,

Børnene på Blågårdsplads

Børnene på Blågårdsplads

Et meget smukt portræt og nogle erindringer

Børnene på Blågårdsplads

Da jeg ser meget lidt TV, fordi jeg er optaget af andre ting og har svært ved at holde koncentrationen, når jeg er passiv, har jeg aldrig udforsket, hvad der kan ses på DR > Kategorier > Dokumentar. Jeg fik anbefalet “Børnene på Blågårdsplads”, der varer 1 time og 12 minutter. Jeg så den i aftes. Hvis du har ro i maven og tid til overs, bør du se den, fordi det er et smukt og indlevende portræt af en gruppe børn og en enkelt ung mand.

De har alle en anden etnisk herkomst end dansk. Det er en anden type barndom, end min og end den i Gentofte, der skildres, men det er en god barndom, for de har hinanden, en legeplads og en fodboldbane, fortæller Ulveungen “Barasingh”, der er stolt af sin uniform med de påsyede duelighedstegn. Vurderet på hans lidt “skæve øjne” har han asiatisk herkomst.

De har ikke værelser fyldt op med playstations, men de har hinanden. De har ikke hylder fyldt med legetøj, men de har hinanden. Det minder mig af en eller anden grund om en af psykoserne tilbage i 2018: På det tidspunkt var børnene på Sjælsmark Kaserne meget i vælten og blev vist hver aften i TV Avisen. Børnene havde ikke noget legetøj, og de blev konstant portrætteret stående i en gruppe på 10 -12 stykker presset op mod hegnet ud til friheden. De flyttede ind i min hjerne. Sammen med noget andet, jeg ikke husker, så og hørte jeg de legetøjsløse børn døgnet rundt. Deres skæbner flyttede ind i mit hjerte og min hjerne. Det var meget ubehageligt.

Når man ikke kan sproget

Den unge mand på 21 har aldrig haft et forhold, hvilket hans far finder højst mærkværdigt. Han ville gerne have blå øjne i stedet for brune, og det ville også være rart, hvis næsen ikke buede udad. Med andre ord: han vil gerne assimileres. Nu går han i stedet med cowboyhat, rider midt på pladsen, spiller guitar og passer faderens kiosk på Blågårdsplads.

Hans mor er iraner, og da han var 8 – 9 år, bosatte de sig for en periode i Iran. Han måtte prøve at lære sproget for ikke at blive mobbet og for at komme ind i et fællesskab med de øvrige børn. Men han forstod vitterligt ikke, hvad de sagde.

Der er vældig langt fra Iran til Vestermarie på Bornholm, men egne minder dukker op: fra juli 1978 til december 1978 var min mor og psykopaten (og dermed også jeg) naboer til en fiskerfamilie i Vestermarie. Jeg var 14/15 år. Det er typisk, at en fisker virkelig taler “indfødsk” hvor end i landet, man er, og det gjaldt også Jesper her. Jeg forstod intet af, hvad han sagde. Han kunne lige så godt have talt polsk. Det var rigtig ubehageligt, så jeg har stor forståelse for den unge mand, der ikke klarede sig ret godt i Iran. Det er faktisk også vældig svært at lære “rigtig” bornholmsk. Selv har jeg vist højst lært at tale “Rønne-fint”.

Vær venlig at fokusere på de reelle problemer

De skildrede børn fra dokumentaren vil være dem, der bliver voksne og skal bære det multikulturelle samfund videre. Jeg tror, de vil gøre det godt, for de er gode børn. Mange brokker sig over, at vi er blevet et multikulturelt samfund, men hvad er problemet? Så længe alle opfører sig ordentligt og bidrager til fællesskabet, passer arbejdet og står for nogle ordentlige værdier, må det nok kunne fungere. Generer det mig, at nogle/mange kvinder bærer tørklæde? Næh ikke rigtigt bare jeg slipper.

Jeg bor på Vestegnen (Hvidovre), og vi er mange med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har boet her lidt over 14 år og har virkelig aldrig oplevet noget ubehageligt fra mennesker med nogen som helst etnicitet (dansk/ikke-dansk).

Det er et langt større problem, at lige knap 76.600, svarende til 7,6 pct., af de unge mellem 15 og 29 år ikke er i hverken arbejde eller uddannelse. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her. Det kan være, mange af dem har en anden etnisk baggrund end dansk. Det kan også være, mange af dem aldrig har oplevet forældrene gå på arbejde, og så er forældrenes etnicitet uinteressant. Det viser AEs analyse ikke, og det er også ligegyldigt. Det, der derimod fremgår af analysen, er, at der er en klar social slagside: Har forældrene en (evt. lang videregående) uddannelse, er der langt færre, der ikke er under  uddannelse eller i arbejde, end hvis forældrene er ufaglærte. Det er ikke raketvidenskab; fordommene ville tilsige det samme, alligevel er det rart at få sat ordentlige tal på i en tilbundsgående analyse.

Argumenter mod  “Paradigmeskiftet”

Jeg er klar over, at tankerne løber lidt løbsk, men i hvert fald kan jeg selv se en sammenhæng.

Deltager man i debatter på de sociale medier, leverer mange mennesker fordomme contra viden. I min verden er viden magt, og skal man argumentere, må man gøre det baseret på fakta og ikke fup. Derfor blev jeg i går begejstret, da jeg fandt Refugees Welcomes syv sider lange høringssvar i forbindelse med “Paradigmeskiftet” fra foråret 2019. Her er al den viden og alle de fakta, man behøver for at forstå udlændingeloven før og nu. Problemerne ridses tydeligt op. Det er et fantastisk stykke arbejde. Hvis du behøver argumenter overfor de faktaresistente peronager, er dette høringssvar et godt sted at starte.

Michala Bendixen indleder høringssvaret med følgende triste besked. Det kan Folketinget simpelthen ikke tillade sig:

At lovforslaget allerede blev fremsat flere dage før høringsfristen udløb, viser desværre, at man ikke har i sinde at tage de relevante organisationers svar til efterretning. Men vi skriver nu alligevel.