, ,

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig

Arrogance?

Man skal ikke ændre mig. Jeg er nemlig okay, som jeg er.

Psykologen har af og til sagt, at jeg – indtil man lærer mig at kende – kan virke arrogant. Ordet er ikke flatterende, men slår man efter i Den Danske Ordbog (DDO), passer det såmænd nok meget godt.

DDO skriver: “med en provokerende eller udfordrende selvsikkerhed, overlegenhed eller nedladende holdning“. Dybt inde ved jeg, at usympatisk er jeg ikke. En anden ting, jeg er fuldstændig overbevist om, er, at jeg ikke forsøger at ændre andre mennesker, uagtet de måske foretager sig ting, jeg ikke selv ville foretage mig, eller som jeg bare ikke forstår. Jeg accepterer andre mennesker, som de er, og forsøger at forstå, hvorfor noget (fx en hobby eller en musiksmag) glæder dem og optager dem. Jeg prøver at være empatisk og rummelig. Det lykkes selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men man er heldigvis ikke forpligtet ud over sine evner.

Min veninde i Thy siger meget korrekt, at min, nu forhenværende ven, er arrogant. Jeg synes, det er rigtigt.

Man skal ikke ændre mig

Jeg har mistet min nærmeste ven – igen.

Historien gentager sig, og jeg har skrevet om det samme tab den 26. juni i år. Vi “sluttede fred” i starten af august, fordi jeg var “psykisk moden” (psykologens fagudtryk) nok til, at jeg ringede op og sagde, at jeg savnede. Det var en overvindelse, men jeg var rede til at tage det, jeg kunne få og lade resten ligge. Jeg gjorde op at det, jeg kunne få, var større end det, jeg måtte lade ligge. Simpel hovedregning. Man kan såmænd ikke engang kalde det matematik.

Nu står vi her så igen og det ægteskabslignende brud er definitivt. Mails vil gå i spamfilteret og telefonnummeret er blokeret. Jeg hverken kan eller vil leve med, at “min verden skal gøres større”, for bag det ligger, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

Min ven

  • Mente min hjemmeside skulle designes anderledes og fortalte det minimum 100 gange, herunder at hun ikke længere besøgte siden af æstetiske årsager. At hun satte to udråbstegn efter det udsagn, får mig nu ikke til at ændre designet. Siden har lige nu en udformning, jeg kan lide (ellers havde jeg jo ikke lavet den sådan), og den vil blive bibeholdt i hvert fald nogle år. Hvis andre ikke kan lide den, er det deres problem.
  • Forstod ikke, at jeg synes slægtsforskning i min adoptivfamilie er det mest relevante (jeg har for årevis siden skrevet en længere artikel blandt andet om årsagen til, at Hans H. Worsøe provokerer med udsagnet “Andre personer end selve forfædrene, fx stedmødre, adoptivforældre etc., hører ikke hjemme på tavlen” (Politikens “Håndbog i Slægtshistorie” 2001, side 43).” Hun mente, at jeg så ligeså vel kunne forske i hendes familie.
    • Jeg har en veninde i Thy, der ikke prøver at ændre på mig, og som kommenterede det med at “slægtsforskning er at at gøre historien personlig”. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er helt korrekt.
  • Forstod ikke, at jeg med Aspergerdiagnosen langt om længe har opnået en forståelse for – og accept af – den person, jeg nu en gang er, og at det er det, der bevirker, at jeg nu kan agere, som den jeg altid har været. Utallige er de gange, hun har fortalt mig, at hun aldrig selv ville forstå sig selv qua en diagnosekode som fx en “gennemgribende udviklingsforstyrrelse”, som Aspergers syndrom er.
  • Ville aldrig forstå min proces med at gennemgå livsforløbet, at gøre regnebrættet op, skelne mellem godt og skidt med henblik på i sidste ende at komme dødsangsten til livs. Sådan ville hun aldrig selv gøre.
  • Var enig med psykiateren i distriktspsykiatrien om, at det slet ikke er en god idé at lede efter journaler på Rigshospitalet. Det ville hun aldrig nemlig aldrig selv gøre.
  • Mente jeg var “skrøbelig”, skønt jeg siger, jeg aldrig har haft det bedre, når jeg ikke kan tage at blive kritiseret så hårdt og uden blusel på de felter, der betyder mest for mig.

Konklusion

Der er ikke meget venskab tilbage, når jeg skal ændre på alle de ting, der virkelig betyder noget for mig, og som glæder mig, selvom de ikke betyder noget for hende. Jeg fik fornemmelsen af at svømme i hajfyldt farvand, hvor jeg hele tiden skulle passe på ikke at møde en haj, det vil sige “træde forkert”. Hele tiden at skulle parere udsagn og holdningstilkendegivelser der havde til formål at ændre på mig og det, jeg gør.

Samlet set kunne jeg ikke udholde den arrogance, der ligger i at “gøre min verden større”. Jeg er nemlig ret godt tilfreds med min verden, som den ser ud lige nu.

Jeg er trist og ked af det, men det går jo over på et eller andet tidspunkt. Der er meget, jeg vil savne, men der er bestemt også en del, der er en befrielse at slippe for.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

2 Svar
  1. Kenneth
    Kenneth siger:

    Hej Hanne!
    Jeg håber, det er o.k. med dig, at jeg skriver kommentarer lidt tit (det er hverken for at fremhæve mig selv eller for at virke “anmassende”). Når jeg læser en af dine altid utrolig velskrevne og velformulerede artikler, får jeg ofte behov for at tilkendegive en slags “à propos.”
    Nå, men hvad jeg ville sige, var sådan cirka det, som følger 😀. Da jeg selv fik asperger-diagnosen for snart præcis 20 år siden, faldt mit liv og min tilværelse nærmest på plads som en slags puslespil. 2½ år i forvejen, hvor min yngste storebror med min accept havde sat min udredning mhp diagnose og evt. førtidspension i gang, nævnte han, hvilket faktisk slet ikke overraskede mig, at han var ret sikker på, at jeg netop har Aspergers Syndrom. Den psykiater, som jeg endnu (siden 1994 i perioder) gik hos, anerkendte, at jeg næppe led af AS, selv om jeg opfyldte flere af kriterierne. Ingen skulle stille en formodet diagnose for ham. Få måneder efter indså jeg, at han og jeg ikke nåede videre, og jeg afbrød rækken af konsultationer.
    Ærlig talt var jeg meget ulykkelig over hans indstilling.
    Derimod var jeg særdeles heldig med den déngang ret unge psykiater, der var koblet til min udredning, helt anderledes: jeg skulle ikke tage mig spor af min tidl. psykiaters sære holdning og indstilling. Efter små to timers intens samtale med små øvelser og “drilske” småopgaver inkluderet var den nye psykiaters diagnose klar: AS. Indstillingen til førtidspension var klar, og ét år efter (okt. 2002) kom første udbetaling. Alt faldt pludselig på plads.
    Undervejs havde min mellemste storebror haft en telefonsnak med mig. Han var meget ulykkelig på mine vegne over, at jeg sådan blev kasseret. Jeg argumenterede for, at jeg absolut og på ingen måde følte mig kasseret. Derimod følte jeg mig accepteret. Husker fra den dag, jeg fik diagnosen (okt. 2001), græd min skønne hustru af glæde. Min søde datter var da 8 år og forstod ikke helt, hvilken glæde der var overgået os, vel nok, fordi hun jo dog kun var et barn endnu. Hun er selv infantil autist med en særdeles veludviklet, humoristisk sans.

    Min ældste bror, som er lærer (nu pensioneret), mente, at jeg nok havde fået mere glæde af at gå i specialskole – for ved at høre mine forældres detaljerede beretning om den manglende forståelse af mig fra mine læreres, lægers og andre “kloge hoveders” side, blev jeg klar over, hvordan de havde knoklet, for at jeg kunne blive accepteret. Jeg blev mobbet meget i folkeskolen, og en af mine klassekammerater sagde senere, at jeg var “meget anderledes end vi andre.” Det var meget rammende sagt, ja, faktisk blev jeg lidt glad for, at han sagde det.

    Og den veninde, du har skrevet om nogle gange, er for mig at se næppe værd at holde fast i. En ven(inde) vil nemlig acceptere præcis dig som den, du er, og vil ikke ustandselig prøve at lave dig om. Sådanne venner er min hustru og jeg lykkeligvis så heldige at være beriget med. En af dem kender jeg fx oprindelig via vi tos fælles, store interesse (slægtsforskning), og en anden via et undervisningshold, hvor jeg kunne pleje min kæmpe interesse for musik (især rock og klassisk).

    Smutter igen – undskyld, det blev lidt langt.
    Kærlige tanker,
    Kenneth

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Kenneth

      Jeg synes, det er så skønt med dine lange, fyldige og velovervejede kommentarer og ønsker mig bare flere af dem! Du er hverken anmasende eller fremhæver dig selv. Fortsæt endelig. Jeg håber så for min del, at min svar kan bruges til noget.

      Jeg har været hos psykologen i dag og har netop skrevet om min glæde over min egen Aspergers syndrom-diagnose. Hvis du har tid og lyst, kan du jo læse dagens post allerede i dag og ikke vente til på mandag 🙂

      Du har helt ret i det med puslespillet, der falder på plads. Sådan har jeg det også. Og for mig giver det god mening, at så mange bruger puslespillet som illustration af Aspergers syndrom. Det er fuldt forståeligt, du var ulykkelig over psykiater nr. 1’s indstilling. Det er dejligt, at du fandt psykiater nr. 2!

      Ja (eller måske rettere “nej”), du blev på ingen måder kasseret men derimod accepteret. Jeg forstå dig til fulde.

      Der er ikke noget at sige til, at din datter på otte år ikke kunne forstå lykken, der overgik dig og faktisk hele familien.

      “Pudsigt” eller “trist” nok var jeg også et mobbeoffer i folkeskolen, fordi jeg var så anderledes. Jeg kunne fx både læse og regne (selvfølgelig lettere ting) før jeg kom i skole, og så skiller man sig ud. Eftersom jeg er barn af en “nomadefamilie”, har jeg gået på fem forskellige folkeskoler, dvs. at når jeg endelig var faldet en smule til, skulle vi flytte igen. Det er ikke godt for et barn med AS, der har svært ved det sociale. Måske skulle jeg også have været i en specialskole – men en for højt-fungerende autister! Jeg har aldrig haft forældre, der knoklede for mig. Det var mig, der knoklede for dem. Men sådan er der jo så meget…

      Jeg har også sagt “cut Elly” til den ven(inde). Jeg måtte trække en streg i sandet, for jeg kunne ikke vedblive at udholde hendes evige ønsker om at lave om på mig. Det er indirekte det, dagens post handler om.

      Du skal IKKE undskylde længden på din kommentar. Jeg undskylder heller ikke længden på mit svar 🙂

      Hvor bor du? Kunne det være hyggeligt engang at mødes? Jeg har mødtes med andre med AS nogle gange, og det har været en stor succes, for der er så meget, der ikke behøver at blive sat ord på, hvilket kan være en stor lettelse.

      Kærlige tanker
      Hanne

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.