At lægge det store puslespil
Validering af hukommelsen
Indholdsfortegnelse
At lægge det store puslespil
Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?
Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.
Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:
- Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
- Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)
Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.
Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.
Skal vi mødes?
Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.
Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.
Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.
Validitet
Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.
Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.
Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.
Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.
Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af
- om han i det hele taget bor der i 1940 og
- hvem han vokser op hos.
Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.
Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!
Endnu en skuffelse over “min mor”
Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.
- Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
- Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
- Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
- Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.
Trackbacks & Pingbacks
[…] puslespil, jeg forsøger at lægge, er pludselig blevet meget mere […]
Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.