Cowboyland

Retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer

Ovenstående er det vi almindelige mennesker kalder funktionærloven. Af den fremgår:

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren taler herfor.

(Mine fremhævninger.)

§ 2 handler om opsigelsesvarslerne.

§ 21 stk. 1 er temmelig klar, og der er ikke noget at rafle om. Loven er beskyttelsespræceptiv.

Rådgivning fra Djøf

1. PL-reguleringen: Drop det. Det er småpenge, og det plejer ikke at stå i en kontrakt.
2. Varslerne: Skriv under selv om deres udspil er noget vrøvl. Retspraksis er nemlig sådan, at domsstolene tager udgangspunkt i lovgivningen (ret naturligt 🙂 ) og lægger til grund, at medarbejderen ikke på tidspunktet for underskrivelsen kunne vide, hvad der burde stå i kontrakten. Det vil sige: det er risikofrit for mig at skrive under, for det gælder alligevel ikke. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om retspraksis ændrer sig, men det lever jeg med.
3. Det byder mig grundlæggende imod at skrive under på vrøvl, men på baggrund af Djøfs rådgivning, gør jeg det alligevel. Dette må have en ende.
4. Hvis virksomheden ønsker det, stiller Djøf hjertens gerne op til en omgang “Læs og forstå” for ASE.

Virksomheden og ASE

Jeg har orienteret virksomheden om pkt. 4 herover. De vil – i dag – kontakte ASE og spørge, om de virkelig mener, at det skal være, som virksomheden har forstået det, nemlig at der kan aftales varsler, der er til ugunst for medarbejderen, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg kan ikke se andet, end at virksomheden har misforstået et eller andet. Og ellers træder Djøf gerne i karakter.

Jeg drøftede med Djøf, om det virkelig kunne være sandt, at arbejdsmarkedets parter kunne underkende lovgivningen ved en aftale dem imellem? Det kan naturligvis ikke være sandt – og da slet ikke, når det er til ugunst for medarbejderen. Det hedder ganske enkelt, at loven er “trinhøjere”.

En rigtig fagforening

Jeg er utrolig glad for Djøfs topkompetente rådgivning. Sådan er det, når man er medlem af en rigtig fagforening ctr. en “gul”. Jeg føler mig både taget alvorligt og lyttet til, også selv om det “bare” er et fleksjob på 8½ sølle ugentlige timer til 7.000 bittesmå kr. brutto pr. måned (i al evighed). Jeg er godt nok psykisk syg, men jeg kan stadig tænke, og faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor meget af den “juridiske metode” jeg stadig har en vis føling med. Jeg havde dog ikke ret i det med nulliteten.

For mig er det naturligt at være organiseret, og det har jeg været i hele mit liv, selv da jeg stakkede kartofler i Irma efter studenterkurset og før universitetet. Da stod jeg selvfølgelig i HK.

Facebookgruppen “Bak op om de offentligt ansatte” har idelige diskussioner om dem, der lukrerer på det, vi andre via vores forbund har opnået. Må man gerne kalde dem “nassere”? Nej, det må man selvfølgelig ikke, for sådan hverken taler eller skriver man til/om andre mennesker, men selv face to face, kunne jeg sagtens forsvare at sige, at de hellere selv må forhandle deres overenskomster, når de nu ikke er med i en rigtig fagforening. Det er deres valg, men så må de også selv tage konsekvenserne af det valg.

Næste skridt

Når virksomheden har talt med ASE, kontakter de mig, hvorpå jeg fører tastaturet (for så bliver det nemlig tilnærmelsesvis rigtigt). Så skal fjerpennen frem, der skal scannes og sendes frem og tilbage, kommunen skal orienteres osv. Herefter kan vi vende tilbage til opgaverne. Det ser jeg frem til.

Og så noget helt andet

Man tager:

1. En grapefrugt
2. En appelsin
3. En mandarin
4. Et bundt mynte
5. Et halvt bæger skyr

Findeler og hakker, arrangerer det lidt pænt i et stort glas og nyder det. Det er virkelig lækker morgenmad.