Hjemmearbejde

Sjov med hjemmesiden

Jeg arbejder hjemmefra

Og jeg elsker det. Tænk at få lidt penge for at sidde ved sin egen skønne PC 6-15 timer om ugen og få lov at hjælpe kunder, der har udfordringer med firmaets hjemmeside, betalingsløsningen, deadlines, som gerne vil have et rigtigt menneske i røret mv.

Arbejdsredskaberne er en pc, et trådet headset, et stort glas vand, notepapir og en pen. Så er jeg klædt på til dagens vagt.

Spørge Jørgen

Der er stadig mange spørgsmål, jeg ikke kan besvare, men der bliver fyldt lidt på for hver vagt. Jeg har oprettet et dokument med alle hånde noter, som jeg har liggende ved skærmen, og som hjælper mig til ikke at glemme. Når det først er skrevet ned, printet ud og gennemlæst, sidder det lidt bedre fast – og jeg vil jo gerne løse opgaverne godt.

Af og til kan  jeg være bange for at spørge for meget, men der er ikke noget at gøre, for sådan er det at være ny, og både kolleger og chef svarer beredvilligt på alle min spørgsmål, så det er nok okay at spørge. Hvorfra skulle man ellers vide, at kistepynt med bånd til begravelse om mandagen skal bestilles senest fredag kl. 12:00? Jo – der er såmænd et svar, og det er “Handels- og leveringsbetingelserne”, som en kollega gjorde mig opmærksom på i dag. Dem havde jeg da aldrig læst, så det kom jeg i gang med ret hurtigt 🙂

Træning

Jeg har arbejdet seks dage i træk i denne uge, da der var vagter, der skulle byttes rundt, men det er kun en stor fornøjelse. Træning, træning og atter træning. Det er learning by doing. Jeg håber på også at få et par ekstravagter i næste uge, men en normal uge består af 3 gange 2 timer, evt 3 hvis lørdagen er inkluderet. Jeg ser frem til at prøve dage som Mors dag, hvor der vist er hele dage i vagtplanen. Gad vide om jeg kan det? Min mavefornemmelse er god. Jeg skal nok klare det.

“Døde” opkald

Der har været en del problemer med “døde” opkald: der kommer intet output fra min mikrofon, og kunden taler, uden at jeg kan høre det. Der er ingen logik i fejlene. Det er fx ikke alle kald, det er som hovedregel kun de indkommende kald.

Når jeg tester headsettet, både i maskinens indstillinger og med en webbaseret tjeneste, kommer der fine udslag både fra mikrofon og højtalere. I dag prøvede jeg et andet stik i Pc’en for at se, om det kunne være fejlkilden, men det hjalp ikke ret meget. Min chef har nu sat leverandøren på sagen, men denne siger naturligvis, at problemet skyldes Linux, min Pc eller headsettet.

Der er mange udfordringer ved at være ny.

God weekend.

4 Svar
  1. Lene
    Lene siger:

    Hvor er det godt at du er kommet godt fra start. Der er altid meget man ikke ved, når man er ny, så det er godt at du holder fast i at spørge.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lene

      Jeg er også så utrolig glad for at være kommet godt fra start (tror jeg da).

      Ja du har ret i, at jeg bliver nødt til at holde fast i, at det er i orden at spørge frem for at lave fejl.

  2. Eric
    Eric siger:

    Selvfølgelig er der meget at lære, og det gør man ikke på en studs, men det er så godt at høre, at jobbet passer dig, og at du er glad for det.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg er også så glad for endelig at kunne udsende positive toner – det er virkelig drømmejobbet for mig. Jeg kunne godt tænke mig lidt flere timer, men sådan har virksomheden ikke tilrettelagt vagterne.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.