75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne er syge

Efter Ydelseskommissionens rapport er der fokus på mennesker, der modtager kontanthjælp.

Marianne Stein, der er forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver, havde således en kronik i Politiken søndag den 30. maj 2021, hvor hun sammen med sociolog Anne Marie Lyager Kaae skrev, at det for de syge drejer sig om at overleve jobcenterets kynisme – og ikke mindst, at 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de er syge. Jamen de burde jo slet ikke figurere i kontanthjælpssystemet. De burde være på sygedagpenge og hjælpes derfra.

På Marianne Steins hjemmeside findes også en blog, hvor læserne kan kommentere indlæg. Der er en kommentar til det seneste indlæg, hvor Jane Pihlman (som er kendt fra debatten, men jeg kan ikke huske hvordan) bekræfter de ca. 70-73 pct. Hun henviser til en statistikbank ved navn Jobindsats.dk, så den har jeg besøgt, fordi jeg ville prøve, om jeg kunne danne samme andele. Det kunne jeg ikke, for jeg kan ikke overskue alle sidens muligheder, men der er en ironisk ting:

En af tabellerne hedder “Overlevelseskurver”. Hvordan kan de få sig selv til det på en side fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der publicerer data om Arbejdsmarkedet? I realiteten handler alle data dog om mennesker, der ikke er på arbejdsmarkedet. Måske siden skulle have haft en helt anden undertitel?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Jeg ved det ikke. Der er dog en oplagt mulighed og det er, at kommunen sparer en hel del ved at flytte borgeren til kontanthjælp fra sygedagpenge, der udgør 4.460 kr. pr. uge (* 4 = 17.840 pr. md. før skat). Hvis man skal have nogenlunde det samme (15.547 kr. pr. md. før skat) i kontanthjælp, skal man være forsørger og over 30 år eller fx psykisk syg, under 30 med forsørgelsespligt. Der er dog stadig 2.300 kr. i forskel.

Der er adskillige satser for kontanthjælp. De er, sammen med en række andre ydelser, listet her. Det er positivt, at Ydelseskommissionen vil rydde op i det roderi og i stedet operere med bare to ydelser. Sagen er vel, at det nuværende system er vokset ved knopskydning, og så er resultatet ofte den slags roderi.

Marianne Stein og hendes medforfatter stiller sagen på spidsen

Det er at stille sagen på spidsen, når man skriver om at “overleve jobcentrets kynisme”, men det skal man, hvis man vil opnå noget med en kronik, og hvis man vil råbe Christiansborg op. Det kommer bare til at virke som om, de kommunale medarbejdere er ansat ud fra et “ondsindethedskriterium”, og det er selvfølgelig langt fra tilfældet.

Jeg tænker naturligvis tilbage på mine egne oplevelser med jobcenteret i Hvidovre Kommune, og de var vist kun positive. Det var mig, der pressede dem og ikke omvendt. Sagsbehandleren roste mig efter sagens afslutning for at have været positiv gennem hele forløbet. For min part syntes jeg, han havde været kompetent og forstående. Jeg var også så heldig vist nok kun at have den samme – muligvis kun to forskellige sagsbehandlere. Men kan det være rigtigt, at man skal være “heldig”? Burde alle borgere ikke have den samme sagsbehandler gennem hele forløbet? Burde alle ikke have en kompetent og forstående sagsbehandler?

Når presset er væk, får man det bedre

Psykologen sagde på et tidspunkt, at det ikke kun er på grund af ECT, jeg har fået det meget bedre. Det skyldes også, at hele det udefrakommende pres er taget af bordet, og det har hun ret i.

(Syge) Kontanthjælpsmodtagere, der lever i årevis i usikkerhed om fremtiden, får det naturligvis ikke bedre. Der er en stresstilstand knyttet til ikke at vide, hvad der skal blive af en. Flytning? Overlevelse? Økonomi? Arbejdsmarked?

Tilkender rehabiliteringsteamet ressourceforløb, der kan vare mellem et og fem år, er der tale om en relativ tryghed i de år, forløbet varer, men derefter er fremtiden igen usikker for de fleste. Presset er ikke taget af.

Når jeg skriver “for de fleste” skyldes det, at der selvfølgelig er undtagelser. Jeg glemmer aldrig en medpatient på 808, psyk. i Hvidovre, der var 35 – 37 år, meget syg af skizofreni og havde været indlagt mange gange. I hvert fald havde jeg truffet hende mange gange. Hun var vældig sød, og vi talte godt sammen.

Hun var tilkendt ressourceforløb, så jeg spurgte hende, hvad der foregik i et sådant. Der foregik ingenting. Og hendes fremtid tegnede sådan her: Når de fem år var gået, ville hun blive tilkendt et nyt femårigt ressourceforløb, og når det løb ud, ville hun være 40 år, og så kunne hun få førtidspension. Hvis det ikke er vanvittigt, ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.

De kommunale ressourcer kunne sikkert være brugt meget mere fornuftigt, og måske ville patienten have fået det meget bedre meget hurtigere?