,

Bevægeglæde

Jeg har ikke en muskel tilbage

Det er sandt, jeg har ikke en muskel tilbage, men jeg har tænkt mig at arbejde hårdt på at få dem igen.

  1. Ved at cykle
  2. Ved at arbejde

Ad cykling

Odometeret (triptælleren) på cyklen har siden tirsdag til og med i dag bevæget sig fra 0 til i alt 42 km., og jeg er så glad for igen at kunne bevæge mig ved egen kraft. For at være uafhængig og for at kunne tage afsted, når jeg selv vil, og ikke når lokoføreren vil.

Nuvel det kræver noget. I går besøgte jeg venner i Charlottenlund og besluttede at tage cyklen de 16 km., og det gik faktisk rigtig godt. Gennemsnitshastigheden er ikke som i gamle dage (dengang ca. 20 nu 16 km./t.), men den skal jeg nok få trænet op. Havde jeg taget tog og bus havde det såmænd også taget en time. Jeg var træt i benene og kunne mærke mine sædeknogler men var tilfreds med mig selv.

I dag inviterede jeg mig selv på en kop kaffe på 808, så de kunne se, jeg kan cykle igen efter at have fulgt deres vejledning. Det gav lige 10 km. ekstra i benene.

I morgen har jeg tænkt mig at køre ned til Friheden St. bare for at se, hvor langt der er, så jeg kan blive uafhængig af den bus, der ellers skulle køre mig dertil. Fra stationen kører toget til Hundige, og jeg kan tage cyklen med i toget. Nemmere kan det næsten ikke være. Når det bliver forår cykler jeg alle 16 km. – tror jeg nok 🙂

Det er er lidt ærgerligt, at det er efteråret, ikke foråret, der nærmer sig. Men jeg er kommet i gang, og jeg føler mig glad og fri. Det er det vigtigste.

Ad arbejde

En anden måde, at få “mullerne” tilbage på, er ved at arbejde. Jeg har en eller anden forventning om, at arbejdet i “Bilka to go” (BTG) er fysisk krævende, og så har jeg bestemt også noget at indhente. Jeg har jo nærmest ikke lavet noget i fem år, og derudover har jeg hele mit arbejdsliv siddet ved en skærm. Jeg er ikke vant til at smide rundt med dåsemajs og frosne ænder. Det bliver et andet liv. Jeg er spændt på, om fysikken kan holde, men jeg kan på den anden side ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne. De 5.000 læger, der har undersøgt mig, har aldrig fundet noget somatisk.

Jeg skal starte i BTG på onsdag kl. 08, og jeg er spændt på hele cirkusset. Jeg er indstillet på, at det vil være anstrengende den første tid. Sådan er det at være ny, også selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg foretrækker at være verdensmester fra dag et 🙂

De første tre måneder vil være en ulønnet virksomhedspraktik men med idelige opfølgninger. Det har jeg det faktisk okay med. Der bliver sat en retningsgivende strømpil på op til flere gange, og kan de bruge mig er det godt, og kan de ikke, er det ærgerligt.

Jeg vil gøre det bedst muligt, men bedre kan jeg heller ikke gøre det.

,

Tomater og bananer

Der skal mange til

Der skal mange tomater, bananer, broccoli, agurker og så videre til for at opnå en årlig omsætning på 16 millioner kr. Der skal pakkes mange plastikposer for at nå derop. Det er tallet for omsætningen i “Bilka to go” i Hundige. Jeg ved det, fordi jeg var til samtale i mandags og sagde ja tak til jobbet.

Det var nærmest som om, jeg var ansat på forhånd. Det siger måske noget om, at det er meget svært at rekruttere medarbejdere til den type stilling?

Chefen for “to go-afdelingen” var vældig flink, men af bitter erfaring ved jeg, at det er chefer altid til samtalen. Det er i hverdagen, det skal stå sin prøve. Apropos hverdage smilede han stort, da jeg sagde, at jeg ikke var bleg for at arbejde på søndage, da jeg alligevel ikke skulle i kirke. Han har nemlig svært ved at dække søndagene, så min udmelding var gefundenes fressen for ham.

Bekymringerne

Mine bekymringer om det at finde rundt i butikken blev hurtigt gjort til skamme. Det hele foregår i zoner og via en tablet, hvor man bevæger sig rundt i butikken med en vogn med seks enorme kasser. En kasse er lig en kunde. Tabletten viser zonenummer, hyldenummer, et nummer mere og viser også et billede af varen. Billedet kan forstørres ved dobbeltklik, så man er helt sikker på at fange de rette cup noodles.

Han sagde, at systemet nærmest var idiotsikret. Så kan jeg vel også finde ud af det? Jeg er i hvert fald god til noget med tal. I 98 pct. af tilfældene vil man ikke være i tvivl om hvilken vare, der skal i kassen.

Vi diskuterede bananer, da en banan – eller anden frugt/andet grønt – ikke bare er en banan. Reglen er, at ville man selv købe den, skal den i kassen. Lige for så vidt angår bananer vil jeg nu prioritere de næsten grønne 🙂 Det er nemlig dem, jeg selv ville købe.

Min eneste tilbageværende bekymring er, om jeg kan holde trit, og det kan jeg helt sikkert ikke i starten. Vi forstyrrede nogle, der arbejdede, og de havde sørme travlt. Det tempo når jeg aldrig. Men jeg skal jo heller ikke være en 100 procentsmedarbejder. Måske skal jeg være tilfreds med 50 pct., men det betyder også halv løn.

Oplæring

De kobler en erfaren medarbejder på mig i starten, som skal lære mig op. Der bliver altså ikke noget med at gætte på processer og procedurer. Det er jeg vældig glad for. Der er ikke en tidsmæssig ramme for oplæringen. Den vil vare så længe, der er behov for det, og kan fx bestå i, at jeg siger “nu har jeg styr på dette, men mangler stadig dette”. Det lyder trygt og som et firma med styr på tingene.

At finde vej

En anden bekymring – men den er til at løse – er om jeg kan finde derud. Det lykkedes mig nemlig at fare vild, da jeg skulle derfra. Jeg endte i et parkeringshus og dernæst på en vej uden fortov som et signal til, at der måtte man ikke gå. Jeg har tænkt mig at træne et par gange, så jeg ikke kommer for sent på dag et. Jeg hader den slags steder, som kun er tiltænkt bilister.

Evalueringer

Der er fokus på evalueringer. Den første ligger efter to uger og er med chefen. Efter fire uger er der en evaluering med chefen og HR-partneren. Gad vide om jeg kommer gennem det? Jeg tænker, at nu prøver jeg, for et eller andet skal jeg jo lave. Prøver jeg ikke, aner jeg ikke, om det ville være gået. Kommer jeg ikke gennem nåleøjet om tre måneder, er det bare ærgerligt.

Deres bekymring er, om jeg vil gøre det for godt grundet min Asperger, hvor man er detaljeorienteret. At gøre det for godt er lig med at gøre det for langsomt og så falder dækningsbidraget som bekendt.

Andre fleksjobmedarbejdere

Det var vigtigt for mig at få spurgt, om de havde andre fleksjobmedarbejdere. Jeg skal ikke endnu engang ud et sted, hvor arbejdsgiver ikke forstår, hvad det vil sige. De har en enkelt, der bor så langt væk som i Vordingborg. Hun må være glad for det, for der er immervæk et stykke vej til Bilka i Hundige.

, ,

Puslerier

At hygge mig

PSI-indlæggelse

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.