Indlæg

,

Arbejdsgiverne og de syge

Snydt!

En af mine bekendte skrev sådan til mig i morges:

Der er lige opstået en krise på hjemmefronten. Min bonussøn har lige fået at vide, at han ikke kan få lov til at blive i sin praktikplads, så han kan gøre sin uddannelse færdig som automekaniker, (der er kun fem måneder tilbage, inden han er udlært), fordi han har ADD. Det vidste værkstedet godt, da man ansatte ham for godt og vel et år siden.

Jeg bliver så vred over sådan noget.

Os med diagnoserne

Det er markant sværere at komme i arbejde eller få en praktikplads, hvis man har en diagnose. Citatet herover tale sit eget tydelige sprog og min egen case er også soleklar: Jeg er nu blevet prøvet af, vendt og drejet forfra og bagfra i 2½ år. Det må altså være nok til, at det er tydeligt, at jeg godt kan arbejde! Jeg håber inderligt, at min nuværende arbejdsgiver tør bide til bolle. Jeg ved formentlig og forhåbentlig noget i slutningen af denne måned.

Hvis tommelfingeren peger nedad, ved jeg ganske enkelt ikke, hvad jeg skal gøre. Orker jeg endnu en praktik? Orker jeg endnu engang at være under lup i op til tre måneder? Jeg synes jo, jeg skal komme og være frisk, glad, venlig, produktiv, robust og omstillingsparat. Der er muligvis flere plus-ord.

Jeg skal heller ikke have fravær. Jeg har desværre haft en fraværsdag siden den 23. maj, men jeg mener, det kan opvejes af, at jeg faktisk mødte op på den sidste dag af min seneste indlæggelse. Min leder er super, fantastisk, forstående og alt muligt andet godt og siger, at jeg bare skal ringe eller sende en mail, hvis jeg ikke kan en dag. Det er jo dejligt. Men det vil være umenneskeligt at forvente, at fravær ikke ligger et eller andet lille bitte sted omme i baghovedet, når der skal træffes en beslutning om en rigtig ansættelse. Hun er jo også kun et menneske.

Dem jeg læser om

Det er uhyre almindeligt på Facebook at læse om folk på kontanthjælp eller sygedagpenge, der deltager i 17 ulønnede praktikker initieret af kommunen. De gør sig umage, men hver eneste gang sker der det, at de ikke bliver ansat men afløses af en ny ulønnet praktikant.

Jeg kar kun et præcist ord for det, men det skriver jeg ikke i fuld offentlighed. Så er det henlede dine tanker på kaptajn Haddocks vokabularium.

, ,

Tandlægeforeningen om mundtørhed

Det siger Tandlægeforeningen om mundtørhed

Jeg har meldt mig ind i to Facebookgrupper, der drejer sig om bipolar lidelse. De seneste par dage har der i begge grupper været skrevet meget om problemer med tænderne som følge af mundtørhed. Herudover skrev Henny i går om sine tandproblemer. Læser man om mundtørhed på Tandlægeforeningens hjemmeside er det tydeligt, at der er tale om et ganske stort problem. Siden er i øvrigt meget informativ mht., hvordan man kan forebygge ødelagte tænder.

Jeg talte også om det med min tandlæge forleden dag. Det, hun ser i sin praksis, er, at mange mennesker kommer med dårlige tænder, men de kommer for sent. Skal der fx kroner på, skal der jo være så meget tand tilbage, at der er et sted, kronerne kan klikkes på.

Vi talte også om ”gode gamle dage”, hvor det slet ikke var sjældent, at unge fik en protese i konfirmationsgave. Min mor var fra 1935, og det var faktisk overgået hende. Jeg synes, det må have været frygteligt, men sådan tænkte man nok ikke dengang.

Tænker jeg tilbage til den tid, hvor jeg ofte var indlagt, kan jeg huske, at mange af mine medpatienter havde dårlige tænder.

Det skriver de på Tandlægeforeningens hjemmeside

De næste tre afsnit er kopi fra Tandlægeforeningens hjemmeside:

Et voksende problem?

  • Forskere vurderer, at 10 procent af voksenbefolkningen lider af mundtørhed, som skyldes forbrug af medicin
  • En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen viser, at 63 procent af tandlægerne oplever en stigning eller en stor stigning i antallet af patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug.
  • 98 procent af tandlægerne svarer, at de har patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug.
  • Mundtørhed er en bivirkning af bl.a. medicin mod psykiske lidelser, allergi og astma. Mundtørhed er også en bivirkning af blodtrykssænkende medicin, vanddrivende medicin og cellegift (kemoterapi).

Flere får medicin mod psykiske lidelser

Årsagerne til stigningen er ifølge tandlægernes besvarelser først og fremmest, at flere og flere danskere får ordineret medicin mod depression og andre psykiske lidelser. Mange præparater inden for denne kategori har mundtørhed som bivirkning. Desuden har et stadigt stigende antal ældre med egne tænder et meget stort og sammensat medicinforbrug. Som en tandlæge svarer, er det ikke usædvanligt, at oversigten over en ældre patients medicin fylder to A4-ark. Derudover får mange kræftpatienter, der har fået kemoterapi, problemer med tænderne bagefter.

Urimeligt høj brugerbetaling

Det er helt urimeligt, at langt de fleste, der får caries og andre sygdomme i munden pga. medicinforbrug, er overladt til selv at betale størstedelen af regningen for behandlingen, mener både Danske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen og Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg.

I Danske Handicaporganisationer hører vi ofte fra borgere, der ender med store tandlægeregninger og ubehagelige gener. Problemet er et eksempel på den store ulighed i borgernes sundhedssituation. Vi taler om mennesker, der allerede kæmper med sygdom eller handicap. De får nye problemer at bekymre sig om ved at tage den nødvendige medicin. Politikerne bør reducere brugerbetalingen for behandling af tandsygdomme, der skyldes medicinforbrug, siger Thorkild Olesen.

[slut på citater fra Tandlægeforeningens hjemmeside]

Ulighed i sundhed

Det er urimelig dyrt at gå til tandlæge og alle produkter/præparater, der har med tænder at gøre, har opskruede priser fx de små sugetabletter, der har til formål at sætte gang i spytproduktionen, koster 1 krone stykket. Tandpastaen på recept koster 2.000 kr. kiloet. De små ”flaskerensere”, også kaldet interdentalbørster, koster også nærmest 1 kr. stykket osv.

Jeg har en ven, der er førtidspensionist. Hans tænder er ikke ret gode, men han kan ikke finansiere en reparation, når han ikke har anden indkomst end pensionen. Jeg spurgte ham, om han havde prøvet at søge kommunen om en enkeltydelse til dette formål? Han fortalte, at det havde han prøvet for ca. 7 år siden. Kommunen havde da svaret, at det ville de ikke hjælpe med, idet han ikke var på arbejdsmarkedet! Det var sørens, kan det virkelig være tilladt? Er det ikke et ulovligt kriterium (på juridisk kaldet “magtfordrejning”)? Må man ikke have livskvalitet i form af at kunne tygge sin mad – og dermed kunne fordøje maden – og smile, når man ikke er på arbejdsmarkedet? Den slags bliver jeg harm over.

Hvilken behandling vil du have?

Jeg glemmer aldrig, da min tandlæge spurgte: ”Vil du have den billigste behandling eller den rigtige behandling?” Jeg kunne have fået proteser for måske maksimalt 15.000, men jeg ville have den rigtige behandling, og det har jeg så måttet bøde for i 1½ år.

Jeg glemmer heller aldrig, at jeg ringede over til dem inden den første aftale, og lettere grådkvalt måtte sige til dem, at de skulle være ”søde” ved mig, idet jeg havde det så dårligt med at skulle åbne flaben hos netop en tandlæge. Jeg var bange for, at de ville sige, det var min egen skyld. At jeg var en tosse, der ikke kunne finde ud af at børste mine tænder.

Det var ikke min egen skyld, og jeg har hans ord for (både på skrift og i tale) at karies sad andre steder, end det ville have siddet, hvis jeg bare var en gris med mine tænder.

Det er gudskelov overstået for mig, men derfor kan jeg godt tænke på alle de mennesker, der ikke oplever lighed i sundhed. Og derfor kan jeg jo godt punke psykiatrien for ikke på forhånd at have advaret mod mundtørheden og oplyst om hvordan, jeg skulle forebygge tandskaderne. Lige på dette ene punkt vil jeg tillade mig at mene, at psykiatrien har svigtet.

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?