Jeg er blevet snydt for min arv

Den forsvundne arv

Jeg elsker “Forsvundne arvinger” på DR1, hvor Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh går på jagt efter forsvundne arvinger. Jeg er på ingen måde forsvundet, men jeg tror, min arv er forsvundet. Selvom jeg aldrig har været særlig god til arveret, tror jeg alligevel, jeg har en historie:

Da min far døde i november 1972, må han utvivlsomt have efterladt sig en arv. Der må have været penge i boet vurderet ud fra hans stilling som direktør på en større tekstilfabrik. Og i hvert fald husker jeg ordet “enkepension”. Min “mor” sad selvfølgelig i uskiftet bo. Hvem ville ikke gøre det for at undgå at skifte med et barn på otte år og en måned? Det er helt naturligt.

Men da hun giftede sig igen i april 1975, burde der være skiftet med mig. Man kan ikke indgå nyt ægteskab, når man sidder i uskiftet bo. Ønsker man at indgå i et nyt ægteskab, skal man skifte det uskiftede bo. Sådan har reglerne været siden 1700-tallet, og dem kender jeg forholdsvis godt. Fra en ven, der er præst, ved jeg, at man på en eller anden måde skal have en form for tilladelse (hvorfra?) til at gifte sig igen, og præsten skal påse, at formalia er i orden. Hvorfor skete det ikke?

Det kan godt være, at boet var “spist op” i de år, der var gået, og at der ikke var noget at arve, men det kan næppe bevirke, at der ikke skal gennemføres et skifte? Resultatet af skiftet kan så bare være “Det er bare ærgerligt min ven, der er ikke noget tilbage at arve”. Men så har man gennemført skiftet.

Hvem varetager barnets rettigheder?

Da hun giftede sig igen, var jeg 11 år og uden forstand på arveret el.lign. Hvem varetog egentlig mine interesser? Burde der være beskikket en bistandsværge eller lignende? Jeg synes, man kan stille mange spørgsmål.

En sjov detalje er faktisk, at havde min far haft særbørn (dvs. børn fra et andet ægteskab) skulle de have givet skriftlig tilladelse til hendes hensidden i uskiftet bo. Men nu var jeg jo barn af dem begge, så der krævedes ingen underskrift. Det er nogle pudsige regler.

Da hun selv døde, arvede jeg heller ikke noget, men det burde jeg måske? Der skulle jeg selvfølgelig have delt med min halvbror, og derudover havde psykopaten tre levende særbørn. Men eftersom han døde senere end hende, kunne han selvfølgelig havde hensiddet i uskiftet bo? Næh forresten, de var jo skilt … Så giver uskiftet bo jo ingen mening. Slægtsforskning er lidt knudret her …

Det er ikke noget, jeg vil rode op i

Jeg tror altså, jeg er blevet snydt i et par omgange, men jeg vil ikke rode op i det.

• Primært fordi jeg ville komme i kontakt med mennesker, jeg formentlig ikke har noget tilfælles med (eksempelvis den halvbror, der er søn af min “mor” og psykopaten).
• Sekundært fordi der næppe ville være noget af værdi. Jeg går ikke efter penge, som i den forbindelse er uinteressante, men det kunne være gamle billeder, morfars 100 håndskrevne sider osv. Hvor er alle de ting mon blevet af? Har mennesker uden pietetsfølelse bare smidt ud? Det frygter jeg.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.