, , , , ,

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Madglad

Diverse hvor jeg vandt over ASE

  1. Det er søndag – derfor billedet!
  2. Det er lykkedes at partere en frisk røget makrel på 400 gr, uden at noget af vægten var fordelt på mere end fem ben.
  3. Denne uge røg der lige et kilo parmesan med i kasserne. Muligvis ikke så godt for “projekt vægttab”, men af og til må jeg gerne “synde”, og en klods ost er vel ikke det værste?

De sidste fire

Min lokale Kvickly har en vældig vestibule, hvor der dels stinker af indisk fastfood, dels altid står påtrængende repræsentanter for alt muligt.

Forleden dag var det Hjerteforeningen, der antastede mig. Jeg plejer altid at starte med at sige til de typer, at jeg ikke vil købe noget, og det gjorde jeg også her. Ih næh hun var helt altruistisk. Hun ville blot fortælle mig om risikofaktorerne, men jeg afbrød hende ved at sige, at jeg er i risikogruppen, og det ved jeg ganske udmærket. Men hun ville alligevel gerne give mig forskellige serviceoplysninger. Hun skulle bare bruge min fødselsdato og de sidste fire i CPR-nummeret, som skulle tastes ind på en iPad, godt nok blindt. Men de vil jo ikke være “blinde” i det øjeblik, de anvendes. Jeg spurgte, hvad hun skulle med dem. Det var så noget med koordination med sundhedsvæsen og politi…

Mit svar var selvfølgelig nej, og jeg må sige, at min tillid til Hjerteforeningen faldt drastisk. Hvad komme mine sidste fire cifre dem ved?

Cowboyland – slut på føljetonen

ASE erkendte, at de havde rådgivet virksomheden forkert. Det vil sige, at jeg har fået de frister, der fremgår af funktionærloven. Jeg er naturligvis tilfreds med, at virksomheden har tænkt sig at overholde gældende lovgivning. Virksomheden oplyser, at jeg er den eneste, der er ansat under funktionærloven, og at jeg har fået meget bedre betingelser end de øvrige, og at det har stillet virksomheden ringere. Jeg undrer mig, men jeg må hellere tie stille, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om bare at hytte mit eget skind og lade andre sejle i deres egen sø, når jeg ved, det er ulovligt. Jeg er normalt mere solidarisk end som så.

Med kort og kompas – visuospatiale forstyrrelser

Topografisk desorientering: Termen omfatter både evnen til personlig topografisk orientering, dvs. at finde vej i velkendte omgivelser og til at orientere sig på landkort eller arkitekttegninger. Kilde: En lærebog.

Jeg er virkelig, virkelig dårlig til at finde vej, og de 51 ECT-behandlinger har bestemt ikke gjort det bedre. Jeg har nul fornemmelse af, hvor jeg er.

Lige p.t. er det lidt af et cirkus for mig at at finde de to km fra Farum station til arbejdspladsen. Jeg bruger selvfølgelig Google Maps og drejer til højre og til venstre, som “damen” befaler. Problemet kommer, når hun af og til siger fx “gå mod nordøst”. Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvor nordøst er? Den første dag gik jeg 50 pct. længere, end jeg skulle. Dagen efter fandt jeg ud af, at min iPhone faktisk har et indbygget kompas. Så med kort og kompas kan jeg finde vej til min arbejdsplads. Jeg håber, det bliver bedre.

Med kugledyne

Jeg har vovet at sige mange tak til en fin invitation til Nordjylland i Store Bededagsferien sammen med dejlige mennesker, som jeg kender ret godt. En af de ting, der var medvirkende til mit “ja tak”, var, at jeg kan tage min kugledyne med, da de har bil. Det er første gang i mange år, jeg vover mig ud på den slags ekspeditioner. Spændende projekt!

God søndag!

4 Svar
  1. Aase
    Aase siger:

    Håber du får en god tur til det dejlige Thy hvor jeg bor. Skønt at du kan få din kugledyne med, forstår at den gør meget godt for dig. Glæder mig til at læse om din tur.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Aase

      Den dyne gør mig så meget godt. Jeg glæder mig til at komme til Thy, og dynen er med til, at jeg kan føle mig tryg ved “projektet”. Når jeg skal sove, trækker jeg den altid ret højt op mod halsen, og der går ikke mere end ti minutter, førend åndedrættet er helt nede og jeg så sover. Jeg er utrolig glad for den. Skulle den engang gå i stykker (jeg ved ikke lige hvordan), køber jeg straks en ny, nøjagtig som med iPadden.

  2. Eric
    Eric siger:

    Jeg hader at blive antastet, og da det også kan ske via telefonen, er jeg kommet på Robinsonlisten. Sikken fred! Jeg synes, at Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og hvad de ellers hedder har udviklet sig til formynderiske lobbyvirksomheder, der helst så kolde afvaskninger, ryge- og andre forbud samt, hvad ved jeg, indført ved lov. Passiv rygning er sikkert ubehageligt for mange, og det skal respekteres, men farligt? Ifølge sundhedsapostlene dør ufattelig mange af passiv rygning, men endnu er de ikke kommet med navnet på så meget som én person, der døde med den diagnose.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg er skam også på Robinsonlisten, har beskyttet adresse, bruger Truecaller mv. – det hjælper bare ikke nede i den ildelugtende vestibule. Jeg er også så evigt træt af dem alle – incl. FKN, som jeg støtter med et lille beløb hver måned, og så behøver de ikke ringe for at få flere penge. Det bliver jeg ret indigneret over. Nogen, der er slemme, er Dansk Flygtningehjælp, der sidste uge spurgte, om jeg havde hørt om krigen i Syrien…? Tror de da, deres potentielle sponsorer er idioter? Den slags bliver jeg også indigneret over. Farvel! Pengekassen er forseglet yderligere!

      Jeg respekterer bestemt mennesker, der ikke ønsker, man ryger hjemme hos dem. Naturligvis, og det er godt, der er opstået en helt anden kultur! Men du har vist ret i, at der vist aldrig er udstedt dødsattest med “Dødsårsag: Passiv rygning”.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.