Indlæg

, , , , , ,

Opdatering uden kvaler

Turen går om ganske kort tid til Grækenland, nærmere bestemt Telendos, der er en lille bitte ø i det Dodekanesiske øhav, som jeg virkelig glæder mig til at gense. Jeg tager primært billeder, når jeg er på rejse, og jeg lægger dem gerne i mit webgalleri for at få feedback og for måske at inspirere andre til samme eller lignende rejsemål.

Normalt checker jeg ikke bare sådan om mine applikationer på nettet er opdaterede, men netop med galleriet er det vigtigt for mig at der ikke er nogle ‘bugs’. Der er så sindssyg meget arbejde bag det galleri, at en hacker vil kunne gøre ubodelig skade – og derfor gav jeg i kast med at undersøge om jeg havde den seneste version. Det havde jeg selvfølgelig ikke, for der er konstant ting (fejl og mangler), der bliver rettet.

Jeg hader at opdatere det galleri, for jeg er altid så bange for, at det går galt! Det er så spændende at køre update-scriptet og så spændende at se, om der stadig er et galleri tilbage. Det gik godt og mit galleri fungerer stadig. Heldigvis. Jeg ville nemlig ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis det ikke virkede.

Galleriet kører i Coppermine, som er det bedste webgalleri, jeg har kunnet finde på nettet. Problemet er, at der ikke er ret meget hjælp at hente på hjemmesiden, hvis man kører fast. De er så super professionelle, at det er svært at stille et spørgsmål som ny bruger. Jeg er godt nok ikke ny bruger, men har afholdt mig fra at bruge deres forum, fordi alles spørgsmål nærmest afvises. På den anden side set: det er 100 pct. gratis og hvad kan man egentlig forvente? Man kan i hvert fald ikke forvente personlig support!

Jeg glæder mig til at vise jer billederne fra årets besøg på Telendos!

, ,

PhotoShop og Silvan

Tilbragte ugen med at cykle ind til Udenrigsministeriet, arbejde og prøve at koncentrere mig lidt om det, cykle fra Udenrigsministeriet til Hvidovre, cykle fra Hvidovre til Vanløse og brugte ind imellem fyrstelige summer. Turen er ca 23 km. – dejlig motion. En kollega bor også i Hvidovre, hun ‘reddede mig’ fra Ellebjergvej og Folehaven!

Der er den dejligste sti stort set fra Udenrigsministeriet og til min gadedør. Man kan ikke cykle ad Folehaven – ørerne falder af, et sandt støjhelvede (elendige biler – grrrr..). Jeg har gjort det for første, sidste og eneste gang.

I aftes var jeg udbombet kl. 19:00 og kom ikke i gang med 8. og sidste lektion af mit PhotoShop kursus, som jeg gerne vil være færdig med, inden jeg flytter. Noget med at gøre ting færdige, og ikke lade dem halte… Ånden kom lige over mig her til aften, og nu er opgaverne sendt til underviseren.

Er et fjols til at komme til aftenskole-kurser, selv om jeg gerne vil. Onsdag aften 19:00 – 21:00, det regner, det er november, det blev sent, før jeg kom fra arbejde, hvad med aftensmad, Kurt på bageste række knebrer med sidemanden, jeg kan 35 pct. af det i forvejen og sådan er der så meget i vejen. I år tog jeg konsekvensen og meldte mig til fjernundervisning hos FOF i Kgs. Lyngby. Det kan jeg varmt anbefale.

Har lært en masse nye ting, er kommet ‘ind under huden’ på PhotoShop og har kunnet udforske og lære, når det passede mig. Af og til står jeg meget tidligt op i weekenden (kl. 04:00) og nyder freden og stilheden og min Irma-kaffe, og så har jeg sat mig til at studere.

Der er en ledig webredaktørstilling i Udenrigsministeriet, man skal kunne PhotoShop, html, skrive godt – jeg tror, jeg søger den.

—–

Som det vil være flere bekendt, ved jeg mere om, hvad der skete i 1700-tallet end i Danmark i går, jeg modtager ikke reklamer, hader indkøbscentre, Føtex og mælk fra Arla, er med andre ord en sand anakronisme 🙂 og har fået dispensation til at færdes i nutiden.

Men i formiddag er jeg set i Silvan og det var sjovt! En dejlig forretning. Ufatteligt at man kan få et brusehovd med 1-strålefunktion, Anti-kalk-fætter og vandspareindsats, 58 cm stang og 150 cm VA-godkendt bruseslange for 199 kr. – det sparer tre timers arbejde med at gøre den ren, forrige lejer har haft. Der er altså noget over de der byggemarkeder… dejlig følelse at gå der med en sort mur-spand som indkøbskurv “sammen med de andre gør-det-selv-folk” – ti hi, også selv man bare skal have nogle radiatorsidefjelde…

, , ,

Godt håndværk

Tusindkronesedlerne flyver rundt i øjeblikket, og mange af dem er “bare” til forudsætninger for et hjem: maling, gulvafhøvling, vaskemaskine og den slags, som man bare skal have. Det er sgu ikke sexet at købe en vaskemaskine, uanset hvordan man end vender og drejer det.

I dag var det imidlertid anderledes: Købte 285 gr højglans fotopapir og printede de gamle billeder ud på min farveprinter. Ufatteligt hvad papir betyder – det er næsten ikke til at tro, det er de samme billeder som kladderne på det almindelige 80 gr papir. Superflotte blev de.

Kørte til Glarmester Allan Olsen for at vælge passpartout og rammer til billederne. De var nærmest lige så begejstrede for mine billeder, som jeg selv er, og gik op i indramningsopgaven med liv og sjæl. Hvor er det skønt at handle med fagfolk, der kan deres håndværk, ved hvad de sælger, og har et forhold til det produkt, de leverer! Det sker for sjældent nu om dage. Der er gået for meget Bilka i den.

Det tog vel 1½ time at finde det rigtige passpartout-pap og rammer til de to serier. Næsten som at købe sko; man prøver og man prøver, og pludselig er der en, der skabt til foden. Man kan prøve flere, men den, man stillede til side, er og bliver rigtig.

Serierne skal ikke hænge i samme rum, så spillet var frit.

Til de gamle brune billeder fandt vi i fællesskab et passpartout med udseende, der lugter langt væk af 20’erne (tænk på rammen om dine visitkort fotos, og så tre toner lysere, så har du tonen), og en højglans mahogniramme. Det er tyverne, det er danserestaurant Wivex med Teddy Petersens orkester, det er Charleston. Og så er det en ramme, der passer perfekt til mine højtalere af rosentræ. Billederne med to billeder på får to ‘huller’, og passpartout har sort kerne.

Sort/hvid serien var nemmere; stadig en gennemtænkt løsning med et passpartout, der passer perfekt i farven til min mors kind, tre ‘huller’ til billedet med tre billeder i, sort kerne og en højglans sort ramme.

Selv ville jeg aldrig have tænkt på det med flere ‘huller’; min fantasi rækker kun til det ordinære, men så er det dejligt at handle i en specialbutik med fagfolk, der har en faglig stolthed og som kan foreslå løsningerne.

Ok – de billeder kommer til at koste spidsen af en jetjager; men det er realiseringen af en gammel drøm at få dem op at hænge. Og så er det altså ret meget mere sexet end en vaskemaskine at få de døde op at hænge på væggen.

Billeder er historie og følelser, og de billeder, der skal i ramme nu, har jeg mange følelser for. Jeg har kigget på dem tusind gange, jeg har vendt og drejet dem, jeg har brugt timer på at finde en baggrundsfarve, der passer, og farfar er restaureret i PhotoShop, så du tror, det er løgn. Så på en måde var det grænseoverskridende at tage familien med til Olsen – men de kunne også se, at det var noget særligt. Det var “Fravær af krænket blufærdighed” – anderledes kan jeg ikke beskrive det.

Herunder ser du billedet af farfar før og efter timers restaureringsarbejde, hvor jeg virkelig synes, jeg har været nænsom mod originalen, og det er med vilje, at det ikke er perfekt! Kig i panden og til venstre for ham og bedøm selv resultatet.