Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdag

Carl Frederik KRISTENSEN (1899-1982)

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdagI dag kunne Carl Frederik KRISTENSEN 1899-1982 være blevet 125 år. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv, men morfars skæbne har altid gjort mig så vred.

Hvorfor skulle den gamle udslidte arbejdsmand ende sit liv i baglokalet til en skobutik i Svaneke? Han sad bare og sad på sin divan, mens han så lidt fjernsyn, for han kunne ikke andet. Hans værelse var vel ca. på størrelse med min TV-stue – måske 12-15 m². Han havde sine tre fag reoler med lidt bøger, selvom han ikke var en belæst mand. Han havde et rundt spisebord med fire stole. Det var temmelig grimt. Der var et stribet væg til væg-tæppe; det var også grimt.

Ingen tog sig af ham. Ingen sørgede for, at han kom ud i solen. Han kunne ikke gå op ad trappen til 1. sal, så han måtte spise alene i det forbandede baglokale. Han måtte tisse i en kolbe, som jeg tømte, når jeg alligevel var nede med maden til ham. Hvad han gjorde med det større, ved jeg ikke. Det var uværdigt. Han spiste alene, han sov alene – var der nogensinde nogen, der passede på den gamle mand? Hvorfor var der ingen, der bad ham fortælle sin livshistorie?

Ingen gjorde formentlig andet end at score folkepensionen, for ellers kan jeg ikke se nogen grund til, at han skulle flyttes til et baglokale på Bornholm fra pensionistboligen i Odense. Jeg er mildest talt rasende! Og hvorfor blev jeg ikke inviteret til hverken morfars eller mormors begravelser? Det kunne »de« godt have gjort, når de vidste, at jeg var tæt knyttet til begge mine bedsteforældre på min mors side. Farmor og farfar har jeg aldrig kendt. De døde, før jeg kom til.

Om billederne

Aftægtskontrakter

Morfars 125 års fødselsdagEftersom min sociale indignation for morfar altid har været stor, har jeg beskrevet ham og hans liv adskillige gange. Senest i denne ret lange artikel fra januar 2024, som jeg har kaldt »I morfars kolonihavehus«.

Herudover har jeg læst en del aftægtskontrakter, også selvom de ikke lige angik min familie/slægt. Det er ikke fordi, jeg er særlig god til det, men jeg har fået et godt indblik i, hvordan det var at gå på aftægt. Eftersom der jo ikke var nogen form for social sikringsordning, var aftægtsfolkene fuldkommen afhængige af aftægtsgiveren. Det var jo typisk hos børnene, de gamle kom til at bo. Og nogle gange fungerede det godt. Andre gange fungerede det ad helvede til, hvor de gamle kun fik »til dagen og vejen« og egl. ikke holdt ret længe.

Jeg kunne godt tænke mig at lave et lille »sociologisk studie« baseret på de aftægtskontrakter, jeg har læst. Vil du være med? Kan du selv bidrage med kontrakter? Vi kunne skrive en artikel til »Slægtsforskeren«. Kathrine Tobiasen er vist glad for bidrag til bladet.

Man må kunne opstille kriterier, der går igen i alle kontrakterne. I de kontrakter, jeg har gennemgået, er der ikke en form for »skabelon«, og det kan undre. På den anden side set, forudsætter den form for systematisering naturligvis, at man har kunnet skrive, at man vidste, hvordan »de andre« gjorde, at man har kunnet videregive informationer, og det var ikke muligt på den tid.

Lige umiddelbart tænker jeg på:

  1. Hvor gamle er aftægtsfolkene, da kontrakten etableres?
  2. Hvor længe varer aftægten? (altså hvor længe holder de gamle til det …)
  3. Hvad skal aftægtsfolkene have og hvor ofte? Får de det? Passer det sammen?
  4. Hvad skal aftægtsgiver yde og hvor ofte? Passer det sammen?
  5. Er de i familie – i givet fald hvordan?
  6. Opstår der i kontraktens løbetid konflikter (vi kender til …)?
    • Hvordan løses de?

Morfars 125 års fødselsdag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

I morfars kolonihavehus

I morfars kolonihavehus

Carl Frederik KRISTENSEN (1899 – 1982)

I morfars kolonihavehus

I aftes sad jeg og hørte lidt gammel musik og stødte på Eva Madsens “I mormors kolonihavehus”, og det bragte minderne frem.

Min mormor Mary CHRISTENSEN (1910 – 1994) havde ikke et kolonihavehus, men det havde min morfar. Faktisk havde han hele to kolonihavehuse. Historien følger her.

Carl Frederik KRISTENSEN 1899 – 1982

Morfar var født på ude heden nærmere bestemt i Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt. Han gik kun i skole om vinteren, for om sommeren passede han markerne sammen med sine tre søstre. Hans far, Bertel KRISTENSEN (1859 – 1917), drev husmandsstedet på traditionel vis med heste.

Da Bertel døde i 1917, besluttede min morfar sig for at mekanisere det lille landbrug. Han købte maskiner, blandt andet selvbindere, der skulle afløse hestene. Men han fik forkøbt sig og gik konkurs i 1925.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse (som er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider, og som befandt sig hos min “mor”, og som jeg ikke ved, hvad der er hændt med efter hendes død):

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Eftersom der er heste på billedet herover, må det være taget kort efter 1917, men det er jeg i tvivl om. Jeg er glad for at have billedet, da det er et fint vidnesbyrd om tiden for ca. 100 år tilbage.

Efter at være gået fallit, arbejdede min morfar mange år med at grave tørv i de nærliggende tørvemoser. Da min “mor” bliver døbt i 1935 i Blaahøj Kirke er morfar angivet som “Arbejdsmand”. Mormor og morfar fik ikke andre fællesbørn. Parret bliver skilt kort efter oktober 1955, hvilket fremgår af det min “mor” fortæller til min adoptionssag. Ægteskabet holdt ikke til, at morfar – for at få arbejde – måtte rejse rundt i landet og finde diverse jobs som arbejdsmand.

Vi ved alle, at velfærdssamfundet blev grundlagt fra midten af 1950’erne ff. Velfærdssamfundet nåede bare aldrig til min morfar.

Det jeg selv husker om kolonihavehusene i haveforeningen Skytteløkken i Odense

Den første have

I morfars kolonihavehusDen første have var ret lille og det røde træhus var noget slidt, men det lå i cykelafstand fra hans mikroskopiske lejlighed med toilet i gården (jeg husker stadig den stærke duft af “Hardol”, der var rent nok). Kolonihaven havde ikke indlagt rindende vand, så lokummet var en spand i et lille aflukke. Jeg kunne sagtens holde mig en hel dag for at undgå at gå derud.

Det var skønt at besøge morfar der, bortset fra lokummet, for jeg måtte spise alle de jordbær, stikkelsbær og ribs, jeg overhovedet kunne. Det er nok en erindringsforskydning, men jeg synes, vi altid fik kyllingesteg fra gryde til aften. Hvad der helt sikkert ikke er en erindringsforskydning er de nyopgravede kartofler og agurkesalaten. Morfar var dygtig til at lave mad.

Den næste have

På en eller anden måde fik han sparet op til en større have med et flot hus i Skytteløkken, som han købte, da – eller måske lige før? – han blev pensioneret. Men han var på det tidspunkt for syg til at passe huset og haven. Han var simpelthen slidt op. Derfor gav han det til min “mor” og psykopaten. De solgte det ret hurtigt og brugte pengene til udbetalingen på det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby på Sydfyn, hvor jeg boede fra december 1975 til  juli 1978. Herefter flyttede vi til Bornholm. Og morfar kom med …

At ende livet i et baglokale til en skobutik

Det var frygteligt uværdigt. Jeg bliver så trist over at tænke på det.

I december 1978 flyttede vi til Svaneke, og på et eller andet tidspunkt flyttede morfar ind i baglokalet til den skobutik, min “mor” forsøgte at drive. Han blev ret hurtigt ret dårlig og kunne ikke komme op ad trappen til første sal, og derfor spiste han nede hos sig selv i det nordvendte baglokale. Der kom aldrig en solstråle. Jeg gik ned med maden til ham, og tømte samtidig den kolbe, han var nødt til at tisse i, fordi han var for usikker på benene til at kunne gå med gangstativet ud på toilettet. Der var et par trin op.

Hans beskæftigelse: TV eller kigge ud i luften. Ingen tog sig af ham, ingen talte med ham, ingen lyttede til hans livshistorie, ingen gjorde noget som helst. Det har ikke været af kærlighed, man tilbød ham baglokalet. Jeg tror ganske enkelt, det har været for at score hans pension!

Jeg flyttede 31. juli 1980 og så aldrig morfar igen. Jeg har noteret dødsdatoen, og at han er begravet på Olsker Kirkegård. Desværre er der ingen kilder … Pokkers også, men jeg vil tro, det kommer fra min “mor”. Jeg mener at vide, at han døde på plejehjemmet i Svaneke, men hvad kilden skulle være til det, er jeg heller ikke klar over. I øvrigt blev jeg ikke inviteret til begravelsen.

Billedet herunder stammer fra en af morfars fødselsdage. Jeg mener, det er taget hos hans søster Thora (kvinden til højre) i Årup. Til venstre sidder hans søster Anna.

I morfars kolonihavehus

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Historien om de fattige

Historien om de fattige

DR har fine udsendelser

Historien om de fattige

Man ser ofte ordene, når man “scanner” en kirkebog eller en folketælling: “fattiglem”, “fattiggårdsbestyrer”, “hospitalslem”, “daglejer” osv. Det er alle ord, der fortæller om livet i Danmark, som det er levet fra ca. midt i 1700-tallet og til?

Til nu? Fattigdommen ser anderledes ud nu – den er bedre skjult, den lugter ikke så grimt, eftersom kun få mennesker endnu sover i trappeopgange og vi endnu har folkepension mv. Mennesker skal endnu ikke lægges i blød i et badekar med alt tøjet på, for at få det til at slippe huden.

Jeg mener bestemt, mormor og morfar talte om, at der lå en “arbejdsanstalt” i Blåhøj; familien boede i Blåhøj Stationsby og “min mor” var født der. Jeg kan ikke finde den med Google, men jeg har tit tænkt over, hvad ordet “arbejdsanstalt” dækkede over. Jeg troede, det var en form for fængsel.

Nu er jeg blevet klar over, at det var en form for fattiggård, der var delt i to:

  • en forsørgelsesanstalt for de værdigt trængende, der bare skulle forsørges, og
  • en arbejdsanstalt, hvor man skulle arbejde for føden fx med at hugge store sten i mindre stykker, flikke sko, hugge brænde, eller pille larver af kål i 14 dage. Arbejdet var en del af den nødvendige genopdragelse af disse uværdige mennesker.

Historien om de fattige

I stedet søgte jeg på “fattigdommens historie” og fandt mange interessante sider heriblandt fire udsendelser på Danmarks Radios side fra 2015 under overskriften “Historien om de fattige”. Jeg har set de to første udsendelser og vil bestemt også se de to sidste, for det er fremragende fjernsyn! Der kommer billeder på de fremmede ord.

Børskrakket i Amerika i 1929

Krakket rystede hele verden. I Danmark medførte det (ikke direkte men som en afledt effekt), at hver tredje blev arbejdsløs. Det er slet ikke til at forstå så stort et tal. Hvordan holder et samfund sammen på sig selv i den situation?

Er det hver tredje borger, eller er det hver tredje mand? Eftersom kvinder som hovedregel ikke indgik i arbejdsstyrken, kunne de vel heller ikke blive arbejdsløse?

Arbejdsløsheden gjorde, at folk søgte mod byerne i håbet om, at forholdene var bedre der. Det var de ikke!

I stedet voksede kummerligheden, håbløsheden og armoden. Manden i huset stod op om morgenen og meldte sig ved fabriksporten eller på havnen for at se, om han kunne udlejes den dag (deraf ordet daglejer). Var der arbejde, var der også en dagløn, der ofte omsattes i alkohol i stedet for mad til familien og husleje. Man ved simpelthen, at forbruget af alkohol voksede. Forståeligt nok drak mange for at glemme.

Folk sov i trappeopgange og på lofter nødtørftigt indrettede med hø …

Adskillige i mine familier har “faste” adresser men flytter hvert halve år, så måske kan de ikke kaldes “faste”. Der findes et begreb for det, men jeg kan ikke huske det. Det nærmeste, jeg kan komme det, er “Tørrelejlighed”, men det er vist kun mig, der kender det. Google gør ikke.

Idéen var: man boede gratis seks måneder i nyopførte lejligheder, der skulle tørre efter byggeriet. Efter de seks måneder var det ud og videre til næste lejlighed. Lige p.t. advares der mod at have mindre end 20°, fordi det kan medføre skimmelsvamp p.g.a fugt. Overførte man dengang skimmelsvampen til de mennesker, der boede seks måneder hver sted?

Det er ret nemt at finde disse lejligheder på Stadsarkivets hjemmeside (kig under Politiets Registerblade).

Min morfar blev også ramt af krakket, for efter tvangsauktionen i 1925 over det husmandssted, han arvede fra sine forældre, rakkede han rundt i landet og arbejdede med dræning af moser og knuste skærver … Først i 1933 møder han min mormor, de gifter sig og flytter ind i en lille toværelses lejlighed i Blåhøj.

Klikker du på billedet, som jeg kalder “Morfar høster”, herunder, kommer du til en side, hvor du bl.a. kan læse lidt af hans livshistorie. Den er ganske rørende.

Historien om de fattige

Først når middelklassen rammes, sker der noget

Før K.K. Steinckes socialreform (af 30/1-1933) inddeltes fattige mennesker i værdigt og uværdigt trængende. De værdigt trængende var ikke selv skyld i deres fattigdom, mens de uværdige selv var skyld i at være blevet fattige.

Reformen var starten på en ny og bedre tid, men tro nu ikke al tale om “uværdighed” forstummede. Selv i reformen fandtes uværdige mennesker, man mente skulle opdrages. Det drejede sig kort fortalt om drankere, prostituerede og de konsekvent arbejdssky elementer.

Reformen afskaffede officielt fattiggårdene, men der gik adskillige år, før reformen var implementeret i enhver flække. Udsendelsen rummer et kort interview med en kvinde, der arbejder på en fattiggård og som fortæller, at der ikke er sket ret meget i de syv år, der er gået siden reformens vedtagelse; dog er gitteret over sengene og gitrene for vinduerne fjernet.

Adskillige reformer med ny lovgivning blev først sat i værk, når nød og elendighed ramte også middelklassen – underforstået: de var jo ikke selv skyld i fattigdommen, de var værdigt trængende, derfor måtte det være et samfundsproblem, som samfundet måtte sørge for/bidrage til at løse.

Når også middelklassen manglede brændsel, ikke kunne betale for den statsanerkendte arbejdsløshedskasse i et år, inden forsikringsdelen trådte i kraft, når også middelklassens medlemmer blev arbejdsløse, så skete der noget.

Det ligner noget, vi kender i dag. Inflationen har varet længe i Danmark. Vel det meste af 2022 (siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar)? De marginaliserede, der bare er et pænere ord for de udstødte, har mærket inflationen siden dens start, og de filantropiske organisationer som fx Kirkens Korshær og Frelsens Hær har gjort opmærksom på, at det er alvorligt.

Først nu, hvor el- og gas-priserne er gået helt amok, hvilket kan mærkes og være problematisk selv for middelklassen, griber politikerne til handling.

Det er altid interessant at sætte nutid og fortid sammen – og se hvor lidt der på nogle punkter er sket. Flere i blå blok burde erhverve sig en smule historisk bevidsthed.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

 

/1 Kommentar/i , /af ,

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Det er så sjovt at gennemgå slægtsbogen

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Sikkert kun andre genealoger (finere ord for slægtsforskere) vil forstå, hvordan man kan elske store sammenhængende datamængder. Slægtshistorie er ikke bare en samling datoer. Det er også de nulevendes erindring om fortiden, der skal skrives for at kunne blive overleveret til vores efterkommere. Derfor er det fx altid dejligt at få fat i gamle billeder, for de gør mennesker til det, de var engang og ikke bare tørre facts i en database. Datoerne er en forudsætning for den sande historie – de danner det nødvendig rammeværk. Det er op til os at fylde rammen ud.

Men tilbage til husbestyrerinderne. Hvad lavede de egentlig? Hvad bestod opgaverne af? Det kan man finde meget validt materiale om på nettet. En god side er Danmarks Radios side her, hvor de blandt andet fortæller, at “Barn ingen hindring” i et jobopslag i fortiden var en “kode” for, at der nærmere var tale om en kontaktannonce. Formuleringen gjorde, at mange enlige mødre søgte de stillinger. De kunne være enlige, fordi de aldrig havde været gift (altså havde “uægte børn”), var fraskilte eller enker efter afdøde ægtemænd.

Ca. 1950 fandtes omkring 150.000 husbestyrerinder! Det er mange, men deres historie er vist ikke fortalt, så den kan høres og ses.

I aftes sad jeg med Sofus Harald FRIIS og Alvilde KNUDSEN, f. ANDERSEN. De bliver viet af sognefogeden i Grindsted den 5. november 1926. Han er 16 år ældre end hende, og hun er fraskilt og husbestyrerinde hos ham, for de har samme adresse ved vielsen. Altså passer hun helt perfekt ind i husbestyrerindernes historiebog. Jeg er spændt på at se, om hun medbringer et barn i pladsen.

Og så kom jeg til at tænke på mormor

Jeg elskede min mormor overalt på jorden. Det er ingen hemmelighed.

Trods temmelig små kår var hun rig på kærlighed, overskud og påklædningsdukker – med tøj – klippet ud af mandagenes FamilieJournal. Hun var ude at tjene allerede som 14-årig, men hun bor dog hjemme ved folketællingen 1925, hvor hun er 15 år. Da hun som 23-årig bliver gift med min 11 år ældre morfar i Blaahøj Kirke i november 1933, har hun allerede to “uægte” børn med to forskellige mænd. Og hun er husbestyrerinde! Desværre ved jeg ikke hos hvem, hvor længe forholdet har varet, eller om hun svarede på en annonce. Gad vide om man kan finde ud af det? Det må vel kræve studier af gamle aviser?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at pigen fra 1928 er sat i pleje (ikke bortadopteret for hun vedbliver at hedde Christensen), men også, at hun har drengen fra 1931 med sig i pladsen. Og en anden sikker ting, jeg selv husker er, at hun efter skilsmissen fra morfar altid kaldte ham for “den gamle”. Det var ikke ret pænt.

Præsten skriver ved vielsen mellem de to:

Ungkarl Arbejdsmand Carl Frederik Kristensen. Født i Skærlund, Brande Sogn, Vejle Amt, den 13. September 1899. Søn af Husmand Bertel Kristensen og Hustru Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt af Skærlund og Ungpige, Husbestyrerinde af Blaahøj Mary Christensen, født i Ellinge Kongepart, Højby Sogn, Holbæk Amt, d. 8. februar 1910. Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Caroline Marie Carlsen af Højby Sogn. Forloverne: Arbejdsmand Andreas Marinus Lindsted og Arbejdsmand Anders Kristen Jensen. Viet af sognepræsten i Blaahøj Kirke. Anmærkninger: Den borgerlige Myndigheds Attest udstedt af Sognefoged Niels Møller, Omvraa 20. oktober 1933.

Hvad var der med Marinus?

Der er noget med navnet “Marinus”, der optræder blandt forloverne. Jeg kan svagt huske, hun talte om en Marinus. Gad vide om hun (også) havde et forhold til ham? Var det ham, hun var husbestyrerinde hos? En søgning i folketællingen 1930 kunne måske give svaret. Den er endnu ikke tastet for Blaahøj, så jeg har selv bladret. Den er ikke ret omfattende og er ret let at læse, så det tror jeg, jeg vil melde mig til at gøre. Hvis vi ikke hjælpes ad, kommer der jo aldrig mere søgbart i Dansk Demografisk Database.

Folketællinger er fortidens CPR. Fra 1845 rummer de også fødested, og jo længere, vi kommer op i tid, jo mere kan man stole på, hvad de udsendte tællingskommissærer noterede i skemaerne, når de gik fra hus til hus og noterede, hvem der befandt sig på matriklen, deres stilling i hustanden, fødselsdato osv. Folketællingerne er et rigtig godt input og det er utrolig værdifuldt, at så mange mennesker har brugt tid på at taste millioner af skemaer.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor mormor befinder sig den 5. november 1930. Jeg kan ikke finde hende i Blaahøj. Til gengæld fandt jeg til min store overraskelse morfar som “Tjenestekarl” i Hallundbæk med den interessante tilføjelse, at han året før var i Kastrup, hvilket bekræftes af hans egen fortælling om sit liv. Han tog til København for at arbejde – og hans sjak turede byen rundt i nattelivet.

Og jeg får absolut ingen resultater, når jeg prøver de mere avancerede søgemetoder blandt de indtastede data i 1930. Drengen, Hans Juhl CHRISTENSEN, fra 1931 er født i Øster Starup Sogn, som ligger i Brusk Herred, Vejle Amt. Selv hedder hun Mary CHRISTENSEN og er født i Højby, som det også fremgår af kirkebogsudskriften ved vielsen. Min mor blev født i Blaahøj i 1935.

Tankerne ledes hen på “Fødselsanstalten i Jylland” – Fij

Længe før aborten blev fri (sidstnævnte er jeg selv vældig tilfreds med at den ikke var i 1963), oprettedes i Aarhus i 1910 FiJ, der førte egne kirkebøger. FiJ står for “Fødselsanstalten i Jylland”, der var pendanten til, at man kunne føde på Fødselsstiftelsen i København, evt. som “Hemmeligt fødende”, hvis man nægtede eller bare ikke kunne oplyse faderens navn.

Museum KØN har en rigtig spændende og oplysende artikel om anstalten her. Både gifte og ugifte kunne føde på FiJ. De ugifte kunne her skjule skammen over det uægte barn, men de fik en markant dårligere behandling end de gifte kvinder: eksempelvis fik de dårligere kost. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser om det. Men sådan var virkeligheden.

Forleden fandt jeg tilfældigt et menneske, der var født på Fødselsanstalten i Jylland. Moderen var fra Blaahøj. Jeg medtager altid inskriptionerne sammen med kildeangivelserne, så du kan se blandt kilderne (nr. 2), at moderen var surprise: Husbestyrerinde, da hun fire år senere gifter sig.

På en eller anden måde hænger historierne sammen. I hvert fald i mit hoved 🙂