Jeg har mistet en ven, og det er svært

venner

I min verden er der ikke så mange, jeg kan kalde venner

Jeg har mistet en ven, faktisk min nærmeste ven gennem rigtig mange år, og det er ikke let, men der kom et tidspunkt, hvor selv jeg måtte sige stop. Pludselig var fokus på det, der adskilte, fremfor det der var fælles. Jeg har ikke let ved grænsedragning, og jeg går for let for langt, men her gik grænsen.

Pludselig var jeg ikke fin nok, og pludselig var jeg ikke god nok endsige kulturel nok. Jeg gjorde pludselig ikke de ting, veluddannede og intelligente mennesker gjorde. Det gjorde mig trist, da jeg betragter mig som både veluddannet og intelligent.

Drøftet igennem med psykologen

Jeg har drøftet det hele igennem med psykologen, og det har gjort godt, fordi jeg selvfølgelig er bange for, at min verden skal vælte igen. Jeg ser ikke nogen nye indlæggelser for mig, men sporene skræmmer af naturlige årsager efter sådan 14 – 15 stykker. Angsten for at det hele skal begynde forfra er iboende, og jeg ved ikke, hvor meget (eller lidt) der skal til, før læsset tipper. Det gør det nu nok ikke, men bare tanken… Den er ikke til at holde ud. Endelig har jeg fået det godt; og sådan skulle det jo gerne blive ved.

Jeg er måske nok mere konfliktsky end de fleste, og jeg er nok ikke let at skændes med. Det kan selvfølgelig være irriterende, men sådan er jeg bare, og det har jeg overlevet på i mange herrens år. Men jeg er et okay menneske, der ikke gør andre mennesker fortræd. Jeg er relativt rummelig og forsøger at sætte mig ind i, hvor andre er.

Anette og jeg blev enige om, at der måske kunne være en idé i at søge fællesskaber blandt andre nørder. Det kan være blandt andre medlemmer af Aspergerforeningen eller blandt andre mensanere. Det vil jeg overveje. Selv jeg kan jo da have behov for andre levende væsener.

4 Svar
  1. Jens
    Jens siger:

    Jeg er også en af dem, for hvem stort set alle mine tidligere gode venner er gledet fra mig gennem de seneste år. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på problemet at to af dem bor på den anden side af Fyn. En af dem var endda nok min bedste ven siden vi var 8-9 år. Ham har jeg ikke snakket med i 5 år nu. Jeg er imidlertid også enig med Henny; skønt vi fik meget ud af vores venskab gennem årene var det bestemt heller ikke ideelt.

    Jeg besøger regelmæssigt Reddit (et gigantisk forum som jeg virkelig kan anbefale at dykke ned i) og mange beretter der, at det med at vennerne glider fra desværre er et meget almindeligt fænomen.

    Heldigvis klarer jeg mig fint med at være alene.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jens

      Jeg klarer mig også fint alene, idet jeg jo har åbnet til den “elektroniske” (eller hvad det nu hedder) verden og har stor glæde ved at at skrive og få respons på det, jeg skriver. Min hjemmeside er vist min nærmeste ven nu. Men den er også fin nok til mig.

      For nogle år siden mistede jeg min bedste ven gennem 34 år. Det skete under en indlæggelse, hvor jeg var meget dårlig. Hun ringede op og sagde, hun mente, jeg “var blevet min sygdom”. Det fik jeg det ikke meget bedre af.

      Jeg talte med psykologen om, at mange med Aspergers Syndrom og mensanere har svært ved relationer. Der er en masse “koder”, vi ikke kan knække, og derfor har vi svært ved at være en del af relationer – både i betydningen venskaber og i betydningen parforhold. Det er vist 16 – 18 år siden, jeg har haft et forhold. Men det gør ikke noget. Jeg har det bedre/lettere uden.

      Mange tak for henvisningen til Reddit. Det vil jeg bestemt kigge på.

      God weekend.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det lyder rigtig trist. I mit liv har det mest været sådan, at venskaber er gledet ud, lige så stille og umærkeligt, velsagtens efter, at der ikke har været så meget fælles mere. Tit i øvrigt har det været kolleger, som så ikke skulle være kolleger mere, og så er det fælles felt naturligt snøret ind. I dit tilfælde lyder det mere, som om, I er slået op, mere ala kærestefolk, hvilket selvfølgelig også kan forekomme, men så har der nok været nogle andre ting i vejen, som I ikke har vært opmærksomme på før nu. Godt, at du har haft psykologen at vende det med. Selv om det ikke er let at skaffe nye venner i vores alder, er det dog ikke helt umuligt. I venskaber handler det om en balance mellem nærhed og afstand, har jeg fundet. Man kan nemt få forskudt den balance, og så er det hele ødelagt. Nogle mennesker har også påstået, at de venner, man har haft fra børn, er den bedste slags. Der er jeg ikke enig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har ret. Det er trist, og jeg er ked af det; samtidig er det et studie i grænsedragningens ædle kunst, som selv jeg må lære. Jeg har ikke været opmærksom på, at der skulle være noget i vejen, men min ven har måske tænkt sine tanker i lang tid. Det er jeg ikke klar over. Nogle af de mennesker, jeg herefter føler mig tættest forbundet med, er faktisk tidligere kolleger endda “way back” (2000-2004), men de bor desværre langt væk fra mig (I Thy og i Esbjerg). Med dem er en fin balance mellem nærhed og afstand.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *