Tilfredsstillelsen når man får virkeligt tag om en slægtning

Tilfredsstillelsen når man får virkeligt tag om en slægtning

Slægtsforskning og logisk tænkning

Tilfredsstillelsen når man får virkeligt tag om en slægtning

I forgårs vidste jeg ingenting, nu ved jeg næsten “alting” om Dorthe Carlsdatters (1785 – 1846) to uægte børn, i hvert fald om datteren Albertine Wilhelmsdatter (1811 – 1882). Det er mere sparsomt med sønnen Johan Frederik Wilhelmsen.

Dorthe er en 3 * tipoldefars søster. Og jeg har “millioner” af Carlsdatter og Carlsen i Ods Herred, fordi deres stamfader hedder Carl Jacob Kirschbaum, og hans far er den gamle Johan Kirschbaum (død 1765), som muligvis er indvandret som teglbrænder til Klinteværket. Det vil vise sig.

Som led i oprydningen finder jeg mange gamle ting, der kan forbedres. For det første finder jeg alt mit gamle sludder og vrøvl. For det andet er pludselig så meget, der kan efterprøves og udforskes.

I forgårs havde jeg et af de gennembrud, du sikkert selv kender: Pludselig får man fat, fordi ens logik fortæller, hvor man skal lede, og så ruller det bare. Typisk er det fordi, man finder det sogn, hvor begivenhederne har fundet sted, og derefter er det jo egl. bare at bladre, hvilket er en af af mine yndlingsbeskæftigelser.

Kender du det?

Jeg kender svaret, for selvfølgelig kender du det. Du ved selvfølgelig også, hvordan det er at bruge din logiske sans og tænke: “Det må være sådan at …”. Jeg elsker den logiske deduktion.

Når til- og afgangslister er nøglen

Da jeg stod op i forgårs, vidste jeg, at Dorthe i henholdsvis 1811 og 1824 blev mor til to uægte børn. Det interessante ved dem var, at det var den samme far Wilhelm Falster (1779 – 1853). Jeg sidder og tænker over, hvorfor de dog ikke bare giftede sig?

Jeg vidste, at han ved Albertines dåb i 1811 var “Konditionarius hos Brandinspecteur Schou” i Kalundborg og ved Johan Frederiks dåb i 1824 var “Skriverkarl på toldboden” i Rørvig. Altså befinder vi os ved det irriterende “hul” mellem folketællingerne 1801 og 1834. Der blev ikke holdt folketællinger i den periode grundet Englandskrigene og statsbankerotten; og så er der en tredje årsag, jeg ikke lige kan huske.

Under Albertine havde jeg nogle gamle noter om afgangslisterne, så jeg prøvede at se nærmere på dem. I 1840 rejser hun som 28-årig Væverpige fra Gudmindrup i Højby Sogn i Ods Herred til Holbæk. Og det er ikke så frygtelig overraskende, at hun gifter sig der. Ægtemanden er snedkersvenden Jens Andersen (1808 – 1881). De bosætter sig i Hørby, Hørby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt.

Jeg har fulgt dem i folketællingerne, og en interessant ting er, at når man “kender” folk ret godt, er det nemt at gennemskue, hvor meget sludder folketællingerne rummer. Jeg siger ikke, at indtasterne har gjort et dårligt job, for de burde præmieres på en eller anden måde, nej jeg siger, at datidens skriverkarle har gjort et dårligt job. Af samme årsag giver jeg altid kun folketællingerne troværdighedsniveau 1 ligesom familiemedlemmers erindringer, for de husker altså heller ikke ret godt. Alle mine primærkilder får niveau 4. Jeg har ikke fantasi til at differentiere resten, bortset fra at jeg giver “Egne erindringer” niveau 3.

Jens Andersen og Albertine Wilhelmsdatter bliver af en eller anden årsag fattige og tilbringer mange år i fattighuset i Hørby Sogn. Jens dør i 1881, og præsten skriver “Snedkermester”. Det rimer ikke ret godt med opholdet i fattighuset.

For at finde Albertines død slog jeg op på familysearch.com, da “Albertine” er et godt navn at lede på, og fandt faktisk en fin ledetråd til hendes død i Holbæk der. Men for søren hvor var der også meget sludder. Eksempelvis at parret skulle være viet på Samsø … og i adskillige andre sogne i Holbæk amt.

Wilhelm Falsters dåb og død

Et par gamle folketællinger kunne fortælle, at han måske kunne være fra Vinderød Sogn, Strø Herred, Frederiksborg Amt. Og bingo – der var mange “Falster” i Vinderøds kirkebog, nærmere bestemt Frederiksværk, der på det tidspunkt ikke var et selvstændigt sogn.

Ved hans dåb i 1779 står også “+ 1753” Frederiksborg Amt, Strø, Vinderød, 1717-1821, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 76 af 185 opslag. Og hvordan skulle præsten nu kunne vide, hvornår han var død, hvis det ikke også var i Vinderød? Bingo! Han dør i Vinderød – og han er ugift “Pansjonist” efter nogle år at have nydt ophold hos sin broder.

Han skulle nu nok alligevel have giftet sig med Dorthe Carlsdatter.

Tilfredsstillelsen når man får virkeligt tag om en slægtning

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

11 Svar
  1. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    Hvor kom nu Dorte Carlsdatter nu fra? Bortset fra at hun i går var dåbsvidne ved Carl David Kirschbaums dåb (eller er det ikke hende?) Jeg savner lidt om at hun er din fars mosters niece … eller hvad hun nu er 😉 Og er hun i familie med Kirschbaum’erne?
    Jeg kan ikke rigtig få hoved og hale i dine forfædre ud fra teksterne, du linker til.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Dorthe Carlsdatter er en en 3 * tipoldefars søster. Det kan du få at vide ved at stå på hendes side og klikke på knappen “Slægtskab”, som du har i anden række.

      Om det er hende, der står fadder ved Carls Davids dåb, er svært at vide, da der er så mange Carlsdattere og Carlsen og Højby er et kæmpe sogn.

      Hvis du står på hendes side og klikker på “Aner”, får du hendes aner og kan se, at hendes far hedder Carl Jakob Kirschbaum. Her har du en grafisk fremstilling.

      Svar
      • Charlotte (Uglemor)
        Charlotte (Uglemor) siger:

        Nu har jeg kigget, og kigget, og klikket 😉 Og nu begynder jeg at forstå 1. hvordan dit program virker, 2. hvordan de to er i relation til hinanden – og til dig. Pyh, det er svært, når man ikke kender nogen af personerne i forvejen … havde det været mine egne aner, havde jeg slet ikke været i tvivl om Maren Stephensdatter (min 3*tipoldemor) og hendes børns og børnebørns indbyrdes slægtsforhold 😉

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Charlotte

          Jeg forstår virkelig godt, det et er svært, når man hverken kender personerne eller programmet. Du skal have tak for, at du trods alt forsøger.

          TNG tager altid udgangspunkt i den person, man står på. Dvs. det er Dorthe Carlsdatters aner, efterkommere osv. Står man på mig, får man mine ditto. Det er det smarte ved et program, hvor personerne ligger i en database i stedet for tusindvis af statiske sider. Med TNG er alt dynamisk, og hver person kan så findes nede i databasen og vises på skærmen.

          Svar
          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Charlotte

            Jeg er glad for at kunne gøre dig glad.

            Det irriterede også mig, og jeg anede ikke, hvorfor det pludselig var sådan. Jeg kiggede alle opsætninger igennem, men fandt ikke noget, der kunne slås til eller fra. Men så søgte jeg lidt hjælp i et support-forum. Og de kunne så fortælle, hvordan det skulle gøres.

  2. Mike Lyng
    Mike Lyng siger:

    Wilhelm Falsters fader har sat spor i Frederiksværk. Peder Falsters Vej er opkaldt efter ham. Peder Falster var inspektør på Frederiks Værk. Der er udgivet nogle af Peder Falsters skriverier.

    Da jeg arbejdede meget med Lille Lyngby Sogn, stødte jeg på noget Falster. Desværre husker jeg ikke i hvilken forbindelse – det kan have været noget med kroen i Store Lyngby,

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mike

      Jeg var ikke i tvivl om, at du ville en have en “fornemmelse” for min Wilhelm Falster, da jeg ved, at du har arbejdet så meget i Frederiksborg Amt.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *