Indlæg

,

Engang var jeg så bange

Engang var jeg så bange

ECT holder mig kørende

Engang var jeg så bange

Jeg kan ikke falde til ro men er lidt oppe at køre, men det er okay og naturligt, for jeg skal til ECT i morgen – og jeg har sovet længe i dag søndag, så jeg er bare ikke træt.

Jeg tænker tilbage på den lange periode, hvor jeg var så bange for ECT. Det var fuldkommen ubegrundet og irrationelt, men sådan er angst, og som den, der lider af det, ved man det godt selv. Jeg kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var flere år. Det værste var, når jeg satte nøglen i min hoveddør for at låse, og denne tanke kom et eller andet sted fra “Det er sidste gang, jeg låser min dør”. Det var virkelig ubehageligt. Så er man altså bange for at dø!

Når jeg lagde mig på lejet i ECT-rummet og forsøgte at slappe af efter mange timers anspændthed, piblede tårerne frem, og jeg syntes, det var pinligt, for minimum tre mennesker så til.

Nu er det noget, der skal overstås, så jeg kan komme hjem og sove nogle timer, drikke kaffe og få noget mad efter en lang faste.

Jeg er glad for behandlingen, for det er den, der holder mig kørende. Med psykiatri-termer hedder det, at den sørger for, at jeg er stemningsneutral, altså hverken depressiv eller manisk; sådan i “midtersporet” lige der hvor jeg skal være.

Der er ingen bivirkninger sammenlignet med de bivirkninger, jeg fik af medicinen. Måske en lillebitte smule problemer med hukommelsen, men jeg synes det faktisk ikke. Og jeg har jo i det hele taget vænnet mig til at huske lidt dårligt – og mine telefonvenner har også vænnet sig til det. Jeg siger ofte: “Hvis jeg har fortalt dette før, må du sige til; så har jeg bare glemt det”.

Dengang jeg syntes, der var en stor indflydelse på hukommelsen, var jeg ret syg, og på det tidspunkt kan man ikke afgøre, om det er sygdommen i sig selv, der påvirker de kognitive funktioner, eller om det er ECT.

Derfor er angsten forsvundet

Jeg har vendt og drejet angsten med psykologen adskillige gange. Essensen er:

  • ingen vil mig noget ondt
  • jeg er ikke på vej til skafottet
  • jeg har selv valgt behandlingen.

Det må være de samtaler og de tre bullets, der gør, at angsten er forsvundet.

Jeg kan dem udenad og lægger især vægt på, at det er mig selv, der har valgt behandlingen. Det er et utrolig flot tilbud fra psykiatriens side, men det er selvfølgelig også billigere at se mig samlet set en lille times tid hver tredie eller femte uge, fremfor at jeg optager en seng på en afdeling i et par måneder.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Engang var jeg så bange


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Jeg elsker læreprocesser

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Efter at have brugt mange timer “i selskab med” ChatGPT fik jeg endnu en gang lyst til at dykke ned i VBA’s mysterier, fordi jeg gerne vil kunne selv, og fordi jeg gerne vil kunne gennemskue bare lidt af det, ChatGPT spytter ud. Nu til dags er tilgang til viden ikke et enten/eller men et både/og.

Jeg har tidligere opgivet megen programmering, fordi min hjerne “lissom” ikke egner sig, nu var jeg bare inspireret til at prøve igen. Men hvad skal man vælge, og hvad er et rimeligt prisniveau?

Jeg kiggede på Proximos hjemmeside om VBA Masterclass for at finde ud af:

  1. Om jeg havde de rette forudsætninger?
  2. Om det var det rette kursus for mig – eller om jeg skulle sigte lavere, når jeg starter fra bunden?
  3. Om prisen var rimelig?

Siden gav ikke svarene, men firmaet er et af de få, man kan ringe til, så jeg ringede og fik en snak med Kasper Langmann selv. For fem år siden forsøgte jeg mig også med VBA. Det kan du læse om her. Der er løbet meget vand i stranden siden da. Heldigvis.

Kasper kunne – i modsætning til mig – huske, at jeg allerede da havde købt en livsvarig licens til VBA Masterclass, så han sendte da lige login-oplysningerne igen …

Det havde han jo slet ikke behøvet. Han kunne sagtens have solgt den samme vare en gang mere. Det kalder jeg kundeservice!

Det er VBA velegnet til

Det er utrolig spændende, og det er et fint kursus. Jeg er ikke nået længere end til at kunne kopiere nogle celler inkl. formatering og til at kunne farve dem røde(re) bagefter… alligevel føler jeg, at jeg har lært en masse, der vil kunne automatisere mange af de processer, jeg foretager gang på gang. Det er lige præcis det, VBA er velegnet til.

Fx laver jeg gang på gang en eksport af fx direkte aner fra Legacy og bearbejder data. En makro vil helt sikkert kunne hjælpe med det. Jeg har en VBA-kode, som ChatGPT har skrevet, så den kan jeg jo bare bruge, men når jeg er færdig med kurset, kan jeg forhåbentlig forstå lidt af, hvad den gør. og måske selv lave mindre ændringer.

Et andet eksempel er, at jeg, efter i mange år at have levet af at lave økonomistyring i statsinstitutioner, slet ikke kan leve uden at lave en månedlig budgetopfølgning. Det ligger i kalenderen til den 2. i måneden, men der kan ofte gå lang tid, før jeg får det lavet, fordi det er både kedeligt og besværligt at se, hvor pengene blev af. Det er ikke desto mindre vigtigt for næste års budget, der tager udgangspunkt i regnskabet. VBA vil sikkert også kunne hjælpe budgetopfølgningen på vej.

Det er også svært at huske alle de mange kommandoer, men herregud der var jo også engang jeg ikke kunne genvejstasterne i Officeprogrammerne. Det er bare så længe siden, jeg var begynder der. Nu har jeg glemt, at det var svært at huske CTRL + S , CTRL + O og lignende. Efter at have brugt genvejene en million gange, sidder de jo i fingrene.

Hjernens betydning for læreprocesserne

Kasper går meget op i, at man skal lære det ordentligt på hans kurser, og at man lærer ved at øve. Jeg kan jo ikke uden videre huske fx: Range(“c4”).PasteSpecial xlPasteValues.

I en af de første lektioner forklarer han dette billede:

Lærerigt VBA-kursus hos Proximo

Engang indtil 1960’erne troede man, at vi mennesker blev født med et vist antal hjerneceller, og at det var, hvad vi havde at gøre godt med livet igennem, Nyere hukommelsesforskning fra ca. 1990 og frem har heldigvis vist, at hjernen er i stand til at danne nye nerveceller langt op i voksenalderen. Kilde: “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab & Peter Lund Mdsen, 2013.

En “standardhjerne” består af ca. 100.000 neuroner.

Neuroner er de grundlæggende celler i nervesystemet, og de kommunikerer med hinanden via forbindelser kaldet synapser. Når man lærer noget nyt, som fx VBA-kode, sker der forandringer i netværket af neuroner og synapser i hjernen. Processen kaldes “plastiskhed” og gør, at hjernen kan tilpasse sig nye informationer.

Når man gentager en handling styrkes de synaptiske forbindelser mellem de relevante neuroner. Det bliver lettere for signalerne at passere, og informationen “lagres” således mere effektivt i hjernen. Dette er grundlaget for hukommelse og indlæring.

Så når man prøver at lære fx VBA, træner man specifikke neurale netværk til at genkende og udføre bestemte kodningsmønstre. Hukommelse er en central del af dette, fordi det er den mekanisme, der gør, at man kan trække på tidligere erfaringer for hurtigt at løse nye problemer.

Lidt populært kan man sige, at neuroner og synapser er hjernens hardware, mens indlæring og hukommelse er den software, der bliver bedre, jo mere man øver sig.

Jeg vil se, om jeg kan lære det denne gang, for jeg elsker jo læreprocesser.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel

Puk Damsgårds bog ligger til grund

Ser du månen, Daniel

Jeg lader bare tankerne løbe …

Jeg har tegnet et billigt abonnement på “Nordisk Film+”, hvor man kan se “Det største udvalg af danske film inkl. alle klassikerne fra Dansk Filmskat samlet i én streamingtjeneste.”. Det koster kun 49 kr. om måneden og rammer langt mere min smag end fx det amerikanske Netflix. Amerikanske serier siger mig ikke meget, og der er alt for mange afsnit. Der er ingen binding hos Nordisk Film. Man kan sige op, når man vil.

Ser du månen, Daniel

I aftes så jeg “Ser du månen, Daniel” om en ung dansk fotografs 13 måneder lange ophold hos Islamisk Stat/ISIS. Titlen hentyder til, at Daniels mor regner med, at den tilfangetagne Daniel ser den samme måne som hende. Det er ikke svært at forestille sig den smerte, hun har været i, al den tid de pårørende i Danmark ingen vished havde.

Jeg var ikke fri for at tørre øjnene i slutningen, hvor Daniel kommer tilbage til Danmark og scenerne, hvor han “læser op” af det afskedsbrev, han har memoreret fra cellekammeraten James Foley, der får halsen skåret over af undermenneskerne.

Daniel kommer tilbage til Danmark til trods for, at den danske regering ikke forhandler med terrorister. Det lykkes hans familie at samle de ca. 15 millioner kr., der køber ham fri.

15 millioner kr. lukt ned i Islamisk Stats modbydelige lommer. Selvfølgelig vidste jeg på forhånd, at ISIS er folk, man skal holde sig fra – men at se filmen gjorde et stort indtryk.

Jeg kan godt lide Puk Damsgård – hun er af Danmarks Radios dygtigste journalister. Til samme kategori henregner jeg Matilde Kimer, som jeg glæder mig til at se retur i Ukraine.

Jeg kendte ikke på forhånd bogen, men havde hørt om titlen. Puk Damsgård skuffer på ingen måde. Det gør en af hovedrolleindehaverne, Anders W. Berthelsen, heller ikke. Ham kan jeg også godt lide. Min smag er nok “old school”, men sådan må det være. Jeg holder meget af, når der er tid til at fortælle historien.

I aften skal jeg formentlig se

Der ligger mange skønne (gamle) film på “Nordisk Film+”. Jeg tror, jeg vil se “Drengene fra Sankt Petri”, der ganske vist er 31 år gammel, og som jeg engang så i biografen; men pyt med det – jeg kan alligevel ikke huske den.

En anden mulighed er “Under sandet”, som jeg har set tidligere i nyere historisk tid, og virkelig kunne lide. Filmen er et dansk-tysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder.

Hvem har taget de unge til fange? Danskerne? Vores rolle har muligvis ikke udelukkende været den smukkeste båret af ren altruisme. Vi bryster os af at have sejlet 6.000 jøder til Sverige, og det er selvfølgelig både smukt, fint og fantastisk. Nogle satte deres eget liv på spil for at redde jødiske medborgere, men det var ikke kun for deres blå øjnes skyld. Det kostede kassen.

Det kognitive bøvl

I årevis har jeg haft bøvl med de kognitive processer. “Kognition” betyder tænkning. Det har drejet sig om koncentration, overblik og hukommelse. Det skal dog siges, at hovedproblemet, der var hukommelsen, er blevet ca. 500 gange bedre siden 2014/15. Jeg har lyttet til nogle af lydfilerne med psykologen og mig. Det var slemt dengang. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Det er heldigvis en saga blot, og skal – meget a propos – bare glemmes og skylles ud med badevandet.

I aftes fandt jeg ud af noget positivt: Når jeg slog de danske undertekster fra og bare lyttede til de engelske replikker, gik det meget bedre, end hvis jeg både skulle se billederne og læse underteksterne. Så det er vejen frem. Det glædede mig meget.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

At lægge det store puslespil

At lægge det store puslespil

Validering af hukommelsen

At lægge det store puslespil

Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?

Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.

Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:

  • Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
  • Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)

Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.

Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.

Skal vi mødes?

Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.

Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.

Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.

Validitet

Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.

Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.

Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.

Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af

  1. om han i det hele taget bor der i 1940 og
  2. hvem han vokser op hos.

Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.

Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!

Endnu en skuffelse over “min mor”

Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.

  • Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
  • Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
  • Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
  • Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.