigelse og derved tilskynder ledige til at øge deres søgeintensitet. Samtidig kan en lavere ydelse tilskynde ledige til at søge bredere og/eller sænke deres reservationsløn, hvilket samlet set øger sandsynligheden for at komme i job. Når ydelsesreduktionen indtræffer et stykke tid inde i ledighedsforløbet, kan der skelnes mellem forskellige effekter. En motivationseffekt, som øger afgangsraten fra ledighed til beskæftigelse i perioden frem mod regelændringen, samt en reformeffekt, som øger afgangen fra ledighed til beskæftigelse, efter at regelændringen har fundet sted. I denne analyse er reformtidspunktet og ydelsesændringen ikke sammenfaldende. Der skelnes derfor mellem reformeffekter før og efter, ydelsesændringen træder i kraft. Reformen træder i kraft umiddelbart efter den indgåede politiske aftale, men har først ydelsesmæssige konsekvenser fra 1. oktober 2016.

Efter denne omgang orkede jeg ikke at læse mere.

En anden effektanalyse

To dage før Beskæftigelsesministeriet udgav sin effektanalyse, analyserede også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Deres analyse viser noget helt andet: antallet af fattige børn er steget med 10.500. Det passer så fint med regeringens ambitioner, nemlig at man ønsker at ramme de enlige forsørgere hårdest. Hvorfor de lige har fået den obskure idé, ved jeg ikke.

48.300 børn var i 2016 under fattigdomsgrænsen – men det tal rummer ikke helårsvirkningen af kontanthjælpsloftet, ganske enkelt fordi det blev vedtaget marts/april 2016, men havde først effekt (læs: folk blev først fattigere)  fra 1. oktober 2016.  Havde loftet været gældende hele 2016, ville stigningen i antallet af fattige børn være på 15.000. Som jeg læser det, må der være en form for “efterslæb”, så de ekstra 5.000 fattige børn vil dukke op i tallene, når der næste gang laves en analyse, hvor reformen har haft helårsvirkning.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at regeringen/Beskæftigelsesministeriet ikke omtaler de fattige børn, sådan er politik; jeg synes bare, det er mange små væsner, der skal vokse op i fattigdom og dermed få en “signifikant” større risiko for selv at blive fattige. I de fattigste familier er det ikke studenterhuerne, der tynger. Det er derimod tankerne om morgendagen og resten af måneden indtil næste “lønningsdag”.

Regionale forskelle

Det er heller ikke overraskende, at de fattige børn ikke er jævnt fordelt på landkortet. Sandsynligheden for at opleve en barndom i fattigdom er fem gange så stor i Langeland Kommune som i Egedal Kommune. Sandsynligheden er også høj her på Vestegnen, hvor jeg selv bor.

Der har været en stigning i andelen af etårs-fattige børn i hele landet i 2016, og desværre viser tallene også, at stigningen fordeler sig skævt. De kommuner, der i forvejen har flest fattige børn, har også har den relativt største stigning.

Citatet cementerer det faktum, at hvis man i forvejen er udsat, vokser risikoen for at man bliver endnu hårdere ramt, når der gennemføres nye påfund.

De syge på bistand

For ikke så længe siden fulgte TV i fire udsendelser fattige børn. Serien hed “Barndom på bistand”. Alle børnene havde en enlig forælder, de boede hos deres mor, som led af alskens dårligdomme og de var rodet ind i husholdningsbudgettet og familiens samlede økonomi. Det er ikke emner man skal falde i søvn til, når man er ti år!

Jeg kommer aldrig til at forstå, at man ikke giver de reelt syge en pension, så de kan få ro i deres tilværelse, og begynde at bygge noget op i stedet for at være vidne til yderligere bryden ned. Hvorfor skal de sendes gennem den ene praktik efter den anden, når alle mulige læger mv. har erklæret, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat, som er kodeordene i  § 10 i “Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv.” Hvilken mening giver det at lade folk arbejde 40 minutter om ugen?

Jagt de dovne, der kan arbejde. Det ville løse en del af fattigdomsproblemerne – også for børnene!

 

,

Fattigdom i praksis

Facebookgruppen “Support PC og andet”

Jeg er medlem af flere Facebookgrupper. Den bedste er den med IT-supporten til brugere på alle niveauer. Vi er en fem eller seks mennesker, der udgør kernen. Jeg har ikke evner til at yde den direkte support, men jeg kan skrive vores guides. På den måde, er der noget til os alle. Jeg har endnu aldrig mødt nogen af “gutterne”, men vi planlægger at ændre på det i sommerens løb. Jeg har endda inviteret en af dem til at sove på min feltseng.

Jeg skal have fortalt dem, at jeg kun kan klare ca. 1½ time ad gangen, før jeg går en lille tur rundt omkring kirkegården på den anden side af gaden. Derefter er jeg klar igen. Det er de præmisser, jeg kan være med på. Jeg glæder mig, for de er så søde – og det ved jeg, fordi vi har korresponderet i et par år. Jeg kan sagtens afkode de skrevne ord. Jeg glæder mig til at gøre det virtuelle fællesskab til et mere nærværende fællesskab.

Det det egentlig handler om

Et godt menneske – som faktisk ville besøge mig med en buket fra dem alle, da jeg sidst var indlagt – havde brugt rigtig mange timer (syv/otte) remote på en bruger med en XP-maskine (dvs. stærkt forældet). Som det er naturligt, kom de undervejs til at tale om brugerens liv. Vedkommende havde her den 9. juni 100,00 kr. tilbage til resten af måneden til mad og medicin. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er muligt at overleve.

Det gode menneske kontaktede et andet godt menneske, som boede ikke så langt væk fra brugeren. Han lavede et opslag på Facebook om, at man kunne komme forbi med, hvad man nu end havde i skabe og skuffer: Toiletpapir, pasta, flåede tomater og den slags basisvarer. Han ville ikke have kontanter. Naturalier var i højsædet.

I løbet af kort tid (vist ca. otte timer), havde rigtig mange doneret lidt – en enkelt hele to bæreposer med mad og guf. Jeg kan ikke lige komme forbi langt oppe i Jylland, men jeg ville gerne give et lille bidrag, så jeg sendte “en hund” via MobilePay” også selvom han ikke ville have kontanter. Den betrængte var glad. Nu skulle hun ikke dø af sult. Hendes liv var svært nok i forvejen med en del alvorlige diagnoser.

Politik

Jeg ved ikke, om vedkommende er på kontanthjælp med 225-timers regel eller hvilken en anden fattigdomsydelse, hun lige overlever af. Jeg er bare fuldstændig overbevist om, at ingen kan overleve på 100,00 kr. fra den 9. til den 30. Der er ingen, der må skubbes ud i den form for fattigdom. Det er uværdigt, og hvordan skal vi som samfund nogensinde samle dem op igen?

Mine venner fra gruppen: en på førtidspension, en anden vistnok på understøttelse, og jeg selv i fleksjob. Vi hoster faktisk op med lidt. Tænk hvis også de velbjergede gjorde det samme i den samme skala!

,

Prioriteringer

Politikernes vigtigste opgave er at prioritere – og det gør de så:

Boligskat

Der er i dag indgået en bred politisk aftale om en ny model for boligskat. Den er ikke helt enkel at forstå, men følgende fremgår af dr.dk:

De nye ejendomsvurderinger vil dog stadig være usikre. Derfor kommer der en sikkerhedsmargin på 20 procent, så der kun betales boligskat af 80 procent af værdien.

Det vil sige, at der skal betales ejendomsværdiskat af 3,2 mio. kr. for et hus, der er vurderet til 4 mio. kr.

Ejendomsværdiskatten bliver på 0,55 pct. af beskatningsværdien op til 6 mio. kr. – det vil sige en vurdering på 7,5 mio. kr. Værdien derover beskattes med 1,4 pct.

– Det betyder, at vi får en aftale, som giver boligejerne en lille lettelse samlet set, når man regner det hele ind i modellen.

Altså boligejerne får i 2021 en samlet skattelettelse på 20 mia (!). Det er det, de kalder “en lille lettelse” Det er dem med de dyreste boliger, der får de største lettelser – sådan er det jo, når man regner i procent. Men det er det, der på nationaløkonomisk hedder, at det “vender den tunge ende nedad”. Mest til de rigeste, og ingenting til de fattigste. Der står godt nok også noget om, at det også vil komme lejerne tilgode, men det er ikke beskrevet nærmere.

Den lille lettelse er finansieret af et råderum, som er tilvejebragt ved hjælp af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen.

Barndom på bistand

Også i dag: Tilfældig faldt jeg over anden sæson af DR2’s glimrende fire udsendelser ved navn “Barndom på bistand”. Første sæson var optaget før kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen og anden sæson efter disse nye fattigdomsydelser.

I udsendelserne følger man forskellige udsatte og hudløse mennesker, der ikke kan få det til at løbe rundt rent økonomisk. De har ingen uddannelse, de har intet job, og de er konstant overvåget af systemet. Det skal retfærdigvis siges, at det fortælles der ikke meget om. Der er dog den undtagelse, at en pige på 18 år bor med sin mor og lillebror i et rækkehus, hvor skimmelsvampene vokser 12 cm op fra gulvet. Lillebroderen var 13 år, og fandt de ikke en ny bolig, ville han blive tvangsfjernet, da skimmelsvampe naturligvis er sundhedsskadelige… men det gælder jo altså for alle aldersgrupper. Kommunen havde dog fundet et mindre og sundere rækkehus til familien.

Der er en kvinde med to sønner på 12 år – Peter og Mikkel – der ikke altid spiser sig mæt om aftenen, for at børnene kan dele de kogte ris, der er tilbage. Så går hun sulten i seng. Hun er i øvrigt også begyndt at spise et stykke rugbrød mindre til frokost. Den familie er rørende.

Hun er en god mor på de præmisser, der er. Hun er nærværende og kærlig. Man kan høre på børnene, at de – trods fattigdommen – har det godt, fordi hun giver dem alt det lidt, hun kan. De må aflive hunden, da den lider af en uhelbredelig sygdom. De får en ny på afbetaling med 500 kr. om måneden, dog ikke i december, og er der problemer med at betale, kan hun ringe og få ydelsen sat ned. En hund er hendes antidepressiva. Jeg må indrømme, at jeg sad med tårer i øjnene, da hun fortalte drengene, at den første hund måtte aflives. Der var meget gråd, for et dyr kan betyde meget, hvis man ikke har så meget andet. En at kramme og en at fortælle hemmeligheder.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de alle sammen havde dyr: Hunde, papegøjer og slanger. Det er også bemærkelsesværdigt, at de alle levede i et afsindigt roderi. Men man må huske, at det kræver overskud at rydde op og gøre rent. Der er heller ingen af de voksne, der lever i parforhold, men den slags kræver også overskud.

Der er den overvægtige dreng, Mikkel, der skal på julemærkehjem i 10 uger. Han bliver mobbet, fordi han er for tung, fordi de ikke har råd til sund mad. På julemærkehjemmet vil han få noget ordentlig mad og en masse motion. Så kan det være, han ikke bliver mobbet så meget længere. Derudover lærer han at tale ordentligt, som jo også er en vigtig kompetence, hvis man vil bryde ud af fattigdommen. Der skal spares en del på maden, for at han kan få løbesko og joggingbukser med på hjemmet. Det opvejes delvist af, at moderen så kan spare lidt, mens han er væk.

Det er markant, at alle børnene er fuldstændig viklet ind i familiens økonomi. De ved alt om kontanthjælpsloftets ikrafttrædelsesdato og konsekvenser. De ved, at de nu vil blive endnu fattigere, end de hele tiden har været.

Børn skal ikke have styr på husholdningsbudgettet. Det hører ikke til en ordentlig barndom!

Prioritering

Så politikerne har i sandhed prioriteret!

Bag aftalen om boligskatten står – udover regeringen – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. Kun Enhedslisten og Alternativet kæfter op om uhyrlighederne. Enhedslisten er de eneste, der siger, at det er fattigdomsydelserne, der finansierer den lille lettelse på 20 mia. kr.

Der var engang, jeg stemte på Socialdemokratiet, fordi jeg syntes/troede, de stod for solidaritet, lighed og fagbevægelse. Men det er mange år siden!

 

 

,

Kan det være sandt?

Fattigdomsydelser

Jeg følger med i Facebookgruppen “Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”, der af en eller anden grund er skrevet med udelukkende versaler.

Der er ingen tvivl om, at der nu i Danmark findes tre vanvittige former for fattigdomsydelser/reformer der skal gøre syge mennesker raske ved at “tage et arbejde” ud fra devicen: “Det skal kunne betale sig at arbejde”. De tre reformer, jeg har i tankerne er:

  • 225 timers-reglen
  • Kontanthjælpsloftet
  • Integrationsydelsen
Kan det være sandt?

Her til formiddag faldt jeg over følgende opslag:

Jeg tror, det er sandt. Hvorfor skulle skribenten dog lyve?

Ingen mennesker kan leve af 200 kr. om måneden! Jeg spørger mig selv, hvordan skribenten overlever, og om dette kan være sandt i et såkaldt velfærdssamfund?

Historien melder intet om, hvorvidt skribenten er syg eller rask, eller om vedkommende har en uddannelse. Og det er sådan set heller ikke det centrale her. Det centrale er de 200 kr. til en måned. Hvis vedkommende rent faktisk er syg, er der i hvert fald ikke råd til medicinen.

Hvad er formålet?

Ifølge VLAK-regeringen er formålet at få flere til at “tage et job”. Der er bare ingen jobs til disse mennesker. Økonomer har regnet på den såkaldte beskæftigelseseffekt af fattigdomsydelserne. Deres konklusion er, at disse ydelser vil bringe ca. 700 mennesker i arbejde, og at de vil bringe 7.000 børn i yderligere fattigdom. Forældrene bliver sat på gaden, når huslejen ikke bliver betalt, og næste skridt er at børnene bliver tvangsfjernet.

Visse boligselskaber har oprettet rådgivere, der skal hjælpe med at se på et budget og en vej til at blive i den eksisterende bolig.

Det kan simpelthen ikke være sandt! Men det er det jo nok.