Arbejde

Arbejde

Notaterne

Jeg har nu tre sider med notater om, hvad kollegerne har fortalt mig. Jeg har jo ikke lyst til at spørge om det samme flere gange.

Og dog: en ting har jeg været nødt til at spørge om flere gange, og det var fristerne for bestilling af bårebuketter, hvor jeg slet ikke kunne få handels- og leveringsbetingelserne til at give mening. Det endte med at en meget venlig kollega lavede en lille tabel til mig. Den er jeg glad for, og den er til at forstå.

En anden ting som jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af var, hvilke lande der ligger +2 GMT. De syntes heldigvis ikke, det var et dumt spørgsmål. Selvfølgelig kunne jeg have googlet det, men jeg ville hellere have det fra hestens egen mund, så jeg var sikker på, at det var rigtigt. I det hele taget er jeg bange for at lave fejl, og føler mig ret nervøs. Sådan er jeg måske bare blevet med årene? Måske er det alle de dårlige erfaringer med arbejdsmarkedet de seneste år?

Jeg har også skrevet min egen præsentation ned: ”Det er Interflora goddag. Du taler med Hanne. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg har sagt det mindst 100 gange nu, men alligevel sidder det ikke rigtig fast. Derfor ligger noterne ved Pc’en, når jeg har vagt. Det er min chef, der har sagt, at det er vigtigt at få ”Hvad kan jeg hjælpe med?” med. Jeg kan høre, at mine kolleger har en noget kortere præsentation, så måske gør jeg noget forkert?

Jeg er vild med det job, og jeg håber, de er tilfredse med mig. Lige nu føles det som en eksamen på tre måneder (prøvetiden), som jeg håber, jeg består. Den udløber den 21. januar 2020. Jeg har været der en måned nu og tænker, at de vel ville have sagt et eller andet, hvis jeg var helt håbløs og lavede for mange fejl. Kontrakten løber til første april. Først der ved jeg endeligt, om jeg er købt eller solgt. Jeg håber naturligvis på det første.

Jobbet er lige  mig, og det er et passende antal timer (6-7 timer pr. uge). Jeg sidder hjemme ved min super Pc og ekspederer de kald, der nu engang er. Nogle dage er der virkelig ikke ret mange. I dag har jeg vist haft fire kald på de to timer. Andre dage er der heldigvis mere at gøre.

Firmaet giver en julekalender, og jeg er spændt på at hente min på torsdag og på at hilse på nogle af kollegerne.

Lydbøger

Jeg er kommet ind i lydbøgernes verden, og lige nu hører jeg ”Flaskepost fra P” af Jussi Adler Olsen. Hold da op hvor er den spændende og uhyggelig. Da jeg var indlagt, begyndte jeg på ”Kvinden i buret” af samme forfatter, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om den. Der er for meget uro på en afdeling. Heldigvis er der mange andre bøger om kriminalkommissær Mørck og hans assistenter Assad og Rose, der af og til bliver til Yrsa.

Hjemmearbejde

Sjov med hjemmesiden

Jeg arbejder hjemmefra

Og jeg elsker det. Tænk at få lidt penge for at sidde ved sin egen skønne PC 6-15 timer om ugen og få lov at hjælpe kunder, der har udfordringer med firmaets hjemmeside, betalingsløsningen, deadlines, som gerne vil have et rigtigt menneske i røret mv.

Arbejdsredskaberne er en pc, et trådet headset, et stort glas vand, notepapir og en pen. Så er jeg klædt på til dagens vagt.

Spørge Jørgen

Der er stadig mange spørgsmål, jeg ikke kan besvare, men der bliver fyldt lidt på for hver vagt. Jeg har oprettet et dokument med alle hånde noter, som jeg har liggende ved skærmen, og som hjælper mig til ikke at glemme. Når det først er skrevet ned, printet ud og gennemlæst, sidder det lidt bedre fast – og jeg vil jo gerne løse opgaverne godt.

Af og til kan  jeg være bange for at spørge for meget, men der er ikke noget at gøre, for sådan er det at være ny, og både kolleger og chef svarer beredvilligt på alle min spørgsmål, så det er nok okay at spørge. Hvorfra skulle man ellers vide, at kistepynt med bånd til begravelse om mandagen skal bestilles senest fredag kl. 12:00? Jo – der er såmænd et svar, og det er “Handels- og leveringsbetingelserne”, som en kollega gjorde mig opmærksom på i dag. Dem havde jeg da aldrig læst, så det kom jeg i gang med ret hurtigt 🙂

Træning

Jeg har arbejdet seks dage i træk i denne uge, da der var vagter, der skulle byttes rundt, men det er kun en stor fornøjelse. Træning, træning og atter træning. Det er learning by doing. Jeg håber på også at få et par ekstravagter i næste uge, men en normal uge består af 3 gange 2 timer, evt 3 hvis lørdagen er inkluderet. Jeg ser frem til at prøve dage som Mors dag, hvor der vist er hele dage i vagtplanen. Gad vide om jeg kan det? Min mavefornemmelse er god. Jeg skal nok klare det.

“Døde” opkald

Der har været en del problemer med “døde” opkald: der kommer intet output fra min mikrofon, og kunden taler, uden at jeg kan høre det. Der er ingen logik i fejlene. Det er fx ikke alle kald, det er som hovedregel kun de indkommende kald.

Når jeg tester headsettet, både i maskinens indstillinger og med en webbaseret tjeneste, kommer der fine udslag både fra mikrofon og højtalere. I dag prøvede jeg et andet stik i Pc’en for at se, om det kunne være fejlkilden, men det hjalp ikke ret meget. Min chef har nu sat leverandøren på sagen, men denne siger naturligvis, at problemet skyldes Linux, min Pc eller headsettet.

Der er mange udfordringer ved at være ny.

God weekend.

Gang i butikken

Gang i butikken

Min fødselsdag

Det er skønt at have fødselsdag. Man får en masse hilsner fra nær og fjern både fra mennesker, der står en nær, men også fra nogle, der står lidt længere væk. Tusind tak for dem alle sammen.

For at fejre mig selv, har jeg sendt mig en buket med Interflora. Den er ganske pæn, og det er den, der er på billedet. Normalt bruger jeg de gratis og lovlige billeder fra pixabay.com. Som et lille kuriosum kan jeg fortælle, at jeg har fået en betragtelig bøde for at have brugt et enkelt billede fra nettet og derved at have krænket fotografens ophavsret. Det gør jeg aldrig mere; nu har jeg lært det.

I ilden

I dag tændte jeg for de rette ikoner, og der begyndte at komme kald ind.

På det første kort fik jeg lavet en stavefejl, som jeg først opdagede for sent ,og jeg vidste ikke, hvordan jeg bakkede i systemet. Modtageren skal jo ikke have et kort, hvor der står “Hilsen Karen søskende”, når det skal være “Karens…”. Jeg måtte bide i det sure æble og ringe til kundeservice og spørge, om de kunne hjælpe. Det kunne de heldigvis.

Så var der en kunde, der gerne ville have to enkelte orkideer, men på hjemmesiden er der kun to, der er plantet sammen. Jeg kan jo ikke lige skille dem ad, så også her måtte jeg bede kunden kontakte kundeservice.

Så var der noget, jeg havde forstand på: kundens computer ville ikke folde kalenderen ud. Jeg overvejede, om jeg skulle guide hende gennem en clear cache, men da hun ikke vidste hvilken browser, hun brugte, besluttede jeg mig for at holde mig fra det. Det var en gammel maskine med Windows 7, så browseren var måske Internet Explorer, som jeg ikke kloger mig på. Vi besluttede i stedet, at jeg gennemførte ordren fra min Pc, og der gik det jo så glimrende.

Herudover var der et par af de “blanke” kald, altså hvor der ikke er nogen på linjen. Jeg undrer mig lidt over dem, men det kan jo være Microsoft Technical Support eller lign.

Samlet set synes jeg, det er gået godt, og at jeg har haft det sjovt. Det må gerne være sjovt at gå på arbejde. Jeg kan godt lide følelsen af at kunne hjælpe kunderne med noget, de ikke selv har mulighed for. Jeg har desværre fri i morgen… men har chancen igen på fredag.

Jeg havde været bange for, om kaldene stod i kø, men det gør de bestemt ikke. Jeg kan sagtens være på Facebook, mens jeg venter på det næste kald.

Jeg vil vente ved telefonen

Jeg vil vente ved telefonen

En gammel traver

Gustav Winckler sang bl.a.

Jeg vil vente ved telefonen på dit svar,
og først nu kan jeg forstå,
hvor sød du var.
Måske der er et lille håb for mig endnu,
osv

På samme måde har jeg ventet ved telefonen uden at få et eneste kald på min første arbejdsdag. Jeg har ellers taget mine bedste og nyeste jeans på samt mine nye smarte ruskindsstøvletter, så jeg kunne tage mig lidt godt ud i telefonen.  Og støvsuget og alt det der, man skal have styr på, inden man går på arbejde.

Jeg har siddet 1½ time trofast foran skærmen og stirret på den iført headsettet. Efter det første kvarter ringede jeg til min instruktør og sagde, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke fik nogen kald. Han sagde, at det lød rigtig nok. Vi gennemgik de ikoner, der skulle være aktive i telefonsystemet, og det virkede okay. Så jeg ventede videre.

Da kl. blev 16:30 tænkte jeg, at der måtte være noget galt, så jeg kontaktede systemets supportere. Og det viste sig, at selve telefonfunktionen ikke var slået til, så der kunne slet ikke komme indgående kald igennem. Det er da en brøler der vil noget på den første arbejdsdag! Instruktøren sagde “ikonet ved siden af…” Mit ikon til venstre lyste fint grønt, men det skulle have været det til højre…

Post scriptum

Da jeg fik orden på ovenstående knap begyndte der faktisk at komme kald igennem. Det ene drejede sig om levering af en bårebuket, hvor pengene var trukket, men butikken (som hedder floristen) ikke kunne se indbetalingen. Det har jeg ikke en kinamands chance for at svare på, så den kunde måtte jeg stille videre til kundeservice. Herefter var der et “blankt opkald” altså ikke nogen på linjen, så da jeg havde sagt “hallo” flere gange, lagde jeg røret.

Det var den arbejdsdag; men jeg er på igen i morgen, så går det nok lidt bedre. For at fejre dagen vil jeg nu gå ned i den lokale GLS-shop og hente to nye puslespil og gøre mig store overvejelser om jeg skal starte med katte-1 eller katte-2