Tag Archive for: Djøf

Pensionistens faglige netværk vokser

Pensionistens faglige netværk vokser

Jeg vil gerne øge mit netværk

Pensionistens faglige netværk vokser

Der skal ikke herske den ringeste tvivl om, at jeg elsker mit liv, som det er. Intet vækkeur, intet pres, ingen stress, ikke noget med at sidde på kontoret før 8:00, tid til at lave det, jeg synes er sjovest osv. Det er fantastisk!

Alligevel har jeg gået og tænkt, at det måske ville være sundt at øge mit netværk, og det må gerne være et fagligt netværk af en art. Det kunne dreje sig om psykiatri, det at være udenfor arbejdsmarkedet, slægtsforskning – you name it … Ikke engang en lille kat vil kunne opfylde alle behov, selvom det vil være et stort skridt på vejen. Jeg håber altså sådan på den kat, der vil få verdens bedste katteliv hos mig.

To turbaner er faldet ned i min hat
Den første: Djævlens advokat

Jeg har af en eller anden årsag en profil på LinkedIn, hvor jeg klart og tydeligt skriver, at jeg er forhenværende administrativ nørd af alskens slags.

I lørdags fik jeg en henvendelse fra direktøren for en NGO, der vokser og vokser, og det vil hun selvfølgelig gerne have, da hun selv har sat det hele i søen for fem år siden og det nu er en stor succes. Problemet er, at de ikke har styr på deres processer, og det gør, at hun er ved at drukne i administration. Hun er selv entrepreneur/iværksætter og ikke særlig interesseret i administration. Jeg er jo lige omvendt. Hun havde set min profil på LinkedIn og troede, jeg muligvis kunne være svaret på hendes bønner.

Da mine erfaringer med NGO-verdenen mildest talt er temmelig blandede, var jeg noget forbeholden og sendte hende indledningsvist et begrundet afslag. Jeg fortalte, at mine kompetencer er i datid, at det er ni år siden, jeg forlod det “rigtige” arbejdsmarked, at jeg kun ved/vidste noget om styring af organisationer med minimum 200 medarbejdere, så mine forslag til løsninger kunne være helt ude i hampen for en organisation med fem ansatte og lige nu 70 frivillige, at jeg ikke er så hurtig som før, at jeg vil have lov at nyde min pensionisttilværelse, jeg gider ikke arbejde gratis osv.

Min tanke var også, at ville hun have løst så forholdsvis kompleks en opgave, kunne de ikke forvente at få det gratis fra en pensionist – jeg foreslog dem i stedet at ansætte en studentermedhjælper i fx 12 måneder. Det kunne være en stud.scient.pol. eller en IT-studerende på kandidatniveau. Et menneske der tænker lineært og struktureret.

Vi skrev en del beskeder frem og tilbage, og da det selvfølgelig er lidt smigrende måske fortsat at kunne bruges til noget mere end det, jeg selv finder på, endte jeg med at ringe hende op, efter hun havde foreslået en rolle som “Djævlens advokat”. Det kunne jeg se mig selv i et par timer om ugen. Vi havde rigtig god kemi i telefonen, så nu har vi aftalt at mødes i starten af august. Det kan blive vældig interessant og givende.

Jeg har sagt, at jeg vil have noget for det. I NGO-verdenen forventer de altid at få alting gratis. Det går jeg ikke ind på længere. Jeg har lagt de “interessetimer” (dem er der enormt mange af i staten), jeg er “forpligtet” til i mit liv. Det bliver nok symbolsk, men det er også i orden. Det er princippet i det.

Den anden: Netværksmøde for pensionister før tid

Jeg har fundet frem til “Netværksmøde for pensionister før tid”, der er en “netværksgruppe for dig som er djøfer og pensioneret før tid. Vi drøfter drømme, ambitioner og begrænsninger, eksempelvis undersøger vi Djøf-identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.”

Netværket er nystartet og indtil videre, er de fremmødte for 80 pct.s vedkommende gengangere. Der bliver holdt møde ca. en gang om måneden.

Det med identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, vil jeg vældig gerne drøfte med nogen. Eksempelvis siger jeg aldrig, at jeg er “førtidspensionist”, fordi jeg synes, der er noget stigma knyttet til det. I stedet siger jeg bare “pensionist”. Det er lidt dumt, men sådan er det.

Derudover vil jeg vældig gerne tale om specifikt Djøf-identitet, fordi jeg dybt i hjertet er djøfer, jeg har været medlem i 38 år, og vil være det, til jeg dør. Jeg har en ven, der mener, at djøfere ofte bare løser opgaver, de selv har opfundet. Det er jeg noget træt af at høre på. Det kunne være fint at få input til flere modargumenter, end dem jeg selv kan fremmane.

, , ,

Jeg melder mig ind i FOA

Jeg melder mig ind i FOA

Udskældt medlem af Djøf

Jeg melder mig ind i FOA

Gad vide om der nogensinde er nogen andre end mig, der har overvejet, hvor ubehageligt og trist det er at blive lagt for had som menneske, blot fordi man er medlem af en bestemt fagforening?

Jeg er medlem af Djøf og det har jeg været siden 1. september 1984. Jeg mener, man skal være organiseret i en rigtig fagforening ctr. en “gul”, idet de rettigheder, lønmodtagerne har, ikke er kommet af sig selv.

Selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, melder jeg mig aldrig ud. De har en pensionistpris på 150 kr. i kvartalet. Det er en fin service. Jeg har haft brug for Djøf et par gange i løbet af et langt arbejdsliv, og jeg har fået god hjælp.

Selvfølgelig melder jeg mig ikke ind i FOA, hvad skulle jeg der? men jeg er evindeligt træt af alle de hadske udtalelser på TV og på sociale medier.

  1. Jeg bliver ked af det hver eneste gang.
  2. Jeg tænker over, at udtalelser og skriblerier stammer fra mennesker, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet – uanset fagforening.

Forestil dig ganske kortvarigt

  1. Prøv et kort øjeblik at tænke over, at social- og sundhedsassistenterne blev hængt ud og lagt for had, fordi der ikke er tid nok til de ældre på landets plejehjem. Giv lige assistenterne skylden.
  2. P.t. er der katastrofal mangel på anæstesisygeplejersker i flere regioner. Der mangler så mange anæstesisygeplejersker, at flere regioner udskyder operationer på ubestemt tid. Det går blandt andet ud over mennesker, der har været plagede af smerter i måske meget lang tid. Giv sygeplejerskerne skylden for disse smerter eller tilbyd patienterne operationen uden bedøvelse.

Disse to tåbelige eksempler skulle gerne vise, at medarbejdere – uanset organisatorisk tilhørsforhold – passer arbejdet på de betingelser, der nu en gang er. Det gælder også os, der er medlemmer af Djøf.

Vi beskyldes fx for urimelige og umenneskelige afgørelser i sager om opholdstilladelse, vi laver for mange Excelark og fortsæt selv remsen. Du kan den sikkert udenad.

Er det uretfærdigt?

Vi passer arbejdet og administrerer fx en lovgivning, der er vedtaget af de medlemmer af Folketinget, vælgerne har ønsket sig. Djøferne sidder ikke og skalter og valter med fx udlændinges liv og fremtid efter eget forgodtbefindende. Forestil dig ramaskriget, hvis vi ikke fulgte gældende regelsæt og praksis. Det er årsagen til, at jeg bliver ked af det og regner med, at der er befolkningsgrupper, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet.

Jeg har gemt to bøger fra min studietid. Den ene er et hovedværk med titlen “Ret og retfærdighed” af Alf Ross. Jeg husker tydeligt, at Ross’ hovedkonklusion er: “Retfærdighed er korrekt regelanvendelse modsat vilkårlighed”. (Jeg slog lige efter, og det står faktisk på side 365 i 1966-udgaven. Af og til fejler hukommelsen intet eller også gjorde det bare et stort indtryk i 1986.) Den anden gemte bog er Eva Smiths disputats “Vidnebeviset”, som jeg læste, som var den en kriminalroman.

Det er slet ikke rart på daglig basis at blive udstillet som et menneske uden empati mv. Det fandt hverken social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker sig i ret længe. Djøferne har bøjet nakken og lyttet til tåbelighederne i årtier. Nu er det nok.

Huslejen skal betales

Mit første job efter kandidateksamen (forår 1990) bestod i behandling af kirurgiske sager i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. Det er en menneskealder siden, men jeg husker tydeligt, hvordan det var at være ansat på en arbejdsplads, der konstant blev lagt for had i pressen. Facebook og Instagram var jo ikke opfundet dengang. Kritikken lød dagligt på langsommelig sagsbehandling, urimelige afgørelser, forkerte afgørelser, erstatningen for erhvervsevnetabet kunne man ikke leve af osv.

Som medarbejdere løste vi imidlertid opgaverne bedst muligt inden for regelsæt og praksis. Det var de skadelidtes sikkerhed for korrekt sagsbehandling og retfærdighed. Utilfredshed kunne indklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Som djøfer kunne man selvfølgelig lade være at lade sig ansætte de steder, hvor borgerne ikke bryder sig om afgørelserne. Det er vel eneste udvej? Men selv medlemmer af Djøf skal betale husleje, der skal mad på bordet, studiegælden skal betales osv. Heller ikke her adskiller vi os altså fra hverken social- og sundhedshjælpere eller sygeplejersker. Og hvis vi ikke søgte og tog ansættelse de forhadte steder, ville sagsbehandlingstiden vokse ind i himlen. Så fat det dog.

Idiotiske ord og vendinger

Hvis du nu læser denne artikel om ord og vendinger, vi synes er de værste på jobbet, kan du muligvis få et bare lidt anderledes billede af medlemmer af Djøf. Som “sprogidiot” er jeg fuldkommen enig i hele listen over ord, der er det rene vrøvl. Mange af ordene forstår jeg ikke engang. Måske kan artiklen være med til at reducere dine fordomme?

Og når vi nu er ved det med ordene: Tænk på et ord som “djøfisering”. Man kunne da ikke forestille sig ord som “Foaisering” eller “Dsrisering” vel?

, ,

Dronningens kloge tale og mine planer

Dronningens kloge tale og mine planer

2022 ligger blank og vårfrisk for os

Dronningens kloge tale og mine planer

Jeg har set samtlige Hendes Majestæt Dronningens 50 nytårstaler, og jeg synes, de bliver bedre og bedre. I 2021 blev jeg naturligvis særligt berørt af følgende:

Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn.

Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.

Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje.

Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.

Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til! Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.

Hun svinger pisken (pænt) med en sætning som denne: “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”. Hvor er den skøn, næsten lige så god som de “dumsmarte bemærkninger” fra 1984. Det er kun Majestæten, der kan udtrykke afsky så pænt og dannet – men umisforståeligt.

Hvor findes fordommene?

Når ret skal være ret, og det skal det: Selv har jeg aldrig mødt manglende forståelse eller respekt som følge af mine to psykiatriske diagnoser. Jeg har aldrig mødt diskrimination. Hvis jeg har, er det i hvert fald glemt. Det blev jeg klar over, da jeg skrev ansøgningerne til Menneskebiblioteket.

De spørger i deres ansøgningsblanketter til, hvilke fordomme man har mødt og derfor kan være med til at afkræfte. For første gang nogensinde blev jeg opmærksom på, at der for mig at se er langt flere fordomme knyttet til at være medlem af Djøf end til at have en psykisk sygdom. Det er da absurd. “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”.

Forleden indledte jeg en (kort) debat med en person, der hadede djøffere. Efter to indlæg fra hver af os skrev jeg til vedkommende, at vi lige så godt kunne stoppe. Han boede i Jylland, hadede djøffere samt alle, der bor øst for Lillebæltsbroen. Det gav ikke mening at diskutere videre og jeg orker ikke at diskutere med folk, der hader mig, bare fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening.

Prøv selv at lægge mærke til hvor ofte du ser os lagt for had i den offentlige debat. Tænk hvis vi analogt anlagde en hadkampagne mod medlemmer af fx FOA eller HK…

Introduktionskursus hos Menneskebiblioteket

Jeg skal til en form for introduktionskursus hos Menneskebiblioteket den 11. januar. Det er jeg spændt på. Når jeg nu ikke skal stå i en genbrugsbutik og anrette brugt “porcelån”, leder jeg efter noget frivilligt, meningsfyldt arbejde, der ikke foregår ved mit skrivebord. Det kunne være en mulighed for at træffe interessante mennesker, men det er bestemt ikke hovedformålet. Jeg har det vældig fint ved mit skrivebord, men psykologen siger, jeg ikke kan leve på en ø, og hun plejer jo at have ret. Jeg kan da i hvert fald se på det.

Min “hovedbekymring”, hvis man kan tale om en sådan, går på deres “events”, hvor man som udlånt bog mødes med fem til syv lånere. Det dur ikke for mig, idet jeg forholder mig ordentligt til mennesker, jeg træffer, og jeg kan ikke nå at forholde mig ordentligt til fem, seks eller syv lånere. Jeg bliver for forvirret inde i hovedet og alt for træt dagen efter. Det kræver virkelig meget af mig, at være sammen med andre mennesker. Det giver sig helt konkret udslag i, at jeg sover 16 timer bagefter. Det er ikke almindeligt.

Menneskebiblioteket virker vældig velorganiseret og gennemtænkt. Det er det også nødt til at være, når det har eksisteret i næsten 20 år og er udbredt til 80 lande. Imponerende. De har en meget informativ og flot hjemmeside, der har en ulempe: skriften er lysegrå. Det ser selvfølgelig smart ud, men det nedsætter læsbarheden væsentligt. Der er en grund til at bøger sættes med sort skrift på hvidt papir. Jeg har en ven med et (stort) synshandicap; jeg tror, han ville trives dårligt på den hjemmeside. Flere hjemmesidesnedkere burde læse Jakob Nielsen et al. Det er gammeldags og stokkonservativt men læsbart.

, ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket“, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjenikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.