Min biologiske familie Eliasen
En Eliasen gifter sig med en Licht
Min biologiske familie Eliasen
Et tilfældigt vink på Facebook blev startskuddet til en grundig oprydning i min biologiske familie Eliasen. Nu ruller sporene fra grosserere på Frederiksberg til matroser på Holmen – og helt til et muligt dødsfald i Vestindien, som endnu ikke lader sig bevise.
Jeg har i mange år vidst, at min biologiske oldemor Betty Vilhelmine ELIASEN (1887 – 1957) i 1909 giftede sig med Ernst Rask LICHT (1882 – 1954), men jeg havde ikke rigtigt gjort noget ved det. De var begge af “god familie”.
For noget tid siden fik jeg en henvendelse fra en Facebookven, der hedder Eliasen til efternavn, som skrev, at han mente, at vi var beslægtede. Og han fortalte om min tipoldefar Peter Waldemar ELIASEN (1842 – 1917) og min tipoldemor Mathilde Henriette Wilhelmine PETERSEN (1851 – 1917) – det er hende på billedet til højre. Det fik jeg heller ikke rigtig gjort noget ved, men som led i oprydningen stødte jeg ind i dem igen, og nu har jeg gjort noget ved dem!
Da det er noget nemmere at lede efter grosserer, direktører og matroser med navnet Eliasen end efter husmænd og indsiddere med navnet Jens Nielsen, ruller det for mig, også selvom det foregår i København. De er stort set alle sammen født på Holmen, hvor kirkebogen for det meste er nem at læse.
Jeg har nu næsten styr på alle Peter Waldemar Eliasens og Mathilde Henriette Wilhelmine Petersens otte børn og disses ægtefæller. Længere går jeg ikke, men jeg medtager alle de detaljer, jeg kan finde herunder vaccinationer og konfirmationer. Der var engang, jeg mente, at konfirmationer var overflødige, men jeg er blevet klogere.
Der er desværre to af børnene, jeg har måttet opgive, for selvom navnet er Eliasen, er København en stor by – også i slutningen af 1800-tallet …
En veninde sagde på et tidspunkt til mig, at hun mente, det var bedst at gøre en person/et par “færdige” af gangen. Det har hun ret i. Fordelen er, at man kan huske alle detaljerne, fx hvem der står fadder, hvem der er forlover, hvis der er præster i familien, var det så dem, der varetog de kirkelige handlinger osv. Og så har man noteret det.
Da det foregår i København har jeg haft meget glæde af Politiets Registerblade og begravelsesprotokollerne, der findes på Københavns Stadsarkivs hjemmeside.
Peter Waldemar ELIASEN
Peter Waldemar ELIASEN (1842 – 1917) var cigarmager/tobaksfabrikant/korsanger ved Det Kongelige Teater osv. Familien ser ud til at have det økonomisk rigtig godt, og bopælene er ofte det rige Frederiksberg. Pigebørnene gifter sig med grosserer og direktører.
En af sønnerne, der også hedder Peter Valdemar ELIASEN (1876 – 1943), og som også er cigarfabrikant, var gift tre gange, og den ene gang med Ida GOLDSCHMIDT (1880 – 1917), der var af Mosaisk Trossamfund.
Hans sidste vielse med Meta Nathalie MARTENS (1890 – 1978) varetages af hans afdøde søsters ægtefælle, der her kaldes Brønniche Hansen, men som nu godt nok hedder Alfred Ole Brønnike HANSEN (1875 – 1922), også selv om de kalder sig BRØNNICHE-HANSEN, der selvfølgelig også lyder lidt finere. Det er min opfattelse, at folk hedder det, de er døbt (og det gælder også kvinder), med mindre de tager navneforandring eller senere er adopterede.
Peter Valdemar (den yngre) dør på Oringe af den sindssyge, der kunne følge med at have syfilis. Så man kan sige, at han døde af syfilis.
Går vi baglæns, rammer vi min tiptipoldefar Peter Christian Eliasen
Min tiptipoldefar Peter Christian ELIASEN (1807 – ?), der var far til Peter Waldemar Eliasen og (mindst) fem andre børn, var halvbefaren matros ved matroskompagniet på Holmen. Jeg har fundet frem til flere af hans togter, fordi et medlem på Danske Slægtsforskeres forum, gjorde mig opmærksom på “Chefen for Orlogsværftet. Divisionsbog for 1. Division“. Det er en ny kilde for mig, og den er utrolig oplysende.
Oplysningerne i divisionsbogen har jeg kombineret med hjemmesiden https://www.navalhistory.dk, så nu ved jeg med hvilke korvetter og brigger min tiptipoldefar sejlede. Det er jo den slags, man gerne vil vide …
Min Facebookven, der hedder Eliasen, skrev, at Peter Christian døde den 2. november 1948 i Christianssted, Vestindien. Det er i hvert fald den historie, der fortælles i hans gren af familien, og han sendte mig et screenshot fra Geni. Der medfulgte desværre ingen kilde.
Jeg har været igennem følgende kirkebøger, og jeg kan simpelthen ikke finde det dødsfald, så det er svært at tro, at det er sandt, også selv om hans hustru Dorthe Amalie MORTENSEN er enke ved folketællingen i februar 1850:
1) Den Kulørte Missionsmenighed på Sankt Thomas og Sankt Jan
2) Den evangeliske menighed i Christiansted
3) Den evangeliske menighed i Frederikssted
4) Den evangeliske menighed, Sankt Croix
5) Den evangeliske menighed, Sankt Thomas og Sankt Jan
6) Den hollandsk-reformerte menighed
7) Missionsmenigheden
8) Missionsmenigheden på Sankt Croix
Hvis det nu er sandt, at Peter Christian døde i november 1848, er det meget muligt, at hans enke giftede sig igen forholdsvis kort efter – og måske kunne præsten have været så venlig at skrive, at hun var enke efter Peter Christian, der døde den .. osv. Det kunne være dejligt, men jeg kan ikke finde en ny vielse på hende.
Hun er lidt af et mysterium, for jeg kan heller ikke finde hendes død. Det mest sandsynlige er, at hun døde på Holmen, men det gjorde hun formentlig ikke. Og så er det, København er en stor by, for hvor flyttede de så evt. hen?
Hun er ikke død:
Københavns Amt, Sokkelund, Helligånd, 1856-1869, KM, Døde kvinder
Københavns Amt, Sokkelund, Helligånd, 1870-1891, KM, Døde kvinder
Københavns Amt, Sokkelund, Holmen, 1847-1861, KM, Døde kvinder
(Holmen er let læselig).
Elias Friderich Pedersen
Peter Christians far hed Elias Friderich PEDERSEN, og han var således min tip-2-oldefar. Han er den næste, jeg skal have styr på.
Indtil videre ved jeg, at han (i hvert fald) var gift to gange. Først med Githe LARSDATTER i november 1789 og dernæst med min tip-2-oldemor Maren JONSDATTER (måske var efternavnet et lidt andet) i november 1802. De får i hvert fald to børn: udover Peter Christian bliver de også forældre til Sophie Fridericke ELIASEN (1805 – ), som jeg indtil videre ikke ved noget om, men det kommer.
Ved Peter Christians konfirmation i 1822 er det anført, at faderen er død, og at stedfaderen hedder Claus RASMUSSEN. Så nu har jeg lidt at gå efter, også selvom Holmens kirkebog på det tidspunkt er ret svær og langsommelig at læse.
Jeg har haft meget glæde af at arbejde med familien Eliasen, og jeg ser frem til at lægge flere brikker i puslespillet.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Hanne B. Stegemüller 
Jeg har et par kommentarer til både skrift og afskrift.
Mht. afskrift synes jeg ikke, man skal starte med de store byer som København og/eller Århus. Helt personligt har jeg ingen aner i de store byer, alle er ude fra landet, og de kirkebøger er langt fra altid lette at tyde. De varierer meget i, hvad der oplyses, hvordan det skrives (til trods for forordninger om dette). Det kan skyldes, da præsterne nok havde en helt anden status ude på landet. Meget er også indforstået, for alle vidste jo, hvem det drejede sig om (ja altså, på det tidspunkt ….). Og jeg tror faktisk, at de fleste har slægter uden for byerne. Der har dog været et ane hist og her, som har prøvet lykken i byen, så jeg kan godt finde rundt i Københavns mange og skønne arkivalier, som jeg har benyttet, når Jeg er løbet ind i en sådan.
Om man skal lære skråskrift? Ja, hvis man vil slægtsforske, så er man nødt til det. At være født efter 1960 er ingen undskyldning. Skal vi, der HAR lært skråskrift, så undskylde os med, at vi er født efter 1860, så derfor kan vi ikke læse gotisk? Nej, vel? Hvis man vil tage sin slægtsforskning alvorligt, så bliver man nødt til at kunne læse de oprindelige kilder, om det så bare er for at tjekker indtastede kilder. For der er mange fejl i indtastningerne. Alligevel er jeg glad for dem, for de giver ofte et skub i den rigtige retning – eller får mig til at stoppe med at forske ud af en gren, som jeg alligevel ikke er i familie med. Jeg er også taknemmelig for alle de fæster og skifter, der er indtastede. Men jeg tjekker alligevel altid den originale kilde og forsøger at læse den gotiske håndskrift, selv om det (stadig) er svært. Og det er altid den originale kilde, jeg noterer ned – ikke afskriften.
Jeg har undervist meget i slægtsforskning og også haft elever, der allerede første gang var ved at forlade det hele, for “det kan jeg alligevel ikke læse”. Og jeg kan jo kun trøste dem med, at det bare bliver værre. Men begynde et sted, det skal man, hvis man, som tidligere skrevet, vil tage slægtsforskningen alvorligt – og for den sags skyld tages alvorligt som slægtsforsker.
Ja, det var bare mit lille indspark til debatten.
Hilsen Birgit (der også bor “ude på landet”)
Jeg er ikke sikker på, det vil være godt for yngre generationer at lave afskrifter af tekst med skråskrift. Jeg frygter, det i stedet vil være som at tisse i bukserne en iskold vinterdag.
De vil selvfølgelig hurtigt kunne bygge et spirende slægtstræ med nogle få generationer. Men der stopper det positive.
Lærer man ikke selv at læse skriften, skal man blindt stole på, hvad andre har “oversat” det til. Selv jeg, der har lært skråskrift i skolen, oplever af og til at have svært med at tyde en ny håndskrift. En fejltydning vil således sprede sig blandt dem, der ikke kan læse skråskrift.
Som eksempel kan nævnes FamilySearch, hvor indtaster er gået helt galt i byen. Jeg husker bl.a. fra egen slægt en Peder Skaaning i fejltydningen blev til Peder Skaevinge.
Der er det positive ved diverse hjælpefora, at flere hjælpsomme tydere kan komme med deres læsning. Det sker, at læsekyndige retter hinanden i forsøget på at hjælpe. Det vil ikke ske i en afskrift.
Noget andet er, at afskrifter vil begrænse sig til kirkebøger og folketællinger. Hvad så med alt det andet? Det vil være et lukket land, hvis man ikke lærer at tyde skråskrift.
Ser jeg på min egen tid som slægtsdetektiv, så er jeg lykkelig for, jeg ikke fik alt serveret på et sølvfad, når det gælder kirkebøgerne før 1814. Dels det at jeg over tid kunne se, jeg blev bedre til at læse gotisk. Men også, at jeg ikke altid er enig i, hvad andre har tydet. Jeg skal ikke påstå, om de eller jeg tyder korrekt, men jeg har været nødt til at tage stilling og eventuelt senere vende tilbage til teksten.
Min tid brugt på kirkebøger og folketællinger er blevet meget mindre af den samlede tid brugt på slægtsforskning. Jagten på nye aner er ikke stoppet. Det kræver bare lidt held og tilfældighed nu, fordi mange grene ikke kan vokse ved hjælp af kirkebøger. I stedet kræver det andre arkivalier.
I stedet for kirkebøger og folketællinger bruger jeg tiden på at læse andre arkivalier fra start til slut. Det giver kun mening, fordi en stor del af slægten kommer fra et lille område. Det kræver selvfølgelig meget tid, men det sker også, det giver den helt store bonus. Jeg har fundet flere aner i grene, jeg næsten havde opgivet at komme videre, fordi et navn får mig til at tænke: “Jamen, er det ikke ..”
Senest har jeg for første gang fundet en ane, der blev straffet for lejermål. Det og alle de andre gode historier om slægten, ville være udenfor min rækkevidde, hvis jeg ikke blev tvunget til at lære gotisk. Og sådan vil det også være for de yngre generationer, hvis de ikke lærer skråskriften. Breve og andet fra oldeforældre vil ikke være andet end et stykke papir, hvis ikke man kan læse indholdet.
At man laver afskrifter, så kirkebøger bliver søgbare, har jeg ikke det store problem med. Jeg benytter det selv. Det er dejligt nemt. Alligevel oplever jeg stor forskel på at finde noget ved hjælp af søgning i afskrifter og selv bladre gennem flere sider. Tilfredsstillelsen er størst, når jeg har gjort det uden hjælp fra andre.
@ Mike
Jeg er ikke helt klar over, om din kommentar er rettet til mig eller Charlotte, men nu svarer jeg i hvert fald. Så kan Charlotte evt. tilføje en kommentar senere. Jeg gør hende lige opmærksom på dit input.
Du har selvfølgelig ret i, at vi kun skal tilbage til 1875, før det gotiske tager over – og måske endda ikke så langt, idet skråskriften faktisk var længe om at blive implementeret – det måske i sær på landet. Min far (1922 – 1972) var fra Brede i Kgs. Lyngby, og han lærte at læse fra “Børnenes Danske Læsebog”, der var udgivet i 1927. Hver anden historie var sat med frakturskrift … Og Brede var da ikke ligefrem på landet.
Men jeg synes altså, vi bør hjælpe de yngre generationer på vej, så de får interessen for slægtsforskning. Det skal jo ikke stoppe med os. Jeg er i gang med at hjælpe en begynder, der ikke har lært skråskrift (hun er 37 år gl.). Hun vil så gerne, men det er næste uoverstigeligt – og det forstår jeg faktisk godt.
Ja jeg kan da indimellem også have svært ved at knække selv skråskrift, men sådan er det jo. Hver skriver har sine særheder. Jeg foretrækker også de forskellige hjælpefora, og bliver kun glad, når de forskellige skriftkloge assisterer hinanden.
Ja – men “begynderkilderne” er jo kirkebøger og folketællinger. Det er med disse kilder, vi kan gøre de yngre generationer interesserede i slægtsforskning. Et skridt ad gangen … Selv træffer jeg da (heldigvis) stadig på nye kilder, og det elsker jeg, men for mig starter det med en kirkebog/en folketælling, der så åbner mine øjne for, at der kan være mere at komme efter. Som eksempel roder jeg lige nu rundt på Holmen med “Chefen for Orlogsværket”s skriblerier (med det fremgår jo af indeværende artikel).
Du har jo slægtsforsket i mange år, og du er min favorit at spørge, når jeg går i stå i Frederiksborg Amt, jeg anser dig for hamrende dygtig! Men nu startede vi jo med at tale om begyndere og deres mulighed for/forpligtelse til at lære skråskrift. Jeg synes, det er hver sin ting.
Vi er helt enige: jeg vil også helst klare mig selv. Men jeg er lykkelig for, at der er steder at spørge, når jeg alligevel ikke kan. Jeg synes, vi slægtsforskere er dygtige til at hjælpe hinanden, med det vi nu hver især er særligt kompetente til.
Så svarer jge også lige igen:
Jeg synes, at det Danish Family Search gør – med at indtaste navne og dermed gøre kirkebøger, folketællinger skoloprotokoller og lægdsruller søgbare er en helt herlig ting, og det skal de blive ved med.
Jeg har sådan set ikke rigtig nogen mening om “de unge” slægtsforskere. Gåseøjnene fordi vi nok er de sidste, der rigtig lærte skråskrift. Jeg selv (født ’61) gik på en moderne skole, hvor formskrift var normen. Hvis “de unge” er seriøse og vedholdende i deres forskning, skal de nok lære det.
Mit største ønske går på at de vidunderlige afskrivere meget, meget gerne må starte med at afskrive kirkebøger og folketællinger fra København og andre store byer. De er nemlig totalt frustrerende med deres mange sogne.
Og så er Danish Family Search faktisk utrolig hurtige til at rette fejl, det bevirker så også at man gider indrapportere dem.
Mit indlæg var ikke rettet mod en bestemt person, men diskussionen om at hjælpe nye slægtsforskere ved at afskrive tekster i skråskrift.
Jeg er stor tilhænger af at hjælpe både de garvede og nye. Hver gang der kommer en mail med ønske om hjælp, bliver jeg glad. Både fordi jeg måske kan hjælpe, men også fordi opgaverne, store som små, kan give lidt ny viden til mig selv.
Det, jeg ikke er tilhænger af, er, at renskrive skråskrift for at hjælpe nye.
Nye har en tendens med at stole på andres arbejde. Jeg gjorde det selv i starten. En fejltydning vil sprede sig. Ligesom slægtstræer på MyHeritage, hvor en fejl kopieres til andre slægtstræer.
For mig er der ingen rigtig eller forkert måske at slægtsforske. Vil man bare vide lidt om slægten, er det fint med mig at indsamle med risiko for oplysningen ikke er korrekt. Vil man vide, om en oplysning er korrekt, må man lære at læse teksten.
Det er ikke svært at lære skråskrift. Det sværeste for nogle er ikke at opgive for hurtigt.
Et andet problem med afskrifter er, at der ikke findes officielle regler. Skal de være tro mod den oprindelige stavemåde, eller skal den gøres bedre søgbar ved at ændre stavningen.
Herligt at læse, at du er tilbage i “slægtspilleriet”. Du er heldig at have fine folk blandt dine aner for hvor er det dog meget nemmere, som du selv siger.
København er stor – meget stor, når man ikke aner, hvor folk flytter hen osv. Jeg har flere gange opgivet at fælge efterkommere gennem byens lejekaserner.
Det er derfor jeg ville være lykkelig, hvis dem der transskriberer, ville koncentrere sig om det; de der små landsbyer som Tikjøb, Riisbye, Ulse og hvad de hedder alle sammen, kan vi godt gnaske os igennem selv.
@ Charlotte
Det er nu et fåtal, der er “fine”. Langt de fleste af mine familiemedlemmer er nu ikke-fine, så jeg er også mere vant til “huusmænd” og indsiddere. Men jeg forstår selvfølgelige hundrede procent, hvad du mener.
Ja, der er 52 (eller 53) sogne i København. Af og til har jeg haft en problemstilling, der har bevirket, at jeg simpelthen ville finde noget i København, og hvor jeg havde en ret god fornemmelse af tidsrummet, det har jeg gennemgået samtlige sogne. Det har taget sin tid … (og jeg fandt ikke det, jeg ledte efter).
Og ja, det er da faktisk en god idé, at de søde, dejlige mennesker fx tog sig af København og fx Aarhus. Men pas nu på: det minder mig om, at jeg på et tidspunkt havde den holdning, at de søde, dejlige mennesker ikke tog sig af tiden efter 1814, for der skal man jo bare bladre, så det var meget vigtigere, at de tog sig af tiden før 1814. Der blev jeg gjort opmærksom på, at der jo fx findes mange mennesker, der end ikke kan læse skråskrift, så de vil fx end ikke kunne læse en kirkebog fra 1940, og derfor er det vigtigt at også alt det, der for os bare er “at bladre” også dukker op forskellige steder hvor det transskriberede gøres tilgængeligt (fx Danish Family Search).
Jo, kjeg mener bestemt, at de kære væsener på f.ex. Danish family search gerne kan tage sig af det hele … med STARTE med København (og ander storbyer med mange sogne) fordi det er så hammerfrustrerende at folk forsvinder konstant, bare fordi de flytter rundt.
1814 fremad er ikke bare at bladre for de unge, nej vist. Men de kan – som os – lære at læse kragetæer, så det skal nok bagerst i køen 😉
@ Charlotte
1) København er – som du jo ved – ganske enorm, både hvis man kun vil nøjes med tiden efter 1814 men da i sandhed også, hvis man også skal have tiden før 1814 med. Lige p.t. er jeg faktisk træt bare af at bladre i Holmen, og jeg bladrer endda bare.
Jo det kan være irriterende ikke at kunne finde noget, men så må man jo enten bladre videre eller selv deltage i indtastningen.
2) Jeg har haft den samme holdning som dig om, at så måtte de yngre generationer, da bare tage sig sammen. Jeg har skiftet mening, for jeg synes, det er positivt, hvis flere begynder at slægtsforske, og jeg synes ikke, jeg kan pålægge dem at skulle lære først skråskrift og dernæst gotisk. Alene sidstnævnte har jeg brugt ufatteligt mange år på (jeg havde dog en længere periode, hvor jeg var fraværende grundet sygdom). Og det er ikke fordi, jeg mener, at alting skal være nemt, og at alting skal tastes ind og dermed være søgbart, for det synes jeg bestemt ikke. Jeg mener bare, at problemerne for de næste generationer af slægtsforskere skal være nogenlunde overstigelige.
Du var heldig, at du havde en oldemor eller mormor (var det vist), der hjalp dig i gang med det gotiske, allerede da du var barn. Så heldige er der jo ikke ret mange, der er.