Normalt skjuler man folks identitet.
Det ser jeg ingen grund til at gøre i dette tilfælde, når opslaget fra i aftes ligger frit tilgængeligt.
Du kan se yderligere kommentarer i denne artikel.
Jeg så TV Avisen kl. 12:00 men måtte kigge væk, da de bar en lille dreng ud af murbrokkerne. Jeg gætter på, at han var ca. fire år. Han var i live. Næste billede: liget af en voksen mand blev båret ud. Dødstallet er lige nu knapt 5.000. Nogle kilder vurderer, at man vil nå ca. 20.000.
Jeg ved ikke, om jeg bare er specielt følsom, men jeg kan ikke klare sådan noget. Tårerne triller.
Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at 23 millioner mennesker, herunder 1,4 millioner børn, vil være påvirkede af jordskælvet og dets konsekvenser. Det skyldes blandt andet, at tusindvis af bygninger og hjem er kollapsede. Kilde: Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Det er intet mindre end en katastrofe – og jeg har sendt lidt penge via Røde Kors. Kan du også undvære lidt?
Jeg fandt et såkaldt “Fact sheet” fra juni 2016 hos Røde Kors. De skriver
Afhængig af forholdene er det de færreste, der overlever længere end 48 timer. 85-95 % af de personer, der udfries i live, er udfriet inden for de første 24-48 timer efter jordskælvet. De væsentligste faktorer for overlevelse er: adgang vand, påtagede traumer og klima. Der er dog få eksempler på folk, der overlever i længere tid. Fx ved jordskælvet i Tyrkiet 2011, hvor en 12-årig dreng blev redet ud af murbrokkerne efter 108 timer.
De første 24 timer er gået. Nu er det et kapløb mod tiden. I Syrien er redningsarbejdet ekstra kompliceret, idet mange bygninger i forvejen er molesterede af borgerkrigen. Der skal mindre til, før de falder sammen og man kan begynde at bære ligene ud.
Værten i TV Avisen spurgte to forskellige journalister “Hvad er de største udfordringer lige nu?” Jeg har det utrolig svært, når man kalder massive problemer med død og ødelæggelse for “udfordringer”.
Sådanne hunde kaldes detektor-hunde og det er fascinerende, at man kan lære et dyr op i at genkende både levende og døde menneskers lugtstoffer fra huden. 19 europæiske lande sender 1.150 redningsarbejdere og 70 hunde.
I det mindste spurgte studieværten ikke hundene, hvad der var deres største udfordringer er lige nu.
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) skriver: “De hidtil største Richtertal, der er udregnet, har været for jordskælv omkring Stillehavet på knap 9.” Et af skælvene (eller begge?) i Tyrkiet er målt til 7,8 på Richterskalaen. Det er ganske usædvanligt og ganske forfærdeligt.
Der er ikke langt fra 7,8 til 8 – næsten som en stor atomsprængning:
Danmark sender 30 millioner kr. (først 10, så 20) og fire mand … De fire skal hjælpe med at koordinere redningsindsatsen blandt andet inden for it, logistik og telekommunikation. Måske skulle vi hellere sende 30 millioner mand og fire kr.? Der er vist mere brug for hænder end for kroner.
En journalist spurgte i Kastrup en af de fire mand, der var fra Beredskabsstyrelsen, hvad han følte lige nu? Hvad søren forventer man(d), han skal svare? Skal han græde for åben skærm? Heldigvis var han professionel og fattet og svarede, som man kan forvente det af en sådan.
Selvfølgelig skal der bruges en masse penge til at etablere nødhjælp i form af fx felthospitaler, krisehjælp, krisepsykologer, mad, personlige fornødenheder (såsom tandbørster og kamme ..), men det forudsætter, at der er overlevende i nød at hjælpe.
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:
Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.
Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:
§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))
Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.
Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.
Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”
En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.
Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?
Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…
Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.
Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:
En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.
Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.
Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.
Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?
Det var en glædelig morgen at vågne op til, da jeg vågnede kl. 06. Jeg er så glad, og der atter et håb over Danmark. Måske er det fortsat sådan, at vi er en nation, der vil vores medmennesker det bedste?
55.037 mennesker har lige nu tilsluttet sig borgerforslaget “Stop tilbagesendelsen af syriske flygtninge til farlige og usikre forhold”. Da jeg gik i seng, troede jeg ikke et sekund på, at det kunne lykkes. Der manglede ganske enkelt for mange støtter: over 12.000. Jeg delte selv et par gange offentligt, alligevel troede jeg ikke på det. Herregud, hvem kan ikke dele offentligt? Men måske har mine små dumme tryk på et par taster været medvirkende? Bare en lille bitte smule?
I de sidste par timer aftenen igennem indløb en støtteerklæring hvert et sekund. Det er helt fantastisk. Bag succesen står ildsjæle som fx Carsten Jensen, men han kunne ikke gøre det alene! Mange stod bag ham. Det er meget sjældent, enkeltpersoner bør hædres alene.
Der indløber fortsat støtteeklæringer, og din erklæring er også både vigtig og velkommen. Jo flere vi er jo bedre. Har du endnu ikke støttet, er det på tide.
Dette borgerforslag har opnået 50.000 støttere inden for fristen på 180 dage.
Partierne i Folketinget skal nu tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget. Forslaget bliver ikke automatisk fremsat i Folketinget, fordi det har opnået 50.000 støttere. Det skyldes, at grundloven siger, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget. Forventningen er, at forslagene bliver fremsat af de partier i fællesskab, som støtter ordningen om borgerforslag.
Når forslaget er fremsat, bliver det behandlet stort set på samme måde som andre beslutningsforslag i Folketinget. Det vil sige, at det først kommer til 1. behandling i Folketingssalen, og bagefter bliver det henvist til et af Folketingets udvalg. I løbet af udvalgsbehandlingen kan udvalget f.eks. stille spørgsmål til en minister og holde samråd med en minister om forslagets indhold. Udvalget kan også beslutte at invitere hovedstilleren og medstillerne til et møde om forslaget. Udvalget kan også ændre forslaget ved at stille ændringsforslag.
Efter udvalgsbehandlingen kommer forslaget til en 2. og sidste behandling i Folketingssalen. Her bliver der først stemt om eventuelle ændringsforslag og bagefter, om forslaget skal vedtages eller forkastes.
Det er fortsat muligt at støtte forslaget. Forslaget lukkes først for nye støttere, når Folketingets behandling af forslaget som beslutningsforslag er afsluttet.
Det hele handler om, at Syrien ikke er sikkert. Det er ikke et sted, vi kan sende mennesker (retur) til. Vi kender til Assads fængsler og torturkamre. Det kan ikke være sandt, at en freds- og frihedselskende nation som Danmark skal sende mennesker dertil.
Da Danmark som bekendt ikke har en udleveringsaftale med Syrien, dømmes syrerne blot til ophold i såkaldte udrejsecentre, hvor de kan se ind i væggen i årevis. Det kan vi ikke være bekendt, når det er kendt, at de syriske flygtninge er både velintegrerede og arbejdsomme her i landet.
Der mangler fokus på de 97 pct. af migranterne/flygtningene, der støtter Danmark og begår sig godt her og som er i arbejde eller uddannelse til netop de fag, hvor Danmark mangler arbejdskraft, nemlig de “varme hænder”. Fokus er desværre altid på de tre pct., der begår kriminalitet eller på anden vis har adfærd, der selvfølgelig ikke er ønsket. Det er bare ikke syrerne, der begår kriminalitet. Al statistik viser, at syrerne har gjort alt, der er menneskeligt muligt for at blive en del af Danmark. Bør vi ikke på en eller anden måde “belønne” mennesker, der har gjort alt, der er menneskeligt muligt for at blive her? Kan vi sende dem tilbage til torturkamrene?
Det fremgår af Flygtningekonventionen , at man kun må sende folk tilbage til hele lande, altså når det er trygt at vende tilbage. Man må ikke udtage dele af landet og påstå at det er sikkert. Men det er jo netop det, Danmark gør p.t. Vi påstår, at Damaskus er sikkert – men hvad med resten af Syrien?
Jeg begriber ikke, at vi ikke kan huse de ca. 500 flygtninge fra Syrien. Det er ca. fem pr. kommune i gennemsnit, idet vi har 98 kommuner. Det kan vi da. Hvem har ikke lige set Ærøs fortryllende indsats? Den kan streames her, hvis du fortsat skulle være i tvivl: De fremmede i Karl Oves Paradis. Vi kan, hvis vil vil! Og det vil vi vel?
Carsten Jensen skriver flere steder i dag på Facebook, at vi nu er mere end 100.000 “Sammen med det andet borgerforslag om en ny mere human flygtningelov, der fik 50.000 underskrifter i august, er vi nu 100.000, der har udtrykt vores utilfredshed med regeringens flygtningepolitik.” Det er jeg nu ikke enig i, for der er helt sikkert mange, der har skrevet under begge steder. Det har jeg fx selv, så Carsten vrøvler lidt.