, ,

Et godt liv

Sød suppe eller sødsuppe

Hvis det nu falder endeligt på plads med mit nye firma, vil jeg mene, jeg har fået et godt liv – endelig – i mit 56. år.

Årene fra 2014 og til nu har været præget af usikkerhed og omskiftninger, men nu synes der at være stabilitet i sigte, og jeg tænker, at hvis jeg opnår stabilitet i mit begrænsede arbejdsliv på 7 timer pr. uge, kan jeg også undgå alle indlæggelserne. Det kunne være dejligt.

Barndom 1963 – 1980

Jeg er barn af meget unge forældre som resultat af et one night stand, og min biologiske mor var med det samme klar over, at hun ikke kunne have mig, så jeg blev anbragt på et børnehjem straks efter fødslen.

I sommeren 1966, hvor jeg var to og et halvt år, kom jeg til en familie i Midtjylland, nærmere bestemt i Brande. I første omgang fik de kun plejetilladelse, fordi lægen fra børnehjemmet gerne ville se, om jeg udviklede mig normalt trods mine Aspergertræk. Alt var imidlertid helt normalt, og de beskrev mig som værende ikke retarderet, og adoptionssagen kunne gå i gang.

Jeg blev adopteret og havde seks gode år med dem, jeg kalder min far og min mor. Det var et godt og pænt hjem med styr på tingene. Jeg var stærkt knyttet til min far, så det var et hårdt slag, da han døde som 50-årig i 1972, hvor jeg var ni år gammel. Der har aldrig været stærke bånd mellem min mor og mig. Det er som om, vi aldrig har forstået hinanden eller haft noget til fælles.

Min mor havde ingen uddannelse og intet job, for det behøvedes ikke, da vi let kunne leve af min fars løn som direktør. Derudover er det tiden før, kvinderne kom på arbejdsmarkedet for alvor. Pludselig stod hun alene med et barn og har formentlig ikke anet sine levende  råd. Desværre fik jeg aldrig som voksen spurgt hende, hvilke tanker hun gjorde sig i den tid.

Den første kontaktannonce

Tag over hovedet skulle vi have, for vi skulle være ude af fabrikkens hus efter seks måneder, så hun svarede på en kontaktannonce eller flere, og traf en mand i Odense, som vi flyttede ind hos. Det holdt imidlertid ikke, så hun og jeg rykkede sammen videre til Vollsmose efter kun otte måneder.

Den anden kontaktannonce

Det var værre med den næste kontaktannonce, hun svarede på, for det førte til, at hun giftede sig med den mand – en skolelærer – der forgreb sig på mig dagligt gennem seks år, indtil jeg kunne slippe hjemmefra, da folkeskolen var overstået. Jeg kan let skrive om det; det rører mig ikke længere, men det har kostet mange psykologtimer at nå hertil. Nu er det hele, i overført betydning, lagt i skuffer, der er sømmet til. Jeg har ikke mere, jeg skal se i de skuffer. Jeg er færdig med skidtet.

Udover de seksuelle overgreb var det år med ‘fest og farver’ og alkohol i rigelige mængder til at supplere hammondorglet og harmonikaen. Penge var der aldrig nogen af, og selvom jeg ikke helt vidste, hvad ordet tvangsauktion betød, var det noget, jeg var meget bange for, og ordet blev brugt tit. Jeg forestillede mig, at vi stod på gaden med tingene på en trækvogn efter fogeden havde været der.

Der var ikke styr på noget som helst, og de normer, jeg kendte fra tiden med min far, forsvandt pludselig eller var i hvert fald ikke længere gyldige. Så jeg holdt stædigt fast i dem, hvilket skilte min mor og mig endnu mere fra hinanden. Hun døde faktisk fra mig samtidig med min far.

Efter tiende klasse pakkede jeg kufferten, tog Bornholmerbåden og landede stort set på Kongens Nytorv. Det var en stor omvæltning.

Ungdom 1980 – 1990

Det første år gik med at gøre rent på deltid i De Gamles By, og da jeg var under 18 (eksakt 16) var lønnen temmelig ringe, men den rakte da til, at de sendte mig mine ting pr. efterkrav… Jeg boede til leje hos min mors mands halvbrors datter med udsigt til en baggård på Nørrebro, men alt var bedre end det, jeg kom fra.

Kollegie og studier

Jeg har altid været klar over, at jeg gerne ville have en uddannelse, så jeg flyttede på kollegie og startede på Statens kursus til studentereksamen. Årene på kollegiet var fantastiske; de var med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg ankom med holdninger som fx:

  • Dødsstraf er positivt – indfør den elektriske stol
  • Vi må have noget atomkraft
  • Osv.

De holdninger havde jeg med hjemmefra, men dem fik de øvrige kollegianere hurtigt lavet om på. Gudskelov for det. Det var de år, hvor jeg modnedes og hvor jeg grundlagde næsten livslange venskaber.

Jeg blev nysproglig student i 1983, og arbejdede derefter et års tid på fuld tid hos Irma, hvor jeg havde været et par år, mens jeg gik på kursus. Jeg bestyrede grøntafdelingen på Søborg Hovedgade, og det var hårdt arbejde. Der skulle flyttes mange poser kartofler for at holde omsætningen oppe. Og så skulle jeg pokkers tidligt op på Amager for at være i Søborg kl. 07. Men jeg var glad for jobbet og blev der, indtil jeg startede på universitetet i 1984.

Det stod ingen steder skrevet, at jeg skulle være jurist. Det var nærmest en fejltagelse, som jeg dog først indså, da jeg havde læst tre år, og så havde jeg ikke råd til at starte på et nyt studium. Altså gjorde jeg det færdigt.

Jeg har hele tiden arbejdet parallelt med studierne, og med årene blev jobbene mere og mere interessante. Det bedste var faktisk, da jeg blev projektmedarbejder på et forskningsprojekt på Kriminalistisk Institut. Vi læste straffesager i fem politikredse, udfyldte kodeskemaerne hvorefter jeg tastede alle skemaerne ind på et hakkebræt af en Pc (det var jo i 80’erne). Stipendiaten lavede så senere selv sine analyser. Så jeg har altså spist mange frokoster med pingerne indenfor kriminologi og strafferet: Vagn Greve, Flemming Balvig, Britta Kyvsgård og Jørn Vestergård. Gad vide hvor de er i dag?

Jeg blev kandidat den 5. januar 1990. Det var fantastisk.

Karrieren 1990 – 2013

Jeg fik arbejde i Arbejdsskadestyrelsen straks efter min embedseksamen, og behandlede sager om ulykkestilfælde de første 1½ år. Det var godt arbejde med gode kolleger. Jeg lærte god sagsbehandlingsskik i praksis og fik styr på en masse ortopædi, når sagerne skulle forelægges for vores lægekonsulenter. Efterhånden blev jeg ret skarp til at indstille til den rette mengrad. Det er de eneste år, jeg har brugt juraen.

Budgetfuldmægtigen i sekretariatet døde pludselig, og der skulle findes en afløser. Vicedirektøren havde af en eller anden grund fået øje på mig, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge jobbet. Det gjorde jeg og fik det. Så på samme måde som jeg blev jurist ved et tilfælde, kom jeg ved et tilfælde til at arbejde med økonomi, hvilket jeg gjorde i rigtig mange år i adskillige statsinstitutioner. Jeg kunne godt lide det, selvom det til tider har været ekstremt stressende og absolut ikke sundt for mit helbred, men det vidste jeg jo ikke dengang. Alt for karrieren, alt for chefen, alt for departementet osv. Sådan er livet i centraladministrationen. I sidste ende er vi sat i verden for at beskytte ministeren uanset hvad.

Forbrugte timer er selvfølgelig en væsentlig del af en styrelses økonomi, så på et tidspunkt blev jeg rodet ind i et projekt om tidsregistrering, og det var sjovt. Også dette var en tilfældighed, men jeg holdt ved med tidsregistrering til den dag, jeg måtte slutte på det ordinære arbejdsmarked.

Jeg kan se tilbage på en solid karriere, men det var for hårdt. Jeg har været mange steder, og jeg har fået noget godt med mig alle steder fra. Jeg har haft gode, dedikerede og hårdtarbejdende kolleger, som har stået last og brast med mig i de svære tider.

I 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom, og det var jo sådan set rigtig nok, men måske kunne de have tilbudt mig en § 56-aftale eller en anden ordning, indtil min situation var afklaret, og jeg var udredt? Af en eller anden grund ville jeg gerne have nået at holde mit 25-års jubilæum.

Fra 2013 til 2014 var jeg helt almindeligt ledig og søgte mange jobs, men var nok blevet for gammel, for jeg kom end ikke til samtale.

Og hvad så nu?

Hvis det falder endeligt på plads på min nuværende arbejdsplads, skal jeg gå og have det lidt godt. Jeg skal lave spillelister i Spotify, lægge puslespil, købe noget nyt tøj, sove længe, få styr på min søvn, skrive blogindlæg, skrive klummer til POV International, lave nogle hjemmesider osv. Og når jeg er færdig med det finder jeg nok på noget nyt.

Efter mange års bakserier synes jeg endelig, jeg har fået et godt liv.

,

Arbejde

Notaterne

Jeg har nu tre sider med notater om, hvad kollegerne har fortalt mig. Jeg har jo ikke lyst til at spørge om det samme flere gange.

Og dog: en ting har jeg været nødt til at spørge om flere gange, og det var fristerne for bestilling af bårebuketter, hvor jeg slet ikke kunne få handels- og leveringsbetingelserne til at give mening. Det endte med at en meget venlig kollega lavede en lille tabel til mig. Den er jeg glad for, og den er til at forstå.

En anden ting som jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af var, hvilke lande der ligger +2 GMT. De syntes heldigvis ikke, det var et dumt spørgsmål. Selvfølgelig kunne jeg have googlet det, men jeg ville hellere have det fra hestens egen mund, så jeg var sikker på, at det var rigtigt. I det hele taget er jeg bange for at lave fejl, og føler mig ret nervøs. Sådan er jeg måske bare blevet med årene? Måske er det alle de dårlige erfaringer med arbejdsmarkedet de seneste år?

Jeg har også skrevet min egen præsentation ned: ”Det er Interflora goddag. Du taler med Hanne. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg har sagt det mindst 100 gange nu, men alligevel sidder det ikke rigtig fast. Derfor ligger noterne ved Pc’en, når jeg har vagt. Det er min chef, der har sagt, at det er vigtigt at få ”Hvad kan jeg hjælpe med?” med. Jeg kan høre, at mine kolleger har en noget kortere præsentation, så måske gør jeg noget forkert?

Jeg er vild med det job, og jeg håber, de er tilfredse med mig. Lige nu føles det som en eksamen på tre måneder (prøvetiden), som jeg håber, jeg består. Den udløber den 21. januar 2020. Jeg har været der en måned nu og tænker, at de vel ville have sagt et eller andet, hvis jeg var helt håbløs og lavede for mange fejl. Kontrakten løber til første april. Først der ved jeg endeligt, om jeg er købt eller solgt. Jeg håber naturligvis på det første.

Jobbet er lige  mig, og det er et passende antal timer (6-7 timer pr. uge). Jeg sidder hjemme ved min super Pc og ekspederer de kald, der nu engang er. Nogle dage er der virkelig ikke ret mange. I dag har jeg vist haft fire kald på de to timer. Andre dage er der heldigvis mere at gøre.

Firmaet giver en julekalender, og jeg er spændt på at hente min på torsdag og på at hilse på nogle af kollegerne.

Lydbøger

Jeg er kommet ind i lydbøgernes verden, og lige nu hører jeg ”Flaskepost fra P” af Jussi Adler Olsen. Hold da op hvor er den spændende og uhyggelig. Da jeg var indlagt, begyndte jeg på ”Kvinden i buret” af samme forfatter, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om den. Der er for meget uro på en afdeling. Heldigvis er der mange andre bøger om kriminalkommissær Mørck og hans assistenter Assad og Rose, der af og til bliver til Yrsa.

Hjemmearbejde

Jeg arbejder hjemmefra

Og jeg elsker det. Tænk at få lidt penge for at sidde ved sin egen skønne PC 6-15 timer om ugen og få lov at hjælpe kunder, der har udfordringer med firmaets hjemmeside, betalingsløsningen, deadlines, som gerne vil have et rigtigt menneske i røret mv.

Arbejdsredskaberne er en pc, et trådet headset, et stort glas vand, notepapir og en pen. Så er jeg klædt på til dagens vagt.

Spørge Jørgen

Der er stadig mange spørgsmål, jeg ikke kan besvare, men der bliver fyldt lidt på for hver vagt. Jeg har oprettet et dokument med alle hånde noter, som jeg har liggende ved skærmen, og som hjælper mig til ikke at glemme. Når det først er skrevet ned, printet ud og gennemlæst, sidder det lidt bedre fast – og jeg vil jo gerne løse opgaverne godt.

Af og til kan  jeg være bange for at spørge for meget, men der er ikke noget at gøre, for sådan er det at være ny, og både kolleger og chef svarer beredvilligt på alle min spørgsmål, så det er nok okay at spørge. Hvorfra skulle man ellers vide, at kistepynt med bånd til begravelse om mandagen skal bestilles senest fredag kl. 12:00? Jo – der er såmænd et svar, og det er “Handels- og leveringsbetingelserne”, som en kollega gjorde mig opmærksom på i dag. Dem havde jeg da aldrig læst, så det kom jeg i gang med ret hurtigt 🙂

Træning

Jeg har arbejdet seks dage i træk i denne uge, da der var vagter, der skulle byttes rundt, men det er kun en stor fornøjelse. Træning, træning og atter træning. Det er learning by doing. Jeg håber på også at få et par ekstravagter i næste uge, men en normal uge består af 3 gange 2 timer, evt 3 hvis lørdagen er inkluderet. Jeg ser frem til at prøve dage som Mors dag, hvor der vist er hele dage i vagtplanen. Gad vide om jeg kan det? Min mavefornemmelse er god. Jeg skal nok klare det.

“Døde” opkald

Der har været en del problemer med “døde” opkald: der kommer intet output fra min mikrofon, og kunden taler, uden at jeg kan høre det. Der er ingen logik i fejlene. Det er fx ikke alle kald, det er som hovedregel kun de indkommende kald.

Når jeg tester headsettet, både i maskinens indstillinger og med en webbaseret tjeneste, kommer der fine udslag både fra mikrofon og højtalere. I dag prøvede jeg et andet stik i Pc’en for at se, om det kunne være fejlkilden, men det hjalp ikke ret meget. Min chef har nu sat leverandøren på sagen, men denne siger naturligvis, at problemet skyldes Linux, min Pc eller headsettet.

Der er mange udfordringer ved at være ny.

God weekend.