Om børnedødelighed – 5 ud af 12 døde som små
Difteri, alvorlig, akut infektionssygdom
Indholdsfortegnelse
Om børnedødelighed – 5 ud af 12 døde som små
Jeg måtte opgive at komme ret meget videre med Undløse kirkebog, for jeg kunne simpelthen ikke læse den; den er i den frygteligste forfatning, og man kan jo trods alt ikke spørge om alting, og vi skal jo være her allesammen.
Ræven har heldigvis flere udgange: jeg fandt en familie med 12 børn, som virkelig trængte til oprydning. Der var for år tilbage kun noteret fødsler og dåb og ikke meget andet – og dog: på 5 af de 12 børn var noteret død i en meget tidlig alder. Det har jeg rådet bod på i dag.
En del af de øvrige har jeg klaret ved hjælp af adresseforespørgsler, for jeg hader, hvis mennesker, der helt sikkert er døde, ikke har en dødsdato i min database. Det forekommer mig at være sjusket.
Det er min morbrors kones morfar og mormor: Jens Peter JENSEN (1858 – 1935) og Dorthea Laurence HANSDATTER (1861 – 1939) og deres 12 efterkommere. Jeg har vist engang truffet Jenny og hendes mand Martin.
Børnene dør sådan her, og det er helt ufatteligt, hvordan man som menneske klarer to gange at begrave to børn lige umiddelbart efter hinanden:
- Hans Oluf: 5/1888 Difteria (Diphteria)
- Anna Christine Boline: 5/1888 Difteria (Diphteria)
- Anna Kristine Boline: 2/1893 Krampe
- Valdemar Emil: 2/1911 Difteria faucium = Svælgdifteri
- Thorkild: 01/1911 (Diphteria) og Croup = Strubehoste
Der er ingen grund til at tro, at familien var specielt fattig. Der var simpelthen tale om, at børnene døde, fordi difteri var en vanvittigt smitsom sygdom. Professor Emeritus, Dr. Med Peter Skinhøj har skrevet om sygdommen på lex.dk. Selv vil jeg meget nødigt dø af “Croup”, dvs. tilstoppet luftrør. Vi lever – trods Trump og andet uvæsen – i en god tid.
Det er også første gang, det er lykkedes mig at finde systemet i dødsattesterne for “Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Nykøbing Sjælland lægedistrikt, Dødsattester fra landsognene”, selvom det virker som om, alt er smidt i den samme store kasse. Det er det trods alt ikke. Og det er faktisk vældig interessant at studere dødsattesterne, eftersom det er meget sjældent, at præsterne angiver dødsårsager i kirkebøgerne.
Nu har jeg fået blod på tanden mht. dødsattester. Når det kan lade sig gøre at finde noget, der hvor fire amter er slået sammen, så må det også være muligt i alle mulige andre amter.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Hvor havde de så meget sex?
Jeg har så ofte tænkt på, hvorfor man i fordums tider havde så meget sex? Mit mål er på ingen måde at moralisere over tidligere tiders menneskers kærlighedsliv, men det er da påfaldende.
De fattige indsidderfamilier må da have vidst, at de ikke havde råd til at forsørge alle de børn, men alligevel kløede de på. Erfaringen må have vist dem, at det kom der ret ofte børn ud af.
Jens Peter JENSEN og Dorthea Laurence HANSDATTER har måske haft et ønske om at “supplere op” efter de døde børn? At mindes de døde børn ved at få døbt nye med de samme navne? Var det en form for kærlighed til – og respekt for – de afdøde?
Status for oprydningen
Det går stadig fremad med oprydningen. Jeg tror på, at jeg på et tidspunkt når i mål. Jeg tror også på, at jeg kan gøre det lidt hurtigere end til år 2030, således som ChatGPT beregnede det for mig.
Mennesker, der er lidt for “langt ude”, dropper jeg simpelthen for at få dem, jeg har, til at give mening både for mig selv, og dem der flittigt besøger min database. Egl. kunne det være hyggeligt, hvis nogen af og til lagde en hilsen.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Min oldefar på min mormors side er en af dem, der blev særlig hårdt ramt.
Af første ægteskab var barn nr. 1, 3, 4, 5 og 6 dødfødte. Nr. 7 blev en dag. Nr. 8 blev gammel, men barnets moder døde i barselssengen 4 dage efter.
Det gik bedre med hans nye hustru, hvor kun en af tre var dødfødte.
Min mormor er nr. 2 af første ægteskab. Hun fik en dødfødt dreng, som hun afviste at ville se, da hendes svigerinde ville vise hende barnet. Jeg kan ikke vide, om det var en reaktion på de mange dødfødte blandt søskende, men det er, hvad jeg tænker.
Lillebror, som han blev kaldt, fik et fint lille gravsted. Jeg mener, at have set det, så det blev vist bevaret hele min mormors levetid.
Min oldefar blev en led satan. Han var landmand og begyndte at slå sine dyr.
@ Mike
Det var dog forfærdeligt. Det kunne måske minde om det, Charlotte skrev om “bloduforenelighed” (der var et andet ord, men det var meningen)?
Jeg forstår godt, at din mormor ikke ville se den dødfødte dreng (“Lillebror”); jeg forstår også din tanke om, at det var en reaktion på de frygteligt mange dødfødte søskende. Det er som om, hele familien er ramt af en ond ånd.
Nej din oldefar kan man vist ikke umiddelbart komme til at holde af = at slægtsforske med følelserne. Det tror jeg, vi er mange, der gør.
Historier om mange døde børn i en familie kan være ret voldsom læsning, men har jo været et livsvilkår i nogle forbindelse. Min mormor fødte 12 børn hvoraf 5 døde som små. Det skrev jeg om i 2013 – https://jcarlsen.dk/showmedia.php?mediaID=7
@ Jørgen
Du skal have tak for linket. Det vil jeg kaste mig over, når jeg er færdig med dagens fortælling.
Ja, det er u-forståeligt, hvordan datidens mennesker så mange gange kunne stå ved en barnergrav og så alligevel leve videre dagen efter, ugen efter, året efter (indtil der kom et nyt barn …).
Jeg har en familie i Elsted, nord for Århus, de blev gift i 1818. (De var i øvrigt fætter og kusine). De fik 14 børn, kun 5 overlevede, men der er mange efterkommere til de 5, så der må have været “grøde” i familien. De flyttede fra Elsted til Vivild efter sidste barn var dødt. De var indsiddere i Elsted, men blev gårdfolk i Vivild. De var selv gårdmandsbørn, så det har måske været det de sparede op til.
@ Helle
Engang – jeg ved ikke, om det stadig er sådan – mente man, at fætter-kusine-ægteskaber gav mindre raske børn … Jeg har et eksempel i min familie, hvor en nulevende person har en psykiatrisk diagnose og har haft det fra barnsben.
Åh ha, tænk at stå ved ni børns grav. Jeg begriber ikke, hvordan de klarede det. Stakkels mennesker. Jeg slægtsforsker af og til med følelserne …
Med hensyn til navne, så fik et af mine tiptipoldeforældre 8 børn – 4 af hvert. Drengene blev hver gang døbt Hans Peter, men lige meget hjalp det. Alle 4 drenge døde som ganske små.
@ Mia
Nårh … hvor er det frygteligt. Jeg kender fornemmelsen af “lige meget hjalp det”; som om “næste gang er lykkens gang”.
Ja, det var da voldsomt. Man får ondt af de stakkels forældre gennem tid og rum. I mit stamtræ overlevede børnene i meget høj grad, kun én har mere end et dødt spædbarn, og der mistænker jeg at der var rhesussyndrom ind over.
Jeg kopierer lige historien ind her:
Så tager jeg til Fodby – stadig kun via computeren. Fra folketællingen her, ved vi at Karen Jensdatter er datter af den gamle Jens Madsen i hans 3. ægteskab med en kone, der må have heddet Christensdatter ligesom sin søster, der bor hos dem nu.
I kirkebogen finder jeg 14. november 1771 ægteskab mellem Enkemand Jens Madsen og Pigen Karen Christensdatter. Den første marts 1773 bliver Karen Jensdatter født.
Derfra bliver historien sørgelig. Karen får en lillebror i 1779, men han lever kun et par uger. Næste år får parret en dødfødt pige. Næste år, igen, 1781, får de atter en dødfødt datter. I 1783 får de en dødfødt søn. Og endelig i 1787 fødes en dødfødt søn fastelavnssøndag, og 1. søndag i fasten, altså en uge senere, dør Karen Christiansdatter 26 år gammel. Jeg mistænker at det drejer sig om rhesussyndrom. Stakkes Karen var sikkert Rhesus-negativ, og i en tid uden viden om blodtyper, vil det netop føre til at første barn overlever, at det næste skranter med stor risiko for at dø, og at de efterfølgende børn er fuldbårne, men dødfødte eller dør umiddelbart efter fødslen. Det er heller ikke ufarligt for moderen, som her man ser.
Jeg har, som du, undret mig over, at de fik så mange børn. Måske er svaret, som stadig i mange andre lande, at børn er “folkepension”. Man skulle have nogle at være på aftægt hos, hvis ikke man ville ende på fattiggården – og man vidste jo ikke, medens de var små, hvor mange der ville overleve.
Og ja, det der med at opkalde efter de døde børn var i høj grad en ting. Mon ikke også ud over mindet/kærligheden fordi man opkaldte efter bedsteforældre.
@ Charlotte
Tak for den forfærdelige historie! Jeg havde aldrig før hørt om rhesussyndrom, men ud fra hvad du fortæller, lyder det jo fuldkommen sandsynligt. Stakkels forældre. Også dengang elskede forældre deres børn, og man må tænke over, hvordan de har haft det og hvad de har tænkt både i din og min fortælling.
Ja, du har ret i det med “folkepensionen” – og det er jo interessant, at den først indføres i 1956 med velfærdsstaten efter krigen.
Jo, man opkaldte både efter de døde børn og efter bedsteforældrene. Er man ikke sikker på bedsteforældrene, kan børnebørnenes navne være et godt spor.