Tag Archive for: Morfar

,

Historien om de fattige

Historien om de fattige

DR har fine udsendelser

Historien om de fattige

Man ser ofte ordene, når man “scanner” en kirkebog eller en folketælling: “fattiglem”, “fattiggårdsbestyrer”, “hospitalslem”, “daglejer” osv. Det er alle ord, der fortæller om livet i Danmark, som det er levet fra ca. midt i 1700-tallet og til?

Til nu? Fattigdommen ser anderledes ud nu – den er bedre skjult, den lugter ikke så grimt, eftersom kun få mennesker endnu sover i trappeopgange og vi endnu har folkepension mv. Mennesker skal endnu ikke lægges i blød i et badekar med alt tøjet på, for at få det til at slippe huden.

Jeg mener bestemt, mormor og morfar talte om, at der lå en “arbejdsanstalt” i Blåhøj; familien boede i Blåhøj Stationsby og “min mor” var født der. Jeg kan ikke finde den med Google, men jeg har tit tænkt over, hvad ordet “arbejdsanstalt” dækkede over. Jeg troede, det var en form for fængsel.

Nu er jeg blevet klar over, at det var en form for fattiggård, der var delt i to:

  • en forsørgelsesanstalt for de værdigt trængende, der bare skulle forsørges, og
  • en arbejdsanstalt, hvor man skulle arbejde for føden fx med at hugge store sten i mindre stykker, flikke sko, hugge brænde, eller pille larver af kål i 14 dage. Arbejdet var en del af den nødvendige genopdragelse af disse uværdige mennesker.

Historien om de fattige

I stedet søgte jeg på “fattigdommens historie” og fandt mange interessante sider heriblandt fire udsendelser på Danmarks Radios side fra 2015 under overskriften “Historien om de fattige”. Jeg har set de to første udsendelser og vil bestemt også se de to sidste, for det er fremragende fjernsyn! Der kommer billeder på de fremmede ord.

Børskrakket i Amerika i 1929

Krakket rystede hele verden. I Danmark medførte det (ikke direkte men som en afledt effekt), at hver tredje blev arbejdsløs. Det er slet ikke til at forstå så stort et tal. Hvordan holder et samfund sammen på sig selv i den situation?

Er det hver tredje borger, eller er det hver tredje mand? Eftersom kvinder som hovedregel ikke indgik i arbejdsstyrken, kunne de vel heller ikke blive arbejdsløse?

Arbejdsløsheden gjorde, at folk søgte mod byerne i håbet om, at forholdene var bedre der. Det var de ikke!

I stedet voksede kummerligheden, håbløsheden og armoden. Manden i huset stod op om morgenen og meldte sig ved fabriksporten eller på havnen for at se, om han kunne udlejes den dag (deraf ordet daglejer). Var der arbejde, var der også en dagløn, der ofte omsattes i alkohol i stedet for mad til familien og husleje. Man ved simpelthen, at forbruget af alkohol voksede. Forståeligt nok drak mange for at glemme.

Folk sov i trappeopgange og på lofter nødtørftigt indrettede med hø …

Adskillige i mine familier har “faste” adresser men flytter hvert halve år, så måske kan de ikke kaldes “faste”. Der findes et begreb for det, men jeg kan ikke huske det. Det nærmeste, jeg kan komme det, er “Tørrelejlighed”, men det er vist kun mig, der kender det. Google gør ikke.

Idéen var: man boede gratis seks måneder i nyopførte lejligheder, der skulle tørre efter byggeriet. Efter de seks måneder var det ud og videre til næste lejlighed. Lige p.t. advares der mod at have mindre end 20°, fordi det kan medføre skimmelsvamp p.g.a fugt. Overførte man dengang skimmelsvampen til de mennesker, der boede seks måneder hver sted?

Det er ret nemt at finde disse lejligheder på Stadsarkivets hjemmeside (kig under Politiets Registerblade).

Min morfar blev også ramt af krakket, for efter tvangsauktionen i 1925 over det husmandssted, han arvede fra sine forældre, rakkede han rundt i landet og arbejdede med dræning af moser og knuste skærver … Først i 1933 møder han min mormor, de gifter sig og flytter ind i en lille toværelses lejlighed i Blåhøj.

Klikker du på billedet, som jeg kalder “Morfar høster”, herunder, kommer du til en side, hvor du bl.a. kan læse lidt af hans livshistorie. Den er ganske rørende.

Historien om de fattige

Først når middelklassen rammes, sker der noget

Før K.K. Steinckes socialreform (af 30/1-1933) inddeltes fattige mennesker i værdigt og uværdigt trængende. De værdigt trængende var ikke selv skyld i deres fattigdom, mens de uværdige selv var skyld i at være blevet fattige.

Reformen var starten på en ny og bedre tid, men tro nu ikke al tale om “uværdighed” forstummede. Selv i reformen fandtes uværdige mennesker, man mente skulle opdrages. Det drejede sig kort fortalt om drankere, prostituerede og de konsekvent arbejdssky elementer.

Reformen afskaffede officielt fattiggårdene, men der gik adskillige år, før reformen var implementeret i enhver flække. Udsendelsen rummer et kort interview med en kvinde, der arbejder på en fattiggård og som fortæller, at der ikke er sket ret meget i de syv år, der er gået siden reformens vedtagelse; dog er gitteret over sengene og gitrene for vinduerne fjernet.

Adskillige reformer med ny lovgivning blev først sat i værk, når nød og elendighed ramte også middelklassen – underforstået: de var jo ikke selv skyld i fattigdommen, de var værdigt trængende, derfor måtte det være et samfundsproblem, som samfundet måtte sørge for/bidrage til at løse.

Når også middelklassen manglede brændsel, ikke kunne betale for den statsanerkendte arbejdsløshedskasse i et år, inden forsikringsdelen trådte i kraft, når også middelklassens medlemmer blev arbejdsløse, så skete der noget.

Det ligner noget, vi kender i dag. Inflationen har varet længe i Danmark. Vel det meste af 2022 (siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar)? De marginaliserede, der bare er et pænere ord for de udstødte, har mærket inflationen siden dens start, og de filantropiske organisationer som fx Kirkens Korshær og Frelsens Hær har gjort opmærksom på, at det er alvorligt.

Først nu, hvor el- og gas-priserne er gået helt amok, hvilket kan mærkes og være problematisk selv for middelklassen, griber politikerne til handling.

Det er altid interessant at sætte nutid og fortid sammen – og se hvor lidt der på nogle punkter er sket. Flere i blå blok burde erhverve sig en smule historisk bevidsthed.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

 

,

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Det er så sjovt at gennemgå slægtsbogen

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Sikkert kun andre genealoger (finere ord for slægtsforskere) vil forstå, hvordan man kan elske store sammenhængende datamængder. Slægtshistorie er ikke bare en samling datoer. Det er også de nulevendes erindring om fortiden, der skal skrives for at kunne blive overleveret til vores efterkommere. Derfor er det fx altid dejligt at få fat i gamle billeder, for de gør mennesker til det, de var engang og ikke bare tørre facts i en database. Datoerne er en forudsætning for den sande historie – de danner det nødvendig rammeværk. Det er op til os at fylde rammen ud.

Men tilbage til husbestyrerinderne. Hvad lavede de egentlig? Hvad bestod opgaverne af? Det kan man finde meget validt materiale om på nettet. En god side er Danmarks Radios side her, hvor de blandt andet fortæller, at “Barn ingen hindring” i et jobopslag i fortiden var en “kode” for, at der nærmere var tale om en kontaktannonce. Formuleringen gjorde, at mange enlige mødre søgte de stillinger. De kunne være enlige, fordi de aldrig havde været gift (altså havde “uægte børn”), var fraskilte eller enker efter afdøde ægtemænd.

Ca. 1950 fandtes omkring 150.000 husbestyrerinder! Det er mange, men deres historie er vist ikke fortalt, så den kan høres og ses.

I aftes sad jeg med Sofus Harald FRIIS og Alvilde KNUDSEN, f. ANDERSEN. De bliver viet af sognefogeden i Grindsted den 5. november 1926. Han er 16 år ældre end hende, og hun er fraskilt og husbestyrerinde hos ham, for de har samme adresse ved vielsen. Altså passer hun helt perfekt ind i husbestyrerindernes historiebog. Jeg er spændt på at se, om hun medbringer et barn i pladsen.

Og så kom jeg til at tænke på mormor

Jeg elskede min mormor overalt på jorden. Det er ingen hemmelighed.

Trods temmelig små kår var hun rig på kærlighed, overskud og påklædningsdukker – med tøj – klippet ud af mandagenes FamilieJournal. Hun var ude at tjene allerede som 14-årig, men hun bor dog hjemme ved folketællingen 1925, hvor hun er 15 år. Da hun som 23-årig bliver gift med min 11 år ældre morfar i Blaahøj Kirke i november 1933, har hun allerede to “uægte” børn med to forskellige mænd. Og hun er husbestyrerinde! Desværre ved jeg ikke hos hvem, hvor længe forholdet har varet, eller om hun svarede på en annonce. Gad vide om man kan finde ud af det? Det må vel kræve studier af gamle aviser?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at pigen fra 1928 er sat i pleje (ikke bortadopteret for hun vedbliver at hedde Christensen), men også, at hun har drengen fra 1931 med sig i pladsen. Og en anden sikker ting, jeg selv husker er, at hun efter skilsmissen fra morfar altid kaldte ham for “den gamle”. Det var ikke ret pænt.

Præsten skriver ved vielsen mellem de to:

Ungkarl Arbejdsmand Carl Frederik Kristensen. Født i Skærlund, Brande Sogn, Vejle Amt, den 13. September 1899. Søn af Husmand Bertel Kristensen og Hustru Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt af Skærlund og Ungpige, Husbestyrerinde af Blaahøj Mary Christensen, født i Ellinge Kongepart, Højby Sogn, Holbæk Amt, d. 8. februar 1910. Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Caroline Marie Carlsen af Højby Sogn. Forloverne: Arbejdsmand Andreas Marinus Lindsted og Arbejdsmand Anders Kristen Jensen. Viet af sognepræsten i Blaahøj Kirke. Anmærkninger: Den borgerlige Myndigheds Attest udstedt af Sognefoged Niels Møller, Omvraa 20. oktober 1933.

Hvad var der med Marinus?

Der er noget med navnet “Marinus”, der optræder blandt forloverne. Jeg kan svagt huske, hun talte om en Marinus. Gad vide om hun (også) havde et forhold til ham? Var det ham, hun var husbestyrerinde hos? En søgning i folketællingen 1930 kunne måske give svaret. Den er endnu ikke tastet for Blaahøj, så jeg har selv bladret. Den er ikke ret omfattende og er ret let at læse, så det tror jeg, jeg vil melde mig til at gøre. Hvis vi ikke hjælpes ad, kommer der jo aldrig mere søgbart i Dansk Demografisk Database.

Folketællinger er fortidens CPR. Fra 1845 rummer de også fødested, og jo længere, vi kommer op i tid, jo mere kan man stole på, hvad de udsendte tællingskommissærer noterede i skemaerne, når de gik fra hus til hus og noterede, hvem der befandt sig på matriklen, deres stilling i hustanden, fødselsdato osv. Folketællingerne er et rigtig godt input og det er utrolig værdifuldt, at så mange mennesker har brugt tid på at taste millioner af skemaer.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor mormor befinder sig den 5. november 1930. Jeg kan ikke finde hende i Blaahøj. Til gengæld fandt jeg til min store overraskelse morfar som “Tjenestekarl” i Hallundbæk med den interessante tilføjelse, at han året før var i Kastrup, hvilket bekræftes af hans egen fortælling om sit liv. Han tog til København for at arbejde – og hans sjak turede byen rundt i nattelivet.

Og jeg får absolut ingen resultater, når jeg prøver de mere avancerede søgemetoder blandt de indtastede data i 1930. Drengen, Hans Juhl CHRISTENSEN, fra 1931 er født i Øster Starup Sogn, som ligger i Brusk Herred, Vejle Amt. Selv hedder hun Mary CHRISTENSEN og er født i Højby, som det også fremgår af kirkebogsudskriften ved vielsen. Min mor blev født i Blaahøj i 1935.

Tankerne ledes hen på “Fødselsanstalten i Jylland” – Fij

Længe før aborten blev fri (sidstnævnte er jeg selv vældig tilfreds med at den ikke var i 1963), oprettedes i Aarhus i 1910 FiJ, der førte egne kirkebøger. FiJ står for “Fødselsanstalten i Jylland”, der var pendanten til, at man kunne føde på Fødselsstiftelsen i København, evt. som “Hemmeligt fødende”, hvis man nægtede eller bare ikke kunne oplyse faderens navn.

Museum KØN har en rigtig spændende og oplysende artikel om anstalten her. Både gifte og ugifte kunne føde på FiJ. De ugifte kunne her skjule skammen over det uægte barn, men de fik en markant dårligere behandling end de gifte kvinder: eksempelvis fik de dårligere kost. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser om det. Men sådan var virkeligheden.

Forleden fandt jeg tilfældigt et menneske, der var født på Fødselsanstalten i Jylland. Moderen var fra Blaahøj. Jeg medtager altid inskriptionerne sammen med kildeangivelserne, så du kan se blandt kilderne (nr. 2), at moderen var surprise: Husbestyrerinde, da hun fire år senere gifter sig.

På en eller anden måde hænger historierne sammen. I hvert fald i mit hoved 🙂

,

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Jeg holdt af min morfar

Jeg har  ikke glemt, jeg har skrevet om ham før…

I har også set billedet før, jeg holder bare af det. Maskinen, han sidder på, kaldes en aflægger.

Min morfar Carl Frederik Kristensen kunne være fyldt 122 år i dag. Han havde det, man helt igennem kan kalde et møg-liv. Han var født på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn) i 1899.

Faderen døde, da morfar var 18 år og moderen af den spanske syge, da han var 24 år. Han overtog fødehjemmet “Schiøttsminde” i Skærlund, knoklede igennem sammen med søsteren Thora som hjælp, men det gik ikke. Han gik på tvangsauktion som 26-årig i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der var på 54 tdr. land. Faderen Bertel Kristensen havde drevet det med heste, men morfar ville have moderne landbrugsmaskiner blandt andet selvbindere. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne. Forskellige profitmagere gjorde udlæg i ejendommen og tjente godt på det, og morfar måtte til sidst give op.

I 1977 blev der udarbejdet en slægtsbog af “Dansk Slægtsforskning, Fredericia”, og til den fortæller morfar selv:

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Jeg kan næsten blive trist over at læse den passus.

Efter tvangsauktionen

Årene fra 1926 – 1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han min mormor Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem. I 1935 får de min mor.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Mormor vil til Højby i Ods Herred, hvor hun er fra

Ca. 1950, hvor min mor er 15 år gammel, rykker familien til Ellinge Lyng i Højby, men morfar skal stadig tjene pengene ved forefaldende arbejde rundt omkring i landet. Det går selvfølgelig ikke i det lange løb, og det ender med skilsmisse.

Han får endelig fast arbejde på Specialbeton i Odense som cementstøber (fra 1952 – 1968). Følgende gør mig rasende – jeg kan godt huske uret, et elektrisk vækkeur efter 16 års knokleri:

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelse ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.

Kolonihaverne

Carl Frederik Kristensen 122 år i dagSelv husker jeg morfar have det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave i Odense. Den første have var ret lille, og huset på den var tilsvarende småt – men der var hyggeligt! Haven var fyldt med frugtbuske – især stikkelsbær, som blev lavet til stikkelsbærgrød. Det smagte glimrende og morfar var dygtig til at lave mad.

På et tidspunkt solgte han det lille kolonihavehus, og fik en større grund med flot helt nyopført hus på i haveforeningen “Skytteløkken” i Odense. Da var han desværre bare blevet for gammel til at kunne holde det. Som en slags arveforskud gav han det derfor til Jytte og hendes mand (psykopaten), der solgte det og brugte pengene til udbetalingen på gården i Hårby på Sydfyn.

Sådan endte det

  • 1976/77 bor han i en lille etværelses pensionistbolig i Odense
  • 1979 (juli) flytter han ind hos min mor m.fl. i Svaneke – og her bliver han ikke behandlet ret godt men som en klods om benet. Han kan ingenting, helbredet vil ikke mere, så han sidder dag ud og dag ind i et baglokale til en slags  skobutik og kigger ud i luften eller på fjernsynet.
  • Efter juli 1980 (for jeg er flyttet), flytter han ind på Svaneke plejehjem.
  • 1982, 3. november dør han på plejehjemmet og bliver begravet på Olsker kirkegård.

Jeg har på fornemmelsen, at min sociale indignation stammer fra denne historie!