Carl Frederik KRISTENSEN (1899 – 1982)

I morfars kolonihavehus

I aftes sad jeg og hørte lidt gammel musik og stødte på Eva Madsens “I mormors kolonihavehus”, og det bragte minderne frem.

Min mormor Mary CHRISTENSEN (1910 – 1994) havde ikke et kolonihavehus, men det havde min morfar. Faktisk havde han hele to kolonihavehuse. Historien følger her.

Carl Frederik KRISTENSEN 1899 – 1982

Morfar var født på ude heden nærmere bestemt i Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt. Han gik kun i skole om vinteren, for om sommeren passede han markerne sammen med sine tre søstre. Hans far, Bertel KRISTENSEN (1859 – 1917), drev husmandsstedet på traditionel vis med heste.

Da Bertel døde i 1917, besluttede min morfar sig for at mekanisere det lille landbrug. Han købte maskiner, blandt andet selvbindere, der skulle afløse hestene. Men han fik forkøbt sig og gik konkurs i 1925.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse (som er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider, og som befandt sig hos min “mor”, og som jeg ikke ved, hvad der er hændt med efter hendes død):

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Eftersom der er heste på billedet herover, må det være taget kort efter 1917, men det er jeg i tvivl om. Jeg er glad for at have billedet, da det er et fint vidnesbyrd om tiden for ca. 100 år tilbage.

Efter at være gået fallit, arbejdede min morfar mange år med at grave tørv i de nærliggende tørvemoser. Da min “mor” bliver døbt i 1935 i Blaahøj Kirke er morfar angivet som “Arbejdsmand”. Mormor og morfar fik ikke andre fællesbørn. Parret bliver skilt kort efter oktober 1955, hvilket fremgår af det min “mor” fortæller til min adoptionssag. Ægteskabet holdt ikke til, at morfar – for at få arbejde – måtte rejse rundt i landet og finde diverse jobs som arbejdsmand.

Vi ved alle, at velfærdssamfundet blev grundlagt fra midten af 1950’erne ff. Velfærdssamfundet nåede bare aldrig til min morfar.

Det jeg selv husker om kolonihavehusene i haveforeningen Skytteløkken i Odense

Den første have

Den første have var ret lille og det røde træhus var noget slidt, men det lå i cykelafstand fra hans mikroskopiske lejlighed med toilet i gården (jeg husker stadig den stærke duft af “Hardol”, der var rent nok). Kolonihaven havde ikke indlagt rindende vand, så lokummet var en spand i et lille aflukke. Jeg kunne sagtens holde mig en hel dag for at undgå at gå derud.

Det var skønt at besøge morfar der, bortset fra lokummet, for jeg måtte spise alle de jordbær, stikkelsbær og ribs, jeg overhovedet kunne. Det er nok en erindringsforskydning, men jeg synes, vi altid fik kyllingesteg fra gryde til aften. Hvad der helt sikkert ikke er en erindringsforskydning er de nyopgravede kartofler og agurkesalaten. Morfar var dygtig til at lave mad.

Den næste have

På en eller anden måde fik han sparet op til en større have med et flot hus i Skytteløkken, som han købte, da – eller måske lige før? – han blev pensioneret. Men han var på det tidspunkt for syg til at passe huset og haven. Han var simpelthen slidt op. Derfor gav han det til min “mor” og psykopaten. De solgte det ret hurtigt og brugte pengene til udbetalingen på det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby på Sydfyn, hvor jeg boede fra december 1975 til  juli 1978. Herefter flyttede vi til Bornholm. Og morfar kom med …

At ende livet i et baglokale til en skobutik

Det var frygteligt uværdigt. Jeg bliver så trist over at tænke på det.

I december 1978 flyttede vi til Svaneke, og på et eller andet tidspunkt flyttede morfar ind i baglokalet til den skobutik, min “mor” forsøgte at drive. Han blev ret hurtigt ret dårlig og kunne ikke komme op ad trappen til første sal, og derfor spiste han nede hos sig selv i det nordvendte baglokale. Der kom aldrig en solstråle. Jeg gik ned med maden til ham, og tømte samtidig den kolbe, han var nødt til at tisse i, fordi han var for usikker på benene til at kunne gå med gangstativet ud på toilettet. Der var et par trin op.

Hans beskæftigelse: TV eller kigge ud i luften. Ingen tog sig af ham, ingen talte med ham, ingen lyttede til hans livshistorie, ingen gjorde noget som helst. Det har ikke været af kærlighed, man tilbød ham baglokalet. Jeg tror ganske enkelt, det har været for at score hans pension!

Jeg flyttede 31. juli 1980 og så aldrig morfar igen. Jeg har noteret dødsdatoen, og at han er begravet på Olsker Kirkegård. Desværre er der ingen kilder … Pokkers også, men jeg vil tro, det kommer fra min “mor”. Jeg mener at vide, at han døde på plejehjemmet i Svaneke, men hvad kilden skulle være til det, er jeg heller ikke klar over. I øvrigt blev jeg ikke inviteret til begravelsen.

Billedet herunder stammer fra en af morfars fødselsdage. Jeg mener, det er taget hos hans søster Thora (kvinden til højre) i Årup. Til venstre sidder hans søster Anna.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.