Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Pas på – bogstaverne er farlige

Da bogstaverne åbnede verden

Pas på – bogstaverne er farlige

På Vestjyllands Højskole var jeg nok en af de yngste på mit hold; det sker efterhånden kun sjældent.

Langt de fleste havde børnebørn, så de havde nogen at gå hjem at skrive til og for. For første gang i mit liv kom jeg til at ønske at have børnebørn. Jeg har aldrig ønsket mig at have børn, men børnebørn ville være godt. Kunne man nu bare springe et led over … Så ville jeg også have virkelige modtagere til mine skriverier. Da biologien endnu ikke er nået til det udviklingstrin, må hjemmesiden holde for.

Det sker ikke ret tit, at jeg får læst en bog færdig, og det er flere år siden, jeg holdt op med at kæmpe med skønlitteraturen, fordi hjernen efter 20 minutter alligevel går sin egne veje, hvis jeg ikke selv er aktiv eller emnet er højinteressant.

“Fortæl dit liv” af Marie Østergaard Knudsen udgør en undtagelse. Den er et stykke faglitteratur, og den er højinteressant. Visse steder er den også ironisk. Det gælder i særlig grad de bedste kapitler, som jeg har læst flere gange:

  • Pas på – bogstaverne er farlige, side 74
  • Retten til at småskrive, side 77

Hun tager udgangspunkt i, at nutidens forældre ikke ser det som en værdi, at børn skal kunne læse, før de kommer i skole. Forældre vil gerne introducere børnene til alt muligt andet: madlavning, cykelreparation, lejrliv, rengøring etc. … men ord og bogstaver nej, det går sørme ikke.

… disse livsudfoldelser er uforenelige med at lære bogstaver.

De skal da have lov til at være børn, lege og være kreative. Det kan spores tilbage til selveste Grundtvig, der ønskede at befri børnene for latinskolens livsfjendske bogundervisning og tåbelige udenadslære. Den sorte skole skulle erstattes af skolen for livet, gerne på en højskole.

Hippocampus

Lex.dk fortæller om hukommelsen:

“Den implicitte/procedurale langtidshukommelse er især afhængig af de hjerneområder, der kaldes basalganglierne, mens den eksplicitte langtidshukommelse især er afhængig af hippocampus og de parahippocampale områder. Overførelsen af hukommelsesindhold fra korttidshukommelse til langtidshukommelse kaldes konsolidering og er knyttet til den perirhinale hjernebark.”

Vi har to Hippocampi, der begge ligner en søhest, en i hver side af hjernen, og de er vigtige medspillere, når man vil skrive sine erindringer, fordi de har spillet en rolle i indlæringen, og fordi langtidshukommelsen er afhængig af dem. Men for at skrive skal man have erkendt, at bogstaverne ikke er farlige, og man skal have lært dem. Spørgsmålet er bare hvornår.

Introduktion til det at læse

Mine forældre var ikke specielt boglige i den forstand, at de var intellektuelle, jeg er den første og sidste akademiker i familien, men de læste masser af bøger. Mine første år var fyldt med mantraet “Hvad er et hjem uden bøger?”

Min far tog afgang fra Den Danske Væveskole i 1943, det var en praktisk uddannelse, og min “mor” havde vist været “i huset” efter sin skolegang. Vores mange bøger dumpede ind med posten fra forlaget “Union”, der passende havde søhesten som logo, og selvfølgelig havde vi et eksemplar af Lademanns leksikon, men det havde alle i urtiden, før man kunne slå alt op på internettet.

Da jeg for længe siden var barn, var det stadig en værdi, at man kunne læse, før man kom i skole. Hvordan mine forældre på den måde sneg sig uden om Grundtvig, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig følt, at bogstaverne var farlige, eller at det at læse og lære bogstaver, var noget, der hæmmede mine øvrige livsudfoldelser. Jeg kunne sagtens både lege og lære bogstaver. Begge mine forældre var dygtige til at læse højt for mig ved sengetid. De gjorde personerne levende med deres stemmer. Det husker jeg fra omkring 4-årsalderen.

Jeg husker tydeligt, at de kunne noget, jeg også ville kunne. Jeg ville også læse, og jeg var både misundelig og nysgerrig. Hvordan fik de dog Aa, Bb, Cc ect. til at blive til historien om Missemor i Pixibøgerne og Peter Pedal og manden med den gule hat? Det er for længe siden til, at jeg kan huske processen, altså hvordan jeg fik det lært, men jeg husker tydeligt glæden, da jeg knækkede koden og opdagede, at jeg selv havde læst en hel side i en Pixibog. Det var fuldkommen vildt, også selvom der ikke stod ret meget på en side.

Jeg havde det som om, jeg havde deltaget i den første månelanding: “That’s one small step for [a] man, one giant leap for mankind”. Altså må det være sket omkring 1969, hvor jeg var seks år og endnu ikke begyndt i skole.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Man skal læse gotisk hver dag

Om gotisk skriftlæsning

Gotisk skriftlæsning handler mindre om talent og mere om kontinuitet. En enkelt vielse i Lillerød i 1740 blev afsættet for en fornyet fordybelse i de gotiske bogstaver, deres skjulte faldgruber og de forskelle, der følger med tid og skriver. Artiklen kredser om erfaringen af, at lidt daglig læsning virker bedre end lange, sporadiske sessioner – og om hvordan viden, der engang syntes tabt, langsomt blev genfundet. Undervejs flettes nemlig personlige erfaringer med sygdom, hukommelsestab og genlæring sammen med helt konkrete observationer fra kirkebøgerne.

Man skal læse gotisk hver dag

Jeg døjer lidt med forskellige skrivere i Frederiksborg Amt, men det går efterhånden bedre. I den forbindelse har jeg læst nogle artikler med eksempler på gotisk skift.

Det begyndte egl. med, at der ganske rigtigt stod “Enckmand” ved denne vielse den 20. efter trinitatis i 1740. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 49 af 95 opslag.

Jeg var i tvivl, om det kunne være rigtigt, hvad jeg læste, så jeg spurgte eksperterne i Danske Slægtsforskeres Forum. De kunne oplyse, at det er rigtigt, at der står “Enckmand”, men at det skal læses som Enkemand, fordi “e” er indlejret i “k”. Det havde jeg vist ikke set før, så jeg gav mig til at læse forskellig litteratur om gotisk skrift. Fx skriver Adam i “Adam i arkivet” på side 48 ff om de mest drilagtige bogstaver i de forskellige århundreder. Kort og godt: Hvad skal man være mest på vagt overfor hvornår i de forskellige århundreder?

En af eksperterne sendte mig dette gode link, hvor det blandt andet i afsnittet “Lektielæsning” fremgår, at det ikke drejer sig om mængden af gotisk skrift, man læser, men at det drejer sig om, at man læser hver dag.

Det passer helt til min erfaring.

Da jeg lagde slægtsforskningen på hylden

Da jeg blev syg i 2014, troede jeg, det var slut med mig og slægtsforskning. Koncentration og hukommelse var helt væk, og psykiatrien vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. Det var en hård tid.

  • Jeg kunne ikke se, hvordan jeg igen skulle kunne koncentrere mig om det i mange timer.
  • Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hukommelsen igen, så hvordan skulle jeg overhovedet lære nyt?
    • Jeg var blandt andet til en længerevarende hukommelsestest – to gange flere timer – på det daværende Psykiatrisk Center Hvidovre.
    • Kaj Bjerring Andersen konstaterede, at det var rigtigt, at der var problemer med hukommelsen, men han kunne ikke se, hvad de skyldtes, eller hvordan de kunne afhjælpes. Der var simpelthen “noget” i hjernen, der var “forkert”, og det bevirkede blandt andet det, en anden psykiater havde kaldt “absencer”, hvor tidsperioder på hele 14 dage bare var væk.
    • Det var så galt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom på arbejde, selvom jeg havde cyklet den samme vej til Udenrigsministeriet et utal af gange.

Ergo smed jeg en masse bøger ud (det ærgrer mig stadig) og ryddede grundigt op. I det mindste gemte jeg mine data godt på et eksternt lager.

Det varede vist et par år, før jeg igen åbnede et slægtsforskningsprogram og dermed et arkvalie med gotisk skrift, og det var næsten som at begynde forfra. Det var simpelthen som om, jeg aldrig havde set et gotisk bogstav før. Atter var der ikke forskel på G og H. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Men nej, det var ikke helt som at begynde forfra, for den gamle viden blev langsomt hentet fra et eksternt neuralt lager. Noget kunne jeg altså huske. Så det gik selvfølgelig hurtigere end første gang med at lære det på ny.

Jeg synes, det er rigtig, at man skal læse lidt hver dag, for så er det meget nemmere.

Og min erfaring er også, at det nemmeste er at blive ved et sogn, og dermed som hovedregel den samme skriver, og blive færdig med at “støvsuge” det for interessante personer, deres erhverv og deres relationer. Lige nu sidder jeg i Lillerød, hvor jeg har fået en ny tip-4-oldemor, der bliver jordet i 1781, koblet på. Hendes mand Bendt Hansen “kendte” jeg på forhånd. De bliver viet den 12. oktober 1749 i Lillerød kirke. Kilde. Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 52 af 95 opslag.

Alle de andre hedder Søren Bentsen og Bent Sørensen …

Det er en interessant udfordring.

En tilståelse

Alle, der skriver om gotisk skriftlæsning, skriver at den nemmeste måde at lære at læse gotisk er ved selv at skrive bogstaverne på nogle stribede ark.

Det må jeg tilstå, at jeg aldrig har fået gjort – det kan selvfølgelig være derfor, det har taget sin tid, men det går nu egentlig meget godt uden. Det kan være jeg en dag gør det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Engang var jeg så bange

Engang var jeg så bange

ECT holder mig kørende

Engang var jeg så bange

Jeg kan ikke falde til ro men er lidt oppe at køre, men det er okay og naturligt, for jeg skal til ECT i morgen – og jeg har sovet længe i dag søndag, så jeg er bare ikke træt.

Jeg tænker tilbage på den lange periode, hvor jeg var så bange for ECT. Det var fuldkommen ubegrundet og irrationelt, men sådan er angst, og som den, der lider af det, ved man det godt selv. Jeg kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var flere år. Det værste var, når jeg satte nøglen i min hoveddør for at låse, og denne tanke kom et eller andet sted fra “Det er sidste gang, jeg låser min dør”. Det var virkelig ubehageligt. Så er man altså bange for at dø!

Når jeg lagde mig på lejet i ECT-rummet og forsøgte at slappe af efter mange timers anspændthed, piblede tårerne frem, og jeg syntes, det var pinligt, for minimum tre mennesker så til.

Nu er det noget, der skal overstås, så jeg kan komme hjem og sove nogle timer, drikke kaffe og få noget mad efter en lang faste.

Jeg er glad for behandlingen, for det er den, der holder mig kørende. Med psykiatri-termer hedder det, at den sørger for, at jeg er stemningsneutral, altså hverken depressiv eller manisk; sådan i “midtersporet” lige der hvor jeg skal være.

Der er ingen bivirkninger sammenlignet med de bivirkninger, jeg fik af medicinen. Måske en lillebitte smule problemer med hukommelsen, men jeg synes det faktisk ikke. Og jeg har jo i det hele taget vænnet mig til at huske lidt dårligt – og mine telefonvenner har også vænnet sig til det. Jeg siger ofte: “Hvis jeg har fortalt dette før, må du sige til; så har jeg bare glemt det”.

Dengang jeg syntes, der var en stor indflydelse på hukommelsen, var jeg ret syg, og på det tidspunkt kan man ikke afgøre, om det er sygdommen i sig selv, der påvirker de kognitive funktioner, eller om det er ECT.

Derfor er angsten forsvundet

Jeg har vendt og drejet angsten med psykologen adskillige gange. Essensen er:

  • ingen vil mig noget ondt
  • jeg er ikke på vej til skafottet
  • jeg har selv valgt behandlingen.

Det må være de samtaler og de tre bullets, der gør, at angsten er forsvundet.

Jeg kan dem udenad og lægger især vægt på, at det er mig selv, der har valgt behandlingen. Det er et utrolig flot tilbud fra psykiatriens side, men det er selvfølgelig også billigere at se mig samlet set en lille times tid hver tredie eller femte uge, fremfor at jeg optager en seng på en afdeling i et par måneder.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Engang var jeg så bange

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Jeg elsker læreprocesser

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Efter at have brugt mange timer “i selskab med” ChatGPT fik jeg endnu en gang lyst til at dykke ned i VBA’s mysterier, fordi jeg gerne vil kunne selv, og fordi jeg gerne vil kunne gennemskue bare lidt af det, ChatGPT spytter ud. Nu til dags er tilgang til viden ikke et enten/eller men et både/og.

Jeg har tidligere opgivet megen programmering, fordi min hjerne “lissom” ikke egner sig, nu var jeg bare inspireret til at prøve igen. Men hvad skal man vælge, og hvad er et rimeligt prisniveau?

Jeg kiggede på Proximos hjemmeside om VBA Masterclass for at finde ud af:

  1. Om jeg havde de rette forudsætninger?
  2. Om det var det rette kursus for mig – eller om jeg skulle sigte lavere, når jeg starter fra bunden?
  3. Om prisen var rimelig?

Siden gav ikke svarene, men firmaet er et af de få, man kan ringe til, så jeg ringede og fik en snak med Kasper Langmann selv. For fem år siden forsøgte jeg mig også med VBA. Det kan du læse om her. Der er løbet meget vand i stranden siden da. Heldigvis.

Kasper kunne – i modsætning til mig – huske, at jeg allerede da havde købt en livsvarig licens til VBA Masterclass, så han sendte da lige login-oplysningerne igen …

Det havde han jo slet ikke behøvet. Han kunne sagtens have solgt den samme vare en gang mere. Det kalder jeg kundeservice!

Det er VBA velegnet til

Det er utrolig spændende, og det er et fint kursus. Jeg er ikke nået længere end til at kunne kopiere nogle celler inkl. formatering og til at kunne farve dem røde(re) bagefter… alligevel føler jeg, at jeg har lært en masse, der vil kunne automatisere mange af de processer, jeg foretager gang på gang. Det er lige præcis det, VBA er velegnet til.

Fx laver jeg gang på gang en eksport af fx direkte aner fra Legacy og bearbejder data. En makro vil helt sikkert kunne hjælpe med det. Jeg har en VBA-kode, som ChatGPT har skrevet, så den kan jeg jo bare bruge, men når jeg er færdig med kurset, kan jeg forhåbentlig forstå lidt af, hvad den gør. og måske selv lave mindre ændringer.

Et andet eksempel er, at jeg, efter i mange år at have levet af at lave økonomistyring i statsinstitutioner, slet ikke kan leve uden at lave en månedlig budgetopfølgning. Det ligger i kalenderen til den 2. i måneden, men der kan ofte gå lang tid, før jeg får det lavet, fordi det er både kedeligt og besværligt at se, hvor pengene blev af. Det er ikke desto mindre vigtigt for næste års budget, der tager udgangspunkt i regnskabet. VBA vil sikkert også kunne hjælpe budgetopfølgningen på vej.

Det er også svært at huske alle de mange kommandoer, men herregud der var jo også engang jeg ikke kunne genvejstasterne i Officeprogrammerne. Det er bare så længe siden, jeg var begynder der. Nu har jeg glemt, at det var svært at huske CTRL + S , CTRL + O og lignende. Efter at have brugt genvejene en million gange, sidder de jo i fingrene.

Hjernens betydning for læreprocesserne

Kasper går meget op i, at man skal lære det ordentligt på hans kurser, og at man lærer ved at øve. Jeg kan jo ikke uden videre huske fx: Range(“c4”).PasteSpecial xlPasteValues.

I en af de første lektioner forklarer han dette billede:

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Engang indtil 1960’erne troede man, at vi mennesker blev født med et vist antal hjerneceller, og at det var, hvad vi havde at gøre godt med livet igennem, Nyere hukommelsesforskning fra ca. 1990 og frem har heldigvis vist, at hjernen er i stand til at danne nye nerveceller langt op i voksenalderen. Kilde: “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab & Peter Lund Mdsen, 2013.

En “standardhjerne” består af ca. 100.000 neuroner.

Neuroner er de grundlæggende celler i nervesystemet, og de kommunikerer med hinanden via forbindelser kaldet synapser. Når man lærer noget nyt, som fx VBA-kode, sker der forandringer i netværket af neuroner og synapser i hjernen. Processen kaldes “plastiskhed” og gør, at hjernen kan tilpasse sig nye informationer.

Når man gentager en handling styrkes de synaptiske forbindelser mellem de relevante neuroner. Det bliver lettere for signalerne at passere, og informationen “lagres” således mere effektivt i hjernen. Dette er grundlaget for hukommelse og indlæring.

Så når man prøver at lære fx VBA, træner man specifikke neurale netværk til at genkende og udføre bestemte kodningsmønstre. Hukommelse er en central del af dette, fordi det er den mekanisme, der gør, at man kan trække på tidligere erfaringer for hurtigt at løse nye problemer.

Lidt populært kan man sige, at neuroner og synapser er hjernens hardware, mens indlæring og hukommelse er den software, der bliver bedre, jo mere man øver sig.

Jeg vil se, om jeg kan lære det denne gang, for jeg elsker jo læreprocesser.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.