Da jeg var togstewardesse

Fascinerende lille program til 127 kr.

Hvis du synes, det er sjovt og lidt udfordrende for kreativiteten at “lege” med dine billeder, nye som gamle, er “PhotoTangler Collage Maker” en nødvendighed. I 2017 skrev jeg en guide til programmet. Du finder den her.

Programmet findes både i en gratis version og en pro-version. Den gratis udgave har dog den væsentlige begrænsning, at man kun kan indsætte tre billeder. Det ses ofte, at forhandlerne skilter med, at et program er gratis, men ved nærmere eftersyn er programmet så begrænset i den gratis udgave, at det ikke er noget værd. Det kalder jeg bondefangeri.

Pro-versionen har masser af finesser. En af dem er, at man kan ændre samtlige billeder til “Grayscale”, så man ikke har nogle billeder i farve og andre i sort hvid, hvilket ville se underligt ud.

Jeg har styr på, hvem de er

I øverste venstre hjørne sidder Ane Margrethe NIELSEN (Født ANDERSEN), 1841 – 1926. Boet udlægges for begravelsesudgifterne. Hun er min 2 * oldemor. Slægtskabet er vist grafisk her.

Mogens Hansen fortæller (han var vist nok ven med en af cheferne i Arbejdsskadestyrelsen, hvor jeg havde min første ansættelse som kandidat): “Hun har sin barndom på Brede, og får som stor pige arbejde på Brede Klædefabrik. Senere får hun plads i huset hos en københavnsk familie, hvor hun lærer Jens Nielsen at kende. Han kom på besøg i det hus, hvor hun tjente, men da det ikke var velset at få besøg af sin kæreste, fortalte Ane Margrethe sit herskab, at det var en fætter fra landet, der var på besøg hos hende.”

Manden med barnet er min far, Jørgen STEGEMÜLLER, 1922 – 1972, med mig. Billedet er vist nok det første, der er taget af os, da de lige har hentet mig til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Til højre herfor sidder min mormor Mary KRISTENSEN (Født CHRISTENSEN), 1910 – 1994. Hun var en fantastisk mormor, og jeg har tilbragt meget tid hos hende som barn. Billedet er et godt eksempel på effekten af omdannelsen til sort hvid. Sepia var aldrig gået sammen med alle de andre billeder i s/h.

Næste i rækken er min morfar Carl Frederik KRISTENSEN, aka Carl Baunsgaard, 1899 – 1982. Også ham holdt jeg meget af. Mine politiske anskuelser er delvist baserede på harme over det liv, der blev ham til dels. Som ung arvede han husmandsstedet “Schiøttsminde” på heden, og fik skøde på det den 1. marts 1919. Skødet er dog først tinglyst i 1922.

Han ville mekanisere “Schiøttsminde”, så driften blev baseret på moderne landbrugsmaskiner fremfor på heste. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne og gik konkurs. Der er tinglyst fogedudlægsskøde den 6. september 1929.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse til en købt slægtsbog fra 1977 (levnedsbeskrivelsen er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider), at “auktionsdagen var frygtelig at komme igennem, fordi han havde følelsen af, at alle der, der var kommet for at overvære auktionen, tænkte, at nu havde han sat alt det over styr, som hans forældre havde bygget op.”

Herefter gravede han tørv i mange år og ødelagde tildels sin ryg på det. Mormor ville tilbage til Ellinge Lyng i Ods Herred, hvorfra hun stammede, så familien rykkede op fra heden, men morfar kunne ikke få arbejde på Lyngen, men måtte tage til Specialbeton i Odense som cementstøber.

Af slægtsbogen fremgår endvidere blandt andet:

Årene fra 1926-1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Omkring 1947 flytter familien til Ellinge Lyng på Sjælland, men Carl fortsætter med at arbejde rundt om i landet, så han er meget borte fra familien. I 1952 kommer Carl til fabrikken Specialbeton i Odense som støbemester, og den efterhånden faste adskillelse fra familien ender da også med separation og skilsmisse.

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelsen ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.”

Efter 16 års tro tjeneste, som 69-årig, får man et elektrisk vækkeur… Jeg kan huske det vækkeur endnu. Den mand sled sig selv op, boede i Allégade i Odense i den mindste lejlighed, man overhovedet kan forestille sig. Der var lige plads til en seng og et lille spisebord i det ene rum, der var. Køkkenet var på størrelse med mit køkken på kollegiet. Der kunne ikke stå to mennesker derude, men han kunne stege en flæskesteg med sprød svær i gryde, for der var ikke plads til en ovn. Lokummet var i gården.

I 1976 flytter han til en pensionistbolig i Odense, der også kun består af et værelse. Juli 1979 flytter han ind i stueetagen hos min mor og hendes mand i Svaneke. Der er også kun ét værelse, som er et baglokale til en butik. Han sidder dag ud og dag ind og ser på fjernsynet eller glor ind i væggen, da det er det eneste, han kan. Han er så dårlig, at han ikke kan komme ad trappen til første sal for at spise med os, så jeg går ned med en bakke til ham. Han har svært ved at komme ud i badeværelset, så han må bruge ble og tisse i en kolbe. Han bliver behandlet, som er han en belastning og kun til besvær. Efter jeg flyttede den 1. august 1980, kommer han på Svaneke plejehjem, som sikkert ikke er noget dårligt bytte. Af en eller anden grund er han begravet på Olsker kirkegård i november 1982.

Nede i venstre hjørne sidder Lydia Frida Martha NIELSEN (Født STEGEMÜLLER), 1892 – 1967, der er min grantante, fordi hun er datter af min oldefar hattemageren på Brede Klædefabrik. Slægtskabet er vist grafisk her. Aase Grethe Olsen (f. Stegemüller) fortæller i 2003: “Hun bliver gift med “Musiker-Karl”, der spillede nede på Nærum kro. De fik sønnen Kaj.”

Herefter atter min far og til sidst mig selv.