Overtrædelser af lov om ophavsret
Det koster 4.500 kr. pr. gang
Indholdsfortegnelse
Overtrædelser af lov om ophavsret
Jeg har fået en over snuden et par gange, fordi jeg har overtrådt lov om ophavsret. Det formastelige var, at jeg har brugt billeder af (typisk) ministre og andre kendte personer, hvor en fotograf har ophavsretten til billedet. Det må man selvfølgelig ikke, så der vanker en afgift på ca. 4.500 kr. pr. billede. Selvom man betaler, får man ikke rettigheden til billedet. Det skal under alle omstændigheder slettes. Og man får ingen advarsel først.
Jeg fik firmaet, der hjælper rettighedshaverne med at scanne nettet (hvordan de så end bærer sig ad med det?) til at undlade at scanne min side i seks måneder, så jeg kunne få tid til at rydde op. Firmaet hedder Copyrightagent.com.
Og det har jeg så endelig fået gjort i dag, hvor det lykkedes at finde en indstilling i mediebiblioteket, hvor det var nemt at se, hvilke billeder der muligvis indeholdt en overtrædelse af lov om ophavsret. De seks måneder er ved at være gået, så det var på tide at komme i gang. Der røg lige 134 billeder ud af de i alt 2.188 billeder, som det jo altså tog nogle timer at gå igennem. Herudover har jeg slettet samtlige billeder fra min kopi-side, så jeg ikke skal gennem opgaven en gang mere. Næste kloning (kopiering) vil sørge for, at de tilbageværende lovlige billeder vil blive overført.
Jeg er glad for endelig at have fået det gjort, og jeg håber inderligt, at jeg har fanget alle de ulovlige billeder. Fra nu af kommer der ikke flere ulovlige billeder. Det er for dyrt!
Kunne firmaet have hjulpet?
Jeg har faktisk haft spurgt firmaet, om ikke de kunne hjælpe med en scanning, når de nu er så gode til det, men det ville de ikke. Det er selvfølgelig forståeligt nok, da det ville kunne reducere rettighedshavernes indtjening, men alligevel … Lidt konduite fra firmaets side ville have været passende.
Løsningen er Pixabay
Der findes en meget fin billeddatabase ved navn Pixabay. Her ligger tonsvis af billeder, man kan bruge lovligt og gratis. Har man lyst og råd, findes der også en samling af billeder, men kan betale sig fra at bruge. Jeg synes nu, de gratis er helt fine til mit formål, som bare er illustrativt.
ChatGPT kan også bruges til at skabe lovlige billeder
Jeg har valgt at betale for ChatGPT ($ 20 pr. måned), og så kan man få tjenesten til at generere billeder. Det var jeg ikke klar over, så jeg startede med følgende spørgsmål: “Når jeg nu har ChatGPT4, kan du så lave et billede til mig?”
ChatGPT: “Selvfølgelig, jeg kan skabe et billede for dig! Beskriv venligst, hvad du gerne vil have billedet skal indeholde eller forestille.”
“Det lyder dejligt. Jeg vil gerne bede om et billede, der forestiller nogle paragraftegn §§ på en baggrund med efterårsfarver.”
Og så fik jeg top-billedet leveret i min browser; det skulle bare tilpasses i størrelsen. Næste gang vil jeg bede om den korrekte størrelse på 665 px * 530 px fra starten. Det kan sikkert sagtens lade sig gøre.
Det er altså fascinerende, hvad ChatGPT kan bidrage med. For alle de penge jeg sparer til Copyrightagent, kan jeg nemt finansiere ChatGPT.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Pyha, sikken et arbejde!
Man skal passe på, og jeg er ret sikker på, at jeg har holdt min sti ren. Nogle få gange har jeg snuppet andre i at bruge mine billeder, og de har hver gang taget dem ned, når jeg kontaktede dem med et “Hmm!”
@ Eric
Ja, det var lidt “træls”, men nu er det overstået. Og jeg håber virkelig, jeg har fanget alt, der var ulovligt.
Jeg var på et tidspunkt rasende på den russiske “tjeneste” docplayer, der kopierer lystigt. Det var stort set umuligt at komme i kontakt med dem. De er virkelig nogle snydepelse.