Tag Archive for: Arvingerne

/0 Kommentarer/i /af

Den forsvundne arv

Den forsvundne arv

Jeg er blevet snydt for min arv

Den forsvundne arv

Jeg elsker “Forsvundne arvinger” på DR1, hvor Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh går på jagt efter forsvundne arvinger. Jeg er på ingen måde forsvundet, men jeg tror, min arv er forsvundet. Selvom jeg aldrig har været særlig god til arveret, tror jeg alligevel, jeg har en historie:

Da min far døde i november 1972, må han utvivlsomt have efterladt sig en arv. Der må have været penge i boet vurderet ud fra hans stilling som direktør på en større tekstilfabrik. Og i hvert fald husker jeg ordet “enkepension”. Min “mor” sad selvfølgelig i uskiftet bo. Hvem ville ikke gøre det for at undgå at skifte med et barn på otte år og en måned? Det er helt naturligt.

Men da hun giftede sig igen i april 1975, burde der være skiftet med mig. Man kan ikke indgå nyt ægteskab, når man sidder i uskiftet bo. Ønsker man at indgå i et nyt ægteskab, skal man skifte det uskiftede bo. Sådan har reglerne været siden 1700-tallet, og dem kender jeg forholdsvis godt. Fra en ven, der er præst, ved jeg, at man på en eller anden måde skal have en form for tilladelse (hvorfra?) til at gifte sig igen, og præsten skal påse, at formalia er i orden. Hvorfor skete det ikke?

Det kan godt være, at boet var “spist op” i de år, der var gået, og at der ikke var noget at arve, men det kan næppe bevirke, at der ikke skal gennemføres et skifte? Resultatet af skiftet kan så bare være “Det er bare ærgerligt min ven, der er ikke noget tilbage at arve”. Men så har man gennemført skiftet.

Hvem varetager barnets rettigheder?

Da hun giftede sig igen, var jeg 11 år og uden forstand på arveret el.lign. Hvem varetog egentlig mine interesser? Burde der være beskikket en bistandsværge eller lignende? Jeg synes, man kan stille mange spørgsmål.

En sjov detalje er faktisk, at havde min far haft særbørn (dvs. børn fra et andet ægteskab) skulle de have givet skriftlig tilladelse til hendes hensidden i uskiftet bo. Men nu var jeg jo barn af dem begge, så der krævedes ingen underskrift. Det er nogle pudsige regler.

Da hun selv døde, arvede jeg heller ikke noget, men det burde jeg måske? Der skulle jeg selvfølgelig have delt med min halvbror, og derudover havde psykopaten tre levende særbørn. Men eftersom han døde senere end hende, kunne han selvfølgelig havde hensiddet i uskiftet bo? Næh forresten, de var jo skilt … Så giver uskiftet bo jo ingen mening. Slægtsforskning er lidt knudret her …

Det er ikke noget, jeg vil rode op i

Jeg tror altså, jeg er blevet snydt i et par omgange, men jeg vil ikke rode op i det.

  • Primært fordi jeg ville komme i kontakt med mennesker, jeg formentlig ikke har noget tilfælles med (eksempelvis den halvbror, der er søn af min “mor” og psykopaten).
  • Sekundært fordi der næppe ville være noget af værdi. Jeg går ikke efter penge, som i den forbindelse er uinteressante, men det kunne være gamle billeder, morfars 100 håndskrevne sider osv. Hvor er alle de ting mon blevet af? Har mennesker uden pietetsfølelse bare smidt ud? Det frygter jeg.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i /af

Arvingerne

Godt TV – et forsøg på en anmeldelse

Jeg følger levende med i TV-serien Arvingerne, som jeg synes, er fabelagtigt godt fjernsyn.

For at være godt opdateret her inden anden sæson satte jeg mig en dag med min iPad og så samtlige 10 afsnit fra første sæson i et hug. Jeg havde godt nok også alle hovedpersonerne bag øjenlågene, da jeg skulle sove den aften 🙂

Serien har Grønnegården som centrum for alle tiders familiefejde. Veronica – mor til de fire søskende – dør af kræft og overlader gården til Signe AKA Sunshine, der spilles af Marie Bach Hansen. Det meste af første sæson drejede sig om selve arvestriden, og den var meget levende skildret. Især retssagen fik alle menneskets værste sider frem i fx advokaten Frederik fremragende spillet af Carsten Bjørnlund. Også Gro spillet af Trine Dyrholm trådte i karakter, da hun fx egenhændigt fuskede med fondspapirerne, så Grønnegården ville gå til en fond (og altså ikke til Signe), og hvor fonden så skulle bygge et museum i forbindelse med gården. Det er Veronica sidste vilje at hendes datter Signe skal arve gården, samtidig ligger der et modstridende testamente, og hele spørgsmålet er, om brevet til Signe overruler testamentet.

Selv har jeg været en lillebitte smule involveret i en arvestrid med min halvbror, og det var ikke særlig rart. Det eneste jeg gerne ville have haft efter min mor var morfars 97 små håndskrevne sider om hans liv, som interesserede mig meget, da jeg er bidt af en gal slægtsforsker. En kopi havde også været fint. Det andet var min farfars rosentræsskab, der oprindeligt var et medicinskab, og som jeg var bedst berettiget til, da det var fra min fars slægt, og som min halvbror ikke rigtig har nogen adkomst til, da han har en anden far. Den lillebitte smule arvestrid var tilstrækkeligt for mig. I øvrigt har jeg ikke andre, jeg kan arve, jo måske min biologiske mor, men det er jeg ikke interesseret i. Jeg føler ikke, at jeg har adkomst til noget der.

Signe prøver at samle sine tre søskende omkring gården, ved at foreslå hvordan de kan dele den mellem sig, men det er de andre tre ikke interesserede i, og Gro kører fortsat frem med museumsplanerne.

Signe er adopteret af John og Lise, der aldrig har fortalt hende, at hun var adopteret, men det finder hun ud af i forbindelse med Veronicas (moderens) død. Under retssagen kommer det frem, at John har haft en hel del kontakt med Veronica og at de fx har været i Rom sammen uden Lises vidende. 

Der er dramaer nok at tage fat på, og jeg kan ikke lige huske, hvordan hele første sæson forløb. For den interesserede kan jeg oplyse, at alle afsnittene ligger på DR TV – DR’s app, så man kan se den på tablet eller mobil.

Nu er anden sæson så i gang, og der er spænding nok at tage af.

Gårsdagens afsnit fokuserede på Emils ophold i et thailandsk fængsel med megen frygtelig brutalitet. Han er indsat for at have solgt narko i form af joints, hvilket er en udvidelse af sigtelsen, der oprindeligt kun lød på besiddelse. Sigtelsen lyder på 80 joints til videresalg, hvor der vel reelt var 5-6 styk. Frederik regner hurtigt ud, at der i to baglommer og en brystlomme ikke kan være mere end 32 joints. Gro og Frederik rejser til Thailand, for at prøve at få Emil løsladt. Det er noget af en overvindelse for Frederik, der ellers helst ikke vil se Emil igen, da han har været i seng med hans hustru Solveig.

En anden der gladeligt ryger joints er Thomas suverænt spillet af Jesper Christensen, som vi især kende fra “Bænken”. Han er en pudsig karakter, og det kan undre, hvorfor man så tit skal se ham enten i seng med en eller anden – fx advokaten Lone – eller i hvert fald uden tøj på. Han er 68 år, og er netop blevet far til lille Melody, som han har sammen med Isa. En anke over Isa er, at det næsten ikke er til at høre, hvad hun siger, hun mumler simpelthen. Isa stak af i gårsdagens episode, og ingen ved, hvor hun er taget hen. I følge hendes far har hun haft hashpsykoser og er psykisk ustabil. Hun er ikke i stand til at tage vare på Melody, som hun overlader til Signe og Gro i forening. Det er i øvrigt interessant at se den ellers karrierefikserede Gro vise noget der ligner moderfølelser.

For nu at blive ved Thomas så er han vel det, man kan kalde et gammelt hashvrag, men har er mere end det. Han spiller noget okkult musik på alskens mærkelig instrumenter. Til Melodys navngivningsfest har han selv skrevet ritualet og i ført sig en mærkelig “hat” og alt forløber godt lige til Isa smider barnet i søen. Det er Gro, der fisker ungen op igen og således redder den fra druknedøden.

Denne dramaserie er ganske enkelt fundamentalt spændende. Alle rollerne er godt besat med kendte skuespillerne, specielt synes jeg, at Jesper Christensen er et rigtig godt valg som Thomas, der er noget “spooky”. Trine Dyrholm som Gro er rigtig god, og jo flere afsnit jeg ser, jo mere sympati får jeg for hende.

I aften er tre af dem i Aftenshowet, hvor seerne kan stille spørgsmål. Det glæder jeg mig til at se, lige som jeg glæder mit til at se næste afsnit på søndag kl. 20:00