Udsendelserne

Tvangsmæssige udsendelser:

Kristian Hegaard fra RV spurgte 6. april 2021 udlændinge- og integrationsministeren om følgende:

Vil ministeren oplyse, hvorvidt der aktuelt sker tvangsmæssig udsendelse af udlændinge til Syrien, og om der er forventes ændring i praksis herfor?”

Mathias Tesfaye svarede 29. april 2021 blandt andet Udlændinge- og Integrationsudvalget således:

“Regeringen er i dialog med vores nærmeste partnere om hurtigst muligt at skabe mulighed for tvangsmæssige udsendelser til Syrien.”

Af folketingssvaret fremgår også, at der “af udenrigspolitiske årsager indtil videre ikke gennemføres tvangsmæssige udsendelser til Syrien”, men at det er regeringens ønske.

Hele svaret (bare en A4-side) kan ses her. Det er interessant læsning, du ikke må snyde dig selv for midt i debatten om “tvangsmæssige udsendelser”. Det der ske p.t. er så forfærdeligt. Som min ven Lotte Ladegaard skrev forleden: “Jeg kan næsten ikke være i mig selv”.

Berlingske Tidende skriver onsdag den 5. maj 2021 (altså i dag) blandt andet:

Trods internationale meldinger (bag irriterende betalingsmur) om anholdelse, afstraffelse og afpresning af hjemvendte syriske flygtninge vil regeringen nu hurtigst muligt skabe mulighed for tvangsmæssige udsendelser til Syrien.

Anholdelse, chikane og afpresning kan vente hjemvendte syrier

EU-repræsentationen i Danmark skriver således den 23. april 2021 blandt andet:

European Asylum Support Office (EASO) påpeger, at der er store risici forbundet med at rejse hjem til Syrien som flygtning og alligevel kan syriske flygtninge ikke længere opnå opholdstilladelse i Danmark på baggrund af de generelle forhold i Damaskus-området. I en EASO-rapport fremgår det, at ”hjemvendte møder manglende retssikkerhed, udbredte overtrædelser af menneskerettigheder og ringe økonomiske udsigter”. Ifølge Udlændingestyrelsen kan 505 syriske flygtninge fra Damaskus-området alligevel stå til at få inddraget eller nægtet forlængelse af opholdstilladelse og Danmark går i den forstand enegang, hvilket giver stor international opmærksomhed.

Spørgsmål:

  • Hvad er det, der sker for Socialdemokratiet med Rasmus Stoklund i spidsen?
  • Vil de konkurrere om stemmerne med Nye Borgerlige (nu Danmarks næststørste arbejderparti) og Dansk Folkeparti?
  • Poul Nyrup Rasmussen sagde til Dansk Folkeparti ved Folketingets åbningstale i 1999: “Stuerene, det bliver I aldrig”. Nu kan vi sige det om Socialdemokratiet selv?
  • Hvorfor står støttepartierne (RV, Ø og SF) ikke sammen og blokerer regeringens initiativer? Men det kan de måske ikke, da regeringen “tæller til 90” til den anden side i salen.
  • Hvor er dansk empati og humanisme blevet af? Skal den kun forsvares af RV med Kristian Hegaard i spidsen?
  • Hvorfor var det så hemmeligt, at Danmark nu indgår “samarbejdsaftaler” med Rwanda om at agere det tredjeland, hvor vi kan holde flygtninge i udstrakt arm uanset om de tildeles asyl eller ej? Det er pressens fortjeneste, at vi nu kan læse aftalerne på Udenrigsministeriets hjemmeside her.
  • Hvor lang tid vil der gå, inden DF hyler op om, at betalingen til Rwanda er for høj og bør undergå besparelser? Sikkert maks. et år. Og hvad sker der så? Vi nedsætter betalingen til et fattigt afrikansk land, der har “samarbejdsaftalerne” som en indtægtskilde.

Folkestemningen?

Det er svært at vurdere folkestemningen for tiden. Flertallet (baglandet) bag de blå partier og hele Socialdemokratiet bakker tvangsudsendelserne op. Det er trist. Det er derimod glædeligt, at flere og flere danskere tilslutter sig den folkelige opstand mod de vanvittige ting, der sker. Er det nok?

Hvor skal det dog ende? Jeg er “meget bekymret” sammen med fx SF og RV.

2 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Det er skammeligt som i: “De burde skamme sig”. Og svaret af 29. april er kvalmende med dets eufemismer – “motivationsfremmende foranstaltninger” – bvadr!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Vi er helt enige!

      Jeg faldt også over denne eufemisme, da jeg læste det pågældende svar: “vil motivere til frivillig udrejse.” Så er det, jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.