Tag Archive for: Jura

,

Der er mange med “S”: “Søg og du skal finde”

Der er mange med "S" for "søg og du skal finde"

Årsagen til navneregistrene i tyske kirkebøger?

Der er mange med “S” for “søg og du skal finde”

Jeg vil finde ud af, hvor mine aner bliver af. Derfor er jeg begyndt på en langsommelig proces: Jeg gennemgår alle navneregistrene over de mennesker, der hed noget med “S”. Kvinder alfabetiseres under deres giftenavn, dvs. at jeg ikke finder kvinderne fra min slægt, der finder på at gifte sig til X, Y eller Z. Jeg tror bare ikke, det kan gøres mere systematisk.

Kan jeg få fat i bare et “hjørne”, har jeg noget at gå videre med. Og jeg har også allerede fundet mange Stegmüller på den måde i Marien. Navnet staves til tider også “Stechmüller”, men der er ingen tvivl om, at jeg har fat i den rette, og det var kun adlen, der gik op i den slags detaljer. Han er borger og skomagermester (i et par generationer) og hustruen er den rette. Hvis navnet dertil er noget med Wilhelm eller Rudolf er jeg ekstra begejstret. For kvinder er Wilhelmine og/eller Henriette og/eller Charlotte et scoop.

Selvfølgelig er det nemt, når man leder efter sit eget efternavn, som er uhyre sjældent – også i Tyskland. I Danmark er vi 14, jfr. Danmarks Statistiks “Hvor mange hedder …?

Der er mange med "S" for "søg og du skal finde"

Men opgaven er omfattende, for der er virkelig mange med “S” – tænk bare på Schultz. Og så kan man jo undre sig over dem, der hedder “Schönfisch”. Jeg lægger nu også lidt mærke til dem, der kaldes “Schuster” eller “Schuhmacher” (begge skomager), for det kunne jo være, præsten kaldte min ane sådan for nemheds skyld.

Jeg sidder og gennemgår navneregistrene et for et for samtlige betydende sogne i Frankfurt. For at vide, hvor jeg er kommet til, fører jeg en art logbog. (Jeg er for doven til at løse opgaven flere gange). Den ser sådan ud – og er ikke helt systematisk, men det er jo bare mig selv, der skal finde rundt i den, så det går:

1. Marien: 1740-1971 -> Bestattungen (gennemset til og med 1899)
2. Marien: 1740-1967 -> Taufen: (Gennemset til og med 1925 - seneste relevante indførsel er en dødfødt datter i 1833 - flytter de?)
3. Marien: 1740-1972 -> Trauungen (gennemset til og med 1900)

1. Sankt Georg: Namensregister Taufen 1701-1776: Ingen under "S"
2. OBS: Ingen navneregistre 1777 - 1893 ...
3. Sankt Georg: Namensregister Taufen 1894-1909: Ingen under "S"

1. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Bestattungen 1700-1804: Ingen under "S"
- OBS: Her mangler 50 års Bestattungen mellem 1805 og 1853
2. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Bestattungen 1854-1909: Ingen under "S"
3. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Taufen 1700-1804: Ingen under "S"
- OBS: Her mangler 50 års Taufen
4. Frankfurt (Oder), Gertraud Namensregister Taufen 1854-1904

Navneregistrene er fremragende søgemidler. Men hvorfor har man overhovedet ofret ressourcer på at fremstille dem? De er jo næppe lavet til glæde og gavn for genealoger. Det har taget oceaner af tid, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man har grebet opgaven an. Har man simpelthen bladret fx 231 års kirkebog igennem 28 gange og første gang noteret alle dem med A, anden gang dem med B osv.? Det har været et rigtig Sisyfos-arbejde.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de er udarbejdet for, at præsterne nemmere kunne udstede attester. Hvad ellers? Engang imellem mangler der navneregistre for en periode på ca. 50 år. Blev man træt af det eller?

  • Den tyske personregistrering er – i modsætning til den danske – henlagt til “Standesamterne” (kan vist opfattes som en art “folkeregistre”). Hertil melder man fødsel og død, fordi stat og kirke er adskilt i Tyskland. Det er vist sådan, at foretages der efterfølgende en kirkelig handling, indføres den i sognets/”Gemeinde” ministerialbog
    • “Personregistreringen gælder fødsler, vielser/skilsmisser og dødsfald og føres i »Personenstandsbücher« eller »Standesregister«. Lige fra begyndelsen blev der lavet kopier, som ved årets slutning skulle overgå til de retslige myndigheder. Kom der efterfølgende indførsler eller rettelser, skulle disse også indføres i kopibøgerne. Mange af de originale bøger gik tabt i 1945.” Kilde: Birgit Flemming Larsen “Slægtsforskning i Tyskland” PHT 2004/2.
  • i Danmark bestemte man allerede ved Chr. den femtes Danske Lov (fra 1683) i 2-8-7 at hver præst for sit sogn skulle føre en fortegnelse over de trolovede, viede og døbte (både de ægte og de uægte). 2-8-7 lyder sådan:
    • “Hver Præst skal have een Bog at tegne ved Dag og Tid deris Navne udj, som hand
      trolover og vier tilsammen, saa ogsaa de Børns, som hand døber i sit Sogn, Egte og
      Uegte, tillige med Faddernis Navne.”
  • senere (i 1685) bestemte “Danmarks og Norges Kirkeritual” nærmere, hvordan det skulle foregå. Her kom også de døde og reglerne for barselskvindernes kirkegang med. Ritualet trådte for Danmarks vedkommende i kraft i 1786, men for Norges vedkommende først i 1788.

Jeg vil gerne anbefale en bog om danske forhold

Det kan være utrolig nyttigt og spændende at gøre sig bekendt med reglerne for førelsen af ministerialbøgerne. Når man kender reglerne – og baggrunden for dem – giver kirkebøgernes indhold ofte meget mere mening. En virkelig nyttig bog, som man nemt finder antikvarisk, er “Dansk kirkeret” af August Roesen. Min er udgaven fra 1976 købt for ca. 100 kr. Genealoger behøver den alligevel ikke nyere. Her fandt jeg blandt andet ovenstående om Danske Lov og Danmarks og Norges Kirkeritual.

Af bogen fremgår fx, at ministerialbøgerne ikke måtte føres med kuglepen. Tænk det synes jeg da ofte, man ser fra efter krigen og fremad. I 1950’erne ses adskillige kuglepenne.

At “stå åbenbart skrifte”

Jeg har ikke været helt klar over, hvad åbenbart skrifte/publice absolution egl. gik ud på.

Jeg fandt ved et rent tilfælde “Vejen sogn i Malt Herred” fra 1936 af Søren Alkærsig på Slægtsforskernes bibliotek. Den rummer nedenstående artikel, som sætter tingene i en sammenhæng. At stå åbenbart skrifte har virkelig været slemt.

[] Offentlig Skrifte

Da der vel næsten ikke findes en Sognehistorie, hvor ikke den offentlige
Afløsning er nævnt, og Fremgangsmaaden derved ingensinde ses at være frem
draget, saa kan det maaske være paa Plads at referere ialtfald Hovedtrækkene
(efter Danmarks og Norges Kirkeritual 1685 og 1762).

Der er nogen Forskel paa Formen i Byen og paa Landet, men der er navnlig en,
som synes meget
dyb og uretfærdig: at „Afløsningen“ skal paa Landet ske om Søndagen i
hele Menighedens Nærværelse, mens den i Byerne sker om Fredagen. Den,
som læser det følgende, vil straks fornemme Forskellen.

“Efter at vedkommende nogle Dage i Forvejen har bekendt sin Synd for
Præsten og forlangt Afløsning, og denne mener at kunne tage imod ham eller
hende, bekendtgør Præsten næste Søndag fra Prædikestolen, at der i Dag
er en Synder at afløse, „som haver forset sig mod N. Bud og dermed forar
get denne Christi Menighed, hvorfor han (hun) nu i Dag indstiller sig . . . at
afbede samme Forseelse hos Gud og Forargelse hos Menigheden. Guds Børn
ville alvorligen bede Gud for hannem (hende), at han i Naade selv vil forar
bejde en sand Omvendelse. . . og at han (hun) ikke herefter skal falde i slig
eller anden grov Last og Guds Fortørnelse…“

„Derpaa begynder Degnen i Koret denne Pønitensesalme: Beklage af al
min Sinde . .. “

„Imidlertid kommer Synderen (Synderinden) til Kordøren og knæler ned
lige i Døren (vendt mod Alteret). Naar Sangen er endt, kommer Præsten og
forestiller kortelig af Guds Ord den begangne Synds Vederstyggelighed og
hvor grovelig dette Menneske dermed har forset sig baade imod Gud og sær
deles imod denne Jesu Menighed, som derover allermest er bleven forarget
formanendes Synderen (Synderinden) til sand og alvorlig Omvendelse.“

Derefter skal Præsten stille 5 Spørgsmaal, hvortil vedkommende skal
svare Ja. Indholdet er en Bekræftelse af den „grove Synd“, at den fortrydes,
at han eller hun i Fremtiden vil undgaa denne og andre Synder og beflitte
sig paa et bedre og skikkeligere Levned, og at han (ell. hun) tror paa Guds
Naade, og nu „længes efter at annammes til denne Guds Menigheds Sam
kvem, som I ved Eders grove Synd og Forargelse har skilt Eder fra og nu
med andre Guds Børn inderlig attraar og begjerer at blive delagtig i Jesu
Christi helligste Legeme og Blod i Sakramentet.“

„Herhos skal især agtes, at om det er for Horeri eller Letfærdighed, da
spørges en Synderinde, hvo der er Fader til Barnet, hvilken hun da sand-
færdeligen har at navngive. Paa saadan Bekjendelse siger Præsten: Saa ven-
der Eder da om til Menigheden og afbeder den Forargelse, som I med denne
Eders Synd har givet dennem. Derpaa staar Synderen, (Synderinden) op og
vender sig til Menigheden sigendes:

Jeg beder, at I Guds Børn vil forlade mig denne min begangne Forseelse
og ikke støde Eder paa mig eller tage Forargelse af mig mere.
Saa knæler han (hun) igen ned for Præsten, som da ydermere paa Syn
derens (Synderindens) Vegne afbeder denne Forargelse og derhos med Paulus
alvorligen formaner hver og en, som tykkes, at han staar, at han ser sig vel
for, at han ikke falder, hvorpaa han endelig med Haandspaalæggelse afløser
Synderen (Synderinden) saaledes:

Efter saadan Eders Hjertes Bekendelse, som I her for Guds Ansigt og
denne hans christne Menighed aabenbare aflagt haver, da vil jeg paa Guds
og mit hellige Embedes Vegne . .. tilsige Eder (Navnet nævnes) denne Eders
begangne Synds (Syndens Natur nævnes paany) og alle andre Synders
Forladelse i Navn Gud Faders, Søns og hellig Aands, Amen! Gaar bort i
Herrens Fred og synder ikke mere!“ Derefter gaar vedkommende til Alters
sammen med andre i Menigheden.”

Der var ikke mindre end 14 Synder, man kunde komme til at staa aaben-
bar Skrifte for, mange af en saadan Natur, f. Eks. at et lille Barn kom ulyk
kelig af Dage, at det var umuligt at vare sig. Man kan tænke sig, hvad det
har været for en Pine for ærekære Mennesker at skulle være Genstand for
dette kirkelige Barbari, som snarest var værre end al Tidens øvrige Haardhed
og Raahed; og man maa oprigtig haabe, at der har været mange Præster,
som har søgt mest muligt at mildne en saadan Tortur. []


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Den forsvundne arv

Den forsvundne arv

Jeg er blevet snydt for min arv

Den forsvundne arv

Jeg elsker “Forsvundne arvinger” på DR1, hvor Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh går på jagt efter forsvundne arvinger. Jeg er på ingen måde forsvundet, men jeg tror, min arv er forsvundet. Selvom jeg aldrig har været særlig god til arveret, tror jeg alligevel, jeg har en historie:

Da min far døde i november 1972, må han utvivlsomt have efterladt sig en arv. Der må have været penge i boet vurderet ud fra hans stilling som direktør på en større tekstilfabrik. Og i hvert fald husker jeg ordet “enkepension”. Min “mor” sad selvfølgelig i uskiftet bo. Hvem ville ikke gøre det for at undgå at skifte med et barn på otte år og en måned? Det er helt naturligt.

Men da hun giftede sig igen i april 1975, burde der være skiftet med mig. Man kan ikke indgå nyt ægteskab, når man sidder i uskiftet bo. Ønsker man at indgå i et nyt ægteskab, skal man skifte det uskiftede bo. Sådan har reglerne været siden 1700-tallet, og dem kender jeg forholdsvis godt. Fra en ven, der er præst, ved jeg, at man på en eller anden måde skal have en form for tilladelse (hvorfra?) til at gifte sig igen, og præsten skal påse, at formalia er i orden. Hvorfor skete det ikke?

Det kan godt være, at boet var “spist op” i de år, der var gået, og at der ikke var noget at arve, men det kan næppe bevirke, at der ikke skal gennemføres et skifte? Resultatet af skiftet kan så bare være “Det er bare ærgerligt min ven, der er ikke noget tilbage at arve”. Men så har man gennemført skiftet.

Hvem varetager barnets rettigheder?

Da hun giftede sig igen, var jeg 11 år og uden forstand på arveret el.lign. Hvem varetog egentlig mine interesser? Burde der være beskikket en bistandsværge eller lignende? Jeg synes, man kan stille mange spørgsmål.

En sjov detalje er faktisk, at havde min far haft særbørn (dvs. børn fra et andet ægteskab) skulle de have givet skriftlig tilladelse til hendes hensidden i uskiftet bo. Men nu var jeg jo barn af dem begge, så der krævedes ingen underskrift. Det er nogle pudsige regler.

Da hun selv døde, arvede jeg heller ikke noget, men det burde jeg måske? Der skulle jeg selvfølgelig have delt med min halvbror, og derudover havde psykopaten tre levende særbørn. Men eftersom han døde senere end hende, kunne han selvfølgelig havde hensiddet i uskiftet bo? Næh forresten, de var jo skilt … Så giver uskiftet bo jo ingen mening. Slægtsforskning er lidt knudret her …

Det er ikke noget, jeg vil rode op i

Jeg tror altså, jeg er blevet snydt i et par omgange, men jeg vil ikke rode op i det.

  • Primært fordi jeg ville komme i kontakt med mennesker, jeg formentlig ikke har noget tilfælles med (eksempelvis den halvbror, der er søn af min “mor” og psykopaten).
  • Sekundært fordi der næppe ville være noget af værdi. Jeg går ikke efter penge, som i den forbindelse er uinteressante, men det kunne være gamle billeder, morfars 100 håndskrevne sider osv. Hvor er alle de ting mon blevet af? Har mennesker uden pietetsfølelse bare smidt ud? Det frygter jeg.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Overtrædelser af lov om ophavsret

Overtrædelser af lov om ophavsret

Det koster 4.500 kr. pr. gang

Overtrædelser af lov om ophavsret

Jeg har fået en over snuden et par gange, fordi jeg har overtrådt lov om ophavsret. Det formastelige var, at jeg har brugt billeder af (typisk) ministre og andre kendte personer, hvor en fotograf har ophavsretten til billedet. Det må man selvfølgelig ikke, så der vanker en afgift på ca. 4.500 kr. pr. billede. Selvom man betaler, får man ikke rettigheden til billedet. Det skal under alle omstændigheder slettes. Og man får ingen advarsel først.

Jeg fik firmaet, der hjælper rettighedshaverne med at scanne nettet (hvordan de så end bærer sig ad med det?) til at undlade at scanne min side i seks måneder, så jeg kunne få tid til at rydde op. Firmaet hedder Copyrightagent.com.

Og det har jeg så endelig fået gjort i dag, hvor det lykkedes at finde en indstilling i mediebiblioteket, hvor det var nemt at se, hvilke billeder der muligvis indeholdt en overtrædelse af lov om ophavsret. De seks måneder er ved at være gået, så det var på tide at komme i gang. Der røg lige 134 billeder ud af de i alt 2.188 billeder, som det jo altså tog nogle timer at gå igennem. Herudover har jeg slettet samtlige billeder fra min kopi-side, så jeg ikke skal gennem opgaven en gang mere. Næste kloning (kopiering) vil sørge for, at de tilbageværende lovlige billeder vil blive overført.

Jeg er glad for endelig at have fået det gjort, og jeg håber inderligt, at jeg har fanget alle de ulovlige billeder. Fra nu af kommer der ikke flere ulovlige billeder. Det er for dyrt!

Kunne firmaet have hjulpet?

Jeg har faktisk haft spurgt firmaet, om ikke de kunne hjælpe med en scanning, når de nu er så gode til det, men det ville de ikke. Det er selvfølgelig forståeligt nok, da det ville kunne reducere rettighedshavernes indtjening, men alligevel … Lidt konduite fra firmaets side ville have været passende.

Løsningen er Pixabay

Der findes en meget fin billeddatabase ved navn Pixabay. Her ligger tonsvis af billeder, man kan bruge lovligt og gratis. Har man lyst og råd, findes der også en samling af billeder, men kan betale sig fra at bruge. Jeg synes nu, de gratis er helt fine til mit formål, som bare er illustrativt.

ChatGPT kan også bruges til at skabe lovlige billeder

Jeg har valgt at betale for ChatGPT ($ 20 pr. måned), og så kan man få tjenesten til at generere billeder. Det var jeg ikke klar over, så jeg startede med følgende spørgsmål: “Når jeg nu har ChatGPT4, kan du så lave et billede til mig?”

ChatGPT: “Selvfølgelig, jeg kan skabe et billede for dig! Beskriv venligst, hvad du gerne vil have billedet skal indeholde eller forestille.”

“Det lyder dejligt. Jeg vil gerne bede om et billede, der forestiller nogle paragraftegn §§ på en baggrund med efterårsfarver.”

Og så fik jeg top-billedet leveret i min browser; det skulle bare tilpasses i størrelsen. Næste gang vil jeg bede om den korrekte størrelse på 665 px * 530 px fra starten. Det kan sikkert sagtens lade sig gøre.

Det er altså fascinerende, hvad ChatGPT kan bidrage med. For alle de penge jeg sparer til Copyrightagent, kan jeg nemt finansiere ChatGPT.

Overtrædelser af lov om ophavsret


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tilliden til justitsvæsenet

Tilliden til justitsvæsenet

Heldigvis har vi Højesteret

Tilliden til justitsvæsenet

Jeg synes, min tillid til justitsvæsenet er dalende. Inden for blot den seneste måned har Danmarks Radio dygtigt afdækket, at der er noget helt galt i både anklagemyndighed og politi!

I går kom så Højesterets afgørelse i anklagemyndighedens stort anlagte sag (for lukkede døre —) mod den tidligere “spionchef” Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Sagerne er nu frafaldet, hvilket er både godt og skidt.

  • Det er godt for de mennesker, der i to år har været tiltalt for landsforræderi efter bestemmelser med en straframme op til 12 år.
  • Det er skidt, fordi vi aldrig får at vide, om der “gik røg, uden der var en brand”.

Når domstolene har talt, ved vi som borgere i dette land, hvad vi har at rette os efter. Når anklagemyndigheden vælger at frafalde sagerne, kommer domstolene aldrig til at tale, og så er retstilstanden uklar. Det er ikke godt for tilliden til justitsvæsenet.

Man må undre sig over, at anklagemyndigheden uden videre frafalder sagerne. Skyldes det, at de har vurderet, at de alligevel aldrig kunne vinde dem?

I en retssag er der altid to parter, der ikke begge kan vinde. Der vil altid være en taber, og den rolle ønsker anklagemyndigheden naturligvis ikke at gå ind i med åbne øjne. De har lidt et kæmpe nederlag!

Dørlukningen

Det har været problematisk, at sagerne har været ført for lukkede døre i både byret og landsret. I Danmark hylder vi som en del af åbenheden i (straffe-)retsplejen, at offentligheden ved, hvad der foregår.

Hvis der virkelig var noget om snakken, altså at Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen lækkede statshemmeligheder, der ikke allerede havde været omtalt i TV og aviser, kunne sagerne selvfølgelig ikke føres for åbne døre. Men lukkethed i retsplejen er aldrig af det gode. Og nu får vi altså aldrig at vide, om der var noget om snakken.

Hvad foregår der i politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)?

Tilliden til justitsvæsenet

Danmarks Radio har vist, hvordan politiet forfølger en familie i underbukser på Vejle-kanten. De trænger ind i familiens hjem uden dommerkendelse. De bruger peberspray uden grund osv.

Familien har i følge DRs oplysninger rene straffeattester. Men selv for mennesker med plettede straffeattester finder retsplejelovens regler altså anvendelse. Det vil sige, at det kræver en dommerkendelse at trænge ind i borgernes hjem, og der må kun bruges peberspray, når det er nødvendigt osv. Faktisk synes jeg, det er forkert, at det gang på gang fremhæves, at familien er ustraffet.

Og endnu en sag:

Seks betjente fra Københavns Politi er anholdt og sigtet for tyveri og narkobesiddelse. “Der er tale om en alvorlig sag”, siger efterforskningschef.

Kilde: dr.dk

Lidt pladder-banalt kan man sige, at politiet er her for at beskytte os som borgere mod det kriminelle uvæsen. Lige nu synes jeg nærmere, det minder mere om, at politiet har udviklet sig til en stat i staten. Men måske har det altid været sådan; vi har bare ikke fået det at vide?

Når og hvis man er utilfreds med politiets arbejde, kan man klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det er fint og åbenbart nødvendigt, at vi har et uafhængigt organ til at varetage den form for opgaver.

Kritikken fra fremtrædende politiforskere går på, at Politiklagemyndigheden vurderer én sag ad gangen og ikke efterfølgende prøver at se det samlede sagskompleks i et metaperspektiv. Fx har den vejlensiske familie klaget adskillige gange men aldrig fået medhold. Havde man – på samme måde som Danmarks Radio – prøvet at se sagerne under et, ville der måske tegne sig et andet billede?

Jeg er bekymret for retssikkerheden!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.