TNG-kurset i Greve er veloverstået
TNG The Next Generation of Genealogy Sitebuilding
TNG-kurset i Greve er veloverstået
Tre mandage, ti kursister og et stort spænd i forudsætninger: TNG-kurset i Greve er afsluttet – de klappede, ønske om en ekstra mødegang og planer om en kommende Erfa-gruppe.
I går var den sidste mandag ud af i alt tre mandage, hvor jeg mødtes med ti kursister til TNG-kursus i Greve, og jeg tror faktisk, det er gået godt. I hvert fald klappede de, da vi sluttede. Men det er også svært at undervise en flok, der spænder så vidt: Nogle kan ikke få Windows til at acceptere at downloade FileZilla, mens andre allerede har en kørende TNG-side, som de ønsker at tilpasse til deres egne behov.
Undervisningen kan godt komme til at virke lidt “rodet”, fordi der bliver så meget “frem og tilbage”, og fordi et svar ofte medfører nye spørgsmål, som jeg har følt mig forpligtet til også at besvare. Men i hvert fald vil de gerne mødes en fjerde gang, og de har også foreslået at oprette en Erfa-gruppe, der mødes fx tre eller fire gange årligt. Både en fjerde mødegang og en Erfa-gruppe har jeg sagt ja til at facilitere under forudsætning af, at deltagerne har en kørende side, da der jo ellers ikke er meget “Erfa” over det. Og en fjerde gang vil heller ikke give mening, hvis ikke folk har noget, der virker.
Gå trinvist frem
Det er vigtigt at forstå, at man skal gå trinvist frem i fx fejlsøgningen, hvis der er noget, der ikke virker. Det svarer helt til opbygningen af selve slægtstræet: Man må tage en ane/et familiemedlem ad gangen. Hvis der er noget, der ikke virker, må man begynde med at løse det problem. Dernæst kan man se, om det var tilstrækkeligt til at komme videre. Hvis ikke, hvad skyldes det så? Simpelthen et trin ad gangen.
Der er meget, der kan gå galt:
- Træet (i TNG – ikke slægtstræet) må fx ikke indeholde hverken mellemrum eller specialtegn som æ, ø, å og ü. Det allernemmeste er at kalde det tree1 både i ID og i Trænavn. Så er man sikker på, at der ikke opstår problemer af den grund.
- Domænenavnet må heller ikke indeholde specialtegnene. Jeg ved godt, at føtex.dk virker, men det skyldes, at de har gjort noget “ekstra” (som jeg ikke lige ved, hvad er). Hvis du vil gøre det nemmest muligt for dig selv, skal du undlade at bruge specialtegnene i dit domænenavn.
- Den første gang, du uploader en GEDCOM-fil til TNG, skal du huske at sætte flueben i “Godkend data for alle nye begivenheds typer og egenskaber”, når du står i billedet Import/Eksport >> GEDCOM-import.
- Du vælger Simply som host 🙂
- En af kursisterne havde valgt Simply som host/vært/udbyder, og da han ikke kunne få det til at fungere, bad han om min hjælp. Jeg kunne se på de forskellige billeder hos ham, at han havde arbejdet på sagen i ca. en måned. Da vi havde set på det i ca. to timer, måtte jeg give op, selvom jeg har rodet med webhoteller og databaser siden 2012. Jeg kunne ikke, og det var min klare fornemmelse, at det aldrig ville blive godt.
- Jeg anbefalede ham i stedet at bruge cHosting, der blandt andet har en fantastisk support. Bruger du dette link til cHosting, får jeg 5,50 kr., så det er ikke fordi, jeg sidder og bliver fed af det.
Support til TNG
- Jeg yder gratis support til TNG under den klare forudsætning, at du har prøvet selv først, og at du laver en problemformulering. Det er altså ikke tilstrækkeligt at skrive “Det virker ikke” eller “Jeg kan ikke finde ud af det, selvom jeg har brugt meget tid”. Når du har læst, hvad der står på skærmen, går du ned til de nederste grønne knapper og klikker på “Book support”.
- På næste side får du vist en kalender, hvor du kan foreslå en tid. Der er muligheder mellem 12:00 og 17:00.
- Det er her, du skal lave en problemformulering og beskrive din egen indsats. Der er et felt til dem begge.
Det får jeg besked om på en mail, hvor jeg kan acceptere aftalen eller afslå den. Din booking er først gældende, når du får en mail om, at jeg har accepteret dit forslag
Vi mødes online via Google Meet, der virker rigtig godt, og du deler din skærm, så jeg kan se, hvad problemet er.
Bookingen gælder 60 minutter. Du kan nemt booke 60 minutter igen senere, når du står med et nyt problem. Det er altså ikke “en gang i hele din levetid”.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] februar har jeg haft fokus på at afvikle TNG-kurset i Greve, hvilket formentlig er årsagen til, at jeg kun har opdaget 13 sprogforbistringer. De er til […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!






Tillykke med – foreløbigt – veloverstået kursus.
Det er nogle meget generøse undervisningstilbud, du her kommer med. Hvis jeg nogensinde “overgiver mig” til TNG, hører du fra mig 😉
@ Charlotte
Du skal være så hjerteligt velkommen.