Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Kravene for at få midlertidig ophold i Danmark

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:

Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.

Udgangspunktet er altid “midlertidigt ophold”

Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.

Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”

En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.

Hvad er vi (blevet) for nogen?

Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?

Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…

Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.

Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:

En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Jeg ved ikke, om det rører ved dine følelser, men det rører ved mine. Og jeg kan forstå, at den 19. november er livet i det sædvanlige Danmark slut for familiens vedkommende. Herefter venter et ukendt antal år i et udrejsecenter. Formålet er at få dem til fluks at rejse retur til Assad men helt ærligt: ville du selv gøre det?

Hvem underskrev Flygtningekonventionen i 1951?

Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.

Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.

Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.

Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?