Indlæg

Stegemüller
/0 Kommentarer/i , /af ,

Centralisering

En tendens i tiden

Dem med stjerner på skuldrene og fingrene i klejnekassen mener altid, centralisering er af det gode. Jeg har ikke tal på de steder i centraladministrationen, jeg har deltaget i centraliseringsøvelser. Det var naturligvis ikke min opgave at udforme de nye organisationer, det var jeg ikke vigtig nok til, men jeg har lavet alle regnearkene, der viste effektiviseringspotentialet (også kaldet besparelserne) og fx den kortere sagsbehandlingstid, der skulle følge i halen på øvelserne. Der skulle også regnes på omkostningerne ved flytning, genhusning, fratrædelsesgodtgørelser og meget andet. Sådan bliver man forholdsvis skrap til Excel.

Det dybe formål med centraliseringen var at skabe noget bedre for vores ‘kunder’; ellers var der jo ingen idé i det.

Det var ikke ret ofte, vi lavede regneark bagefter. Vi regnede sjældent på, om målene var nået, og om hele øvelsen havde haft den planlagte effekt.

Mine erfaringer med Distriktspsykiatrien

Jeg var hos min kontaktperson i distriktspsykiatrien (DPC) i dag. Jeg er så glad for at komme hos hende, og jeg har kendt hende siden 2014 eller 2015. Jeg behøver ikke repetere noget for hende; det er hende, der repeterer for mig 🙂 Hun har været med til diverse møder på Brøndbyøstervej 160 (Psykiatrisk Center Hvidovre – sådan hed det engang, og jeg har været der 100 gange), hun har vist nok været hjemme hos mig og hun har stillet op til alt! Hun er aldrig syg, hun aflyser aldrig, vi er vist nogenlunde lige gamle. I det hele taget kunne jeg ikke ønske mig en bedre kontaktperson. Hun har været med i et enormt turbulent forløb med svingninger til begge sider, og – indrømmet – også neutrale faser, hvor jeg troede, jeg var ‘rask’, hvilket hun har bakket mig op i. Brænder det på igen, er hun en af de første, jeg ringer eller skriver til. Jeg ved, hun er der uanset hvad.

Lægerne i DPC har været meget skiftende, men de har alle været enormt dygtige og enormt søde! Jeg var især begejstret for den første i 2014 eller 2015, der nok er den eneste, der virkelig forstod de kognitive problemer til bunds, og som udnævnte hukommelsesproblemerne til noget, der lignede ‘absencer’ og overbeviste Hvidovre Kommune om, at de skulle give mig et forløb hos Center for Specialundervisning af Voksne. Hun havde al den tid, der var i verden – desværre var hun aldersstegen og gik på pension. Jeg savnede hende længe.

Jeg har gennem et godt stykke tid haft en overlæge, der ikke bliver skiftet ud, som er enormt dygtig og det er rigtig dejligt. Kasper Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, anbefalede ham varmt. Jeg ser ham ikke ret ofte; man har vist ret til kun to lægesamtaler pr. år. Det er ikke meget, men brænder det på, kan man bane sig vej sig igennem. Det er jeg ikke i tvivl om.

Centralisering i psykiatrien

Min kontaktperson fortalte mig i dag, at hun for længst har fortalt mig, at alle bipolare patienter i løbet af et til to år skal samles sammen på Brøndbyøstervej, fordi specialiseringen efter sigende skulle være en fordel for patienterne.

Jeg har uhyre svært ved at se fordelene. Faktisk kan jeg kun se ulemperne. Jeg orker ikke at skulle fortælle min historie forfra til et system, der godt nok er både lyttende og kærligt, men som ikke uden videre kan forstå turbulensen i alt det, jeg har har været igennem.

Jeg kan ikke se det som andet end en ‘bipolar-fabrik’, og faktisk har jeg slet ikke lyst til at blive et nummer der. Det er nok uhyre svært at kæmpe mod en centraliseringsøvelse, der er politisk bestemt, men jeg agter at prøve, og jeg er født til at kæmpe. Faktisk vinder jeg ofte mine kampe.

Lige nu har jeg det fantastisk, men jeg after at bevare mit ‘bolværk’: kontaktpersonen i DPC, lægen i DPC, min PSI-seng på Brøndbyøstervej, ECT hver tredje uge og selvfølgelig psykologen, der godt nok overvejer at flytte sin klinik til en by, hvor jeg skal køre mindst en time med tog for at komme i behandling. Men det må jeg så gøre.

Jeg ønsker at bevare ‘bolværket’ for det er mennesker, der kan holde mig ‘på sporet’, hvis det skrider. De kan fx fortælle mig forskellen på en begyndende mani og den sædvanlige Asperger. Det kan jeg nemlig ikke selv mærke. Selvom jeg har sat mig ind i begge dele, behøver jeg professionelle til at se forskellene: sygeligt eller naturligt?

Efter et turbulent forløb er der en iboende angst for, at det hele skal begynde forfra. Jeg har skrevet om, at jeg kan gå i seng om aftenen og have det normalt, men vågne op næste morgen og ikke så meget som orke at gå i bad. Jeg husker det ikke, men jeg vil nødig opleve det igen. Jeg har også skrevet om, at jeg i perioden med Parkinsonismen på et tidspunkt ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, og at jeg var angst for at være blevet dement.

Afsides afrunding på det hele

Jeg gemmer mails og alle mulige dokumenter for at yde en støtte til de kognitive evner. Der ligger en masse, jeg en dag bør rydde op i. Det er bare så kedeligt. Jeg må dog indrømme, at jeg i dag – i bar glæde – har slette den arkivmappe i mailboksen, der hed ‘Nyt job’.

Stegemüller
/2 Kommentarer/i , /af ,

Glemt er godt

En tur hos psykologen

Vi talte meget om mine problemer med hukommelsen. Hun er så god til at vende det hele på hovedet:

  1. Hvad betyder det nu, hvor jeg kan optage og tage noter af alt vigtigt og
  2. Alt det gamle skidt, inkl. de seneste år siden 2014, er det alligevel værd at huske? Næh hun har ret! Det har været forbandede år, som jeg alligevel ikke savner at huske. Det meste er veldokumenteret vha. hjemmesiden. Jeg har skrevet om det meste, også om alt det frygtelige. De, der kender mig godt, kender alligevel til problemerne, og er søde til ikke at påpege, at de allerede adskillige gange har hørt om dette eller hint. Jeg kan jo selv se det på bloggen, når jeg “læser baglæns”. Jeg kan jo se, at jeg skriver det samme adskillige gange. Men det er nyt for mig selv…

ECT-behandlingerne gør, at jeg har en lille seddel herhjemme med koden til mit Dankort. Det er egl. ikke fordi, jeg har behov for at se på den, men jeg kan godt lide bevidstheden om, at den er her. Skulle jeg få behov for den, så er den her.

Vi talte om, at jeg har skrevet om det meste siden 2014, så jeg vil næsten altid kunne finde tilbage. Jeg har læst en del “baglæns”, og forleden fandt jeg en post om, hvordan jeg ikke længere orkede livet, men i erkendelse af, at det er svært at slippe fra denne jord, var min tanke, at jeg ville tage en færge en vinternat og springe ud fra den. Min tanke var, at når det ikke var let at finde et sted at klynge et reb op, så måtte dette med færgen trods alt være lettere. Ak ja – det er svært at tænke tilbage på, men jeg forstår mig (selv). Jeg tager ikke afstand fra tankerne, for jeg husker trods alt, hvad der førte til dem. Jeg håber inderligt, de ikke kommer tilbage.

Kommer der en krise?

Det er enten i morgen eller i overmorgen Pensionsnævnet træffer den endelige afgørelse. Jeg kan ikke huske det. Endelig skal jeg forhåbentlig være fri? Indtil videre er det fantastisk og jeg kender ikke til større ‘recovery’. Lige nu har jeg masser af gøremål på to-do-listen. Jeg nyder at kunne nørkle med min hjemmeside eller noget andet til kl. 02 om natten, hvor jeg har sat det op som mål, at jeg skal gå i seng. Jeg er vist nok B-menneske, men det har jeg enten glemt eller fortrængt sammen med en masse andet.

Rehabiliteringsteamets ordførende ‘direktør’ nævnte ad flere omgange, at der kunne komme en krise i forbindelse med at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tænker selv, at jeg har brugt tiden siden siden sommeren 2020, hvor Parkinsonismen var på sit højeste, til at forberede mig selv på et liv udenfor arbejdsmarkedet. Jeg husker – vistnok – at jeg var ansat hos Interflora 6-8 timer om ugen. Al den tid, jeg ikke var på arbejde gik med at være angst for at skulle på arbejde.Det endte med, at jeg ringede til Niklas, min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og sagde, at det ikke gik, og at nu måtte han hjælpe mig med at søge pension.

Og så var der hele den periode, hvor jeg ikke kunne se noget, og ikke kunne ramme tasterne, og hvor overlæge Kasper Reff på nul komma fem skaffede mig en øjenlæge i Glostrup.  Jeg har fået intet mindre end en fornem behandling i hele ‘systemet’. Det manglende syn var altså slemt. Parkinsonismen var slem, faktisk værre end både depressionerne og manierne. Jeg ved det kun, fordi jeg har kunnet læse “baglæns”. Det var ikke rart at falde ud af sengen, at måtte trykke på nødkaldet eller at ligge på gulvet mange timer uden at kunne komme op. Piv piv – sådan skal det ikke forstås. Sådan var det bare! Og hele angsten for måske at være ved at blive dement, når jeg ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, eller hvordan jeg cykler til byen.

Jeg tror ikke uden videre på en krise. Men det har de selvfølgelig mere forstand på. Måske kommer den? Indtil videre er jeg bare lykkelig! Psykologen siger, jeg er blevet ‘mildere’ de seneste gange, og det har hun jo sikkert forstand på.

P.t. er jeg bare lykkelig! Jeg har måske aldrig i hele mit liv haft det bedre? ‘Kampen’ for det ene, det andet og det tredje er ovre. Når jeg ser tilbage, har hele mit liv siden jeg var 9-10 år været en kamp. Lige nu kæmper jeg ikke, og det er helt mærkeligt. Jeg nyder det bare.

På torsdag skal jeg ud til den dygtige neurolog Sara Bech på Bispebjerg, og jeg glæder mig så meget til at fortælle hende, at jeg er ude af medicinen, som udløste Parkinsonismen, og at jeg vha. ECT har fået mit liv igen.

At glæde mig/sig til

Jeg ser frem til den endelige afgørelse. Så kan jeg endeligt sænke skuldrene. Og ellers er det jo psykologen og jeg må en tur i Aftenshowet. Måske synes hun om programmet, men jeg gør ikke.

Jeg ser også frem til en tid i frisørstolen i morgen kl 10:00, for jeg ligner snart en løve! Sådan er corona-hår, når man sædvanligvis skal under saksen mindst hver femte uge, og der er meget at klippe i. Jeg ringede, så snart jeg havde set pressemødet, og derfor lykkedes det mig at få så tidlig en tid. Åh hvor jeg glæder mig! Tænk at komme til at se nogenlunde ordentlig ud igen – og coronapasset er let på plads, for jeg er jo blandt de heldige, der allerede er vaccineret endda med Pfizer-BioNTech-vaccinen. Den dør man ikke uden videre af…

 

Stegemüller
/0 Kommentarer/i /af

“Da jeg gik i stå”

psykiatri

Et interessant webinar

I Region Hovedstaden har vi PsykInfo, der blandt andet skriver:

“Om PsykInfo

​PsykInfo er et Psykiatrisk Informationscenter i Region Hovedstaden. PsykInfo tilbyder information, rådgivning og vejledning om psykisk sygdom og psykiatri til alle borgere, der har brug for mere viden.​”

Jeg har fulgt dem siden 2014, tror jeg, det var, og de har mange spændende initiativer og arrangementer. Her til aften havde de et interessant webinar med denne titel:

“Da jeg gik i stå – om kognitive vanskeligheder og psykisk sygdom”

De havde inviteret to af deres såkaldte ambassadører, Louise og Magnus, der selv kæmper med kognitive problemstillinger, og specialpsykolog Louise Meldgaard Bruun, der er ansat ved ‘Institut for Klinisk Medicin – Afdeling for Depression og Angst’ ved Aarhus Universitet. Jeg har for flere år siden læst en af hendes bøger med titlen ‘Saml tankerne’ om håndtering af kognitive vanskeligheder efter stress, angst og depression (Psykiatrifondens forlag, 2014). At høre de tre gav mig lyst til at tage bogen frem igen, for jeg har selvfølgelig glemt pointerne.

Noget af det, hun talte om, var det helt naturlige ved problemer med hukommelse, overblik og koncentration i forbindelse med mange psykiske sygdomme som stress, angst og depression – men også forskellige psykoselidelser. Jeg husker stadig, da jeg gik langs væggene for at undersøge, om musikken, jeg hørte, kom fra naboerne eller inde fra mit eget hoved. Det var ikke så sjovt og førte til indlæggelse for Gud ved hvilken gang.

Hun fortalte også om, hvordan man kan hvile hjernen ved at opretholde strukturer og rutiner. Holder man sig til dem, kan hjernen få hvile, da den ikke skal arbejde for at overkomme almindelighederne. Det er egentlig ret logisk.

Man skal endvidere finde det, der fungerer bedst for en selv. Hun gav som eksempel, at man ikke hviler hjernen ved at dyrke mindfulness eller meditation, hvis man bare ikke er til den slags. Hvis man skal tvinge sig selv til noget, kommer hjernen på arbejde, og det er jo netop ikke meningen. Det var lige vand på min mølle, for jeg er så tit blevet rådet til at dyrke en af de to ting; det er altså bare ikke noget for mig, så jeg har afslået. Jeg hviler hjernen ved fx at rode med mine hjemmesider, men det kunne jeg ikke, da det gik værst for sig.

Jeg tror, jeg ved noget om psykisk sygdom, ECT og hukommelse

Efter mere end 70 ECT-behandlinger gennem ca. syv år er jeg en erfaren psykiatribruger. Og jeg har skrevet 119 blogindlæg om hukommelse (https://stegemueller.dk/tag/hukommelse/).

På Facebook er jeg venner med professor, overlæge, dr. med., Poul Videbech, Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Glostrup,  der er en af dem her i landet, der ved mest om netop ECT og hukommelse.

Det er nærmest ‘gældende ret’, at ECT kun rammer arbejdshukommelsen (= korttidshukommelsen), og at generne er ovre efter senest tre måneder. Hvis generne er vedvarende, siger og skriver alle, at det nok nærmere skyldes den bagvedliggende psykiske lidelse.

Forleden satte jeg mig ned og skrev en længere mail til Poul Videbech om, at jeg fint kendte til alle teorierne, men at det slet ikke svarer til min erfaring. Jeg skrev, at det på ingen måde er en kritik af ECT, som jeg er begejstret for, men at når hans afdeling nu forsker i forskellig former for hukommelsespåvirkning ved ECT, syntes jeg, han skulle kende en brugers erfaringer. Jeg sendte ham linket til de 119 blogposter men betonede, at jeg ikke forventede, han gik om bord i dem. 🙂 Jeg skrev, at hvis jeg kan bidrage til deres forskning, gør jeg vældig gerne det.

Og han har sørme svaret i dag, og ud fra hans svar kan jeg se, at han rent faktisk har læst nogle af posterne. Det havde jeg ikke ventet!

Han tager fat i de problemer, jeg har med ansigtsgenkendelse, som han kun har været ude for i ganske sjældne tilfælde. Han vil konsultere en psykolog, der også arbejder på projektet, om det er noget, de kan gå videre med. Det kunne være herligt at kunne bidrage lidt til forskningen på dette vigtige område, og måske være med til at nuancere ‘gældende ret’.

Det med ansigtsgenkendelsen kan bedst illustreres med, at jeg ikke kunne huske/genkende mennesker, jeg havde været i menighedsrådet med i otte år. Center for Specialundervisning for Voksne foreslog mig at tage billeder af medlemmerne af rådet, og give filerne navnet på vedkommende. Den hurdle kom jeg aldrig over. Det virkede alt for grænseoverskridende at spørge, om jeg måtte tage et billede. Idéen var sikkert ellers god.

Jeg er spændt på, om jeg hører mere fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning.