Tag Archive for: Flygtninge

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

Hvorfor tildeles opholdstilladelse?

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

En række socialdemokratiske borgmestre, borgmesterkandidater og viceborgmestre gør oprør. I et kort udsnit af Zetland, der citerer Berlingske Tidende, finder man 27. juli i år

… Det møder kritik fra en række socialdemokratiske borgmestre, borgmesterkandidater og vicekandidater, som ønsker sig bedre muligheder for, at de velintegrerede flygtninge kan blive. Blandt andet fordi, de mangler arbejdskraft i deres kommuner. …

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om det. Der står selvfølgelig “blandt andet fordi …”. Hvad resten går ud på, ved jeg ikke, da både Zetland og Berlingske er omgivet af betalingsmure, jeg ikke kan forcere.

Det er positivt, at de gør oprør mod asylcirkusset, men jeg bryder mig ikke om, at argumentet for asyl er hensynet til Danmark og de danske arbejdsgivere – ikke hensynet til flygtningen selv. Det kan man da vist ikke kaldes for “humanitært ophold”? Men så kalder man det jo sikkert bare noget andet.

Selv en klog kvinde som Özlem Cekic rider med på bølgen, når hun sent i aftes kl. 22:47 på sin Facebookprofil skriver

I en tid, hvor vi mangler hænder, sætter vi unge mennesker fra Syrien på udrejsecentre frem for en skolebænk!

Helliger målet midlet?

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

Ja, det gør det vel i et eller andet omfang i denne sag. Hver flygtning, der ikke sendes til “retur til Assad”, hvilket i praksis vil sige spærres inde i et udrejsecenter på ubestemt tid, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, er en sejr uanset argumenterne.

Et menneske er reddet; ofte på grund af vedvarende indsatser fra knalddygtige mennesker, der ved, hvordan man fanger pressens og måske endda politikernes opmærksomhed. Et af disse mennesker er rektoren for Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm. Et andet er Michala Clante Bendixen, der er redaktør og formand for Refugees Welcome.

Hver gang, jeg ikke skal se et billede som dette, har nogen sejret, og jeg slipper for at få ondt i hjertet. Tak for det.

Det er jo altså bare ikke mig eller de danske arbejdsgivere, der skal tages hensyn til. Det er de mennesker, der i 2015 flygtede fra alt det, de kendte og håbede på en bedre fremtid her. De har været her i syv år. De, der er unge nu og i gang med uddannelse, var børn, da de flygtede, og derfor kender de ikke det Syrien, de egl. skulle returneres til. De lærer i stedet et udrejsecenter at kende indefra.

De Radikale fortæller ofte historier om forskere, professorer, ph.d-studerende og lignende, der forlader Danmark, fordi de ikke kan få opholdstilladelse. Danmark mister viden. Det er også absurd. Det er bare de færreste i den kategori, der må rejse til et krigshærget land. De tager ofte enten til vores nabo mod syd eller til USA. Begge steder bydes de velkommen. Mit hjerte banker ikke lige så stærkt for dem. Her er det i højere grad hjernen, der slår til og ærgrer sig over tabet af viden.

Det er i høj grad de unge kvinder, det går ud over

Familier bliver skilt ad i asylcirkusset. Valget af billedet, en ung kvinde på vej ind på udrejsecenter Kærshovedgård, er på ingen måde tilfældigt, for det er meget ofte de unge kvinder, det går ud over. De unge mænd kan forblive, da de risikerer militærtjeneste i Syrien.

Medierne fortæller historier om unge kvinder, der enten er i gang med uddannelse som Social- og Sundhedshjælpere/-Assistenter, eller de går i gymnasiet og drømmer om en efterfølgende universitetsuddannelse fx på medicin, og Danmark mangler læger. Eksempelvis er hver 10. stilling som psykiater p.t. ubesat, og det vil kun blive værre.

Jeg har ikke forstand på det men ved dog, at Menneskerettighedskonventionen blandt andet bygger på et princip om “hensynet til familiens enhed”. Det undrer mig, at Danmark både kan leve op til sine internationale forpligtelser og skille familier ad på én gang. Det gælder både de unge kvinder og ældre mennesker. I den seneste uge var der flere historier om et ældre ægtepar, der virkelig var “dårligt kørende” både fysisk og psykisk. De må nu henslæbe deres livs efterår på et udrejsecenter.

Den danske politik er fuldkommen absurd.

Men: Vi har de politikere, vi har bestilt

Og de politikere, vi har bestilt ved det seneste folketingsvalg, løser de opgaver, vælgerne har bedt dem om ved at stemme på dem efter en nøje gennemlæsning af deres partiprogram 🙂

Man kan kun gisne om, hvad der med tiden vil komme til at stå i Danmarksdemokraternes partiprogram, men man behøver nok ikke en videregående uddannelse for at gætte på, at det bliver noget med “stram udlændingepolitik”, når 10,8 pct. af vælgerne allerede nu regner med at stemme på partiet. Det står for mig som en virkelig valggyser.

Vi har masser af ledige hænder i Danmark

Allerede i januar opgjorde jeg, at vi selv har minimum 115.900 sæt hænder, der kan og bør inviteres ind på arbejdsmarkedet på den ene eller anden måde. Meget kan selvfølgelig være sket siden! Personligt stiller jeg mig bare tvivlende overfor, om det er helt så nødvendigt at importere al den udenlandske arbejdskraft. I de 115.900 indgår flygtninge i udrejsecentre.

,

Tysk Civilflygtning død kort efter kapitulationen

Tysk Civilflygtning død kort efter kapitulationen

De blev ikke to år

Tysk Civilflygtning død kort efter kapitulationen

Jeg ledte efter noget helt andet i Ulfborg Sogns kirkebog, da jeg faldt over dette: Ringkøbing amt, Ulfborg Herred, Ulfborg Sogn, 1945-1957, KM (det betyder “Kontraministerialbog”), Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag 235 af 294 der fortæller den lille verdenshistorie: 21. maj, 25. maj og 2. juni 1945 dør tre små drenge af “Mæslinger – Lungebetændelse”. Ingen af dem når at blive to år. De er født i Tyskland. De er tyske “Civilflygtninge”. Dengang var Mæslinger og/eller lungebetændelse altså noget man døde af, når forholdene var tilstrækkeligt dårlige.

De står lige under hinanden i kirkebogen. Det gør indtryk, for det fortæller om livet og døden kort før og efter kapitulationen. To af dem dør på Staby Efterskole, som blev brugt som indkvarteringssted for tyske flygtninge. Den sidste dør i “Straasølejren”, der måske nok skal forstås som Ulfborg Kjærgaard, der umiddelbart inden og efter kapitulationen blev brugt som indkvarteringssted for flygtninge. Drengene er børn af mennesker, der ikke havde anden mulighed end at flygte, fra alt hvad de ejede og havde (som formentlig ikke var ret meget efter de allieredes massive bombninger i krigens sidste dage).

Diskrepansen er enorm

Her i december 2021 sidder jeg i mit dejlige kontor med verdens bedste computer og fuld knald på radiatoren, træt af Coronaen, mens jeg tænker på et klip fra TV Avisen 18:30 forleden, hvor flygtninge ved den polske grænse begraver et barn. Kisten er ikke ret lang. Faktisk kan den bæres af bare en mand på hver side, så hullet i den stort set frosne jord behøver heller ikke være ret stort. Barnet er vist frosset ihjel på den bare jord tæt ved grænsen. Familien kan nu gå lidt hurtigere, når de vil vandre ind i det Europa, menneskesmuglerne har fortalt er en slags himmerige. Menneskesmuglerne glemte bare at fortælle, at det nu i stedet burde hedde “Fort Europa”.

Mens vi venter på det næste pressemøde fra Spejlsalen

Danmark har nu igen “Samfundssmitte” med Covid-19. Jeg så pressemødet med administrationen i aftes. Det var ledet af Søren Brostrøm, der ved, hvad han taler om. Henrik Ullum var på plads med sine grafer. Alt tyder på, at det lige nu går pokkers stærkt med Omikronvariantens fremmarch. Den er også fundet i en spildevandsboring. Bemærk at Omikron er det 15. bogstav i det græske alfabet, og at trykket på et græsk ord ligger på tredjesidste stavelse, og når der kun er tre stavelser, bliver det altså på første stavelse og ikke alle mulige andre steder!

Er det kun mig, eller virkede embedsværket ikke en smule desperate på pressemødet? De har skaleret alt op, op, op; de har endda bedt forsvaret hjælpe til med smitteopsporingen. Og på pressemødet deltog også direktøren for Styrelsen for Forsyningssikkerhed. Det er nyt.

Hvis statsministeren i aften bebuder en ny nedlukning, bliver jeg ikke overrasket og det er måske også det bedste. De mulige kommende restriktioner vil gå på, at man bør aflyse julefrokoster, undgå såkaldte “supersprederbegivenheder” så som fester med 11.000 deltagere, fredagsbaren på Panum, der vil muligvis blive indført forbud mod udskænkning af alkohol efter kl 02 og den slags… Det går nok også endda. Jeg vil nok også overleve at skulle til PCR-test i Glostrup 48 timer før næste ECT-behandling, som er den 29. december.

Sundhedsstyrelsen og DRC Dansk Flygtningehjælp genåbner i samarbejde en telefonisk hotline, hvor borgere med minoritetsbaggrund kan få korrekt og pålidelig information om COVID-19 vaccination på deres modersmål. Det er en god idé. Måske kan det hjælpe med at få de uvaccinerede med på bølgen.

Faktisk er det billigt sluppet, når vi sammenligner med historien tæt på og historien i 1945.

,

Børnene på Blågårdsplads

Børnene på Blågårdsplads

Et meget smukt portræt og nogle erindringer

Børnene på Blågårdsplads

Da jeg ser meget lidt TV, fordi jeg er optaget af andre ting og har svært ved at holde koncentrationen, når jeg er passiv, har jeg aldrig udforsket, hvad der kan ses på DR > Kategorier > Dokumentar. Jeg fik anbefalet “Børnene på Blågårdsplads”, der varer 1 time og 12 minutter. Jeg så den i aftes. Hvis du har ro i maven og tid til overs, bør du se den, fordi det er et smukt og indlevende portræt af en gruppe børn og en enkelt ung mand.

De har alle en anden etnisk herkomst end dansk. Det er en anden type barndom, end min og end den i Gentofte, der skildres, men det er en god barndom, for de har hinanden, en legeplads og en fodboldbane, fortæller Ulveungen “Barasingh”, der er stolt af sin uniform med de påsyede duelighedstegn. Vurderet på hans lidt “skæve øjne” har han asiatisk herkomst.

De har ikke værelser fyldt op med playstations, men de har hinanden. De har ikke hylder fyldt med legetøj, men de har hinanden. Det minder mig af en eller anden grund om en af psykoserne tilbage i 2018: På det tidspunkt var børnene på Sjælsmark Kaserne meget i vælten og blev vist hver aften i TV Avisen. Børnene havde ikke noget legetøj, og de blev konstant portrætteret stående i en gruppe på 10 -12 stykker presset op mod hegnet ud til friheden. De flyttede ind i min hjerne. Sammen med noget andet, jeg ikke husker, så og hørte jeg de legetøjsløse børn døgnet rundt. Deres skæbner flyttede ind i mit hjerte og min hjerne. Det var meget ubehageligt.

Når man ikke kan sproget

Den unge mand på 21 har aldrig haft et forhold, hvilket hans far finder højst mærkværdigt. Han ville gerne have blå øjne i stedet for brune, og det ville også være rart, hvis næsen ikke buede udad. Med andre ord: han vil gerne assimileres. Nu går han i stedet med cowboyhat, rider midt på pladsen, spiller guitar og passer faderens kiosk på Blågårdsplads.

Hans mor er iraner, og da han var 8 – 9 år, bosatte de sig for en periode i Iran. Han måtte prøve at lære sproget for ikke at blive mobbet og for at komme ind i et fællesskab med de øvrige børn. Men han forstod vitterligt ikke, hvad de sagde.

Der er vældig langt fra Iran til Vestermarie på Bornholm, men egne minder dukker op: fra juli 1978 til december 1978 var min mor og psykopaten (og dermed også jeg) naboer til en fiskerfamilie i Vestermarie. Jeg var 14/15 år. Det er typisk, at en fisker virkelig taler “indfødsk” hvor end i landet, man er, og det gjaldt også Jesper her. Jeg forstod intet af, hvad han sagde. Han kunne lige så godt have talt polsk. Det var rigtig ubehageligt, så jeg har stor forståelse for den unge mand, der ikke klarede sig ret godt i Iran. Det er faktisk også vældig svært at lære “rigtig” bornholmsk. Selv har jeg vist højst lært at tale “Rønne-fint”.

Vær venlig at fokusere på de reelle problemer

De skildrede børn fra dokumentaren vil være dem, der bliver voksne og skal bære det multikulturelle samfund videre. Jeg tror, de vil gøre det godt, for de er gode børn. Mange brokker sig over, at vi er blevet et multikulturelt samfund, men hvad er problemet? Så længe alle opfører sig ordentligt og bidrager til fællesskabet, passer arbejdet og står for nogle ordentlige værdier, må det nok kunne fungere. Generer det mig, at nogle/mange kvinder bærer tørklæde? Næh ikke rigtigt bare jeg slipper.

Jeg bor på Vestegnen (Hvidovre), og vi er mange med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har boet her lidt over 14 år og har virkelig aldrig oplevet noget ubehageligt fra mennesker med nogen som helst etnicitet (dansk/ikke-dansk).

Det er et langt større problem, at lige knap 76.600, svarende til 7,6 pct., af de unge mellem 15 og 29 år ikke er i hverken arbejde eller uddannelse. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her. Det kan være, mange af dem har en anden etnisk baggrund end dansk. Det kan også være, mange af dem aldrig har oplevet forældrene gå på arbejde, og så er forældrenes etnicitet uinteressant. Det viser AEs analyse ikke, og det er også ligegyldigt. Det, der derimod fremgår af analysen, er, at der er en klar social slagside: Har forældrene en (evt. lang videregående) uddannelse, er der langt færre, der ikke er under  uddannelse eller i arbejde, end hvis forældrene er ufaglærte. Det er ikke raketvidenskab; fordommene ville tilsige det samme, alligevel er det rart at få sat ordentlige tal på i en tilbundsgående analyse.

Argumenter mod  “Paradigmeskiftet”

Jeg er klar over, at tankerne løber lidt løbsk, men i hvert fald kan jeg selv se en sammenhæng.

Deltager man i debatter på de sociale medier, leverer mange mennesker fordomme contra viden. I min verden er viden magt, og skal man argumentere, må man gøre det baseret på fakta og ikke fup. Derfor blev jeg i går begejstret, da jeg fandt Refugees Welcomes syv sider lange høringssvar i forbindelse med “Paradigmeskiftet” fra foråret 2019. Her er al den viden og alle de fakta, man behøver for at forstå udlændingeloven før og nu. Problemerne ridses tydeligt op. Det er et fantastisk stykke arbejde. Hvis du behøver argumenter overfor de faktaresistente peronager, er dette høringssvar et godt sted at starte.

Michala Bendixen indleder høringssvaret med følgende triste besked. Det kan Folketinget simpelthen ikke tillade sig:

At lovforslaget allerede blev fremsat flere dage før høringsfristen udløb, viser desværre, at man ikke har i sinde at tage de relevante organisationers svar til efterretning. Men vi skriver nu alligevel.

 

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Kravene for at få midlertidig ophold i Danmark

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:

Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.

Udgangspunktet er altid “midlertidigt ophold”

Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.

Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”

En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.

Hvad er vi (blevet) for nogen?

Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?

Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…

Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.

Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:

En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Jeg ved ikke, om det rører ved dine følelser, men det rører ved mine. Og jeg kan forstå, at den 19. november er livet i det sædvanlige Danmark slut for familiens vedkommende. Herefter venter et ukendt antal år i et udrejsecenter. Formålet er at få dem til fluks at rejse retur til Assad men helt ærligt: ville du selv gøre det?

Hvem underskrev Flygtningekonventionen i 1951?

Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.

Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.

Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.

Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?