Aktivisme eller demokrati i krise?
Indholdsfortegnelse
Hvordan bliver befolkningen hørt?
Jeg så lige i TV Avisen 18:30, at man i Frankrig er meget bekymret over, at det kun er ca. 13 pct. af førstegangsvælgerne, der går til stemmeurnerne i dag, hvor man holder anden valgrunde. De unge er i stedet aktive aktivister på de sociale medier og ved forskellige udendørs begivenheder som fx Gay Pride og de store klimademonstrationer. Politikere fra det yderste højre (Le Pen) til det yderste venstre, opfordrer stærkt de unge til at benytte sig af deres demokratiske rettighed og siger, at der kun er én måde at blive hørt, og det er ved at gå til stemmeurnerne. Men de går alligevel ikke derhen. Og jeg forstår dem godt!
Frankrig contra Danmark
Jeg ved ikke, om debatterne om væsentlige, aktuelle emner foregår på samme måde i Frankrig som i Danmark, og om det er det, der holder de unge væk, men herhjemme er der i hvert fald et eller andet galt.
Tag fx. debatten om de aktuelle udlændingepolitiske stramninger, der er led i ‘Paradigmeskiftet’ fra februar 2019, der flyttede fokus fra integration til hjemsendelser (hvad så end et ‘hjem’ er?) og har det klare udgangspunkt, at opholdstilladelser er midlertidige:
De store landsdækkende medier interesserer sig ikke for debatten, de viser aldrig noget fra demonstrationerne, spidder aldrig politikerne, men viser hellere statsministeren i fodboldtrøje. De 30-35.000 danskere, der ikke mener, at den aktuelle kurs er rigtig, har kun én mulighed, og det er at samle sig i grupper på de sociale medier. Det reklamefinansierede Facebook bliver stedet, man kan være med til at debattere, udtrykke sine holdninger, blive klogere og engang imellem måske gøre de øvrige lidt klogere, hvis debatten lige rammer noget, man ved noget om.
Borgere der IKKE støtter regeringens udlændingepolitik
Jeg havde ellers bestemt mig for ikke at deltage i disse aktivist-grupper på Facebook, fordi sagens kerne går ind i kernen af mit hjerte, men alligevel er jeg havnet i denne gruppe, der nu har 33.400 medlemmer, og som er kendetegnet ved, at debatten for det meste foregår på et højt niveau og har fokus på fremskaffelse af fakta. Det er lige noget for mig.
Der sidder mennesker med styr på udlændingeloven, ombudsmandsudtalelser, kommunal praksis, erfaring fra udrejsecentre, Ellebæk (en slags fængsel for afviste asylansøgere) osv.
I gruppens “Filer” er samlet et væld af relevante dokumenter og strateginotater, som man har behov for, når man skal argumentere og holde fokus på fakta. Der er alt for mange etniske danskere, der argumenterer ud fra dogmer og opdigtede fornemmelser. Hvis man vil nå igennem og dele viden, skal man selv være vidende om, hvad der foregår. Man er nødt til at sætte sig ind i tingene og prøve at blive klogere end dem.
I dag fandt jeg fx en 35-siders Ombudsmandsudtalelse, der viser, at dansk praksis er, at anbragte børn og unge (både frivilligt og med tvang), der kun kender til Danmark og dansk kultur, fordi de aldrig nogensinde har været i forældrenes hjemland, eller endsige boet sammen med forældrene, fordi de i stedet har haft den danske stat som primær ‘omsorgsperson’ qua en døgninstitution, udsendes sammen med forældrene, hvis disse udsendes. Der er ikke tale om mange sager årligt, men der ligger en menneskeskæbne bag hver eneste. Jeg kom ikke igennem alle 35 sider fra Ombudsmanden, men jeg forstod budskabet, der får mig til at gøre ‘reklame’ for et borgerforslag om ‘Ret til dansk statsborgerskab for anbragte børn opvokset i Danmark‘ fra 19. marts i år, som har fået alt for lidt opmærksomhed, og derfor nu kun har 1.420 underskrifter. Indtil videre står forslaget til at lide en krank skæbne ved udløb den 15. september i år. Der er langt endnu til 50.000. Men aldrig give op!
Jo – det er demokrati i krise
Det er udtryk for et demokrati i krise, når borgerne er nødt til at forsamle sig på Facebook for at debattere og blive klogere på fakta. Diskussionerne i gruppen, og opsamlingen af viden og strategi, burde ikke foregå på et privat, reklamefinansieret medie men på de statslige TV-kanaler med mikrofonerne rettet mod toneangivende politikere som Tesfaye, Stoklund og Frederiksen. Og det vel at mærke uden at journalisterne bare optræder som mikrofonholdere men forstår at stille dybdeborende spørgsmål.
Berlingske Netavis
Der har jo egentlig aldrig været andre “gratis, frie” medier end de sociale medier. Før dem var man henvist til at skrive læserbreve til aviserne og håbe på, at nogle man kunne omvende læste pågældende avis. Man har stadig mulighed for at henvende sig til sin folketingsmand/kvinde og håbe, at vedkommende kan få klør fem ud, men det er jo langt fra sikkert. Så har man, i demokratiske tider, mulighed for at arrangere demonstrationer på gaden, men så er mulighederne vel også ved at være udtømt. Ganske vist er de sociale medier privatejede, men de er også en stor forbedring over fortidens langsommelige debatter i aviserne. Man kunne selvsagt ønske sig, at deltagerne i SoMe debatterne fandt kammertonen frem noget oftere end det er tilfældet i dag, men det er nok blot et fromt ønske. Man kunne måske forestille sig, at det danske samfund stillede et socialt medie til rådighed, et medium som var ejet af os alle sammen, men selv sådan et skal der betales for, og vi har immervæk borgerforslagene, som der kan komme noget godt ud af en dag. Jeg tror, det gælder om at holde FaceBook og deslige i ørerne, så de ikke forvrænger debatterne for meget ved deres direkte eller indirekte censur, men så tror jeg heller ikke, man kan gøre meget andet.
@ Henny
Misforstå mig ret! Facebook er en fremragende og nem måde at samles på, og at finde ligesindede på. Det har aldrig nogensinde været så let at finde 30.400. jeg var stort set enig med – og det er gratis, men betales af reklamerne, som jeg har købt en AdBlocker til at hjælpe mig af med.
I gruppen, jeg nævner i indlægget, fortæller adskillige, at de skriver en masse læserbreve – der aldrig bliver optagede. De skriver til ministrene, men får aldrig svar, og skriver de til ministrene på disses Facebookprofiler, bliver de bare blokerede. Så Facebook, og sikkert andre sociale medier, er bestemt vejen frem.
Man kunne nemlig godt forestille sig, at staten stillede en platform til rådighed for debat om aktuelle samfunds-emner (jeg kan ikke lige komme på det rette ord). Man kunne nemt argumentere for, at det var et led i demokratiet. Det behøvede ikke engang være ret dyrt for staten. Man kunne forestille sig, at debatlystne borgere gav en hundredkroneseddel om året for at have adgang til siden.
Borgerforslagene er så fine; jeg er stor tilhænger af dem, men de gode borgerforslag udarbejdes ikke af “stemmer fra kanten”. Og de, der udarbejdes af de stemmer (altså dem fra kanten), får 130 støtter. De er nok heller ikke mere værd, men der er rigtig mange mennesker, der ikke har en chance der.
Læserbreve, demonstrationer og den lokale folketingskandidat er passé. Det tager helt rigtigt for lang tid, der er ikke de rigtige muligheder for debat og videndeling. Og det er for svært at “finde hinanden”.
I de grupper – som jeg egl. havde besluttet ikke at være med i mere – synes jeg faktisk, kammertonen for langt det mestes vedkommende er i orden. Er der en gang imellem et opslag, hvor den ikke er i orden, ruller jeg bare forbi.