De kognitive deficitter

Skulle jeg have haft pension?

De kognitive deficitter.

Kognition: kendt fra 1962 fra engelsk cognitive, af latin cognitus, perfektum participium af cognoscere ‘lære at kende, erkende, forstå’

Deficit: fra latin deficit ‘der mangler’, af deficere ‘mangle’.

Kilde: Den Danske Ordbog

Af og til tænker jeg, at jeg har snydt hele systemet og slet ikke skulle have været tilkendt pensionen. Jeg kan jo fx koncentrere mig i timevis om at systematisere ting, fx. mine gamle billeder og blive ved og ved med at gennemgå filerne, til alt stemmer med databasen, alle navne er rigtige (hedder de nu fx. Christensen eller Kristensen?), alle personer på billedet er angivet i filnavnet i den rigtige rækkefølge fra højre mod venstre og (stort set) ingen billeder er for store til import i TNG-siden. Efter mange forsøg er jeg kommet frem til, at de skal være max. ca. 700 * 1.000 px.

Jeg tror alligevel, den er god nok, for:

hvis nu hjernen havde fungeret “normalt”:

1.  havde jeg kun været halvt så lang tid om at få styr på de pokkers billeder (der er i øvrigt kun 339 tilbage ud af de 1.061, jeg startede med),
2. havde jeg ikke været overrasket over at læse om de mennesker, jeg traf i starten af min slægtsforskning og som har givet mig en masse informationer og lånt/foræret mig billeder. Som hovedregel har jeg noteret, hvornår jeg har truffet dem og selvfølgelig deres navne mv. Men jeg er helt blank, når jeg skal prøve at huske selve mødet. Det er præcis det, den første overlæge i distriktspsykiatrien kaldte for “absencer”,
3. havde jeg ikke skullet opgive at finde rundt i Google Maps til brug for TNG. Jeg bliver så forvirret af alle de “hjælpsomme” links. Hvorfor kunne de ikke stille det op ad modum: “gør sådan og sådan”, helst tabellarisk med 1, 2, 3 osv.?. Der er vel kun én vej?,
4. havde jeg ikke ved hvert eneste blogindlæg skullet slå op, hvor stort billedet skal være for at passe ind på forsiden. Det er som om, de 665 * 531 px. ikke vil indprente sig. Efter mindst 25 poster med den nye størrelse, burde den vel sidde fast?,
5. havde jeg selv kunnet hælde medicinen op hver anden uge, så hjemmeplejen ikke må komme og gøre det. Det skyldes ikke, at jeg ikke kan ramme hullerne i æskerne, men at jeg ikke har det overblik, der bevirker, at jeg kan se, om der er nok til næste runde, så egen læge eller distriktspsykiatrien skal kontaktes, for at jeg ikke kommer til at mangle noget,
6. havde jeg kunnet huske en indlæggelse på seks dage på Hvidovre Hospital i sommeren 2020 på den afdeling, der har med stofskifte ting og sager at gøre (lige nu kan jeg heller ikke huske, hvad den kaldes). Jeg kan se i Sundhedsplatformen, at jeg har været der, men jeg husker absolut intet. Det er lidt underligt,
7. havde jeg haft overblik over alt det, jeg gemmer (filer, noter osv.) for netop ikke at glemme,
8. havde jeg ikke måttet spørge folk, jeg har siddet i menighedsrådet med i otte år, hvad det nu er, de hedder, når jeg møder dem på Hvidovrevej. Ansigtsgenkendelsen er simpelthen væk. Det har jeg drøftet på skrift med professor Poul Videbech, der kun sjældent har oplevet noget lignende. Jeg tror ikke, han helt tror mig.

Når jeg bare er mig selv, går det alligevel godt nok

Havde jeg skullet passe et job, havde det været meget problematisk. Når jeg bare er mig selv og kan dyrke mine egne nørderier i mit eget tempo, betyder det ikke så meget, bortset fra alle de noter og lydfiler jeg er ved at drukne i. En dag må jeg rydde op.

Jeg har en gammeldags pen og blok ved venstre hånd, hvor jeg noterer idéer og indfald, der ikke skal gemmes i længere tid. Jeg er storforbruger af midlertidige filer i Notepad på det elektroniske skrivebord. Og jeg optager vigtige samtaler, fx dem med psykologen, og jeg hører dem faktisk mindst et par gange efter sessionen. Og så længe hjemmeplejen er så venlig at hælde medicinen op, de “småting” der er tilbage af den, går det alt sammen.

Mine omgivelser har vænnet sig til, at jeg har en hukommelse som en si, og er så venlige kun sjældent at påpege det.