Indlæg

/i /af

Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel

Puk Damsgårds bog ligger til grund

Ser du månen, Daniel

Jeg lader bare tankerne løbe …

Jeg har tegnet et billigt abonnement på “Nordisk Film+”, hvor man kan se “Det største udvalg af danske film inkl. alle klassikerne fra Dansk Filmskat samlet i én streamingtjeneste.”. Det koster kun 49 kr. om måneden og rammer langt mere min smag end fx det amerikanske Netflix. Amerikanske serier siger mig ikke meget, og der er alt for mange afsnit. Der er ingen binding hos Nordisk Film. Man kan sige op, når man vil.

Ser du månen, Daniel

I aftes så jeg “Ser du månen, Daniel” om en ung dansk fotografs 13 måneder lange ophold hos Islamisk Stat/ISIS. Titlen hentyder til, at Daniels mor regner med, at den tilfangetagne Daniel ser den samme måne som hende. Det er ikke svært at forestille sig den smerte, hun har været i, al den tid de pårørende i Danmark ingen vished havde.

Jeg var ikke fri for at tørre øjnene i slutningen, hvor Daniel kommer tilbage til Danmark og scenerne, hvor han “læser op” af det afskedsbrev, han har memoreret fra cellekammeraten James Foley, der får halsen skåret over af undermenneskerne.

Daniel kommer tilbage til Danmark til trods for, at den danske regering ikke forhandler med terrorister. Det lykkes hans familie at samle de ca. 15 millioner kr., der køber ham fri.

15 millioner kr. lukt ned i Islamisk Stats modbydelige lommer. Selvfølgelig vidste jeg på forhånd, at ISIS er folk, man skal holde sig fra – men at se filmen gjorde et stort indtryk.

Jeg kan godt lide Puk Damsgård – hun er af Danmarks Radios dygtigste journalister. Til samme kategori henregner jeg Matilde Kimer, som jeg glæder mig til at se retur i Ukraine.

Jeg kendte ikke på forhånd bogen, men havde hørt om titlen. Puk Damsgård skuffer på ingen måde. Det gør en af hovedrolleindehaverne, Anders W. Berthelsen, heller ikke. Ham kan jeg også godt lide. Min smag er nok “old school”, men sådan må det være. Jeg holder meget af, når der er tid til at fortælle historien.

I aften skal jeg formentlig se

Der ligger mange skønne (gamle) film på “Nordisk Film+”. Jeg tror, jeg vil se “Drengene fra Sankt Petri”, der ganske vist er 31 år gammel, og som jeg engang så i biografen; men pyt med det – jeg kan alligevel ikke huske den.

En anden mulighed er “Under sandet”, som jeg har set tidligere i nyere historisk tid, og virkelig kunne lide. Filmen er et dansk-tysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder.

Hvem har taget de unge til fange? Danskerne? Vores rolle har muligvis ikke udelukkende været den smukkeste båret af ren altruisme. Vi bryster os af at have sejlet 6.000 jøder til Sverige, og det er selvfølgelig både smukt, fint og fantastisk. Nogle satte deres eget liv på spil for at redde jødiske medborgere, men det var ikke kun for deres blå øjnes skyld. Det kostede kassen.

Det kognitive bøvl

I årevis har jeg haft bøvl med de kognitive processer. “Kognition” betyder tænkning. Det har drejet sig om koncentration, overblik og hukommelse. Det skal dog siges, at hovedproblemet, der var hukommelsen, er blevet ca. 500 gange bedre siden 2014/15. Jeg har lyttet til nogle af lydfilerne med psykologen og mig. Det var slemt dengang. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Det er heldigvis en saga blot, og skal – meget a propos – bare glemmes og skylles ud med badevandet.

I aftes fandt jeg ud af noget positivt: Når jeg slog de danske undertekster fra og bare lyttede til de engelske replikker, gik det meget bedre, end hvis jeg både skulle se billederne og læse underteksterne. Så det er vejen frem. Det glædede mig meget.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

At lægge det store puslespil

At lægge det store puslespil

Validering af hukommelsen

At lægge det store puslespil

Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?

Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.

Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:

  • Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
  • Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)

Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.

Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.

Skal vi mødes?

Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.

Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.

Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.

Validitet

Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.

Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.

Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.

Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af

  1. om han i det hele taget bor der i 1940 og
  2. hvem han vokser op hos.

Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.

Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!

Endnu en skuffelse over “min mor”

Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min “mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.

  • Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
  • Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
  • Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
  • Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.
/i /af

Hos psykologen griner vi meget

Hos psykologen griner vi meget

Trods de alvorlige emner

Hos psykologen griner vi meget

Jeg har lige nu 83 lydfiler med optagelser af samtaler med psykologen. Den første fil er fra den 6. maj 2015; altså er der gået syv år. Selvom jeg har 83 filer, er der nogle/mange?, der mangler. Hvor pokker de er blevet af, ved jeg ikke. Jeg har naturligvis ikke slettet dem. Måske røg de, da min tidligere PC stod af? Nåh, men der er ikke noget at gøre ved det; jeg kan ikke finde dem, uanset hvor (meget) jeg leder.

De seneste dage har jeg brugt tid på at høre 75 af dem. Ikke altid “lytte lytte” men ladet dem køre lidt i baggrunden for at uddrage essenserne.

En af de ting, jeg virkelig lægger mærke til, er, at trods de alvorlige emner, der er oppe at vende, griner vi meget. Humoren har båret meget igennem, og jeg tror, vi har nogenlunde samme form for humor. Det ikke er en “Gøg-og-Gokke-eller-Victor-Borge-humor”, men måske mere en “uden humor går det ikke-humor”.

Det er usædvanligt, at man kan have så langt et forløb, men det er også en lidt usædvanlig historie, jeg fortæller. Når jeg sidder og hører optagelserne, er det tydeligt, at jeg fortæller det samme adskillige gange, fordi jeg ikke kan huske, at det er fortalt før. Til den positive side hører, at det også er tydeligt, at hukommelsen har bedret sig væsentligt på de år, der er gået.

Jeg har adskillige gange sagt til hende, at min historie vel også er exceptionel? Hun har adskillige gange svaret: “I am sorry to say: “no””. Det er godt, jeg ikke selv er psykolog. Jeg kunne ikke holde ud at sidde 40 timer ugentligt og høre på sådanne historier og at holde hånden under mennesker, der har det pokkers svært.

Jeg glemmer fx. aldrig “Microsoftsessionen” den 23. juli 2015, hvor hun adskillige gange tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, fordi jeg har planlagt at – og hvordan og hvornår – at tage livet af mig. Jeg afviser det imidlertid, fordi jeg er bange for, om hun vil indlægge mig “på røde papirer” (d.v.s. med tvang) og for det andet fordi jeg har en aftale med Microsoft om at gøre et eller andet på min PC…

Egen læges interaktion

Når forløbet har kunnet være så langt, skyldes det, at jeg har en enormt god læge, der har været dygtig til at finde de rigtige henvisningsårsager, idet der er grænser for, hvor mange henvisninger man kan få pr. årsag. En henvisningsårsag giver som hovedregel ret til et behandlingsforløb på 12 gange, hvor regionen betaler 60 pct. af psykologens honorar. Man kan fx få 12 gange til incest og to gange 12 til angst. Der er nu senere indført en regel om, at regionen betaler 100 pct. af psykologens honorar, hvis man er mellem 18 og 24 år og henvist på depression el. angst. Det er utrolig positivt, at man vil gøre en indsats for de unge, der nok sjældent har råd til selv at betale de resterende 40 pct. Jeg er alt for gammel til at være ung.

Selv kan jeg vist ikke trække flere henvisninger ud af min egen læge; jeg føler ikke, jeg berettiget kan gå ned og sige, at jeg har behov for endnu en henvisning. Det betyder, at jeg selv prioriterer at fortsætte forløbet. Jeg glæder mig over at have noget at prioritere med. Det er det bestemt ikke alle, der har. Man kan så sige, at jeg jo ikke køber nye biler, køkkener, sommerhuse, dyre udlandsrejser eller alt det andet, folk bruger penge på. Jeg bruger pengene på personlig udvikling; på at få det endnu bedre end jeg allerede har. Det er en luksus. Og jeg sætter stor pris på den luksus.

Forløbet er en afspejling af, at man ikke kommer langt med 12 behandlinger. Jeg vil mene, at med 12 gange kan man kratte lidt i overfladen men heller ikke mere. Havde jeg ikke haft forløbet, havde jeg måske været indlagt endnu flere gange?

Det er underligt, at vi som samfund ikke prioriterer psykologbehandling højere. Det er naturligvis ikke gratis, men det er indlæggelser bestemt heller ikke; faktisk er de en del dyrere. Det har også ofte undret mig, at det er virkelig vanskeligt at skaffe en psykolog i psykiatrien. Der var en periode, hvor jeg efterspurgte det meget, og det lykkedes også til sidst, fordi jeg er så både vedholdende og irriterende. Det, der tidligere hed Psykiatrisk Center Hvidovre, er et kæmpe hus men i det kæmpe hus, kunne man faktisk ikke opdrive en psykolog. Det er helt vanvittigt.

Hun har aldrig prøvet at lave om på mig

En ting, der går igen, er min taknemmelighed over, at hun ikke prøver at lave om på mig. Jeg har tidligere opsøgt diverse psykoterapeuter, kropspsykoterapeuter m.v., der alle på en eller anden måde prøvede lave at lave om på mig. Det er jeg allergisk overfor.

Annette kan sådan noget med male- og tegneterapi og meget med med psykodrama. Men det kan jeg slet ikke. Da jeg gik i femte klasse, var jeg glad for at få tildelt nye fysikbøger fra psykopatens halvbroder. Jeg endte derfor med at blive ret god til fysik. Det siger i virkeligheden meget. Hun forklarer på et tidspunkt, at i min verden er viden magt.  og det kan jeg kun give hende ret i. Jeg kan og vil ikke de der kreative ting, fordi de minder mig alt for meget om min barndoms uformåenhed, hvor min “mor” og psykopaten kunne tegne, male, spille musik osv. samtidig med, at de ikke forstod, at det ikke var noget for mig. Skal man hive det op på et metaniveau, kan man måske sige, at det også var et udtryk for, hvor forskellige vores værdier var.

Hvad skal der nu ske?

Vi skal have styr på dødsangsten i forbindelse med ECT. Min fornemmelse er dog, at vi er i mål med det. Til behandlingen sidst så jeg faktisk billederne i loftet i væsentlig kortere tid. De bad mig trække vejret dybt i masken tre gange. Det gjorde jeg, og væk var jeg.

Som tidligere fortalt læser jeg p.t. adoptionssagen med lup. Og næste gang må jeg spørge hende om hvilke mekanismer, der gjorde, at jeg som knapt treårig vågnede op skrigende indenfor de første tre måneder og slet ikke kunne lide mænd. Således går der ca. tre uger, inden jeg accepterer min far. Min nye familie kan ikke forstå, hvad der sker. De overvejer at tilkalde en læge men beslutter sig alligevel for, at det er der nok ikke behov for.

Jeg vil så gerne vide en anden ting: hvordan blev matchningen mellem den nye familie og mig foregået? Matchningen har været perfekt, men hvordan har Mødrehjælpen hhv. det ene og det andet sted fundet ud af at “Hanne” ville passe godt med “Jørgen og Jytte Stegemüller”? (Jeg tror, jeg har fornavnet allerede, da jeg kommer til dem.) Jeg har selv spurgt “Mødrehjælpen” om de har oplysninger, der ligger ud over adoptionssagen, men det har de ikke, idet den gamle “Mødrehjælpen” blev nedlagt, da bistandsloven blev indført i 1976. De henviser til Civilretsdirektoratet og Rigsarkivet, selvom jeg har skrevet til dem, at jeg allerede har selve sagen.

Psykologen kan naturligvis ikke svare på, hvordan dette match er foregået, men måske kan hun give nogle idéer til, hvor jeg kan søge?

/i /af

Fordele ved hukommelsestabet

Fordele ved hukommelsestabet

Hvor er det godt, det er glemt

Der er helt bestemt fordele ved hukommelsestabet!

I forbindelse med mit projekt om søgemaskineoptimering gennemgår jeg som det første de 136 poster med mærkaten/tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, hvor jeg lige nu kun mangler 18, så det går bestemt fremad. Der burde være mange flere end de 136, når der er 445 poster i kategorien “Sygdom og sundhed”, men jeg har ikke været konsekvent med at opmærke posterne. Det er bare ærgerligt, for jeg gider ikke lede efter dem manuelt blandt 1.650 poster, og jeg er ikke skrap nok til SQL til at kunne finde dem maskinelt.

For at optimere siderne må jeg selvfølgelig læse dem igennem. Der er masser af stavefejl, dobbelte mellemrum, manglende billeder mv. i de poster, der er skrevet på iPadden på diverse psykiatriske afdelinger fra 14. juli 2014 og frem. Alt det retter jeg op på. Det er perfektionismen, der tager over og det er i orden, da jeg ikke generer andre mennesker med den. Google kan også godt lide orden i sagerne. De dobbelte mellemrum er selvfølgelig ligegyldige, men det er de manglende billeder ikke.

En barsk rejse bagud i tid

Jeg skriver ikke for at få medlidenhed. Det er bare objektivt konstaterbart.

Det er en barsk rejse bagud i tid at læse alle de gamle poster. Hvor er jeg dog glad for, der er så meget, der er glemt. Det er bestemt ikke værd at huske på. For pokker/fanden da hvor var jeg bare hundesyg længe. Det er lidt af et mirakel, jeg er i live, for hvor har jeg været tæt på at tjekke ud i lange, lange perioder. Alt var gjort parat, timet og tilrettelagt, jeg kunne bare ikke finde en sikker metode. Skulle jeg prøve igen, skulle det lykkes. Jeg var ikke en kylling, der var bange for smerten, jeg var kun bange for, at det ikke ville lykkes. Jeg mente ikke selv, jeg havde livslyst tilbage, men psykologen overbeviste mig om, at det havde jeg, for ellers havde jeg tjekket ud for længst. Jeg havde bare meget mere livsangst end dødsangst. Nu er det Gudskelov omvendt – og jeg er taknemmelig hver eneste dag.

Årene med uvished om økonomi, arbejdsmarked, fremtid og bolig var barske. Alt var uvist, og jeg havde mistet kontrollen over mit eget liv. Det er svært, når man er vant til at have kontrol over alle dele af livet. Jeg var ikke “bare” blevet syg. Der fulgte meget mere med.

Jeg var så tåbelig, at jeg ville arbejde, uanset Psykiatrifonden allerede i sommeren 2015 mente, det tegnede til pension. Jeg kunne ikke forestille mig at skifte identiteten ud med en anden. Jeg forsøgte mig med samlet set seks fleksjobs, hvor det bare gik værre og værre. Det bekræftede mig i, at jeg ikke havde kompetencer i behold. Det var en opfattelse jeg fik allerede i sommeren 2015, hvor psykologen bad mig lave to lister: den første har jeg lige nu glemt, men den anden skulle handle om kompetencer. Det sendte mig til tælling og og indlæggelse. Det var forfærdeligt ikke at kunne noget mere.

Psykoserne/nærpsykoserne var svære, for jeg var klar over, at det var uvirkeligt, men kunne ikke handle mig ud af det:

  • Jeg hørte en respirator stå i klædeskabet med dens bip-bip, men når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der selvfølgelig ikke.
  • En film kørte uafbrudt i de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Den handlede om min begravelse, og alt var rigtigt: præsten, gæsterne, salmerne osv. Den varede vist omkring 12 måneder.
  • Jeg gik langs væggene for at finde ud af, om Jimmi Hendrix kom fra naboerne eller fra mit eget hoved. Derpå gik turen til Psykiatrisk Center Hvidovre, som det hed dengang.

Og så var der Parkinsonismen i sommeren 2020, hvor jeg nærmest var forgiftet af antipsykotisk medicin gennem mange år. Jeg kunne ikke ramme tasterne på tastaturet, fordi jeg rystede for meget, når jeg faldt, kunne jeg ikke rejse mig, jeg kunne ikke holde på vandet osv.

På den “positive side” tæller manierne, hvor jeg havde det pragtfuldt, udviklede forskellige løsninger på alt muligt ligegyldigt midt om natten, sov to timer i døgnet, ikke spiste og brugte penge, jeg ikke havde fx på tre computere på en dag. Sygdomsindsigt og skub fra dejlige læsere sendte mig afsted til afdelingen igen. Der fodrede de mig med sovepiller, da søvnbalancen er det første, der skal genoprettes for at standse en mani.

Hjælpen udefra

Det fremgår med al tydelighed af posterne, at jeg har fået meget hjælp udefra.”Systemet” har som hovedregel behandlet mig godt.

Psykiatrien har som hovedregel også behandlet mig godt, da den fandt ud af, at jeg kom igen og igen, altså nærmest var stamgæst på fx 808. Mig slap de ikke lige af med. På et tidspunkt, hvor jeg stod der med tasken endnu en gang og næsten var  flov over det, sagde en af sygeplejerskerne “Vi er her for dig, Hanne”. Bare ved tanken kan jeg næsten få tårer i øjnene. Det er en del af det bipolare, at man kommer igen og igen. Om rejserne frem og tilbage til diverse afsnit er forbi nu, kan kun tiden vise.

Samarbejdet med Hvidovre Kommune har som hovedregel også været godt. Især da de fandt ud af, at jeg ikke var doven men syg.

Er der noget at sige til, jeg nu nyder hvert minut?

Hvor er jeg dog glad for hukommelsestabet.

Efter de år med de oplevelser, jeg har præsenteret dig for bare et lille udsnit af, er der næppe noget at sige til, at jeg nu nyder livet hvert eneste minut, og selvfølgelig er bange for at miste det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.