Slægtsforskning er hele livet værd
Slægtsforskning: meget mere end datoer
Indholdsfortegnelse
Slægtsforskning er hele livet værd
Hvem kender ikke de købte slægtsbøger, der typisk tager fat i en landbofamilie i begyndelsen af 1800-tallet, hvor det er blevet nogenlunde nemt, går et par generationer baglæns og dernæst opsporer efterkommere, hvilket jo faktisk er temmelig svært?
Resultatet ligner en ambolt med en smal fod (forslægten) og en bred top (efterkommerne). Ud af det enorme arbejde kommer en kedelig bog, der mest består af datoer. Men det er klart, at firmaerne har skullet finde mange efterkommere, for der skulle jo være nogle til at betale, for slægtsforskning er en langsommelig affære, som skulle/skal betales.
Min morfar var med til at betale “Slægtsbog for efterkommere efter Johannes Frederik Schiøtt mølleejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800. Udgivet af Dansk Slægtsforskning. Fredericia: Dansk Slægtsforskning, 1977.”
Johannes Frederik SCHIØTT (1800 – 1868) er min tiptipoldefar på morfars (Carl Frederik KRISTENSEN 1899 – 1982) mors side. Jeg ville gerne eje bogen, men jeg ved ikke, hvad der blev af min morfars ting efter hans død.
Jeg synes, slægtsforskning er hele livet værd. Jeg sætter pris på videndeling med dygtige slægtsforskere, de originale kilder, samarbejdet, læreprocesserne, detektivarbejdet, puslespillene, der skal passe, data, der kan/skal sættes sammen osv.
For mange år siden købte jeg en del forskellige bøger om fortiden. Og lige nu har jeg glæde af at finde dem frem igen.
Et eksempel er “Fra almisse til sygekasse” af Henrik M. Jansen (Sygekassernes Helsefond 1995). Her kan man bl.a. læse, at i 1700-tallet døde mellem 20 og 25 pct. af de fødte børn, inden de blev et år, og at yderligere 10 pct. døde, inden de blev 10 år gamle (side 11).
Så sent som i 1870 var der blot 100 læger, der havde bopæl på landet. Antallet af læger blev mere end fordoblet mellem 1870, hvor der var én læge for hver 3.300 indbyggere, og 1910, hvor der var én læge for hver 1.600 indbyggere. (Samme bog side 25).
Tabellen herunder stammer fra bogens side 17 og giver et godt billede af udviklingen i København 1864 – 1868. Det ses eksempelvis at antallet af kvinder, der døde af barselsfeber halveredes på de fire år.
For unge og voksne var tuberkulosen den mest frygtede sygdom – godt 10 – 11 pct. af alle dødsfald skyldtes tuberkulose.
Og noget vi var inde på forleden dag: “Den nedgang i dødeligheden (som medførte nettotilvækst i folketallet i et lille sogn) der fandt sted mellem 1870 og 1930 skyldtes især den aftagende børnedødelighed, hvorimod de voksnes levetid ikke blev væsentlig længere”, samme bog side 25.
Tænk om man kunne huske den slags informationer?
Jeg synes, de sætter mine data og de mange timer ved kilderne i et interessant relief. Eksempelvis døde min morfars mor Emilie Rasmine Elisabeth SCHIØTT (1862 – 1923) faktisk af Tub. Pulm. = Tuberkulosis Pulmonaris = Lungetuberkulose. Morfar skriver i sine erindringer, at hans mor døde af Spansk Syge, men det er ikke rigtigt jfr. dødsattesten herunder (artiklen fortsætter under billedet):
Slægtsforskning er måske mest interessant for slægtsforskeren selv?
Det helt fantastiske er måske ikke helt så interessant for vores/mine læsere. De kan måske ikke forstå, hvorfor det er så skønt at finde et fripas i en skøde- og panteprotokol, en vaccinationsdato, der passer med den, der er anført ved vielsen osv. Der er ikke mange, der vil juble over det, bortset fra os selv, og det er jo fuldkommen forståeligt.
Der hvor vi måske kan engagere familie, læsere, og hvad vi ellers måtte være i besiddelse af, er historier om datidens mennesker.
De fødtes og de døde ofte, uden vi ved ret meget andet om dem end datoerne, og det gjaldt da i sær kvinderne, der ofte end ikke havde andet navn end “Peder Enevoldsens Hustru” el.lign. En forudsætning for at finde frem til de gode historier er mange timer ved de originale kilder om “uinteressante” mennesker. Og så bingo en gang imellem sker det, at man finder en interessant vinkel, og at nysgerrigheden fører til en historie, der vil være interessant for andre end os selv.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Stegemüller 
Slægtsforskning er jo interessant derved at samme adfærd gentages i en uendelighed i håb om at belønningen optræder på et tidspunkt. Det gør den heldigvis – i det store og i det små. Herligt er det når der kommer orden på sagerne og endnu herligere er det når der er basis for at fortælle en god historie.
Det undrer mig, at kloge folk ikke kan finde ud af lægdsrullerne. Hvis jeg skal sige det lidt kontant, er lægdsruller lette at have med at gøre – enten til vejs ende eller til et forståelsesproblem opstår. Et eksempel kan belyse det. En tiptipoldefar, Jeppe Rasmussen, havde tre børn. Et af dem var Rasmus Jeppesen, der var født i Radsted på Lolland oktober 1819, men hvornår mon han var død. Tilsyneladende har ingen fundet ud af det endnu. Måske kunne lægdsrullen give et praj.
Da Rasmus blev født blev man indskrevet i lægdsrullen fra fødslen, og han findes ubesværet i 1820. Her har han et løbenummer og et nr. der angiver placeringen i næste hovedrulle. Det er let at følge ham i hovedrullerne. På et tidspunkt er tallet for næste hovedrulle overstreget og det er angivet at han et givet år flytter til et nyt sogn og dermed et nyt lægd. Det fremgår utvetydigt. Han flytter en gang til – til endnu et nabosogn. Og det hele går ubesværet med at finde ham. Så flytter han til Odense Amt på tidspunktet for den 1. slesvigske krig og det viser sig at være i Middelfart han opholder sig. Så bliver det svært, idet han får tilladelse til at tage til Apenrade, Åbenrå. Slægtsforskning i Sønderjylland er ikke som i det øvrige Danmark, jeg har aldrig forsket på de kanter, men nu må jeg se om det lader sig gøre at finde mere om ham. Indtil videre er fundet at han optræder med sin kone i FT 1860 – og mon ikke det lykkes at komme frem til flere informationer efterhånden – og måske til hvor og hvornår han døde. Det ser kun ud til at være sket ved hjælp af lægdsrullerne.
I øvrigt fandt jeg også fødselsår for Rasmus’ far og hans brødre, idet kirkebogen i Radsted var brændt i 1799, men børnene var født nogle år før.
Lægdsrullerne kan give anledning til god belønning af og til.
@ Jørgen
Ja en god historie er altid værd at gå efter. Og nysgerrighed og vedholdende stædighed (som Mia skrev om) belønnes af og til.
Du har helt ret – og alting er nemt, når man kan det! Men jeg kan altså ikke finde ud af det. Og nu har jeg givet op. Jeg kender på det teoretiske plan fremgangsmåden, men det er aldrig i praksis lykkedes mig at finde nogle af mine personer i lægdsrullerne.
Vil du evt. have et kursus i dødsattester, som jeg langsomt er ved at få godt styr på?
Tak for tid, men dødsattester har jeg nu fundet en hel af.
Hvis du pr. mail sender mig nogle folk så skal jeg se om jeg kan finde dem. Faderens navn, sønnens, sogn, fødselsdato er nok.
Noget må vel kunne lade sig gøre.
Tid = tilbud. Ak, de gamle fingre.
Hel af = hel del af. Det bliver kun værre endnu med tiden.
@ Jørgen
Fingre ældes med tiden. Det kender jeg også.
@ Jørgen
Det vil være så fint. Tak for tilbuddet. Jeg vender tilbage. Jeg har lige et par ærinder, der skal overståes først.
Jeg vil selvfølgelig gerne have resultaterne, men allerhelst vil jeg have at du også forklarer mig den metode, du brugt for at finde dem – ellers bliver jeg jo aldrig klogere.
Der er en helt naturlig forklaring på, at antallet af døde på grund af barselsfeber faldt i København omkring 1864. Den ungarske læge Ignaz Semmelweiss fandt omkring 1848 ud af, at smitstoffet blev spredt af medicinstuderende, som det ene øjeblik var på sektionsstuen og det næste øjeblik undersøgte fødekvinder uden at have vasket hænder imellem de to stationer. Semmelweiss´ tanker havde meget svært ved at slå igennem. Bakterier og vira som smitstoffer var ukendte dengang. I 1864 kom den danske læge Franz Howitz hjem fra Paris og indførte det nye regime på den ene af Fødselsstiftelsen i Københavns to afdelinger. Den anden afdeling kørte videre efter de hidtil gældende principper, men på Howitz´ afdeling førte noget så simpelt som at personalet vaskede hænder, straks til et fald i dødeligheden af barselsfeber.
@ PTC
Fantastisk – tusind tak. Så kort kan det vist siges!
Franz Howitz kom først tilbage til Danmark i 1866 (og åbnede sin klinik et par år senere), derfor kan han og hans “nye metode” ikke have stået bag et fald i antallet af døde barselskvinder i 1864.
Hrm … det må du og PTC finde ud af, Jeg ved intet om den gode Dr. Howitz.
Hverken Charlotte eller jeg har ret. Det var allerede i 1856 at Franz Howitz kom hjem fra en studierejse til Bruxelles og Paris, hvor han havde hørt om Semmellweiss’ “kontagiositetsteori”. På det tidspunkt var Howitz ikke overbevist. Det var han imidlertid i 1864, da han publicerede en artikel i Hospitalstidende, hvor han gik stærkt ind for Semmelweiss. Da chefen for Fødselsstiftelsen, Carl Levy, døde i 1865, var det ikke Howitz, men hans kollega, Asger Stadfeldt, som fik chefstillingen og det medfølgende professorat. Howitz søgte andre steder hen og blev kendt for sine underlivsoperationer. Først fra omkring 1870 var Semmelweiss’ ideer trængt igennem på Fødselsstiftelsen i København. Vi mangler altså stadig en forklaring på 1864-tallet, men der arbejdes på sagen!
@ PTC
Spændende!
“… blev kendt for sine underlivsoperationer”. Jeg ville nødig have været under kniven i mit underliv på det tidspunkt. Tænk hvis de ikke havde vasket hænder?
Du siger, at antallet af døde af barselsfeber halveredes, det er for så vidt rigtigt, men du kan ud fra de givne tal ikke vide, om 1864 var en undtagelse, da tallet ellers ser stabilt ud (54-67 de følgende år).
Mon 1864 i det hele taget var et atypisk år? Der er også ca. dobbelt så mange, der dør af lungebetædelse, tyfus og mæslinger det år. Det kunne være spændende at se en længere talrække, altså.
Og som en lille efterskrift, så er jeg misundelig over, at du er et sted i Danmark, hvor der er den slags data. Hos mig er der enten ikke noget, eller de er ikke scannede endnu – jeg håber det sidste. Eneste anden udvej for mig er lægdsruller … og dem kan jeg simpelthen ikke fatte – øv!
Og endnu et PS. Ja, det er hundersvært at opsore efterkommere – GDPR og all that jazz. Jeg prøvede med mine 4xtipoldforældre, og det går fint lige til mine forældres generation, hvor de flytter som gale – og til København (suk), og børn født efter 1960 er IKKE til at finde. Jeg tror nok, jeg har fundet to nulevende efterkommere, men er langtfra sikker.
@ Charlotte
Jeg er så “heldig”, at jeg ingen familie har, så jeg behøver ikke bekymre mig om efterkommere. Men ja, det må være stort set umuligt, i hvert fald hvis man ønsker primære kilder på informationerne.
Er du opmærksom på den stort set gratis afdoede.dk (det er vist 18 eller 38 kr. om året) for at få adgang til mange nyere dødsannoncer. Jeg har fundet en del der, som jeg aldrig ville have fundet på anden vis.
@ Charlotte
Ja, der er jo altså ingen tvivl om, at antallet af kvinder der døde af barselsfeber halveredes. Det viser tabellen da. Hvorfor skulle 1864 være et atypisk år? Mon det så ikke ville være angivet i en note? Jeg tror ikke, at der er grund til at betvivle tidligere museumschef Henrik M. Jansens informationer. Men jeg giver dig dog ret i, at det er en kort årrække.
Jeg har ikke i mine materialer (leksika, Danmarkshistorier mv.) kunnet finde noget om 1864/en længere årrække. Og Danmarks Statistik har (naturligvis) intet. Det har ganske vist ikke helt med det at gøre, men alligevel (tal er sjove). Min historisk interesserede lægeven har sendt mig disse tal, som egl. er ret interessante. De er lidt svære at sætte ind her, men prøv at se, om du bryder dig om dem:
Nogle epidemier i Danmark 1600 – 2000
År – Sygdom – Område – Antal døde
1654 – Pest – København – 9.000
1711 – Pest – København – 23.000
1831 – Koldfeber (malaria?) – Lolland-Falster – 1.160
1853 – Kolera – København – 4.800
1918/19 Spanske syge – Hele landet – 14.000
1953 – Polio – Hele landet – 350
Så er vi altså to om det med lægdsrullerne. Jeg har virkelig forsøgt, men jeg kan ikke finde ud af det, trods det at der egl. er mange guides rundt omkring.