,

Prioriteringer

Politikernes vigtigste opgave er at prioritere – og det gør de så:

Boligskat

Der er i dag indgået en bred politisk aftale om en ny model for boligskat. Den er ikke helt enkel at forstå, men følgende fremgår af dr.dk:

De nye ejendomsvurderinger vil dog stadig være usikre. Derfor kommer der en sikkerhedsmargin på 20 procent, så der kun betales boligskat af 80 procent af værdien.

Det vil sige, at der skal betales ejendomsværdiskat af 3,2 mio. kr. for et hus, der er vurderet til 4 mio. kr.

Ejendomsværdiskatten bliver på 0,55 pct. af beskatningsværdien op til 6 mio. kr. – det vil sige en vurdering på 7,5 mio. kr. Værdien derover beskattes med 1,4 pct.

– Det betyder, at vi får en aftale, som giver boligejerne en lille lettelse samlet set, når man regner det hele ind i modellen.

Altså boligejerne får i 2021 en samlet skattelettelse på 20 mia (!). Det er det, de kalder “en lille lettelse” Det er dem med de dyreste boliger, der får de største lettelser – sådan er det jo, når man regner i procent. Men det er det, der på nationaløkonomisk hedder, at det “vender den tunge ende nedad”. Mest til de rigeste, og ingenting til de fattigste. Der står godt nok også noget om, at det også vil komme lejerne tilgode, men det er ikke beskrevet nærmere.

Den lille lettelse er finansieret af et råderum, som er tilvejebragt ved hjælp af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen.

Barndom på bistand

Også i dag: Tilfældig faldt jeg over anden sæson af DR2’s glimrende fire udsendelser ved navn “Barndom på bistand”. Første sæson var optaget før kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen og anden sæson efter disse nye fattigdomsydelser.

I udsendelserne følger man forskellige udsatte og hudløse mennesker, der ikke kan få det til at løbe rundt rent økonomisk. De har ingen uddannelse, de har intet job, og de er konstant overvåget af systemet. Det skal retfærdigvis siges, at det fortælles der ikke meget om. Der er dog den undtagelse, at en pige på 18 år bor med sin mor og lillebror i et rækkehus, hvor skimmelsvampene vokser 12 cm op fra gulvet. Lillebroderen var 13 år, og fandt de ikke en ny bolig, ville han blive tvangsfjernet, da skimmelsvampe naturligvis er sundhedsskadelige… men det gælder jo altså for alle aldersgrupper. Kommunen havde dog fundet et mindre og sundere rækkehus til familien.

Der er en kvinde med to sønner på 12 år – Peter og Mikkel – der ikke altid spiser sig mæt om aftenen, for at børnene kan dele de kogte ris, der er tilbage. Så går hun sulten i seng. Hun er i øvrigt også begyndt at spise et stykke rugbrød mindre til frokost. Den familie er rørende.

Hun er en god mor på de præmisser, der er. Hun er nærværende og kærlig. Man kan høre på børnene, at de – trods fattigdommen – har det godt, fordi hun giver dem alt det lidt, hun kan. De må aflive hunden, da den lider af en uhelbredelig sygdom. De får en ny på afbetaling med 500 kr. om måneden, dog ikke i december, og er der problemer med at betale, kan hun ringe og få ydelsen sat ned. En hund er hendes antidepressiva. Jeg må indrømme, at jeg sad med tårer i øjnene, da hun fortalte drengene, at den første hund måtte aflives. Der var meget gråd, for et dyr kan betyde meget, hvis man ikke har så meget andet. En at kramme og en at fortælle hemmeligheder.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de alle sammen havde dyr: Hunde, papegøjer og slanger. Det er også bemærkelsesværdigt, at de alle levede i et afsindigt roderi. Men man må huske, at det kræver overskud at rydde op og gøre rent. Der er heller ingen af de voksne, der lever i parforhold, men den slags kræver også overskud.

Der er den overvægtige dreng, Mikkel, der skal på julemærkehjem i 10 uger. Han bliver mobbet, fordi han er for tung, fordi de ikke har råd til sund mad. På julemærkehjemmet vil han få noget ordentlig mad og en masse motion. Så kan det være, han ikke bliver mobbet så meget længere. Derudover lærer han at tale ordentligt, som jo også er en vigtig kompetence, hvis man vil bryde ud af fattigdommen. Der skal spares en del på maden, for at han kan få løbesko og joggingbukser med på hjemmet. Det opvejes delvist af, at moderen så kan spare lidt, mens han er væk.

Det er markant, at alle børnene er fuldstændig viklet ind i familiens økonomi. De ved alt om kontanthjælpsloftets ikrafttrædelsesdato og konsekvenser. De ved, at de nu vil blive endnu fattigere, end de hele tiden har været.

Børn skal ikke have styr på husholdningsbudgettet. Det hører ikke til en ordentlig barndom!

Prioritering

Så politikerne har i sandhed prioriteret!

Bag aftalen om boligskatten står – udover regeringen – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. Kun Enhedslisten og Alternativet kæfter op om uhyrlighederne. Enhedslisten er de eneste, der siger, at det er fattigdomsydelserne, der finansierer den lille lettelse på 20 mia. kr.

Der var engang, jeg stemte på Socialdemokratiet, fordi jeg syntes/troede, de stod for solidaritet, lighed og fagbevægelse. Men det er mange år siden!

 

 

14 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Politikerne har grund til at være stolte: De fortsætter stringent den fordelingspolitik, de har praktiseret i årevis, med en ekstra skrue her, et ekstra twist der, og alt sammen i samme retning. Og de samme partier (med hovedansvaret hos regeringen) har kostet samfundet svimlende summer i tabte skatteindtægter og milliarder til svindel. Optimisme må sælges som ugens slagtilbud.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg er (som altid) fuldstændig enig med dig, og så vidt jeg husker (men det kan let være forkert), er det i disse situationer, du skriver, at du får lyst til at krybe ind i dit sneglehus.

      De er stolte, og de prioriterer af hjertens lyst. Det er rigtigt, at det har gået den samme vej i mange år. Selv De radikale er med på vognen, selvom de i andre spørgsmål trækker i den retning, jeg mener, er rigtig.

      Suk. Engang troede jeg, det ikke kunne blive værre, men jeg bliver langsomt klogere.

  2. Anette
    Anette siger:

    Det er en katastrofe at finere riges ekstra rigdom ved at sulte mennesker. Jeg har kun set glimt af udsendelserne, for jeg bliver alt for trist. Når selv socialdemokratiet har glemt den sociale del så ser det sort ud….. måske meget sigende at de ikke rigtig var represented et til vores lokale 1.maj….

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Anette

      S kan man overhovedet ikke regne med mere. Efter min opfattelse var Anker den sidste rigtige Socialdemokrat.

      Jeg er for flere år siden holdt op med at gå til 1. maj. Det er blevet for meget festival og for lidt politik, og jeg er altså et politisk menneske.

      • Anette
        Anette siger:

        Her er det en blanding af hygge og politik, rimelig god balance.

        Det skal nok passe det med Anker, jeg har ikke set en social demokrat der gave udtryk i sine handlinger for at være det, så de passede med hvad jeg havde lært var socialdemokratisk da jeg gik i skole (håber det gav mening) det faktisk pinligt for partiet.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Anette

          Vi er ikke rigt enige – men det er jo også Ok – for mig skal 1. maj være en politisk dag, og selvom det rette navn er: “Arbejdernes internationale kamp- og festdag“, og på den måde, har du jo ret.

          Du er nok ikke helt gammel nok til at have kendt Anker Jørgensen 🙂

          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Anette

            Det er godt. Han var et koryfæ, altså “person der i kraft af sit virke, sin karriere m.m. har opnået en toneangivende eller meget anset position, eller som fremstår som foregangsmand”.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg har også fulgt med i “børn på bistand”. Jeg er fuldstændig enig, børn skal ikke være involveret i budgettet på den måde! Det er ganske forfærdeligt at tænke på, at nogle mennesker i dagens Danmark ikke har råd til at spise sig mætte.

    Du har ganske ret i, at det kræver et vist overskud at have orden omkring sig. Når jeg kigger mig omkring her, kan jeg aflæse, at mit overskud ikke er særlig stort pt.

    Det er ganske forfærdeligt, at pengene til boligskattelettelserne er fundet ved at skære i den overførsel, som de svageste får.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Nej. Børn skal ikke være små økonomer i barndomshjemmet! De skal spille playstation 4 – men det er der jo pdas. set ikke råd til. Tænk at mor og to drenge på 12 skal rafle om de sidste kogte ris. Kan det snart blive værre?

      Ad overskud: Jeg har lagt mærke til, at det snart er længe siden, du har ytret dig i “Blogland”.

      Ja og EL er de eneste, der gør opmærksom på, hvordan boligskattelettelserne er finansieret.

  4. Katja
    Katja siger:

    Hvor finder du 2. sæson henne? Jeg kan nemlig kun finde de to første afsnit, når jeg leder.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.