Gå tæt på – se verden fra kattens højde

Om fotografi, katte og kunsten at komme ned på gulvet

Det bedste fotografiske råd, jeg nogensinde har fået, er også det enkleste: Gå tæt på! Det var med til at sikre mig sejren i Copenhagen Photo Marathon for mange år siden. I dag bruger jeg samme princip, når jeg kravler rundt på gulvet med kameraet for at fange Jason og Josephine i deres egen verden. Tre små film viser, hvorfor det gør en forskel.

Det er ikke nogen kunst at fotografere en kat oppefra. Man stiller sig i sine omtrent 175 centimeters højde, retter kameraet ned mod det lille dyr på gulvet og trykker på knappen.

Resultatet bliver ofte et glimrende billede af gulvet. Og et eller andet sted midt i det hele ligger der en kat.

Men det var vel katten, der var motivet?

Gå tæt på!

For mange år siden deltog jeg i Copenhagen Photo Marathon, som jeg faktisk vandt. Jeg brugte mit fotografiske mantra: Gå tæt på!

Det princip har jeg aldrig glemt.

Hvis motivet kun fylder 20 pct. af billedet, får man en helt anden oplevelse, end hvis det fylder 80 pct. Man mister detaljer, udtryk og nærvær, når motivet forsvinder i omgivelserne.

Når man går tæt på, kommer der liv i billederne. Man ser de små detaljer, der ellers ville være gået tabt. Ansigtsudtryk, øjne, poter og bevægelser bliver pludselig interessante.

Det handler ikke kun om at gøre motivet større. Det handler om at give beskueren en fornemmelse af at være til stede.

Algoritmerne ved godt, at jeg elsker katte

Jeg ser i sagens natur mange billeder og videoer med katte. Algoritmerne har for længst regnet ud, hvad jeg interesserer mig for, og mit feed bliver derfor oversvømmet af katte.

Det gør nu ikke noget.

Men det er slående, hvor mange af billederne og videoerne der er optaget fra et menneskes almindelige ståhøjde.

Katten ligger nede på gulvet, og fotografen bliver stående oppe i sin egen verden.

Det er synd, for der går så meget tabt.

Ned på gulvet med Jason og Josephine

Når jeg optager Jason og Josephine, kravler jeg derfor rundt på gulvet med min iPhone.

Jeg forsøger at komme helt ned i deres øjenhøjde. Det er jo deres verden, jeg gerne vil vise – ikke min egen.

Og det gør en forskel.

Når de arbejder med deres aktivitetslegetøj, kan jeg se koncentrationen i deres små ansigter. Jeg kan følge poternes bevægelser, se deres overvejelser og iagttage, hvordan de forsøger sig frem.

De er ikke bare to katte, der leger. De er to små individer, der undersøger verden og finder løsninger på de opgaver, jeg stiller dem.

Jason og den lille røde bold

I den første film arbejder Jason med sin lille røde bold, som kan afgive godbidder, når han får den til at bevæge sig rigtigt.

Det er interessant at se, hvordan han undersøger bolden, flytter sig omkring den og bruger både snude og poter.

Vi har haft bolden længe, men først for nylig har han for alvor fået øjnene op for dens muligheder. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at der er Dreamies på spil. Dem er direktøren meget begejstret for.

Jeg har placeret kameraet helt nede ved gulvet. På den måde får man en fornemmelse af at være med i legen i stedet for blot at betragte den på afstand.

(Teksten fortsætter under videoen).

Josephine og de små kugler

I den anden film er det Josephines tur.

Hun arbejder med aktivitetslegetøjet, hvor de små farvede kugler kan bevæge sig rundt i en bane omkring kradsepinden.

Hun undersøger legetøjet fra forskellige vinkler og arbejder med poterne.

Jeg synes, det er fascinerende at følge hendes koncentration. Hun har sin egen måde at gribe opgaverne an på, og den kommer tydeligere frem, når kameraet er tæt på.

Josephine er i det hele taget dygtig til aktivitetslegetøj. Hun arbejder tålmodigt og systematisk med opgaverne og finder ofte frem til løsninger, jeg ikke havde forestillet mig.

Når kameraet er tæt på, kan man følge de små bevægelser, der ellers ville forsvinde i et større billede.

(Teksten fortsætter under videoen).

Jason i den nye sandkasse

Den tredje film er optaget i Jasons nye XXL-kattebakke, der åbenbart også kan anvendes som sandkasse og legeplads.

Her er jeg igen gået tæt på.

Jason ligger midt i gruset og leger med sine små ting. Hans røde pels fylder en stor del af billedet, og man kan tydeligt se både hans ansigt og de små hvide poter.

Det er et godt eksempel på, at man ikke behøver en masse omgivelser for at fortælle en historie. Vi skal ikke se hele stuen. Vi skal se Jason!

Jeg synes faktisk, at denne optagelse er et af de bedste eksempler på mit mantra. Kameraet er tæt på motivet, og vi bliver inviteret helt ind i hans lille verden.

Og så må man jo konstatere, at når man investerer i en stor og dyr kattebakke, kan man åbenbart ikke være sikker på, at direktøren har forstået, hvad den primært skal bruges til (men det har han nu også – ingen uheld her).

(Teksten fortsætter under videoen).

Dengang 36 billeder kostede en formue

Selvfølgelig bliver alle optagelserne ikke gode.

Jeg må kassere en masse materiale. Nogle gange bevæger katten sig ud af billedet, andre gange får jeg ikke fokuseret ordentligt, og af og til sker der ganske enkelt ikke noget interessant.

Men hvad gør det?

I dag koster det praktisk talt ingenting at eksperimentere.

Det var noget ganske andet dengang, man afleverede en filmrulle hos Jørn Hansen på Falkoner Allé.

Så måtte man vente en uge, betale en formue og fik til sidst 36 stykker papir med hjem.

Og hvor kunne man dog ærgre sig, når halvdelen af billederne var mis-lykkede!

Dengang skulle man tænke sig om, inden man trykkede på udløseren. Hver eksponering kostede penge, og man kunne ikke bare tage 200 billeder og vælge de fem bedste.

I dag kan jeg optage løs, se resultatet med det samme og slette alt det, der ikke fungerer.

Det er en fantastisk frihed.

Det bedste udstyr er ikke nødvendigvis det dyreste

Man kan købe sig fattig i kameraer, objektiver og andet fotografisk udstyr.

Men det vigtigste er stadig at overveje, hvad man gerne vil vise.

Jeg bruger min iPhone 17 Pro. Den kan meget, men den kan ikke selv beslutte, hvad der gør et billede interessant.

Det må jeg stadig klare.

Og ofte er det vigtigste ikke en bestemt indstilling på kameraet, men at jeg flytter mig selv.

Ned på knæ. Ned på gulvet. Helt tæt på.

Det kan godt være lidt besværligt at kravle rundt efter to halvårige katte, men jeg synes, resultaterne er besværet værd.

At gå tæt på betyder naturligvis ikke, at motivet altid skal fylde hele billedet. Omgivelserne kan være med til at fortælle historien. Det afgørende er, at man bevidst vælger, hvad beskueren skal lægge mærke til.

Mit bedste fotografiske råd er derfor stadig det samme som dengang, jeg vandt Copenhagen Photo Marathon: Gå tæt på!

Og hvis motivet er en kat, så kom ned i øjenhøjde med den.

Eller fang den kært sovende på en boghylde:

(Teksten fortsætter under billedet).

Eller fang Josephine siddende i en kasse fra Aarstiderne den 2. august i år, da hun kun havde været her i fire dage. Her kan man rigtig se hendes fine ansigtstræk og den dybe koncentration.

Der er nu ikke noget så godt som en kasse, uanset om den er af træ eller af pap …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig i relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.