,

Forskelligt

Med Windows virker det

Jeg lover, at dette er den sidste del  af fortællingen om problemerne med headsettet.

Løsning:

  1. Man tager en helt frisk bærbar PC, som aldrig har set spor af Linux,
  2. Installerer Windows 10 på den,
  3. Køber et frisk netværkskabel, så det bliver en kablet forbindelse,
  4. Sætter kablet i, mens PCen er slukket. Så er der netværk,
  5. Kobler op på arbejdspladsen,
  6. Og så kører Dixa (arbejdspladsens telefoniprogram) perfekt med headsettet.

Hvor er jeg dog lettet over, at problemet er løst, og hvor var jeg dog bange, da jeg skulle have den første vagt, efter jeg havde oplyst chefen om, at jeg mente, problemet var løst. Hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvilke muligheder havde jeg så tilbage?

Jeg er for bange af mig og bekymrer mig for meget. Problemet ødelagde hele min jul og efterfølgende nytår. Jeg kunne ikke lade det ligge. Det ville andre mennesker kunne.

Jeg holder meget af Linux, men på lydsiden har det godt nok en svaghed. Så klog er jeg da blevet. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde en bærbar stående oppe på hylden, som jeg kunne installere Windows på. Det var et rent tilfælde, at jeg i sommer købte en fin lille genbrugt PC hos refurb.dk. Den gør god gavn nu men kun til arbejde.

Til alt det andet er det stadig den stationære gamer, der må holde for. Det er formentlig den bedste PC, jeg nogensinde har haft.

Krøniken

Jeg er gået i gang med at se ‘Krøniken’, TV-serien med Stig Thorsboe som hovedforfatter med den bipolare Erik Nielsen som omdrejningspunkt. Det er en fantastisk serie, som jeg faktisk ikke tror, jeg har set, siden jeg selv blev syg. Jeg genkender mange ting, og en af de ting, man må spørge sig selv om, er, hvorfor ingen ser, at han er meget syg? Til tider er han jo helt vanvittig.

Min bipolaritet er på ingen måde som hans, men et fællestræk er, at der skulle gå så mange år før det blev opdaget. Selv havde jeg i perioden fra 2003 til 2014 den forkerte diagnose ’tilbagevendende depressioner’. Hvorfor var der ingen, der kunne se, at det var forkert? Jeg blamer ingen, jeg undrer mig bare.

Det går fremad med skriverierne

Jeg kan ikke skrive så meget om det, men der er muligvis et gruppeinterview med farmaceuten, psykiateren og mig, sagde hunden, under opsejling. Det vil være Berlingske Tidende, der, i givet fald, vil stå for interviewet. Det er jeg godt nok spændt på. Jeg har selvfølgelig clearet med min redaktør på POV, om det er i orden, for det er jo der artiklen om bivirkninger oprindeligt er bragt. Selv har jeg ikke forstand på do’s and don’ts i den verden.

Jeg er ved at løbe tør for stof og inspiration, så hvis du har et emne fra psykiatriens verden, du kunne tænke dig belyst, så skriv om det i kommentarfeltet, så vil jeg med stor glæde prøve at få en artikel ud af det. Man kunne kalde det at lege journalist  for en dag, bortset fra at jeg ikke er i stand til at skrive en artikel på kun en dag.

,

Følg bloggen

Skriv for at blive læst

Jeg skriver for at blive læst. Det ville være blasert at påstå andet. Det er mange timers arbejde bag enten et blogindlæg eller en klumme til POV International, måske fordi jeg endnu ikke er så god til det med vinklingen og de journalistiske virkemidler. Det er som om jeg vil det hele i hver artikel, og det er en uvane, men den skal jeg nu nok få aflært.

Når jeg nu har brugt så mange timer, er det også rart at fange nogle læsere, og gerne nogle, der har lyst til at komme igen. Jeg har tidligere eksperimenteret med forskellige småprogrammer (plug-ins), der skulle kunne håndtere, at man meldte sig til og fik en mail, når der kom en ny post bloggen. Jeg har bare ikke kunnet finde noget, jeg  var tilfreds med. Det blev ganske enkelt for grimt.

Nu prøver jeg igen: Oppe i højre hjørne af posterne er der nu en lille formular, hvor man kan indtaste sin e-mailadresse og så få den berømte mail, når der er et nyt indlæg. Ulempen er bare, at brødteksten som konsekvens er blevet lidt mindre.

Hvad foretrækker du? Kan du leve med, at brødteksten er blevet mindre?

,

De tre mus

Ikke kun i Askepot

I Askepot pot (sådan siger en af de tre mus faktisk, fordi han stammer) spiller musene en vigtig rolle, da Askepots kjole skal tegnes og syes.

På mit skrivebord

Her er også tre mus: to “handicapmus” og en lille normal mus til den lille ny maskine. Man skal aldrig gå ned på udstyr 🙂

Logitech MX Master 25

Den første “handicapmus” er den gamle Logitech MX Master 25. Den er virkelig lækker og ligger godt i hånden. Ved højre tommelfinger har den en knap, der sender mig tilbage til forrige webside. Herudover har den et par andre knapper ved højre tommel, men jeg har aldrig rigtig kunnet få dem til at fungere. Og jeg har levet fint uden.  Jeg kan godt lide tyngden og volumen, som bevirker, at man ikke skal sidde at kramme den, men at hånden ligger behageligt omkring den. På mit nye bord behøver den ingen musemåtte.

Den var dyr.

Logitech MX Ergo Trackball

En vidunderlig mus, der står fast på bordet, og hvor man bevæger cursoren ved hjælp af en kugle. Højre og venstre musetast fungerer helt som vanligt. Jeg har absolut ingen smerter i højre hånd og håndled længere, og det tilskriver jeg denne mus, der kan kippes 20 grader, så hånden får en mere naturlig stilling. Det er ikke så naturligt, at hånden skal ligge ligeud på underarmen (eller hvad det nu hedder). Herudover skal musen ikke løftes de tusind gange om dagen som en almindelig mus.

Præcisionsarbejde kan jeg endnu ikke lave med denne mus. Forestil dig at skulle lave et billede  på 598*336… Det er ikke let med kuglen, og derfor skifter jeg mellem de to mus, hvilket, jeg tror, er sundt. Jeg skifter også over, når tommelfingeren begynder at ryste, da det ikke er et sundhedstegn. Jeg tror, fysioterapeuten vil rose mig, når jeg ser ham igen om et par uger. Det positive er, at jeg kan bruge denne mus i længere og længere tidsintervaller. Det handler om træning.

Den var endnu dyrere.

Mouse with no name

Den tredje og sidste mus hører til den lille ny maskine. Musen er så gammel, at den ikke har et navn på sig. Jeg fandt den i en æske med udgået grej – pludselig var den god at have.

Den består af venstre og højre musetast og i midten et rullehjul, der kan kippes fra side til side for at kunne skifte mellem websider. I modsætning til de to øvrige har den et AA-batteri i maven. Den er for lille til min hånd, og jeg skal kramme den for meget, men pyt, det er jo kun til leg og test.

Den kostede vist næsten ingenting, selvom den også er fra Logitech.

Konklusion

Man skal aldrig gå ned på udstyr og da slet ikke på mus. Der kan komme en dag, hvor man af ergonomiske – eller andre – årsager pludselig har brug for en ekstra mus. Smid dem derfor aldrig ud – de er jo lette at opbevare fx bare i en plastikpose.

God søndag.