En Poul Martinsen-dokumentar

Blandt tusind ansigter

Poul Martinsen (1934 – 2020) var en af vores helt store dokumentarister. Lex.dk skriver blandt andet

I takt med, at tv blev mere hårdtslående og følelsesudleverende i reality-shows og mekanisk producerede dokumentarprogrammer, rendyrkede Poul Martinsen sin forkærlighed for at skildre almindelige menneskers hverdagsliv stilfærdigt og respektfuldt og med overraskende dybder.

Jeg fik anbefalet dokumentaren “Blandt tusind ansigter” fra 1990, der kan ses kvit og frit på DR’s Bonanza. Når man ser den, er det tydeligt, at 1990 er længe siden. En af kvinderne er fx ved at tage efteruddannelse i EDB…

Hovedpersonerne i dokumentarfilmen er to kvinder, der blev adopteret bort, da de var små. Nu prøver de på at finde deres biologiske slægt, især deres mor. Vi er med i Lenes og Susannes eftersøgning, som går fra det ene offentlige kontor til det andet – og for den ene af pigernes vedkommende videre til udlandet. Hvad er det, de søger? Lene og Susanne mener, de må finde deres mor for at finde sig selv.

Rørende dokumentar

Jeg græd, da jeg så udsendelsen. Det hænger selvfølgelig sammen med, at der er var så meget genkendeligt og at jeg selv leder efter efterkommere af min biologiske far. Om det nogensinde lykkes, ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg giver ikke så let op.

Det ender godt for den ene, der får en ny kæmpe familie med halvsøskende, fætre, kusiner osv., men mindre godt for den anden, der har fundet sin mor i en lille amerikansk flække og efter besøget har skrevet til hende flere gange gennem otte måneder uden at få svar. Det er en fin måde Poul Martinsen herved får vist, at det slet ikke er en nem proces. Måske har mor og barn tænkt på hinanden gennem hele livet, men hvad har de til fælles? Og er det for vanskeligt for moderen, der får rippet op i en virkelig vanskelig periode i sit liv?

Poul Martinsen spørger dem blandt andet om, hvordan de gennem deres barndom havde forestillet sig deres biologiske mor. Den ene svarer noget, der er helt almindeligt for adoptivbørn, nemlig at hun havde forestillet sig, at den biologiske mor var prinsesse. Selv forestillede jeg mig, at min biologiske mor var filmstjerne i Hollywood. I virkelighedens verden var hun mange år ansat på et offentligt kontor.

De to kvinder har altid været klar over, at de var adopterede, der har heller aldrig været mystik hos dem. Den ene var på børnehjem i fire år, før hun fik en ny familie. Det er længe.

Den ene husker, at hun gennem barndommen nogle gange pakkede sine legesager og sagde, at nu flyttede hun hjem til sin rigtige mor, hvis der var konflikter i den nye familie. Adoptivmoderen tog det roligt og replicerede: “Husk vi spiser kl. seks”.

Når jeg bliver 18…

Eftersom jeg altid har vidst, jeg var adopteret, var jeg gennem hele min barndom også klar over, at jeg ville opsøge min biologiske mor, så snart jeg blev 18. Om der stod i adoptionsbevillingen, at det måtte jeg gerne, husker jeg ikke, men jeg er kommet i tanke om, at det vist var en af de allerførste ting, jeg foretog mig kort efter fødselsdagen – måske endda på selve dagen.

Da jeg et par år tidligere flyttede fra Bornholm, fik jeg adoptionsbevillingen med mig. Det var vel egentlig hjælpsomt men måske også en lidt underlig handling? Det var selvfølgelig praktisk efterfølgende.

Seks halvsøskende

Jeg har ingen familie, og alligevel har jeg i alt seks halvsøskende. Jeg har fundet ud af, at min biologiske far (1939 – 1996) også havde disse børn:

• En søn født 1965 i Frederiks Sogn, Lysgård Herred, Viborg Amt,
• En datter født 1966 i Stege Sogn, Mønbo Herred, Præstø Amt, og
• En datter født 1983 i Tølløse Sogn, Merløse Herred, Holbæk Amt.

Deres navne kender jeg ikke, men der er et specielt efternavn, og et venligt menneske er i færd med at sende forsigtige SMS-beskeder ud på mine vegne. Han spørger dem, der kan være mulige efterkommere af min biologiske far, om deres far hedder sådan og sådan, og hvis det er tilfældet, har de en halvsøster, der gerne vil i forbindelse med dem, hvis de altså er interesserede i kontakt.

Jeg er utrolig spændt på, om det giver pote.

Yderligere søgen

I dokumentarens rulletekster nævnes to foreninger “Stamtræet” og “Hvem er jeg?”. “Stamtræet” er nedlagt og “Hvem er jeg?” kan jeg ikke finde.

I min søgen fandt jeg i stedet denne interessante artikel: “Biologiske mødre har også brug for et godt liv” af Aniella Bonnichsen fra www.modkraft.dk. (Socialudvalget 2012-13. SOU alm. del Bilag 99. Offentligt.) Modkraft.dk er også lukket, men artiklen kan findes på Folketingets hjemmeside. Artiklen er skrevet af en kvinde, der selv har prøvet at give sit barn fra sig, og det skriver hun om. Det er meget interessant læsning, der giver forståelse for, hvordan det mon føles. Det må være det sværeste, en kvinde kan komme ud for.