Indlæg

,

Grundlovens § 75, stk. 2

Et forsørgelsesgrundlag?

Grundlovens § 75, stk. 2 lyder sådan:

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Det fremgår af Folketingets egen hjemmeside, at:

Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende love har bestemt, at det er ‘enhver, der opholder sig lovligt her i landet’. Det står også i de seneste sociallove: lov om social service og lov om aktiv socialpolitik. Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp. Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.

Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse

Der må ikke være den mindste tvivl hverken hos myndighederne eller hos flygtningene eller de familiesammenførte til flygtninge om, at de skal rejse hjem, når det er muligt – uanset om det sker ad frivillighedens vej eller med tvang

Der er lagt op til en bred fortolkning af ‘når det er muligt’. Det kan vi alle se forskelligt på. Martin Henriksen (DF) og jeg vil næppe være helt enige.

Da filteret faldt

Ydelsen, der har ændret navn til ‘selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’ , er 1. december 2018 på DRs side under skarp beskydning af Kirsten Ketscher, der er professor i socialret og diskriminerings- og ligestillingsret ved Københavns Universitet. Hun mener ikke, at man kan ‘…ernære sig og sine’ på den kommende ydelse, der vil bestå af 9.993 kr. brutto, der vel vil give ca. 6.100 kr. netto, hvis trækprocenten er 39, som min er på en anden overførselsindkomst.

Det, med at kunne ernære sig og sine allerede hvis man var på integrationsydelse, blev beskrevet af Institut for Menneskerettigheder i en rapport fra 11. oktober 2018. Det fremgik, at det kunne man ikke. Forældrene spiste ikke, hvis børnene skulle have mad, og mange boede i skimmelbefængte boliger.

Dagen efter – den 12. oktober – blev jeg indlagt en måned med en nærpsykose, fordi jeg læste rapporten og mistede den sidste rest af mit ‘filter’ herved. Jeg kunne ikke bære, at mennesker skulle leve i den dybe nød her i landet!

Læs den selv. Og bliv evt. klogere.

Martin Henriksen på kant med grundloven som fortolket på Folketingets hjemmeside!

Det fremgår tydeligt på Folketingets hjemmeside, at ‘…Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp.’

Martin Henriksen har et andet standpunkt: ‘ Det er vores opfattelse, at den pågældende paragraf i grundloven som udgangspunkt er til for danske borgere. Den nuværende fortolkning i Justitsministeriet er, at man også er forpligtiget til at give en ydelse til folk, der kommer udefra. Vi mener, at en yderligere sænkelse er helt inden for rammerne af grundloven, siger han.’

Jeg må som jurist – trods alt – sige, at han da er helt ude i skoven. Hvordan kan han sætte sig over de jurister, der har skrevet den rigtige fortolkning af § grundlovens 75, stk. 2? Det er kronjuristerne i Justitsministeriet, der har været på arbejde.

Hvordan kan han?

, , ,

Cowboyland

Retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer

Ovenstående er det vi almindelige mennesker kalder funktionærloven. Af den fremgår:

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren taler herfor.

(Mine fremhævninger.)

§ 2 handler om opsigelsesvarslerne.

§ 21 stk. 1 er temmelig klar, og der er ikke noget at rafle om. Loven er beskyttelsespræceptiv.

Rådgivning fra Djøf
  1. PL-reguleringen: Drop det. Det er småpenge, og det plejer ikke at stå i en kontrakt.
  2. Varslerne: Skriv under selv om deres udspil er noget vrøvl. Retspraksis er nemlig sådan, at domsstolene tager udgangspunkt i lovgivningen (ret naturligt 🙂 ) og lægger til grund, at medarbejderen ikke på tidspunktet for underskrivelsen kunne vide, hvad der burde stå i kontrakten. Det vil sige: det er risikofrit for mig at skrive under, for det gælder alligevel ikke. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om retspraksis ændrer sig, men det lever jeg med.
  3. Det byder mig grundlæggende imod at skrive under på vrøvl, men på baggrund af Djøfs rådgivning, gør jeg det alligevel. Dette må have en ende.
  4. Hvis virksomheden ønsker det, stiller Djøf hjertens gerne op til en omgang “Læs og forstå” for ASE.
Virksomheden og ASE

Jeg har orienteret virksomheden om pkt. 4 herover. De vil – i dag – kontakte ASE og spørge, om de virkelig mener, at det skal være, som virksomheden har forstået det, nemlig at der kan aftales varsler, der er til ugunst for medarbejderen, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg kan ikke se andet, end at virksomheden har misforstået et eller andet. Og ellers træder Djøf gerne i karakter.

Jeg drøftede med Djøf, om det virkelig kunne være sandt, at arbejdsmarkedets parter kunne underkende lovgivningen ved en aftale dem imellem? Det kan naturligvis ikke være sandt – og da slet ikke, når det er til ugunst for medarbejderen. Det hedder ganske enkelt, at loven er “trinhøjere”.

En rigtig fagforening

Jeg er utrolig glad for Djøfs topkompetente rådgivning. Sådan er det, når man er medlem af en rigtig fagforening ctr. en “gul”. Jeg føler mig både taget alvorligt og lyttet til, også selv om det “bare” er et fleksjob på 8½ sølle ugentlige timer til 7.000 bittesmå kr. brutto pr. måned (i al evighed). Jeg er godt nok psykisk syg, men jeg kan stadig tænke, og faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor meget af den “juridiske metode” jeg stadig har en vis føling med. Jeg havde dog ikke ret i det med nulliteten.

For mig er det naturligt at være organiseret, og det har jeg været i hele mit liv, selv da jeg stakkede kartofler i Irma efter studenterkurset og før universitetet. Da stod jeg selvfølgelig i HK.

Facebookgruppen “Bak op om de offentligt ansatte” har idelige diskussioner om dem, der lukrerer på det, vi andre via vores forbund har opnået. Må man gerne kalde dem “nassere”? Nej, det må man selvfølgelig ikke, for sådan hverken taler eller skriver man til/om andre mennesker, men selv face to face, kunne jeg sagtens forsvare at sige, at de hellere selv må forhandle deres overenskomster, når de nu ikke er med i en rigtig fagforening. Det er deres valg, men så må de også selv tage konsekvenserne af det valg.

Næste skridt

Når virksomheden har talt med ASE, kontakter de mig, hvorpå jeg fører tastaturet (for så bliver det nemlig tilnærmelsesvis rigtigt). Så skal fjerpennen frem, der skal scannes og sendes frem og tilbage, kommunen skal orienteres osv. Herefter kan vi vende tilbage til opgaverne. Det ser jeg frem til.

Og så noget helt andet

Citrusbowl med Skyr

Man tager:

  1. En grapefrugt
  2. En appelsin
  3. En mandarin
  4. Et bundt mynte
  5. Et halvt bæger skyr

Findeler og hakker, arrangerer det lidt pænt i et stort glas og nyder det. Det er virkelig lækker morgenmad.

 

Overvåget samvær

Jeg er ikke på vej i mani, så det er ikke af den grund, jeg skriver to indlæg på en dag. Jeg skriver igen, fordi jeg er harm på min vens vegne. Han har givet mig lov til at skrive  historien.

Min ven på øen

Måske kan du huske, at jeg skrev om en ven, der flyttede til en ø, og at vi har lært hinanden at kende på Psykiatrisk Center Hvidovre i sommeren 2015. Efter han flyttede til øen, har vi lært hinanden rigtig godt at kende. Vi ringer sammen hver dag, og vi støtter hinanden i stort og småt.

Han og hans tidligere kæreste har en dreng på fem år sammen. Min ven har fået besked om, at han kun kan se sønnen via “Overvåget samvær”, således som det er beskrevet i Lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love § 17, stk. 1. Hvorfor det egentlig er blevet til overvåget samvær, er jeg ikke klar over, ellers kan jeg bare ikke huske det.

Tilføjelse 01-10-2016: baggrunden for det overvågede samvær er, at kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid.

Han har haft et misbrugsproblem, men det er ovre, nu hvor han har mødt en ny kæreste, og der er kommet orden på livet igen. Han er ikke voldelig, for det hænger ikke sammen med at være buddhist – og var han ikke buddhist, var han såmænd ikke voldelig alligevel.

Årsager til overvåget samvær

Af en pjece fra Statsforvaltningen fremgår det: Der kan være mange forskellige grunde til, at Statsforvaltningen bestemmer, at en forælder har overvåget samvær med sit barn. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid, eller hvor forælderen og barnet endnu ikke kender hinanden. Overvåget samvær kan også sættes i værk, hvis forældrene har mange konflikter og svært ved at samarbejde om barnet. Eller i situationer, hvor der er mistanke om vold eller misbrugsproblemer. I disse situationer vil fastsættelse af overvåget samvær typisk være et alternativ til ophævelse eller suspension af samværet.

Min ven har fået at vide, at Statsforvaltningen ikke kan se, at der skulle være noget til hinder for, at de ser hinanden, og at der hverken er psykiatriske diagnoser eller misbrugsproblemer, der står i vejen.

§ 17, stk. 4: “Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om overvåget samvær”. Og det er så det, han/hun har gjort.

I dag skulle min ven så se sønnen for første gang i et år – der er en time til rådighed. Hvordan knytter man bånd på en time?

Gaven

Sønnen har lige haft fødselsdag, så min ven havde selvfølgelig en gave med. Det absurde er, at moderen nægtede sønnen at tage imod gaven, og denne nægtelse blev godkendt af statsforvaltningens jurister, da den børnesagkyndige psykolog, der var sat til at overvåge samværet, spurgte dem, hvordan det (altså gaven) skulle håndteres. Begrundelsen var, at hvis sønnen fik gaven, kunne moderen blive sur, og at det ikke var foreneligt med barnets tarv, at have en sur mor.

Jeg kan slet ikke forstå den form for argumentation, og jeg har lovet at hjælpe med at formulere en klage til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, jfr. § 31. Det kan ikke være sandt. (I øvrigt er det da underligt, at man har ment, at sager om familier og forbrugere skulle ligge under samme ressortministerium).

Da han ringede og fortalte mig om det, talte vi lidt om “Foreningen far”, og om de kunne hjælpe. Jeg er bare ikke så begejstret for dem, da det man hører ofte er, at de hjælper voldelige fædre med igen at få del i forældremyndigheden, og at fædrene derefter udøver vold mod børnene eller i helt groteske tilfælde ligefrem slår børnene ihjel.

Jeg synes, det hele er noget underligt noget, og jeg skal nok få en klage banket sammen.