Indlæg

, ,

Diverse

Jeg går

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de CDer, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder af sig selv

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag). Speciallægen vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!

“Hendes verden”

Selvmordstanker, depression og livsangst har været en del af Hanne B. Stegemüllers liv i mange år, men nu har en række behandlinger med elektrochok givet glæde, håb og en dejlig normalitet.

For enden af regnbuen

Det glemte

I 1988 udgav Poul Krebs albummet “For enden af regnbuen”, som faktisk var ret godt; stille og melodisk.

I dag kom jeg tiltrængt væk fra computeren, fordi en god ven og tidligere kollega havde inviteret. Vi så sammen stedet, hvor regnbuen ender både både til højre og til venstre. Utrolig flot. Og så er mobilkameraet ret anvendeligt – lige i tasken. Måske skal jeg alligevel ikke have en Doro 🙂

Hvorfor var der ingen, der tænkte?

Vi var kolleger fra 2000 – 2004, kan jeg se i mit CV. En af versionerne rummer tillige en uddybende beskrivelse af de opgaver, jeg havde, og de var for det meste ret ansvarsfulde. Jeg kan godt nok ikke genkende dem, men jeg har da ikke skrevet løgne i mit CV. Det samme gælder for mine øvrige stillinger.

Min ven kunne fortælle om, at jeg arbejdede 20 timer i døgnet, det er nu nok en overdrivelse, for dernæst at være sygemeldt i månedsvis. Det samme skulle også have gjort sig gældende i senere stillinger. Gennemsnitligt har jeg dog nok udfyldt mine årsværk. Op og ned og op og ned. Hvis det ikke er bipolar affektiv sindslidelse, så står verden ikke længere.

Jeg husker de lange arbejdsdage, men de markante sygeperioder, kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg er virkelig overrasket og lidt chokeret. Den slags kan andre mennesker da huske. Min ven mente også, der senere havde været tale om nogle fyringer, det husker jeg heller ikke, bortset fra den fra Moderniseringsstyrelsen i 2013 – på grund af sygdom seks dage i prøveperioden, og det var der jo ikke noget at sige til, eftersom min verden væltede i 2014.

Jeg spørger: Hvorfor var der ikke nogen læger/andre, der begyndte at undre sig over de hyppige langvarige sygemeldinger? Hvorfor skulle der gå 11 år fra den første depression i 2003 til den rigtige diagnose i 2014? Jeg kan godt blive en anelse træt af det. Måske kunne mit liv have set helt anderledes ud nu? Bortset fra, at jeg jo på mange plan har det bedre nu end før 2014. Jeg synes bare, det er tankevækkende.

I 2003 fik jeg kontakt med en psykiater, som primært var søvnforsker. Han udskrev Cymbalta® og så mødtes jeg med ham i et kvarter en gang i mellem. Han syntes vist, jeg havde det fint.

Jeg havde en indlæggelse af en dags varighed i 2009; vist nok med depression. De syntes vist, jeg havde det fint.

Man skal også være rimelig

Årene er gået, der bliver forsket og udviklet – så længe det prioriteres – jeg tror slet ikke, man talte om affektive sindslidelser dengang. Måske var de slet ikke “opfundet”, jf at min diagnose i de 11 år var “tilbagevendende depressioner”. Nu hedder det “unipolare depressioner” som også er et mere dækkende ord for depressioner, der ikke har været ledsaget af manier/hypomanier. Man taler om poler/polariteter. Og det føles rigtigt sådan!

Nu findes der faktisk et “Kompetencecenter for Affektive lidelser” under Rigshospitalet, I Viborg/Skive og i Hillerød. Hold da op hvor er der sket meget. Og det er godt. Jge har forsøgt at finde oplysninger om centeret på RH om, hvornår det er grundlagt, men det lykkedes ikke.

På en måde håber jeg ikke, det fandtes dengang 🙂