Tag Archive for: Social indignation

,

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne er syge

Efter Ydelseskommissionens rapport er der fokus på mennesker, der modtager kontanthjælp.

Marianne Stein, der er forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver, havde således en kronik i Politiken søndag den 30. maj 2021, hvor hun sammen med sociolog Anne Marie Lyager Kaae skrev, at det for de syge drejer sig om at overleve jobcenterets kynisme – og ikke mindst, at 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de er syge. Jamen de burde jo slet ikke figurere i kontanthjælpssystemet. De burde være på sygedagpenge og hjælpes derfra.

Marianne Steins hjemmeside findes også en blog, hvor læserne kan kommentere indlæg. Der er en kommentar til det seneste indlæg, hvor Jane Pihlman (som er kendt fra debatten, men jeg kan ikke huske hvordan) bekræfter de ca. 70-73 pct. Hun henviser til en statistikbank ved navn Jobindsats.dk, så den har jeg besøgt, fordi jeg ville prøve, om jeg kunne danne samme andele. Det kunne jeg ikke, for jeg kan ikke overskue alle sidens muligheder, men der er en ironisk ting:

En af tabellerne hedder “Overlevelseskurver”. Hvordan kan de få sig selv til det på en side fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der publicerer data om Arbejdsmarkedet? I realiteten handler alle data dog om mennesker, der ikke er på arbejdsmarkedet. Måske siden skulle have haft en helt anden undertitel?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Jeg ved det ikke. Der er dog en oplagt mulighed og det er, at kommunen sparer en hel del ved at flytte borgeren til kontanthjælp fra sygedagpenge, der udgør 4.460 kr. pr. uge (* 4 = 17.840 pr. md. før skat). Hvis man skal have nogenlunde det samme (15.547 kr. pr. md. før skat) i kontanthjælp, skal man være forsørger og over 30 år eller fx psykisk syg, under 30 med forsørgelsespligt. Der er dog stadig 2.300 kr. i forskel.

Der er adskillige satser for kontanthjælp. De er, sammen med en række andre ydelser, listet her. Det er positivt, at Ydelseskommissionen vil rydde op i det roderi og i stedet operere med bare to ydelser. Sagen er vel, at det nuværende system er vokset ved knopskydning, og så er resultatet ofte den slags roderi.

Marianne Stein og hendes medforfatter stiller sagen på spidsen

Det er at stille sagen på spidsen, når man skriver om at “overleve jobcentrets kynisme”, men det skal man, hvis man vil opnå noget med en kronik, og hvis man vil råbe Christiansborg op. Det kommer bare til at virke som om, de kommunale medarbejdere er ansat ud fra et “ondsindethedskriterium”, og det er selvfølgelig langt fra tilfældet.

Jeg tænker naturligvis tilbage på mine egne oplevelser med jobcenteret i Hvidovre Kommune, og de var vist kun positive. Det var mig, der pressede dem og ikke omvendt. Sagsbehandleren roste mig efter sagens afslutning for at have været positiv gennem hele forløbet. For min part syntes jeg, han havde været kompetent og forstående. Jeg var også så heldig vist nok kun at have den samme – muligvis kun to forskellige sagsbehandlere. Men kan det være rigtigt, at man skal være “heldig”? Burde alle borgere ikke have den samme sagsbehandler gennem hele forløbet? Burde alle ikke have en kompetent og forstående sagsbehandler?

Når presset er væk, får man det bedre

Psykologen sagde på et tidspunkt, at det ikke kun er på grund af ECT, jeg har fået det meget bedre. Det skyldes også, at hele det udefrakommende pres er taget af bordet, og det har hun ret i.

(Syge) Kontanthjælpsmodtagere, der lever i årevis i usikkerhed om fremtiden, får det naturligvis ikke bedre. Der er en stresstilstand knyttet til ikke at vide, hvad der skal blive af en. Flytning? Overlevelse? Økonomi? Arbejdsmarked?

Tilkender rehabiliteringsteamet ressourceforløb, der kan vare mellem et og fem år, er der tale om en relativ tryghed i de år, forløbet varer, men derefter er fremtiden igen usikker for de fleste. Presset er ikke taget af.

Når jeg skriver “for de fleste” skyldes det, at der selvfølgelig er undtagelser. Jeg glemmer aldrig en medpatient på 808, psyk. i Hvidovre, der var 35 – 37 år, meget syg af skizofreni og havde været indlagt mange gange. I hvert fald havde jeg truffet hende mange gange. Hun var vældig sød, og vi talte godt sammen.

Hun var tilkendt ressourceforløb, så jeg spurgte hende, hvad der foregik i et sådant. Der foregik ingenting. Og hendes fremtid tegnede sådan her: Når de fem år var gået, ville hun blive tilkendt et nyt femårigt ressourceforløb, og når det løb ud, ville hun være 40 år, og så kunne hun få førtidspension. Hvis det ikke er vanvittigt, ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.

De kommunale ressourcer kunne sikkert være brugt meget mere fornuftigt, og måske ville patienten have fået det meget bedre meget hurtigere?

,

Ydelseskommissionens anbefalinger

Ydelseskommissionens anbefalinger

Så kom endelig ydelseskommissionens anbefalinger

(Personen på billedet er Torben Tranæs, der er/var formand for ydelseskommissionen.)

Jeg læste et sted, at hvis regeringen, med velvillig opbakning fra støttepartierne, gennemfører ydelseskommissionens anbefalinger, opnår man sådan set bare en omfordeling af fattigdommen. Det er sikkert korrekt, for da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i december 2019 nedsatte kommissionen, lå det i kortene, at et nyt kontanthjælpssystem ikke måtte øge de samlede udgifter.

Der er lagt op til at afskaffe kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen. Man vil rydde op i 29 forskellige regelsæt. Det er i sig selv positivt, men man skal ikke lade sig forblænde.

Når man nu blandt andet vil give 450 kr. som skattefrit fritidstillæg, så fattige børn kan deltage i fritidsaktiviteter på linje med velstillede børn, så skal der jo være nogen til at betale. Og det må de andre fattige så gøre! Der er den interessant detalje fsva. fritidstillægget, at 75 pct. skal fradrages i enlige forsørgeres ordinære børnetilskud svarende til 337,50 kr. Altså er nettoforøgelsen til de enlige forsørgeres børn 112,50 kr. Hrm… Er det ikke ligegyldigt, om man kalder pengene det ene eller det andet? Og nu er 112,50 vel ikke noget at skrive hjem om?

Der vil blive opereret med to satser: En grundsats på 6.600 kr. pr. måned før skat og en forhøjet sats på 10.500 kr. pr. måned før skat, det skal nemlig fortsat kunne betale sig at “tage et arbejde”. Det kan det så sandelig også. Jeg ville på ingen måde kunne eksistere for grundsatsen og det ville være uhyre vanskeligt at få det til at løbe rundt selv på den “høje” sats, når huslejen er 6.600 kr.

Hvordan gør man sig fortjent til den “høje” sats?

Man kan opnå den “høje” sats via arbejde eller uddannelse. Kilde: Ydelseskommissionen

Man kan blive berettiget til den forhøjede sats ved enten at have gennemført en uddannelse, der giver erhvervskompetencer, eller ved at have haft to et halvt års ordinær beskæftigelse inden for de seneste ti år.

Man skal dog også have haft lovligt ophold i Danmark i syv af de seneste otte år, efter at man er fyldt 18 år. Man kan dermed først få adgang til den forhøjede sats, når man er fyldt 25 år.

Grundskolen: Man kan også få den forhøjede sats, hvis man har bestået afgangseksamen på grundskoleniveau.

Man skal dog også have haft lovligt ophold i Danmark i 12 af de seneste 13 år, efter at man er fyldt 18 år. Hvis man følger denne model, kan man tidligst få adgang til den forhøjede sats, når man er fyldt 30 år.

Hjælper det på børnefattigdommen?

Statsministeren tror ikke på, at der er ca. 60.000 fattige børn her i landet. Det er der ellers mange sagkyndige, der har regnet sig frem til og er enige om. Arbejderbevægelses Erhvervsråd skrev i 2019, at der var 64.500 fattige børn her i landet. De havde deres tal fra Jyllands Posten. Artiklen er her. Af det tal var de 20.000 fattige børn under fem år. Definitionerne tager udgangspunkt i FN’s definitioner på fattigdom og tallene er beregnet af Danmarks Statistik.

Det fremgår af et interessant notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fra den 3. januar 2019, at der i familier på integrationsydelse på det tidspunkt var 18.400 børn under fattigdomsgrænsen. Da Arbejderbevægelses Erhvervsråd brugte samme regnestok på kontanthjælpsfamilierne, nåede de til, at der blandt disse var 21.300 fattige børn. Jeg tror, statsministeren må læse lidt på lektien.

Ydelseskommissionen vurderer selv, at ændringerne i kontanthjælpssystemet vil flytte 4.000 – 6.000 danske børn ud af reel fattigdom og løfte endnu flere tættere på grænsen. Det er et beskedent succeskriterium. 10 pct… hvad så med de 90 pct.?

Yderligere læsning

Det er vanskeligt at få overblik over kommissions anbefalinger, men jeg har fundet to overskuelige artikler til den interesserede læser:

, ,

Tandlægeforeningen om mundtørhed

Tandlægeforeningen om mundtørhed

Det siger Tandlægeforeningen om mundtørhed

Tandlægeforeningen om mundtørhed

Jeg har meldt mig ind i to Facebookgrupper, der drejer sig om bipolar affektiv sindslidelse.

De seneste par dage har der i begge grupper været skrevet meget om problemer med tænderne som følge af mundtørhed. Herudover skrev Henny i går om sine tandproblemer. Læser man om mundtørhed på Tandlægeforeningens hjemmeside er det tydeligt, at der er tale om et ganske stort problem. Siden er i øvrigt meget informativ mht., hvordan man kan forebygge ødelagte tænder.

Jeg talte også om det med min tandlæge forleden dag. Det, hun ser i sin praksis, er, at mange mennesker kommer med dårlige tænder, men de kommer for sent. Skal der fx kroner på, skal der jo være så meget tand tilbage, at der er et sted, kronerne kan klikkes på.

Vi talte også om ”gode gamle dage”, hvor det slet ikke var sjældent, at unge fik en protese i konfirmationsgave. Min mor var fra 1935, og det var faktisk overgået hende. Jeg synes, det må have været frygteligt, men sådan tænkte man nok ikke dengang.

Tænker jeg tilbage til den tid, hvor jeg ofte var indlagt, kan jeg huske, at mange af mine medpatienter havde dårlige tænder.

Det skriver de på Tandlægeforeningens hjemmeside

De næste tre afsnit er kopi fra Tandlægeforeningens hjemmeside:

Et voksende problem?

  • Forskere vurderer, at 10 procent af voksenbefolkningen lider af mundtørhed, som skyldes forbrug af medicin
  • En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen viser, at 63 procent af tandlægerne oplever en stigning eller en stor stigning i antallet af patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug.
  • 98 procent af tandlægerne svarer, at de har patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug.
  • Mundtørhed er en bivirkning af bl.a. medicin mod psykiske lidelser, allergi og astma. Mundtørhed er også en bivirkning af blodtrykssænkende medicin, vanddrivende medicin og cellegift (kemoterapi).

Flere får medicin mod psykiske lidelser

Årsagerne til stigningen er ifølge tandlægernes besvarelser først og fremmest, at flere og flere danskere får ordineret medicin mod depression og andre psykiske lidelser. Mange præparater inden for denne kategori har mundtørhed som bivirkning. Desuden har et stadigt stigende antal ældre med egne tænder et meget stort og sammensat medicinforbrug. Som en tandlæge svarer, er det ikke usædvanligt, at oversigten over en ældre patients medicin fylder to A4-ark. Derudover får mange kræftpatienter, der har fået kemoterapi, problemer med tænderne bagefter.

Urimeligt høj brugerbetaling

Det er helt urimeligt, at langt de fleste, der får caries og andre sygdomme i munden pga. medicinforbrug, er overladt til selv at betale størstedelen af regningen for behandlingen, mener både Danske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen og Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg.

I Danske Handicaporganisationer hører vi ofte fra borgere, der ender med store tandlægeregninger og ubehagelige gener. Problemet er et eksempel på den store ulighed i borgernes sundhedssituation. Vi taler om mennesker, der allerede kæmper med sygdom eller handicap. De får nye problemer at bekymre sig om ved at tage den nødvendige medicin. Politikerne bør reducere brugerbetalingen for behandling af tandsygdomme, der skyldes medicinforbrug, siger Thorkild Olesen.

[slut på citater fra Tandlægeforeningens hjemmeside]

Ulighed i sundhed

Det er urimelig dyrt at gå til tandlæge og alle produkter/præparater, der har med tænder at gøre, har opskruede priser fx de små sugetabletter, der har til formål at sætte gang i spytproduktionen, koster 1 krone stykket. Tandpastaen på recept koster 2.000 kr. kiloet. De små ”flaskerensere”, også kaldet interdentalbørster, koster også nærmest 1 kr. stykket osv.

Jeg har en ven, der er førtidspensionist. Hans tænder er ikke ret gode, men han kan ikke finansiere en reparation, når han ikke har anden indkomst end pensionen. Jeg spurgte ham, om han havde prøvet at søge kommunen om en enkeltydelse til dette formål?

Han fortalte, at det havde han prøvet for ca. 7 år siden. Kommunen havde da svaret, at det ville de ikke hjælpe med, idet han ikke var på arbejdsmarkedet! Det var sørens, kan det virkelig være tilladt? Er det ikke et ulovligt kriterium (på juridisk kaldet “magtfordrejning”)? Må man ikke have livskvalitet i form af at kunne tygge sin mad – og dermed kunne fordøje maden – og smile, når man ikke er på arbejdsmarkedet? Den slags bliver jeg harm over.

Hvilken behandling vil du have?

Jeg glemmer aldrig, da min tandlæge spurgte: ”Vil du have den billigste behandling eller den rigtige behandling?” Jeg kunne have fået proteser for måske maksimalt 15.000, men jeg ville have den rigtige behandling, og det har jeg så måttet bøde for i 1½ år.

Jeg glemmer heller aldrig, at jeg ringede over til dem inden den første aftale, og lettere grådkvalt måtte sige til dem, at de skulle være ”søde” ved mig, idet jeg havde det så dårligt med at skulle åbne flaben hos netop en tandlæge. Jeg var bange for, at de ville sige, det var min egen skyld. At jeg var en tosse, der ikke kunne finde ud af at børste mine tænder.

Det var ikke min egen skyld, og jeg har hans ord for (både på skrift og i tale) at karies sad andre steder, end det ville have siddet, hvis jeg bare var en gris med mine tænder.

Det er gudskelov overstået for mig, men derfor kan jeg godt tænke på alle de mennesker, der ikke oplever lighed i sundhed. Og derfor kan jeg jo godt punke psykiatrien for ikke på forhånd at have advaret mod mundtørheden og oplyst om hvordan, jeg skulle forebygge tandskaderne. Lige på dette ene punkt vil jeg tillade mig at mene, at psykiatrien har svigtet.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Montricepigernes kamp

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?